Censur i Danmarks Radio ?

Af
| Årgang 48 (1973-1974) nr. 03 - side 81-81

Censur i Danmarks Radio?

Der er grund til at undre sig over mangt og meget i DRs musikafdelings programpolitik. Der skal her peges på noget, der tager sig ud som en detalje, men som rummer vide perspektiver. Lyttere, der regelmæssigt følger radioens programmer om ny grammofon-plader og musikafdelingens øvrige foredrags- og orienterings-programmer, har sikkert undret sig over, at musikkritikeren Hansgeorg Lenz i omtrent et års tid praktisk taget ikke har været at finde blandt de free-lance-folk, der er blevet benyttet af afdelingen.

Dette er bemærkelsesværdigt, eftersom Hansgeorg Lenz i næsten en snes år har været en af de mest benyttede medarbejdere på sit område.

Har Lenz da været uarbejdsdygtig i den forløbne tid? Næh, læsere af hans blad ""Information"" vil vide, at han troligen har leveret sit stof dér som han plejer. Er Lenz da blevet dårligere som foredragsholder? har hans undelselser vist en så katastrofalt faldende tendens kvalitetsmæssigt, at DR af faglige grunde har måttet droppe ham som medarbejder? Det er selvfølgelig en vurderingssag. De lyttere, der har hørt hans bidrag i det forløbne tidsrum vil formentlig være enig i den vurdering, at de hverken var værre eller bedre end Lenz's hidtidige bidrag. Det drejer sig om gennemgangen af Furt-wänglers indspilning af Wagners ""Ringen"" (sendt 15. nov. 1972), udsendelsen ""Telefon til Richard Strauss"" kort før jul, medvirken i ""Årets plade"" i begyndelsen af dette år. samt endelig en omtale af Kara-jans indspilning af Tristan, der sendtes i sommer.

Navnlig den sidstnævnte udsendelse er interessant, l det nævnte Furthwängler-pro-gram stillede Lenz nemlig lytterne i udsigt, at han i begyndelsen af 1973 ville foretage en gennemgang af Karajans Tri-stan-indspilning. Han gav dette løfte til lytterne i fuld indforståelse med den for udsendelsen ansvarlige programmedarbejder Hans Hansen.

Som nævnt kunne Lenz imidlertid først indfri dette løfte til lytterne i sommer. Og efter de oplysninger, DMT er i besiddelse af, er det kun sket efter at Lenz bogstavelig talt har måttet presse sagen igennem under henvisning til, at han havde lovet lytterne en Karajankommentar.

** *

at Lenz's foredragsform som den er og var, spækket med saglige oplysninger og dokumenterende musikeksempler, ikke mere er sagen. Men så forstår man ikke. hvorfor man i sommer lod Jan Maegaard holde en foredragsserie om Fartein Valen, nogle introduktioner, der var alt andet end Pia-og-Peterske. men tværtimod krævede koncentration hos lytterne. Kort sagt: i princippet mindede om Lenz's foredrag.*

Hvis man er utilfreds med Lenz's form. kunne man da i øvrigt have talt med ham om det. Det har man imidlertid ikke. Hvad er forklaringen mon? DMT har erfaret, at en af afdelingens andre free-lance-medarbejdere for nogen tid siden fik den besked fra Hans Hansen, at Lenz ikke har adgang til DRs mikrofoner. Det lyder på baggrund af ovenstående meget mærkeligt, l retsplejen må man sommetider af mangel på nagelfaste beviser operere med indicier. Således også i denne sag. — Som det vil være læsere af ""Information"" bekendt, indledte Lenz sidste år en kritisk kanonade mod DRs programpolitik inden for den klassiske musik. Det første bidrag, en kritik af udsendelsen ""Telefon til Wagner"", offentliggjordes d. 2. november 1972.

Senere fulgte flere efter — DMT har citeret et par af dem. Lenz's kritik har gået på mangt og meget, men især husker man nogle hudflettende gennemgange af Hans Hansens udlægning af Wagners behandling af det mytiske stof i ""Ringen"". Hudflettende, fordi en af dette lands indiskuta-belt mest kyndige Wagner-eksperter her påviste en pinlig dilletantisme i musikafdelingens musikformidling. En kritik, som hverken Hans Hansen personligt, eller musikafdelingen som sådan har indvendt ét ord imod. Der er således tydelige indicier for. at programsekretær Hans Hansen udøver censur af den mest bondske art. Selv folketingsmand X — fra yderste kartoffelrække véd. at kritikere lukker man i et demokratisk samfund ikke munden på — på den måde. DMTs research i denne sag har vist, at Hansgeorg Lenz tidligere — i Vagn Kappels cheftid — har været i søgelyset med henblik på en formening af adgangen til DRs mikrofoner. Det vides fra flere kilder, at Mogens Andersen, dengang programsekretær, nu musikchef, var en af de mest ivrige fortalere for. at Lenz fortsat skulle have adgang til mikrofonen. DMT må derfor rejse det spørgsmål, om forbuddet mod at anvende Lenz som medarbejder i DRs musikprogrammer er udstedt af Hans Hansen uden Mogens Andersens vidende. Offentligheden har krav på et svar herpå, og ingen bortforklaringer. Og velatmærke: et svar fra Mogens Andersen — ikke fra Hans Hansen.

gror. DMT har heller ikke nogen speciel anledning til at gøre Lenz nogen vennetjenester. Men det understreger kun, at der ikke er tale om en person, men om et princip. Hvem véd hvor mange andre free-lance-folk. man ikke i længere tid har hørt i DRs musikprogrammer, er black-listede på den måde, som Lenz synes at være det, uden der kan fremlægges så tydelige indicier som i tilfældet Lenz? At DMT ikke i første omgang er gået direkte til Mogens Andersen må stå klart: meningen med at rejse denne sag er jo ikke, at musikchefen skal stikke den narresut i munden på Lenz og hans lyttere der hedder: et engagement en gang hvert halve år eller så.

Hvad det politiske perspektiv angår blot dette: Mogens Andersen og Hans Hansen kan ved en sådan fremfærd kun opnå et: at forsyne tilhængerne af en ophævelse af radiomonopolet til fordel for ""fri"" reklameradio med nok et argument for deres sag. Og det tror vi ærlig talt ikke. at nogen af dem ønsker. Vi nægter at tro, at folk fra den klassiske musiks lejr skulle være Radio Merkur-mindede.

Vi henviser iøvrigt til rubrikken ""klip og kommentar"".

Nu kan det på den anden side være, at musikafdelingen som led i sin generelle populariseringspolitik overfor sit stof — den klassiske el. ""seriøse"" musik — finder,

***

Guderne skal vide, at mange i dette lands musikliv ønsker Lenz derhen hvor peberet (slutning mangler....)