Tidsskrift-revy

TIDSSKRIFTER

Tidsskrift-revy

ved Nanna Schiødt

Revue de musicologie 1972/2 Jean-Michel Vaccaro Apropos de deux éditions critique de l'oeuvre de Francesco da Milano (1497-1543); Méthodologie de la transcription des tablatures de luth et interprétation métrique de la musique du milieu du XVIe siècle Die Musikforschung 1973/1 Lothar Brix Niels W. Gade als Klavierkomponist (med fortegnelse over samtlige klaverværker). / Tibor Kneif Zur Enstehung und Kompositionstechnik von Bartoks Konzert für Orchester. / Wolfgang Schmieder Bemerkungen zum ""neuen Eitner"" (RISM vol. 1-2). - Notes 1973/3 Barry S. Brook A tale of thematic catalogues. — Journal of Music Theory 1972/1-2 Norbert Böker-Heil Plotting conventional music notation (om mulighederne for at trykke musik ved hjælp af computer). — Neue Zeitschrift für Musik 1973/6 Helmuth Schmidt-Garre: Der Horror vacui in der Musik des 19. Jahrhunderts. / Rudolf Stephan Max Reger und die Anfänge der neuen Musik. — Journal of the American Musicological Society 1973/1 Laurence F. Bernstein La Cou-rone et fleur des chansons a troys: A mirror of the French chanson in Italy in the years between Ottaviano Petrucci and Antonio Gardano. / Cynthia Verba The development of Rameau's thoughts on modulation and chromatics. — Notes 1973/4 Michael A. Keller Music serials in microform and reprint editions. A checklist. / Edmund A. Bowles A checklist of musical instruments in fifteenth century illuminated manuscripts at the British Museum. — Rivista musicale italiana 1973/jan.-marts Tito Gotti Beethoven a Bologna net I' ottocento. / Hellmuth Christian Wolff L'opéra comica nel XVII sec. a Venezia e l'Aggrippina di Händel (1709). — The musical quarterly 1973/2 Zoltan Roman Connotative irony in Mahler's Todt-enmarsch in ""Callots Manier"". I Albert I. Borowitz Salieri and the ""murder"" of Mozart. / Paul Henry Lang (Anmeldelse af ""Handwörterbuch der musikalischen Terminologie, ed. by Hans Heinrich Eggebrecht). - The world of music 1973/2 (Operanummer) Claus Henneberg Notes on the Problems of an art form (om moderne musikteater). / Hans W. Heinsheim er Opera in the USA today. / Boris Yaru-stovsky Aspects of operatic theatre in the USSR.

Musik på spil

musique en jeu. Publiée par l'Association Musique Aujourd'hui. Paris, Editions du Seuil. 18 F pr. nummer, årsabonnement uden for Frankrig 75 F.

Siden begyndelsen af 60'erne har der med udgangspunkt i den strukturalistiske filosofi raset en debat i Frankrig, hvor universitetsfolk fra mange forskellige fag og endog undertiden politikere har deltaget ivrigt, l ""Tel Quel, tidsskrift for litteratur, filosofi, videnskab, politik"" har der vist sig en fornyelse af bestræbelserne i nykritikken på at omvurdere det traditionelle begreb om litterære ""værker"" og på at udvikle nye metoder til tolkning og analyse, l en artikel fra maj 1968 figurerer iøv-rigt Pierre Boulez her som medunderskriver på et manifest om ""écriturens"" (kan oversættes ved noget i retning af: skriftproduktionens) politiske rolle. Den generelle diskussions omfang kan fx. illustreres af en tilfældig detalje, såsom at der i latinerkvarteret i Paris findes en boghandel, der er opkaldt ""Den vilde tanke"" efter en bog af en af debattens store kanoner, antropologen og filosoffen Levi-Strauss.

At denne debat også har sat sig spor i musikkredse, vidner fremkomsten af musique en jeu i november 1970 om. Tidsskriftet har som formål at tage situationen omkring ny musik op til debat og orientere om de diskussioner og ideer, der er kommet frem andre steder, bl.a. ved at bringe oversatte tekster og dokumentationer om komponister og musikbegivenheder, l lederen til det første nummer hedder det om den ændrede situation efter 50'ernes serialismediskussioner: ... i en tilstand af forvirring, af selvransagelse, af en fornyet sætten spørgsmålstegn ved selve det musikalske værk-begreb er det latterligt at tænke i skoler, tendenser og kliker. Det, der sættes på spil er vigtigere, og vi befinder os ikke længere i 1955-60, hvor de personer der en gang var blevet holdt på afstand, ""avant-garden"", disputerede for at finde ud af, om man skulle udskifte det tolv gange regulerede nodepapir med en firspors båndoptager. Musique en jeu er siden starten udkommet 4 gange om året med et nummer på ca. 125 sider, der som regel centrerer sig omkring et bestemt emne og udgives af et åbent redaktionskollektiv, hvoraf dog den hårde kerne har bestået indtil nu. Det første nummer lagde ud med en række artikler skrevet af forskellige franske, tyske og amerikanske komponister om generelle problemer i forbindelse med komposition, hvor bl.a. det ""åbne værk"" blev diskuteret dels i forbindelse med Cage, dels i artikler med mere historisk orienterede analyser af Dieter Schnebel og Heinz-Klaus Metzger - samt i en artikel af italieneren Vinko Globokar om (styret) improvisation med eksempler fra egne værker. Desuden var der interwievs med ti unge franske komponister og et med Xenakis, en dokumentation over Pierre Boulez' biografi og værker — samt anmeldelser og foromtaler.

Efter denne indledende runde har man i følgende numre behandlet en hel del andre temaer, l et nummer om musik, sprog og samfund har der været en analyse af forholdet mellem tekst og musik i et vokalværk af Berio, en række artikler om beatmusikkens udvikling med en ret fyldig fortegnelse over bøger, tidsskrifter, film og plader — beat falder iøvrigt tilsyneladende ind under betegnelsen ""pop"" i Frankrig — samt en sociologisk tekst af Adorno. Et andet nummer har behandlet improvisation og koncertsituation med bl.a. en beretning om tyskeren Josef-An-ton Riedls ""programkompositioner"", hvor f.eks. et arrangement, der fandt sted i Bonn i 1970, begyndte med, at et beatorkester spillede på rådhuspladsen. Efterhånden sluttede en gruppe med eksperimenterende improvisationer sig til, samtidig med at der blev spillet båndmusik af Luc Ferrari, og forestillingen sluttede i en sal på rådhuset, hvor koncertens rammer gradvist ""normaliseredes"". Udvikling af nye instrumental-teknikker, belyst i en artikel af organisten Gerd Zacher og ""Ton-meisterens"" funktion af fortolker og undertiden med-komponist i den tekniske formidling af musik har været behandlet i et nummer om musikalsk interpretation. Adornos musikfilosofi og -kritik er også blevet taget op og belyst fra forskellige sider. Tyskeren Hermann Sabbe viderefører i sin artikel ""den nyeste musiks filosofi"" Adornos kritiske indvending mod kompositionsteknikker, der ""aflaster"" komponisten og fritager ham fra at skulle reagere spontant på sit materiale, såsom Schönbergs tilbagevenden til et mere ""ordnet"" musikalsk univers efter den frie atonale stil og Strawinskys brug af formelagtige rester fra ældre musik. Hos Sabbe må Ligeti holde for i en kritik af, at musikken tenderer mod at blive narkotisk, uden artikulerede begivenheder i sin tid: For at svække og endda undertrykke den kritiske bevidsthed betjener Ligetis metode sig enten af eskamotering af tids-perceptionen, idet den f.eks. anvender toner, hvis varighed undertiden overstiger de otte sekunder eller tonefølger, der simpelthen opretholdes over lang tid, så at deres suksession i tid bliver uforudsigelig (som f.eks. Morton Feldmans partiturer gør det klart), eller af eskamotering af lytterens evne til at differentiere ved brug af ""sempre fortissimo"". . . Op imod denne tendens sættes så den musik, hvori forud etablerede formler integreres ind i det musikalske sprog, ikke som en citation af ældre stilarter i neoklassicistisk forstand, men som hos Berio og Stockhausen, hvor citater af nationalsange etc. indgår i en dialog med det øvrige materiale. Dominique Kameux, et af de mest aktive medlemmer af redaktionen, der i bladets

debatter om ideologikritik (hvortil hun forøvrigt også har bidraget med en analyse af musikken i Sovjet) forsvarer det adornoske standpunkt om musikken, der endnu taler midt mellem de ""rentable decibel"", er også blandt bidragyderne til et nummer om psykoanalyse og musik. Det drejer sig ikke — som man måske kunne tro — om brug af musik i psykoanalytisk sammenhæng, men om analyse af musikalske betydningsindhold og perception af musik med et freudsk begrebsapparat som grundlag og i forbindelse med sprogfilosofi, især med udgangspunkt i den meget citerede forfatter i kulturdebatten, psykoanalytikeren og filosoffen Jaques Lacan, l hendes artikel langes der ud mod den traditionelle værkanalyse, der flygter fra musikken ved at holde sig til en neutral beskrivelse, hvorved musikkens funktion af medium for social, men også især individuel bevidstgørelse skjules: Musikkens historie er historien om det, det ikke er ti/fadt at gøre og om, hvad man alligevel gør i en bestemt epoke og på et bestemt sted. På samme måde kastes der et kritisk lys over beskrivelser af ""skoledannelser"" i musikhistorien, l en anden artikel, som ligeledes har den makabert farvede freudske æstetik som springbrædt, finder man en særdeles suggestiv udlægning af Beethovens rolle i filmen ""Clockwork Orange"", hvor filmens hovedperson, som har gennemgået en pa-cificerende psykisk behandling, reagerer på sidste sats af den Niende symfoni med i desperation at springe ud af vinduet — hvilket i en analyse sammenlignes med en situation fra et dommedagsbillede af re-naissancemaleren og surrealisten Jeronimus Bosch, hvor de fordømte tortureres med musikinstrumenter. Et eksempel på, hvad en anmeldelse også kan være giver litteraturkritikeren Roland Barthes, der kritiserer Dietrich Fischer-Diskaus for-tolkningsstil ud fra en gennemborende teoretisk analyse af musikalsk ""pænhed"". Til forskel for denne specielle form for dybdeborende fortolkning af musik er der et stort antal artikler, der — i lighed med hvad der sker inden for litteraturvidenskab — søger nye veje inden for den musikalske værkanalyse: forholdet mellem musik og sprog diskuteres, og mulighederne for at etablere en praksis for arbejde med generelle teorier om musik som meddelelse på linje med andre kommunikationsformer drøftes, l et nummer med emnet ""musiksemiologi"" har man samlet en række artikler, der behandler metoder hentet fra lingvistikken til analytisk beskrivelse af musik. Bag betegnelsen ""semiologi"" ligger en bestræbelse mod at udvide det traditionelle analyseapparat, ikke blot i retning af en grundigere formel beskrivelse af musik som tegnsystem, men også mod at gøre beskrivelsen mere funk-tionscentreret ved at inddrage den pragmatiske og sociale situation, hvor musikken fungerer — og på denne måde gøre plads for æstetiske og historisk-sociologi-

ske overvejelser i nær tilknytning til analysen af det enkelte værk.* Et argument for nødvendigheden af en sådan udvidelse af analyseperspektivet kan hentes hos Jakobson, en af den moderne lingvistiks klassikere. Hos ham defineres sproget som en kompleks samvirken af funktioner, hvori bl.a. indgår den ""poetiske"" eller æstetiske (defineret ved meddelelsens egen struktur, som det f.eks. sker i den traditionelle analyse), et referencesystem og noget, der refereres til i dette system — samt en afsender og en modtager, hvad der er en forudsætning for, at man overhovedet kan tale om en ""meddelelse"". l lighed med hvad der har været praktiseret i nogen tid i andre kunstvidenskaber, har man efter dette nummer i begyndelsen af 1972 nedsat en forskergruppe i musiksemiologi og begyndt en systematisk undervisning i faget ved universitetet i Montreal, ledet af J.—J. Nattiez, der står som udgiver af både dette og et senere nummer med analyser. Nattiez, der også forbereder en introduktionsbog om emnet og nærmest personificerer faget i øjeblikket, stiller sig på det standpunkt at koncentrere anstrengelserne omkring det ideal at udarbejde et generelt og udtømmende beskrivelsesapparat før sagen kan behandles videre i et pragmatisk og historisk perspektiv. Ikke alle i den generelle diskussion om musiksemiologi er enige med ham i dette, bl.a. kritiseres han i en artikel af Lucien Mé lèse, forfatter til en lægevidenskabelig afhandling om ""den auditive perceptions semiologi"", for fra starten at se bort fra musikkens akustiske fremtoning, og der henvises til pioneren inden for konkret musik, Pierre Schaef-fers ""Traite des Objets Musicaux"" som udgangspunkt for en mere materiale-bevidst overvejelse. Noget lignende er også genstand for diskussion i en artikel af Henri Lefebre, hvor ""øjets diktatur"" kritiseres i en filosofisk sammenhæng og hvor der sættes spørgsmålstegn ved muligheden af at etablere et generelt beskrivelsesapparat uafhængigt af en teori om materialet, der skal beskrives.

Det kunne for en udenforstående se ud, som om der i analysediskussionen hersker en slags arbejdsdeling mellem på den ene side den rendyrkede strukturbeskrivelse, repræsenteret ved Nattiez, og på den anden side en mere hermeneutisk linje, der bestræber sig på at åbne et udblik til æstetisk og historisk-stilistiske overvejelser. Et kapitel for sig i denne sammenhæng er diskussionen omkring Levi-Strauss, som flere steder udtaler sig om musik og som har produceret en ret frodig betragtning af den historiske sammenhæng mellem musik og myte. Han kritiseres flere steder for sin fastholdelse af et kriterium for den ""sproglige"" karakter ved musik, der medfører en uforsonlig holdning til atonal musik. Muligvis vil en fornyet belysning af problemet ske i et bebudet Levi-Strauss-nummer. Komponisten Kagel har været emne for en ret udførlig præsentation af værker, der har været bragt et interwiev, og i det sidste nummer er aftrykt to radioudsendelser, hvoraf den ene er baseret på en diskussion, der fulgte efter en offentlig forevisning, foranstaltet af musique en jeu, af 5 film produceret af Kagel selv og en af Luc Ferrari om ham. l sammenligning med de undertiden snørklede problematikker som rulles op i en del af bladets artikler er dette en helt forfriskende læsning, hvor Kagel udtaler sig om sine værker, om det at komponere og om sit forhold til den musikalske tradition, l anledning af hans film med Beethoven-collage på lydsiden (eller ""Metacollage"" som han selv benævner det, ""en drastisk udvidelse af collageteknikken"") siger han bl.a. Jeg tror, at dette netop er Beethovens tese: at fortidens musik er jo nærmere ved os, jo mere vi fortolker den på en anden mede!. .. Man har mange gange beskyldt mig for destruktion. Og fra et etisk synspunkt siger jeg altid nej, og ja fra et logisk synspunkt. Det vil sige, jeg skelner mellem de to dimensioner. Fordi, man har netop haft meget besvær på grund af fortiden, fordi man har blandet æstetikken sammen med moral, etikken med musikkens eller teatrets egen logik. Og det jeg laver, er en ubønhørlig analyse af sagen. ..

Tyskeren Martin Geck beretter i et uddrag fra en endnu ikke udkommet bog om Kagels Kölner Kurse für neue Musik 1972, hvor man praktiserede gruppeimprovisationer sammen med skizofrene patienter (emnet musikterapi vil iøvrigt blive taget nærmere op i et kommende nummer). Artiklen giver et indblik i vanskelighederne ved dette: sagen er ikke klaret ved at etablere en musikalsk kontakt alene. Kagels intention har været den at ""sti-mulere et refleksivt arbejde"" fælles for de behandlende og dem, der behandles, og musik kan bruges til dette, fordi den i sig selv er et forbindelsesled til det sociale, ""et historisk dokument om vellykkede eller mislykkede forsøg på kommunikation"" med Martin Gecks ord. Musik kan imidlertid ikke ordineres på samme måde som medikamenter; en løsning på nogle af vanskelighederne må nærmest forventes at kunne dukke op i en social-psykiatrisk sammenhæng — og et approach som i en bog, der omtales, ""Terapeutiske og industrielle muligheder i anvendelsen af musik"" fra 1948, der i samme åndedrag nævner mulighederne for klinisk behandling og for neddæmpning af erhvervssygdomme gennem en forbedring af arbejdsklimaet på fabrikker kan give bange anelser, der bør give anledning til en grundlæggende kritik af terapi-situationen. Det må til slut lige nævnes, at der i foromtalerne og anmeldelserne gøres en hel del ud af at analysere festival-situationen. En artikel har desuden beskrevet Henri Rousseurs forsøg på at puste liv i foretagendet: en kultisk præget festival i Liege 1971, som formede sig som et møde mel-

lem forskellige musikergrupper, der spillede ny musik, beat, folk, jazz, et børnekor. Det hele foregik inden for rammerne af en astrologisk symbolik, hvor tiden bl.a. udmåltes efter en specielt tilrettelagt festival-kalender.

l pariseravisen Le Monde omtales i en anmeldelse af Royan-festivalen iår for ny musik under overskriften ""un amoureux fou de la musique"" den nye festivaldirektørs iver for at udbrede kendskabet til musik andre steder fra, såsom bl.a. Schne-bel, Ligeti, Zimmermann. .. l musique en jeu konstateres det derimod, at man efter den ikke særlig successrige festival i 72 centreret om den yngste generation af franske komponister har slået ind på en mere konservativ linje og koncentreret sig om ""sikre"" værker, og det beklages, at man ved denne festigal har afstået fra at opføre betydningsfulde udenlandske komponister som f.eks. Donatoni, Schne-bel, Zimmermann... Under overskriften ""la guerre des festivals"" sammenlignes så denne festivals koncertform med den mere opsøgende ved en nærliggende festival i La Rochelle.

De teoretiske tekster i musique en jeu er som sagt ikke altid lige let tilgængelige, hvad der måske bl.a. skyldes, at de ofte repræsenterer individuelle fremstød mod problemer af ret speget art omkring mu-siksituationen — men netop den tværfaglige mangfoldighed i diskussionen er på den anden side en særdeles spændende egenskab. Bladet er ihvertfald det eneste af sin art i Frankrig som medium for information og debat om ny musik og er muligvis en af de nærmeste omveje til de oversatte tekster, der bringes. Det kan tænkes, at der bag den evt. lidt apokryft udseende strukturalismedebat i Frankrig skjuler sig en række overvejelser, som vi herhjemme også kunne have interesse i at beskæftige os med.

Carl Bergstrøm-Nielsen

* Se herom Erik Christensen: ""Meget mere musikteori"" i dmt 6-7 1971 og Christian Kock: ""Lingivstik, musik, poetik"", dmt 7, 1973.

Tryk på musik

Kolding Højskoles tidsskrift Tryk har udsendt et specialnummer om musik (nr. 2, 1973), redigeret af Jørgen Fastrup. Foruden en ledende artikel om musik og samfund rummer nummeret følgende bidrag: Thorkild Knudsen: Folkesanger og spillemand / C.C. Møller: Musikken er i samfundet / Steen Klausen: Profit efter noder (om pladeindustrien: meget informativ artikel) / Hanns Eisler: Arbejdermusik i 20'erne (uddrag af et foredrag fra 1931 ) / Lars Davidsen: Musikundervisning i gymnasiet

(dækker stort set Davidsens artikel i DNTs maj-nummer 1973) / Luigi Mono: Musik for klassekampen (uddrag af et interview, foretaget af Hartmut Luck) / Jørgen Fastrup: Musikundervisningens målsætning. Nummeret kan erhverves formedelst en tier, Kolding Højskoles tidsskrift, 6000 Kolding, giro nr. 3 82 60.