Noder - Ikke-europæisk folke- og kunst-musik

Af
| Årgang 48 (1973-1974) nr. 03 - side 85-85

NODER

Ikke-europæisk folke- og kunst-musik

Marius Schneider: Aussereuropäische Folklore und Kunstmusik, i serien Das Musikwerk, Arno Volk Verlag, Köln 1972.127s.

Das Musikwerk er en fortjenstfuld tysk serie, der giver ""eine Beispielsammlung zur Musikgeschichte"". Hefterne er således i hovedsagen nodehefter. Det kan umiddelbart virke forbløffende, at der i blandt de hidtidige 45 hefter kun er ét eneste tilegnet den ikke-europæiske musik. Men de utallige musikformer, der kan henregnes under dette begreb, må nu trods alt også for de flestes vedkommende have et ret så distant forhold til traditionelle forestillinger om musiki/ær/rer. Den foreliggende samling på 321 eksempler fra størstedelen af verden har under alle omstændigheder stor værdi. Den er tilvejebragt af en af musiketnologiens mest erfarne forskere, Marius Schneider, hvilket i sig selv giver læseren en tryghedsfornemmelse. De uomgængelige og uløselige problemer er da også stort set behandlet med indsigt og skønsomhed. Hvor moderne europæisk notation er oplæg til musiceren, er notation i de foreliggende tilfælde beskrivelse af musiceren med specifikke analyseformål for øje. Det siger sig selv, at de forskellige transkriptø-rer har haft divergerende opfattelser af detaljernes betydning. Hvor Kuekertz giver en umådelig omhyggelig skildring af en syd-indisk koti (eks. 142), er Berendts og Knesebecks Negro Spiritual (eks. 314) anført i primitiv udførelse. Men i øvrigt er udsvingene ikke kæmpemæssige. Schneider har på sælsom vis opnået et vist enhedspræg.

Det er let nok at fremhæve tvivlsom repræsentation af enkelte områder. Hvorfor skal for eksempel Afghanistans kafirer erindres for tre i/opsigtsvækkende kærlighedssange (eks. 137-39). når deres vægtig-ste bidrag til verdens musikalske husholdning dog er deres ret specielle form for polyfoni og — måske — deres brug af en efterhånden ganske sjælden harpe-art. Mere væsentlige klagepunkter er imidlertid: de ret hyppigt manglende tempoangivelser og den svage repræsentation af ori-

entalsk kunstmusik såvel som af afrikanske trommemønstre (ja. i det hele taget af rytmisk udfoldelse).

Enkelte fejlskrivninger (ikke trykfejl! ) havde vel også kunnet undgås: den japanske shamisen hedder ikke shamise, og den persiske golfs perlefiskersange hedder na-haini, ikke nahamt. Endelig er det vanskeligt at komme uden om. at de øvrige kontinenter er under-repræsenterede i forhold til Afrika (der har fået tildelt ikke færre end 118 eksempler). Ingen af de anførte indvendinger har afgørende slagkraft. Bogen har sin betydning. Dens eksempler kan ikke erstatte båndoptagelser eller andre fono-optagelser. Men de hjælper til overblik og leverer forskeren og (især) amatøren ideer til videregående opdagelsesrejser i musikkens vitterlig helt forunderlige Verden.

Poul Rovsing Olsen