Musik og skole

MUSIK OG SKOLE

Statens Musikråd har fastslået, at musik er en nødvendighed og ikke nogen luksus. Dette synspunkt er faktisk det ideologiske grundlag for lovforslaget til de kommende årtiers musikpolitik herhjemme.

Da skolen er det vigtigste statslige ideologi-apparat, er der derfor ikke nogen grund til frygt for musikkens plads i skolen. Heller ikke, når vi om ca, en halv snes år står med en 12-årig enhedsskole.

Socialdemokrati, fagbevægelse og kapital kan her tage hinanden i hånden: forudsætningen for at produktionen kan fungere og vokse er som bekendt en effektiv reproduktion. Og her er alle slags rekreative sysler af klar værdi, især når de er så ufarlige som musik, sang og klang. Problemet er bare, at musikundervisningen i folkeskolen ikke fungerer så godt - det er blevet sagt så ofte i den almindelige debat, og nu konfirmeret i musiklovens bemærkninger, at nærmere dokumentation for påstanden er overflødig. Årsagen er, at lærerne gennemgående er for dårligt kvalificerede.

Selv lærere med musik som linjefag er for dårligt udrustede til at tage de udfordringer op, som musikpædagogen idag står overfor. På den anden side kan man ikke fortænke lærerne i noget, hvis de ser med mistro på de egentlige specialuddannede musikpædagoger. Vist er de bedre til musik, men lider de ikke lidt af fagidioti? Hvordan er deres udblik, deres forståelse for almene sammenhænge, psykologi, skole- og opdragelses-politik? Den teknokratiske bedste løsning på problemet er for nærværende en arbejdsdeling og blandingssystem. De musiktimer der er integreret i skemaet må varetages af læreruddannede. Dertil kommer, at skolerne må være åbne overfor konservatoriernes nye tilbud: de såkaldt EM-uddannede - d.v.s. pædagoger som foruden det musikalske håndværk (spil, becifring, arrangement m.v.) også har psykologi, almen pædagogik med i deres bagage, som derfor er fortrinligt egnede til at gå ind i skomens daglige arbejde.

Til gengæld må den frivillige musikundervisning varetages af specialistlærere. Hvis en elev ønsker at spille f.eks. klarinet, må han sikres adgang til en lærer, der behersker dette instrument, og kan lære fra sig. Basta. Det må betones, at den frivillige musikundervisning er noget af det vigtigste, skolen kan gøre for at opfylde sin ideologiske forpligtelse på musikkens område. Alle fagfolk kan tale med her: de véd af egen erfaring, at først når man selv spiller, først når man så at sige fysisk "har musikken mellem fingrene", begynder den at sige noget. At lære at spille er at lære at lytte.

Om dét så også betyder, at man dermed lærer at forstå noget, er straks en anden sag. Her ligger den alment uddannede lærers afgørende udfordring i denne sammenhæng.