Musikrådet svarer DMT

MUSIKRÅDET SVARER DMT

Hvor tør han?

Ballade kan være skønt en gang imellem, men der er en ting, som det kunne være rart at blive fri for, når musikloven skal snakkes igennem, og det er ballade for balladens egen skyld. Og så er det netop, hvad man finder, når man slår op og læser lederen i sidste nummer af Dansk Musik Tidsskrift.

Her har lederskribenten under overskriften ""Musikkens Magt"" bekendt kulør, men gjort det omtrent på samme måde som i kortspil: en farvekombination for tilfældets skyld — og så lad os se, hvad der sker. Ægte rødt er det ikke, men musikrådet får på tæven, og det efter nogle spilleregler, som er lige så ærgerligt kortsigtede som langt fra det, musikrådet efterlyser, nemlig saglighed i debatten. Og — hvis man må ha' lov til at tilføje: engagement. Her skorter det — efter noder. l det nyeste nummer af Dansk Musik

Tidsskrift har lederskribenten fundet på at mene, at lovudkastet er en ansøgning fra musikrådet om en monopolstilling på toppen af dansk musiklivs magtpyramide (gud hjælpe mig: det er ordene) et ""vattet kompromis"" uden fantasi eller visioner, hvor al musik bør støttes over een bank, og hvor det musikpolitiske sigte ikke er nævnt med ""eet originalt ord"". Som eksempel tager han koncertudvalget, og vælger her at slå fast, at det vil komme til at fungere som det stik modsatte af hensigten, nemlig som et udtryk for en centralisering, som giver det bestående musikråd øverste myndighed og magt og gør alle fremtidige musikråd — ""et uhandleligt sammenrend af kulturministerielle musikprokurister"" — til kommissariat for det eksisterende musikråd. Hertil føjes, stadig for tilfældets skyld, et par i hvert fald i forhold til lovudkastet frit i luften svævende slagord som f.eks. ""manglende politisk stillingtagen er også

politisk stillingtagen"" o.s.v. (hvor tør han). Som musikrådsmedlem løfter man afværgende armen — det næste bli'r vel en beskyldning for pampervælde og det, der er værre.

Det er ikke det, at det er pølsesnak, det er, om jeg så må sige, måden, det er pølsesnak på. Man kunne bruge spalte op og ned på at citere lovudkastet, men ikke her eller nu. Om det musikpolitiske f.eks. Jamen, det er jo nævnt fuldt bevidst og ved navn allerede i indledningen. Der står om spredning, decentralisering, ophjælpning, selvbestemmelse — ""originale ord"" eller ej. Der står om måderne og kriterierne og om, hvordan man ønsker at støtte de aktiviteter ""der kan bevidstgøre forholdet til musikken som menneskelig udtryksform, idet man lægger særlig vægt på de nye frembringelser inden for alle genrer"". En kulørbekendelse — undskyld mig — af en ganske anderledes dristighed end lederskribentens i DMT. Og det er netop det, som hele komplekset er vævet sammen af, inclusive en ting som koncertudvalgs-tanken. Man vil ikke diktere eller ""styre"" et lands musikliv, det skal tværtimod styre selv og selv folde sig ud. Og derfor har man lige præcis gjort det modsatte af det, de svenske Rikskon-serter gjorde i sin tid, hvor man bestemte, hvad der skulle spilles i Haparanda fra et kontor i Stockholm. Det vil man ikke her, og lige præcis derfor er koncertudvalget et koordinerende service-organ, hvor ønskerne går den anden vej: ude fra og ind — eller en ""maskinstation"", hvis det bedre kan forstås på den måde. Og dertil kommer så, at man tænker sig det bestyret af folk, valgt for kortvarige perioder omtrent lissom Kunstfondens 3-mandsudvalg — og iøvrigt lissom Statens Musikråd selv. Hvem sagde magtpyramide og monopolstilling?

For at det ikke skal være løgn har DMTs leder til slut et ""kontraforslag"" til kulturministeren, som går ud på at ""lade dansk koncertliv udfolde sig på basis af lokale initiativgrupper"", som kan etablere og nedlægge sig selv efter de stedlige behov (og) som indenfor en given bevillingsramme har fuld kunstnerisk og økonomisk kompetance"" — med ansvar overfor ministeren. Til det allersidste: et udråbstegn! Men ellers: Jamen, friends, det er jo næsten ordret, hvad der står i musikloven!

Man kan sikkert beskylde DMTs lederskribent for meget, men troskyldig er manden ikke. At han dertil gerne vil skabe debat i sit blad, gøre det vedkommende, med alment interessant stof om både Per & Poul (eller omvendt?) — det må blive hans egen sag. Men når han forsøgsvis og som omkostningsfrit tidsfordriv gennemspiller rollen eller modulet som prof, journalistisk gun-slinger, så forekommer det mærkværdig gratis. Og så kan det helt tydeligt ikke mere være hans sag.

Må vi præsentere programmet: Fritids-dualisten ""De To Werners"" i svimlende linedans 10 cm over jorden og til ingen verdens nytte.

Mogens Winkel Holm

DMT gør opmærksom på, at både ledende artikler og stofprioritering er udtryk for bladets linje, og ikke tegnes af enkeltpersoner i redaktionen.

Red.

Musikkens magt — ikke musikrådets

Så kom den første gennemgang af musik-lovsudkastet i DMT, og i lederen fandt redaktørerne at ""lovudkastet er også en ansøgning fra musikrådet til en monopolstilling på toppen af dansk musklivs magtpyramide"". Mogens Winkel Holm har

skrevet sin mening om denne leder (— jeg kan helt tilslutte mig), og jeg skal derfor lade det polemiske ligge og i stedet prøve sagligt at gennemgå lederartiklens spørgsmål.

Efter at have fastslået ovennævnte ""ansøgning"" finder redaktørerne at ""en sådan magtkoncentration er betænkelig af flere grunde"". Jeg vil egentlig gerne ændre det til ""af alle grunde"". Men det er jo også et blot og bart postulat. Vi har ikke ønsket nogen form for magtkoncentration hos musikrådet. Vi har i visse tilfælde og på visse områder fundet, at Statens Musikråd — hvis flertal i parentes bemærket er valgt af en forsamling, som repræsenterer praktisk taget alle i dansk musikliv — kan virke som det koordinerende organ, som må formodes at have det bedste overblik — ikke mindst takket være sine specialudvalg. Det bør også bemærkes, at det man senere i artiklen taler om som monopolorganet, er koncertudvalget. Ja, men det er jo ikke Statens Musikråd — men heller ikke koncertudvalget skal l have nogen monopolstilling.

Hele sigtet med musiklovsudkastet har været en decentralisering — på den led, at bestræbelserne må gå ud på at ønsker og behov kommer udefra — fra alle egne af landet, og fra alle musikalske initiativtagere og for alle genrer. På den anden side har vi ment, at vi, for at opnå en nogenlunde sikkerhed for at alle landet også får kendskab til hele udbudet, måtte sikre at en koordinerende faktor som koncertudvalget får mulighed for at samle alle ønsker, og ud fra disse sørge for — så vidt muligt — at disse også dækkes. For at afstanden til dette koncertudvalg ikke skal blive for stor, opererer vi så med de såkaldte regionssekretariater, hvor den store mængde af ""ildsjæle"", som man kunne kalde alle de mange hundrede som i det ganske land — på frivillighedens basis — arbejder for musikken, kan få hjælp og vejledning, og hvor man kan fremsætte sine ønsker og drøfte problemerne på lokalt plan. Jeg tror, det vil være et mægtigt fremskridt sammenlignet med dagens situation, hvor f.eks. en musikforening eller en jazz- eller beatklub er henvist til at ansøge den kulturelle fond om støtte, og hvor afgørelsen ligger hos en bestyrelse — delvis bestående af politikere, og hvor indstillingen udarbejdes af kulturministeriets embedsmænd (uden at jeg vil forklejne den indsats disse mennesker gør). Kort sagt. Vi tror på, at dansk musikliv skal skabes udefra. Det er musikforbrugerne, der bør bestemme hvor og hvordan, der skal sættes ind fra samfundets side. (Det må heller ikke glemmes, at det, der i lovudkastet tales om, er musik og musikalske former, der har et støtte-behov). For at få dette koordineret på en fornuftig måde har vi foreslået denne organisationsform. Nu mener redaktørerne jo ganske vist, at dette ""ligger alt for tæt på den teknokratiske indifference, der under navn af socialdemokratisk kulturpolitik, hjemsøger

os i disse år"", l stedet foreslår Dansk Musik Tidsskrift, at man lader ""dansk koncertliv udfolde sig på basis af lokale initiativgrupper landet over — grupper som kan etablere og nedlægge sig selv efter de stedlige behov"".

Tror redaktørerne virkelig, at disse grupper er noget, man behøver opfinde? Der findes mange hundrede — måske tusinder — over hele landet, og jeg kan forsikre om, at deres hovedproblem i øjeblikket ikke er at etablere sig, men at forhindre at nedlægge sig selv. Ikke fordi det lokale behov ikke er der, men fordi rigets mønt er dem fremmed — og fordi man har et enormt administrativt besvær med moms og kildeskat og meget andet. Og een ting til d'herrer redaktører: Disse grupper har både ""kunstnerisk og økonomisk kompetence og er direkte ansvarlige overfor ministeren"". Men man må unægtelig med re-frainet fra en gammel revyvise sige ""men de har ikke noget at ha' den "". Hvad er det for en slags ""musikpolitisk nærdemokrati"", man tror vil opstå, hvis blot disse grupper får direkte ansvarlighed overfor ministeren. ""Ethvert barn ved"" (undskyld citatet) at det bliver et rent embeds-mandsstyre.

Når redaktørerne siger: ""dette administrative organ — hjemsted i København, med økonomisk hånds- og halsret over hvert eneste fremtidige trut og pip fra Thule og Thorshavn til Ringkøbing og Åkirkeby"", så har de enten ikke læst udkastet ordentligt, eller også er artiklen skrevet med det formål at give et direkte forkert billede af, hvad der står i teksten. Til slut nogle bemærkninger om det politiske i udkastet. Redaktørerne fastslår, at også en rammelov er politisk (ja, naturligvis), og siger videre ""hvad lovudkastet da også demonstrerer med overvældende tydelighed: hver gang et delikat problem tackles, enderdet hele i et vattet kompromis"". Man bruger derefter afsnittet om privat og statslig pladeproduktion som eksempel på dette vattede kompromis. Lovudkastet siger ganske klart: Det er nødvendigt at Staten kan gå ind i pladeproduktion og distribution — ikke som konkurrence til det eksisterende plademarked, men som et supplement. Hvor er det vattede henne? Desværre er tilværelsen ikke sort eller hvid i alle tilfælde — der findes bunker af nuancer imellem, og jeg kan derfor ikke følge redaktørerne, når de siger, at hvis vi ikke går ind for det nye (underforstået — og kun det), går vi ind for det bestående (underforstået — og kun det). Var tilværelsen bare så enkel — men det er den barske virkelighed desværre ikke. Og lad os så få em saglig og positiv debat. Kjeld Hansen

Redaktionens svar følger i næste nummer.