Musikkens magt - 3

Af
| Årgang 48 (1973-1974) nr. 03 - side 63-63

MUSIKKENS MAGT-3

Svarene fra Mogens Winkel Holm og Kjeld Hansen i sidste nummer af DMT på lederen om musiklovudkastet i september-nummeret var vel, hvad man kunne vente - og netop derfor også skuffende. Ingen af dem synes at ville acceptere den elementære demokratiske spilleregel, at det er pressens opgave at forholde sig kritisk til officielle udspil - eller rettere: deres opfattelse af denne spilleregel er mildt sagt afvigende fra DMT's. Musikrådet har selv bedt om kritik af musiklovudkastet, men når den så endelig kommer, viser det sig, at man med kritik mener positiv., dvs. indforstået kritik - ikke kritik på andre betingelser end musikrådets egne, og da slet ikke kritik der forsøger at placere sagen i en bredere politisk sammenhæng.

Ligesom lovudkastet er udtryk for en traditionel socialdemokratisk tankegang, er begge indlæg typiske og efterhånden velkendte udtryk for socialdemokratiets (kultur) politiske krise i disse år. Der er noget galt, og det kan man ikke forstå. Socialdemokratierne har da gort det så godt - og alligevel er folk utilfredse; overalt i Skandinavien er partiernes position vigende. Og i stedet for at foretage den nødvendige politiske analyse af situationen, reagerer man på den voksende kritik med infantil småfornærmelse eller forsøg på bagatellisering og latterliggørelse.

Og det på trods af, at det nu er hundrede år siden Marx klart påpegede hvori miseren består (hans kritik af Gotha-programmet, som det danske socialdemokratis Gimle-program er en næsten ordret afskrift af). Marx kritiserede socialdemokraternes tyrkertro på, at vejen til socialisme, lighed og frihed skulle gå via en gradvis overtagelse og styrkelse af statsmagten, og han forudså at denne strategi ville føre til det stik modsatte, altså en styrkelse af kapitalen, voksende ulighed og ufrihed. Det er jo præcis hvad vi oplever idag. Sveriges støt voksende arbejdsløshed efter 40 års uafbrudt socialdemokratisk styre - et paradoksalt fænomen som er godt på vej til at blive også et dansk problem - er eet slående eksempel blandt mange. Overalt oplever vi, at den stærke stat som "omfordelingscentral" (Anker Jørgensen) for samfundsgoderne er en højst problematisk politisk model. Den fører ikke til de mål man ønsker sig, tværtimod, den opleves af folk som utåleligt formynderi. Den politiske polarisering, leden og utilfredsheden med "staten" breder sig og vokser jo længere vi kommer bort fra statsmagtens centrum: København. Igen eet slående eksempel blandt mange: den for alle andre end socialdemokratiets spidser forståelige modvilje mod regeringens ØD-oplæg. For nu ikke igen at nævne Glistrup. Og i denne situation kommer så musikrådet med sit lovudkast, der i eet og alt er bygget over den samme læst. Dets bærende tanke er en decentralisering, som skal styres af et stærkt, centralt statsorgan. Maskinstation, kalder Winkel Holm det - altså igen en omfordelingscentral, en musiklivets ØD-fond. Eller med Marx: jernbanesocialisme. På alle planer, fra ØD til amatørmusik, er modellen den samme: et Danmarkskort med knappenåle og små faner man kan flytte rundt på. Der skal ikke større fantasi til at forudse, at også en musiklovgivning på disse præmisser vil føre til det stik modsatte af, hvad man har forestillet sig - altså til øget centralisering og en deraf voksende utilfredshed og følelse af fremmedgørelse og ufrihed, ikke mindst ude i landet.

Derfor vort "kontraforslag", som Winkel Holm noget krampagtigt forsøger at latterliggøre. Men der er nu en gang forskel på en kulturlovgivning, der arbejder med tilbud, givet fra oven, og en lovgivning, der stimulerer og støtter behov, formuleret og realiseret fra neden.