Svar til Poul Nielsen

Per Nørgård:

SVAR TIL POUL NIELSEN

""Den herskende ""rationalitet"" bør afsløres som ikke rationel nok""

(Poul Nielsen)

Kære Poul!

Konfronteret med en livsanskuelse hvis koncentrat var de af dig formulerede ""6 princippåstande"", ville jeg ufortøvet tilslutte mig den kritiske fløj. Dine konklusioner er følgerigtige og berettiger til følelser af om ikke afsky så dog ubehag. Da tilmed de 6 (korrekt gengivne) citater med lidt ond vilje godt kan presses ud til de 6 princippåstande, ser sagen jo lidt mørk ud for mig. Dog kun tilsyneladende: hele fortolkningen af de omtalte bidrag til ""Nutida Musiknummeret falder til jorden, såfremt disse forstås som tese (eller antitese om du vil) z en dialektisk sammenhæng. Og syntesen er den overordnede fornuft, den altoplysende rationalitet du jo selv (jvf. mottoet) efterlyser. Dermed siger jeg ikke, at jeg har fundet denne syntese -som iøvrigt ikke kan findes én gang for alle og konserveres som en frostkylling, men bestandig må generobres og reformeres. Men jeg føler grund til at tro, at et væsentligt skridt er taget med en holdbar opstilling af tese og antitese. Disse kan kortfattet karakteriseres som, på den ene side, en harmonisk, hierarkisk grundtilstand med langsomt (eller hurtigt) udviklende betingelsesændringer, som — på den anden side - udfordrer til intuitiv og forstandsmæssig aktivitet af rastløs natur. Det hele udfolder sig i tid: cyklus gennemsyret af historie.

Jeg skal erkende at det meste af min ""offentligt kommenterende"" virksomhed de sidste par år har fokuseret på det hierarkiske, det cykliske i min musik. Dette kan forrykke billedet (og har altså gjort det) af min dialektiske grundopfattelse, men ved selve denne momentane slagside er der intet mærkeligt; min musikalske tænkning har i de sidste 14 år med stigende intensitet bestræbt sig på at afdække netop disse områder, og de tre herved etablerede uendelighedshierarkier (melodi, klang, rytme) har skabt en kompositorisk basis, hvis egenart jeg naturligvis er stærkt optaget af at forstå og tilegne mig. Hvilket, som sagt, nok har givet slagside i min, som regel udefra stimulerede, selvfortolkning...

Der er derfor opstået en del mumlen om, at jeg skulle anse ""løsningen""' for at være fundet, og at min komposition i stigende grad skulle være en nærmest automatisk følge af de 3 harmoniske uendelighedshierarkier. Intet kunne være mere fejlagtigt! Jeg har i den omtalte periode, trods erkendt slagside, både mundtligt og skriftligt udtrykt min overbevisning om, at den kompositoriske proces er af dialektisk art, en spænding imellem en basis af rationel satsteknik og en vilje til indgriben, en ""skabervilje"", der intuitivt, på evigt gyngende grund, finder en vej. Mens ""basis"" imellem ca. 1500-1900 har været relativt stabil (med accelerende ustabilitet i 1900-tallet), har dette århundrede været præget af manglende basis eller af provisoriske baser. ""Den informelle musik"" er den idemæssige konsekvens af denne udvikling, en konsekvens (vel næppe

realiseret? ) der udelukker enhver basis og gør stil og værk til ét, til et uigentageligt engangsfænomen. På paradoksal vis har min musik i 60'erne udviklet sig henimod en radikalt stabiliseret basis af ny art (som du selv beskriver så smukt) igennem en række værker af sådan udpræget én-gangskarakter. De sidste tre års arbejde kan forklares som resultatet af bevidstgørelsen om denne udvikling og som den totale indsats for at fremme den. Stedet er ikke her til at diskutere, om jeg burde have afstået fra dette og bestræbt mig på at blive ""ubevidst"" igen. Det er mig nok at sige, at dette ville forekomme mig som en atavistisk og virkeligt reaktionær bestræbelse - kort sagt: jeg fremmede, og fremmer fortsat, den bevidstgørelsesproces, der var sat i gang.

Dette er særdeles relevant for besvarelsen af dit brev, for det er naturligvis den næsten chokartede erkendelse af ""en ny verden"", der har skinnet igennem de fleste interviews og udtalelser, oplevelsen af en for mig at se uendeligt nuanceret ny ""basis"" er overvældende! Men som sagt er der vidnesbyrd i mange af de små (for mig selv og de nærmest interesserede forfattere) analyseforsøg, som bevidstgørelsen tvang mig til at skrive — vidnesbyrd om væsentligheden af den nødvendige dialektik imellem den tidløse basis og viljen til indgriben, viljen til historie. Denne dialektik er, nøjagtigt sagt, den eneste dybe forskel mellem ""Skærmens"" andensats og 2. symfoni. I 2. symfonien er der indgriben: der skabes historie! Helt tilbage til 1962 har jeg formuleret dennes nødvendighed: ""Først en indgriben, en forstyrrelse i denne naturtilstand (uendelig-hedsrækkens) muliggør udtryk"".^

Egentlig kunne jeg slutte mit svar her. Eftertanken ville vise, at alle dine følgeslutninger herved mister ethvert fundament: ved at tænke forestillingen om, hvor væsentligt dette moment af indgriben er, ud i de videste konsekvenser, ville du indse, at mine forestillinger tværtimod at være ""reaktionære"" er ""grænseoverskridende"" - også på den praktiske og politiske tænknings områder. Men lad mig konkretisere og vise, at det ikke er rigtigt med min metafysiks manglende virkelighedskorrelat. Naturvæsenerne besidder en hierarkisk, harmonisk balance, et evigt cyklisk nu, undergivet langsomt ændrende vilkår. Ændringerne er tilmed så langsomme, at det for os mennesker er muligt at undersøge dette ""nu's"" egenart. Egenarten er på den ene side den omtalte naturens grusomme nødvendighed med den stærke der besejrer den mindre stærke. Dette burde imidlertid mane os til selverkendelse og til at indse, at det er på den måde naturmenneskearten også tenderer mod at leve og i afsky herover tvinges til indsigt i det faktum, at vi som mennesker ikke bare er naturvæsener, men er tænkende, og dermed med mulighed for at gribe frit ind i tilværelsens tilstande, at skabe historie. Dette er frihedens mulighed.

På den anden side er ""naturnuets"" egenart af en skønhed, der overvælder med sin fuldendthed, hvor man finder en harmoni som basis for hvert væsen, en harmoni der efterhånden forstås som fuldendt rationalitet. Denne lovmæssighed udtrykker sig umiddelbart som skønhed (der jo iflg. Goethe er ""manifestationen af naturlove, der ellers har forblevet hemmelige""), og vi kan da studere f.eks. det gyldne snits proportioner som optræder i alle planters bladstillinger og indse, at disse derved opnår størst bæredygtighed ved mindste energiforbrug2^. Overfor denne erkendelse bør vi reagere med en fordybelsesvilje, en vilje til helt at indse som billede i os, hvorledes plantens harmoni er af en ideel 4-dimensional art. Hér er tanken opfattelses-organet for indsigten i dennes ""idé"", forstået ikke bare som formel, men som levende billede af konkret, organisk art. For sanserne som opfattelsesorgan er jo kun momentet tilgængeligt - og forståelsen at en plantes organisme indbefatter forståelse af sammenhængen fra frø til frugt med ledsagende visning, altså processen i tid. Denne forståelse kan vi bringe til modning i os (forståelsen for den hierarkiske, cykliske harmoni), for med den har vi nu en grundinspiration i os, når vi vender os imod samfundets tilstand. Vi vil da se, at den er uharmonisk, er syg. Vi vil genkende alle dyrelivets grumme sider og bør

afvise dem som menneskeuværdige, bekæmpe dem. Men vi vil ogsa have en vision i os om, hvorledes en organisme fungerer harmonisk. Denne vision vil da være inspirationen til / hvilken retning samfundet (som organisme) skal omformes, en befrielse henimod en virkelig og menneskeværdig harmoni (omend også undergivet forfald og dermed fordrende permanent reformation) - og ikke blot befrielse fra en uværdig og grufuld samfundstilstand. Hertil kommer forståelsen af, at naturvæsenet udtrykker en ""idé"" (et rum-tidsligt forløb), mens menneskesiden, nemlig tanken, af mennesket selv må skabe sin idé, skabe meningen med sit eget liv og menneskeheden kollektivt skabe sin egen idé, sin harmoniske tilstand3^. Dette er en revolutionær tanke af radikal natur: overfor alle forefund-ne misforhold vil mennesket da stå ikke blot med en kritisk (og berettiget) nedvurdering af tilstanden, men i stigende grad også med en positiv vision om, hvorledes tilstanden skal harmoniseres i menneskeværdig forstand. Dette sidste fordrer imidlertid også en konstant udvidet viden om, hvad mennesket er, — en viden det skorter kolossalt på i dag (jvf. Bergmans ""følelses-analfabeter""). Og her er kunsten en uerstattelig, og sideordnet, medhjælper til antropologi, psykologi, biologi og alle andre relevante videnskaber. Hermed er vi langt fra en ""kunst-religion"", men tværtimod nær forestillingen om kunsten som et redskab, et opfattelsesorgan til brug for menneskelige kollektiver og opfattelsesorgan til brug for menneskelige kollektiver og enkeltindivider. En for snæver viden om mennesket medfører risiko for menneskeforkrøblende samfundssystemer.

Hermed er vi nået til det centrale for den musikalske side af diskussionen: din påstand om, at jeg frakender musikken kritisk evne, fordi jeg hævder at musikken er positiv i sit væsen (formuleringen i citat d's slutning er mig dog ikke ganske tilfredsstillende). Med det foregående in mente skulle det nu være klart, hvad dette vil sige: et musikværk er, som planten, også et objekt i tid, omend af den fineste sanseligheds art, lydens. For at kunne manifestere en idé3) må musikken basere sig på en satsteknisk basis, udtrykke sig gennem et sprog. Dette er jo gammel viden, men det er blot den jeg anerkender med min påstand om musikkens ""positivitet"". Som sagt er den klassiske basis nedbrudt i løbet af det sidste århundrede, men hvert enkeltværk etablerer ofte en engangsbasis, identisk med dets indhold. Værkets metode (sprog) er i stigende grad blevet dets indhold med ledsagende kitsch-karakter, og med an-ti-kunsten ophører sproget helt med at eksistere, at være ""positivt"".

Samtidig ophører det altså også med at være musikalsk, men resultatet bliver evt. en demonstration, en happening, en provokation, eller hvad dets egenart nu er. For hvert tilskud af meningsfuld, tidslig og klanglig organisation nærmer det sig igen musikkens væsen, mens totalt fravær af organisation resulterer i kakofoni, i stoj. At denne så kan være rædselsvækkende suggestiv er en sag der jo lige så lidt gør resultatet til musik, som et smerteligt, fotografisk synsindtryk umiddelbart er en billedkunstnerisk oplevelse.

Det skulle stå klart, hvorfor jeg har citeret dine ord om rationalitet som motto for mit svar. For i alt det hidtil anførte er ingen ""metafysik"" nodvendig for forståelse, men kun fordomsfri fornuft. Men - hvad med påstanden om ""naturen som ånd"", som du tillægger mig? Påstanden, eller overbevisningen, lyder lidt, men væsentligt, anderledes: naturen er åbenbaring af ånd (= tanke = idé - fornuft). Min argumentation må i denne forbindelse indskrænke sig til en skitse, som dog skulle være tilstrækkelig for den videre refleksion; mængden af universets energi/ masse er konstant, men fordelingen følger fysisk-abiolo-gisk entropiens lov og biologisk ektropiens, hvilket er det modsatte, nemlig de Ivende organismers ophobning og koncentration af energi. Tilsvarende er ved en vandmølle de fysiske energi-masselove uantastet, men netop omdannelsens vej har tilladt indgreb af ""information"" d.v.s. af menneskelig styring gennem planering (= idé = tanke = ånd). Maskiner opstår ikke afsig selv. På samme måde finder vi i planten den såkaldte ""fotosyntese"", der formår at udnytte det ellers blot i verdensrummet udstrålende sollys, hvorved det livløses udligningsten-denser (entropi) bliver effektivt imødegået af det levendes koncentrationstendenser (ektropi). Du er vel vidende om organsimernes næsten skræmmende rationalitet, hvor f.eks. den menneskelige lårbensknogle er af en konstruk-tionsgenialitet hvor moderne ingeniørviden endnu næppe formår at skabe en så betydelig bærekraft i forbindelse med fladeomfang og kuglelejefunktion? Nuvel, det er måske en smagssag (endnu), om man vil tilskrive denne svimlende fornuftsåbenbaring tilfældighedslovene, eller simpelthen en virkende formurt (= ånd eller ånder) uden for vor direkte konfrontationsmulighed4). Det ligger i hvert fald uden for min fatteevne, at en energisk og indgribende person skulle kunne karakteriseres som ""progressiv"", hvis han bedømmer verdens naturlige organisation som resultatet af tilfældighedernes blinde spil, — men ""reaktionær"", hvis han (med samme energi og indgriben) bedømmer den som udtryk for fornuftens virke . . .

mener din hengivne Per

1) ""nutida Musik"" nr. 5, 1962/63, s. 17.

2) Læs f.eks. Van Heren: ""Blattstellungen"" eller Olive Whicher: ""Die Pflanze in Raum und Gegenraum"".

3) Begrebet ""idé"" her anvendt i betydningen plan, organisation o.lign.

4) Monod: ""Tilfælde og nødvendighed"" ctr. Koestler: ""Beyond reductionism"", refererende et symposium af videnskabsmænd utilfredse med positivismen: ""vi står sandsynligvis overfor en revolution: vor verdensanskuelse, hvor ""tilfældighedens univers"" er erstattet af forestillingen om et organiserer univers på bølgelængde med Platons, Leibnitz' og Goethes opfattelse! "" (Bertallanfy). Post scrip turn: Da du ikke har set ""Gilgamesh"", vil det måske interessere dig at høre, at det i mit svar opridsede dialektiske forhold er denne operas formale grundprincip: i et cyklisk forløb (af ""7 nætter og 6 dage"") superimposerer sig et anekdotisk (Gilga-mesh-historien). Herved er det harmoniske, hierarkiske placeret antitetisk overfor det rastløse, ændrende . . . historien. Hvilket er mit brevs tema.