Bøger

BØGER

Nogle aspekter i musikpsykologien

Helga de la Motte-Haber: Musikpsychologie. Eine Einführung. (Musikverlag Hans Gerig, Köln 1972).

At præsentere en indføring i musikpsykologien synes på sin plads netop nu, da ""den smukke klang af ordet 'musikpsykologi' — båret af en mode, der tildeler det magisk kraft — er blevet misbrugt til at besmykke skrifter, som er ret så dilettantiske"" (fra bogens forord). Dilettant kan man i hvert fald ikke beskylde Helga de la Motte-Haber for at være. Hendes bog er i dobbelt forstand kompetent, på det refe-rerende som på det diskuterende plan. Bogen indeholder følgende kapitler: — Gegenstand, Methode und Terminilogie,

— Hörtheorien, — Psychophysik, — Konsonanz und Dissonanz, — Urteilsbildung,

— Informationstheorie, — Musikalische Begabung, — Angewandte Musikpsykolo-gie.

Hvert kapitel ridser de vigtigste stationer op inden for den hidtidige forskning pä det pagældende område, — diskuterer denne kritisk, — og drøfter fremtidsperspektiverne. Er altså i egentlig forstand en indføring. Forfatteren indkredser området musik

psykologi saledes: ""Die Musikpsykologie ist keine eigenständige Disziplin. Ihr Gegenstand, das musikalische Verhalten und ihre Methode, das Experiment, weisen sie als Teil der Psychologie aus. Für die Beobachtung aber von psychischen Vorgängen in Abhängigkeit von musikalischen Ereignissen sind häufig auch Reflexionen über künstlerische Sachverhalte notwendig. Dies erklärt ihre enge Beziehung zur Musikwissenschaft"" (p 10). Der er to opfattelser af særlig interesse her, og som skal diskuteres lidt nærmere, neml ig

1 ) at musikpsykologien er en del af totalpsykologien, altså er en sag for psykologer, og

2) at metoden er eksperimentet, idet forfatterinden herved placerer sig og tager stilling inden for to interessante problemområder. ad 1)

Der findes jo nemlig også den mulighed at opfatte musikpsykologi som en del af den totale musikvidenskab. Det sjove ved det er, at Helga de la Motte-Haber selv har leveret en indføring i musikpsykologi i en sammenhæng, hvor den i hvert fald i det ydre kommer til at fremtræde som et omrade inden for den systematiske musikvidenskab, nemlig i C. Dahinaus (ed.): Einführung in die systematische Musikwissenschaft (Köln 1970) (omtalt i Dansk Musik Tidsskrift 1/1972). Og i nærværende sammenhæng er forfatterinden faktisk heller ikke sä rigoristisk som hendes pro-

gramerklæring lader ane; det viser sig i et af de mest interessante kapitler i bogen, det der kaldes ""Urteilsbildung"" (p 73-97). En musikalsk vurdering er bundet til ver-balisering, d.v.s. den må betjene sig af sproglige begreber. Nu er der det ved begreber i åndsvidenskaberne, siger de la Motte-Haber, at de for det første oftest er vage, diffuse, og at de for det andet på trods heraf har en tendens til, eventuelt med en forenklet eller speciel betydning, at skabe deres eget liv i vor bevidsthed uden absolut forbindelse til det, de oprindelig skulle betegne. Herved kommer vore begreber til at øve indflydelse på vor oplevelse af omverdenen. Der opstår et gensidigt afhængighedsforhold mellem vor begrebslige orientering og den måde vi oplever f.eks. et stykke musik på. — Ved lytning til et stykke musik kan man hæfte sig ved forskellige aspekter, f.eks. tempo, rytme, melodik, harmonik, dynamik o.s.v. Det ville være utænkeligt, at vi formåede at koncentrere os lige meget om hvert af disse forskellige parametre, et eller flere eller en kombination af nogle vil fremtræde mere dominerende end de øvrige: der vil så at sige opstå et eller flere dominerende niveauer, som i særlig grad vil præge vor oplevelse af musikken. Det gensidige afhængighedsforhold mellem oplevelsen af sådanne niveauer og selve materialets struktur er imidlertid et næsten uudforsket område. — Det, der efterlyses, er i virkeligheden en perceptuelt orienteret musikalsk funktionsteori. Det kommer helt klart for dagen lidt senere, hvor det hedder: ""dass mit akustisch Verschiedenem — wie der Dauer, Höhe, oder Lautstärke eines Tones — musikalisch gleiches gemeint sein kann, nämlich ein Akzent. . ."" (p 84). Der foretages en sondring mellem den musikalske substans, objektdimensionen, og den musikalske funktion, subjektdimensionen, som helt svarer til overvejelser Carl Dahlhaus har gjort sig i ovennævnte indføring i den systematiske musikvidenskab (se f.ek-s. Dahlhaus p 130). Den svarer vist nok også, i hvert fald delvis, til fundamentale overvejelser Tibor Kneif har gjort sig i en artikel, der hedder ""Ideen zu einer dualistischen Musikästhetik"" (i The International Review of the Aestetics and Sociology of Music, 1,1, 1970), hvor der skelnes mellem den musikalske konception og imagination.

Dette problemområde hører imidlertid i lige så høj grad til inden for musikvidenskaben som inden for psykologien, det er mindst lige så meget en psyko-musikolo-gisk problemstilling som det er en musikpsykologisk. Nogle vil finde en sådan distinktion sofistisk. Imidlertid forekommer det mig vigtigt for det første efterhånden at få defineret det noget diffuse område, der går under betegnelsen musikpsykologi, for det andet at afgrænsningen ikke bliver så snæver, at kun psykologer kan finde sig til rette inden for den. Det materielle objekt kan ikke ses uden relation det oplevende subjekt, — ejheller omvendt. Der er tale om interaktion.

ad 2)

Forfatteren tager her stilling i en interessant diskussion blandt psykologer. Nøgleord i denne er de fagpsykologiske retninger eller holdninger, som almindeligvis går under betegnelserne den positivistisk-be-havioristiske og den humanistiske. Den første af disse har et naturvidenskabeligt videnskabsideal, man vil finde objektive sandheder, dens metode er eksperimentet. En udpræget behavioristisk orienteret musikpsykologisk bog er R.W. Lundin: An Objective Psychology of Music (New York 1953, 2/1967). - Den humanistiske psykologi betvivler muligheden af at finde objektive sandheder, og man mener, at den fænomenologisk beskrivende metode er en mulighed ved siden af den eksperimentelle. En humanistisk musikpsykolog er f.eks. Ernst Kurth. Om humanistisk psykologi se f.eks. Jørgen Pauli Jensen: Om humanistiske psykologier og de humanistiske fags psykologi. En introduktion til psy k o l og i en ( M u n k sg ä a rd, København 1972).

De la Moite-Haber gør selv klart rede for-disse psykologiske retninger i relation til musikpsykologien (p 15 ff), men stiller sig yderst skeptisk til den anden af de to: ""Von der Mathode hängt es ab, ob Erkenntnisse nachprüfbar sind, also den Anspruch unterscheidet Wissenschaft von unverbindlichem Gerede' (p 21 ).

Eksperimentet er en hidtil så at sige ikke anvendt metode inden for musikvidenskaben. Man kan altså implicit fjerne musikpsykologien fra musikvidenskabens område, hvis man hævder, at metoden for musikpsykologien er eksperimentet. På den anden side må det stå klart, at en generel musikalsk funktionsteori (jvf. ad 1) i høj grad også er et musikologisk anliggende. Og Riemann og hans efterfølgere har faktisk formået at formulere en særdeles levedygtig speciel funktionsteori, nemlig på det harmoniske område, uden at anvende eksperimentet. Det må overvejes, om den indfaldsvinkel til musikpsykologien, som Helga de la Motte-Haber her proklamerer, ikke er for snæver. Hendes omgang med problemerne i løbet af bogen synes da også i nogen grad at modsige hendes egene proklamationer.

Lad mig til slut anbefale bogen varmt. Den er af overordentlig interesse. Man kan jo ikke bebrejde forfatterinden, at hun har et ståsted og argumenterer for det, og man må i høj grad værdsætte, at hun ikke stikker problemerne under bordet, men loyalt refererer også andre synspunkter og holdninger. Som indføring er bogen yderst nyttig. Ikke mindst musikstuderende og musikundervisere vil kunne drage nytte af den.

Frede V. Nielsen

Musik-jordomrejse

Per Anders Hellquist: an sjunger världen. (Nordiska Musikforlaget, Stockholm 1972). 159 sider.

Sveriges Per Anders Hellquist behøver ingen introduktion i den nye musiks danske kredse. Når han publicerer en bog, vil vi på forhånd vide, at den er velskreven på en tænksom måde. Tænksom og velskreven er da også ""an sjunger världen"", der åbenbart i hovedsagen er resultat af en hastig, men jordomspændende musikalsk foredragsrejse i året 1969. Tilmed er Hellquist en god og for det meste velforberedt iagttager, hvorfor han er i stand til at give adskillige nyttige oplysninger om forholdet mellem musik og samfund i både ve-sterläendingenes og orientalernes riger og lande.

Ligesom i sin tid Kristendommens missionærer således synes også i 1969 Hellquist at være draget ud i det fremmede med en sikker viden om Sandheden i kufferten. Og Sandheden er: Den svenske eller dog skandinaviske tanke. Livets mening findes i de af Staten velordnede sociale forhold. Hvilket er al ære værd, men eksempelvis får til konsekvens, at skildringen af Indien ikke adskiller sig påfaldende fra de mange, der er givet af andre velmenende skandinaver. Men for en begavet svensk musik-

mand er Sandheden selvfølgelig tillige en bestemt problemstilling, nemlig denne: Hvor er finkulturens plads i samfundshusholdningen? Det er vanskeligt at skjule, at denne problemstilling hidtil kun har vundet popularitet i Skandinavien og (måske) USA, og at den næppe leverer nogen effektiv nøgle til forståelsen af musikudfoldelsen i Japan, Israel, Indien, Cuba og DDR.

Efterhånden går det imidlertid op for læseren, at den livfulde rejseskildring kun på overfladen er en rejseskildring. Hell-quists interesse angår ikke i første række de fremmede befolkninger, men den hjemlige. Og de i sig selv ikke alt for gi-vende interviews med Dallpiccola, Mayu-zumi, Dessau, Nørgård med flere får trods alt betydning ved de sidelys, de kaster over en særlig svensk musiksituation. Da den danske musiksituation nok i detaljer, men ikke i princippet adskiller sig fra den svenske, er jeg overbevist om, at denne lille bog også i Danmark vil kunne gøre sig håb om adskillige glade læsere.

Poul Rovsing Olsen

Musik-tekster

Bent Olsen: Fra Platon til Stockhausen. Munksgaard. Kr. 36.80

Bent Olsen har i denne bog, der vel først og fremmest er beregnet for musikundervisningen i gymnasiet, HF og seminariet, samlet en lang række kortere tekster, breve, erindringer, essays o. lign. Teksterne er samlet i 3 hovedgrupper: Hvad er musik? Komponist og publikum og Komponisten og musikken i samfundet, og inden for hver gruppe er de stort set kronologisk ordnet, ofte således at 2-3 tekster kredser om det samme emne, men repræsenterer helt forskellige synspunkter (f.eks. programmusik, tolvtonemusik). Der er udvist stor opfindsomhed i udvalget og sammenstillingen af tekster: ved siden af et avisudklip fra Pravda 1936 (Virvar i stedet for musik] er anbragt det russiske kommunistpartis musikdekret fra 1948, der efter et par korte uddrag af Hitlers og Goebbels uforgribelige meninger om musikkens opgave i samfundet — og som kontrast hertil en længere Stock-hausen-tekst om Komponistens arbejde. Jeg har prøvet at lade flere klasser læse de to afsluttende tekster om beatmusik af Palle Aarslev og Jan Morthenson, den første meget positiv, den anden sønderlem-mende kritisk. Det gav en meget nuanceret og engageret diskussion. Det er min erfaring, at diskussioner i klassen om musiksociologiske emner ofte kommer til at lide under, at man savner noget arbejdsmateriale. Her foreligger nu en arbejdsbog, der kan danne en god basis for diskussion om disse emner, og som kan bidrage til at give eleverne et mere reflekteret forhold til musik og musikkens samfundsmæssige funktion. Bogen er mig bekendt den første af slagsen inden for dansk musikpædagogik. Jeg synes, der bør følges op af flere, også fordi Bent Olsens bog — hvis den skal vedblive at være den eneste på markedet — ikke i tilstrækkelig grad dækker det behov der er for tekster og andet arbejdsmateriale, som vedrører den øjeblikkelige musiksituation. Området Muzak, jazz og beat får ialt 4 tekster, det burde i virkeligheden have en bog for sig selv, som kunne blive meget nyttig i undervisningen. Det var ikke den bog, Bent Olsens ville lave, derfor skal han ikke lastes for det. Men hvem laver den?

Lars Davidsen

Indisk musik

Peggy Holroyde: Indian Music. Foreword by Ravi Shankar. George Allen and Unwin Ltd. London (1972). 291 sider.

Peggy Holroyde er en engelsk dame, der har tilbragt fem år af sit liv i Indien. Hun har studeret filosofi hos Radhakrishnan og blev vakt til musikken af Ravi Shankar. Det var derfor med frygt og bæven, jeg åbnede hendes bog om den indiske musik. Var det små tre hundrede siders (velmenende) europæisk dilletanteri, der lå foran mig? Jeg blev imidlertid lidt efter lidt beroliget. Mrs. Holroyde ville ikke kunne konkurrere med Bhatkande, Gos-wami, Kaufmann, Danielou eller Jairaz-bhoy og gør lykkeligvis heller intet forsøg derpå. Hun ønsker at give novicen en ubesværet indføring i Indiens klassiske musiksystemer. Og hun er vitterlig velorienteret, ikke alene i Hindustani-musikken, men også i den karnatiske musik. Den, der har startet sine indiske studier med Erik Kirchheiners fortræffelige danske piece og fortsat med Ravi Shan kars charmerende engelske selvbiografi, kan få en del glæde og udbytte ved at videreføre indsatsen ved læsning af Mrs. Holroydes bog.

Pudsigt nok har kun få af bogens småska-vanker noget direkte at gøre med indisk musik. Men selvfølgelig virker det påfaldende og overraskende, at forfatterinden synes hengiven til den tro, at tetrakord er græsk for oktav — således for eksempel på side 153 i omtalen af forskellen mellem ragaerne Bhopali og Deshkar. Og rent bortset fra de fortegn, der åbenbart altid falder ud, når man trykker en bog om musik, må det erkendes, at nogle af de anførte raga-skalaer bliver temmelig forvirrende i deres virkninger på den musik-rutinerede europæer. Mest amatøragtige forekommer de (også i en indisk sammenhæng) meningsløse enharmoniske omtyd-ninger (som as for gis i en skala med cis som basis-tone). Mest generende synes mig dog de stadige grundtoneskift at være — allerede af sammenligningsgrunde bør

man altid notere den indiske basis-tone så som C, uanset om en sanger eventuelt måtte have valgt at anbringe sit så i nærheden af vort Es. (Den måske bedste illustration til disse sidste invvendinger gives på siderne 140-41.) Til gengæld bydes på meget læseværdigt stof vedrørende den indiske musiks historie, form, kunstnere o.s.v. Der er tilmed begreber, som næppe nogen vesterlænding har forklaret os bedre end denne engelske forfatterinde. Hvis man vil vide, hvad tana (taan) er for noget, vil man føle sig svigtet af Danielou og consorter, men ganske vel hjulpet af Mrs. Holroyde. Ravi Shankar har skrevet et tankevækkende forord om vesterlandenes forhold til den indiske musik. Det er forøvrigt ikke uden skarphed og syrlighed. Hist finder man en finte til jazz-folkene, der troede, at et fællesskab om improvisation og den udøvende kunstners frihed gav andet og mere end overfladiske lighedspunkter mellem jazzen og den klassiske indiske musik. Her møder man en forargelse over mange vesterlænginges tro på, at indisk musik er en ""etnisk"" musik, der retteligen hører hjemme under musiketnologien som en museumsspecialitet. Ravi Shankar citerer i denne forbindelse en indisk musikvidenskabsmand, der ved en kongres i Madras foreslog, at ""from here on we should term Western classical music as ""ethnic music"" because in India what we really consider classical music is our own.""

Dette bringer jo et stærkt indlæg på 1972s københavnske musikkongres i erindring: Tran Van Khe, tidens førende ekspert på vietnamesisk musik, fortalte, at hans undersøgelser af den vietnamesiske musik i princippet var ganske på linie med europæiske musikvidenskabsmænds europæiske undersøgelser. Og i Vietnam blev han anset for at være musikolog, i vester-landet for at være etnomusikolog. Vist er vi stadigvæk uforbederligt etno-centriske. Det kan give sig burleske udslag, som når vi kaster os over musiksociologi eller over rytmefænomenet med den vesterlandske tradition som eneste eller dog dominerende materialeyder. Det var måske et sidespring. Men det viser, at også skribenten Ravi Shankar kan inspirere til mangt og meget.

Poul Rovsing Olsen

'Ergänzung"" til Riemann

Riemann Musik Lexikon, Zwölfte völlig neubearbeitete Auflage in drei Bänden. Ergänzungsband, Personenteil A — K, herausgegeben von Carl Dahlhaus. B. Schott's Söhne, Mainz, 1972. 698 s.

Som jeg bemærkede i min anmeldelse af Riemann Musiklexikons ""Sachteil"" (DMT

1967), er dette opslagsværk af lige den type mellem-kaliber, der gør det så nyttigt i det daglige, når man står og skal bruge en eller anden oplysning i en fart; fyndigere end MGGs urskove af oplysninger, og fyldigere end mindre, ofte mere ordbogs-prægede værker, hvad angår informationer.

Der er gået mere end ti år siden sidste udgave af Riemann Musiklexikon, Personenteil, begyndte at udkomme (den gang under Wilibald Gurlitts, senere Hans Heinrich Eggebrecht's auspicier). Og nu sidder man så med det ventede supplements-bind l, bogstav A til K, en kleppert på nær 700 tættrykte sider, næsten ligeså stor som det bind, der suppleres. Som vanligt må en lexikon-anmelder tage det forbehold, at det ikke er til at anmelde leksika; deres kvaliteter viser sig nemlig først over en længere periode (et års tid eller så, mindst). Det er jo et værktøj, hvis duelighed og kvalitet først røber sig lidt efter lidt, i det daglige arbejde, hvor det bruges.

Alligevel vil jeg fremføre en kritik; den skal ikke bygge på nogen liste over eventuelle fejl i detaljerne; men hvorfor har man i grunden ikke lavet en ny, komplet udgave af dette nyttige leksikon? Dahlhaus skriver i forordet, at det ville have udskudt publikationen af de nødvendige korrektioner og suppleringer unødigt. Og det er da også et pragmatisk synspunkt, man godt kan forstå.

Og dog. Dette er nemlig ikke blot et supplement. Det er også, i omridsene, en ny redaktionel linje, pånødet af begivenhederne i musiklivet de sidste ti år — og der er jo unægtelig sket noget. Der er sket noget ikke bare rent informa-tionsmæssigt (at man véd mere, og andet om f.eks. Bach nu; at Niels Viggo Bent-zon har skrevet en del værker i mellemtiden etc.); eller vurderingsmæssigt (man ser anderledes på John Cage eller Pierre Boulez nu). Men også m.h.t. de ledende kriterier, hvorefter man redigerer et mu-siklexikon. Det er ikke mere så selvfølgeligt, at den europæiske seriøse kompositions-musik afgiver de naturlige rammer. Den europæiske selvoptagethed har næppe haft så mange anfægtelser som netop i 60'ernes sidste halvdel: fremmede kulturers musik trænger sig på. Den seriøse musiks navle-optagethed blev anfægtet af en ny frodig populisme: joh, Bob Dylan og The Beatles må med nu, og det er de også (omend sidstnævnte kun er anført under stikordet ""Beatles""; enkeltpersonerne er ikke registreret selvstændigt, ikke engang med stikhenvisninger). Lignende behandling vederfares mange betydende jazz-musikere.

Hertil kommer, at musikverdenens selvoptagethed som sådan er anfægtet. Filosofferne Ernst Bloch, Nicolai Hartmann, digteren Garcia Lorca, Konficius og Pierre Abélard var for ti år siden ve! meriterede nok. At deres betydning for musikken først nu erkendes så stærkt, at de som en naturlig ting er blevet optaget i Riemann-ML er et symptom på musikverdenens nye behov for tværfagligt udblik. Forresten er Povl Hamburger også blandt de nyoptagede. — l øvrigt indskrænker de egentlige supplerings-artikler (afmærket med et + ) sig normalt til nye informationer af biografisk, produktionsmæssig eller bibliografisk natur. Det er kun i få tilfælde, at artiklernes ""Wurdigungs""-del, — altså den del, hvor der sker en kort vurdering og placering af personens værk og betydning — suppleres eller omformes. Jeg har konstateret det i tilfældene John Cage, Boulez og T.W. Adorno, der nu mere korrekt placeres ind i sin Frankfurt-skole-sammenhæng. En del nye artikler er totalt uden Würdigung — f.eks. står der under Pelle Gudmundsen-Holmgreen kun de skinbarlige biografiske og værk-mæssi-ge facts. Men princippet følges ikke konsekvent. Jazz-pianisten Bill Evans er også et nyt stikord; og han får en Würdigung. Selvfølgelig må alle ejere af Riemann-ML anskaffe sig dette (og det følgende) Er-gänzungs-Band. Men det tidsbesparende ved just denne kaliber leksikon er reduceret lidt. Thi ethvert opslag i værket må nu nødvendigvis blive et dobbelt-opslag.

Poul Nielsen