Bøger

Af
| Årgang 48 (1973-1974) nr. 03 - side 85-86

BØGER

Debussy

Roger Nichols: Debussy. Oxford University Press, London 1973. 86 sider. 1,20 $

Det er en god lille bog. Den rummer en mængde fine iagttagelser, illustreret med mange gode, forstandigt udvalgte musikcitater. Men der er noget fragmentarisk over den. Den koncentrerer sig om enkelte tekniske aspekter og er meget lidt oplysende om manden, hans forudsætninger og miljø. Her nøjes forfatteren med at henvise til Lockspeiser, til hvis ""Debussy, his life and mind"" hans lille bog åbenbart er tænkt som et tiltrængt supplement for dem, der er i stand til at kapere komposi-tionstekniske udlægninger. Dette formål opfylder den i ikke ringe udstrækning, ti) trods for at trykfejl ikke ganske er undgået.

Jürgen Balzer

En liten antifotnot-bok

Ingemar von Heijne: Henry Purcell och Det Barocka London. Rondoböckerna, Stockholm 1972. 111 sider.

""Dette er en antifotnot-bok. En liten antifotnot-bok"" (p. 5). Således begynder svenskeren Ingemar von Heines lille bog om Henry Purcell. Denne indledning er karakteristisk for bogen: i en let, flydende stil behandles emnet, uden det sædvanlige videnskabelige apparat med fodnoter, henvisninger og appendikser. Hensigten med dette er klar nok, men det skal dog ikke nægtes, at en kildehenvisning i ny og næ nok alligevel ville have forøget bogens værdi, ikke mindst på grund af de mange velvalgte citater fra samtidens skrifter, hvis kontekst det nok kunne have en vis interesse at kende.

Forfatteren giver med det samme afkald på ethvert forsøg på at indplacere Purcell

i musikkens historie: ""Man stöttar den ena storheten med det andra geniet och kopplar ihop dem till ett tankeväckande monster genom seklarna . . . Det känns som att vandre på mycket tunn is nar man konstruerar sammanhang mellan Musikens Mästare. Jag törs inte"" (p.5). I stedet søger forfatteren, som antydet i bogens titel, at give en beskrivelse af det London, som dannede baggrund for hele Purcells virke. Gennem bogens første del får vi et levende billede af de forvirrede forhold, der herskede i London under Re-staurationstiden: genoprettelse af kongedømmet med Charles II i 1660, pesten i 1665. den store brand året efter, hvor to tredjedele af byen nedbrændte, de borger-krigsagtige tilstande under katolikforfølgelserne i slutningen af Charles M's regeringstid og den åbenlyse strid mellem kongen og kirken under James II. der endte med James' flugt til Frankrig i 1689 — alt sammen forhold, der direkte eller indirekte fik betydning for de forhold, hvorunder Purcell virkede. Også den musikalske baggrund trækkes klart op, og der lægges her især vægt på to forhold: englændernes forkærlighed for udenlandske — især franske og italienske — musikidealer, og den spæde begyndelse til et offentligt koncertvæsen gennem John Banisters og Thomas Britons arrangementer.

Anden del af bogen er en gennemgang af Purcells musik, ordnet systematisk efter genrer. Denne del af bogen fremstår nok noget svagere end den første, først og fremmest fordi den er for kortfattet og katalogagtig (bogens 11 nodeeksempler er samlet bag i bogen, hvad der ikke letter tilegnelsen af gennemgangen). Det skal dog ikke forties, at det i denne som i første del vrimler med tankevækkende detaljer — ofte af af ori stisk art — og kortere principielle digressioner, som hele tiden gør, at man spændt læser videre for at se, hvad forfatteren nu finder på. l denne gennemgang af værkerne forsøger forfatteren at overbevise læseren om, at Purcells musik — ikke mindst kirkemusikken — burde indtage en mere fremtrædende plads i det moderne koncertliv; han kommer derfor ofte ind på spørgsmål omkring opførelsespraksis. Man savner dog undertiden en mere indgående redegørelse for de beskrevne fænomener samt et par illustrerende nodeeksempler. Til slut et par indvendinger vedrørende nogle detaljer: fænomenet ""notes inegales"" nævnes (p. 60} i forbifarten, som om det var en given sag, at det skulle tages i anvendelse i forbindelse med Purcells musik — helt så enkelt er det vel ikke; den i 1774 (ikke 1773, som anført på side 76) foranstaltede opførelse af operaen ""Ariadne or the Merriage of Bacchus"" var sandsynligvis ikke med musik af den fra Frankrig forviste Cambert, men af G rabu; endelig skal det nævnes, at det vel er en upræcis anvendelse af ordet at hævde, at den sang, som en af de ledsagende damer synger i skovtursscenen i 2. akt af ""Dido og Aenas"" er chaconne; rigtigere ville det være at bruge den mere neutrale betegnelse ground. Disse indvendinger fordunkler naturligvis ikke det almindelige billede af bogen som en gedigen og læseværdig indføring i Purcell og hans musik.

Niels Krabbe