Gade-prisen

Gade-prisen

Årets Jacob Gade-pris på kr. 30.000 tilfaldt den 22-årige guitarist Lars Fenger. Det er en ung mand med mod på tingene. I et interview i Politiken 28.10. siger han bl.a.:

- JEG ER i dag så evigt taknemmelig for, at jeg kom til Paris, siger Lars Fenger. Vigtigst af alt har det været at erkende, at musikken ikke er det man her i landet forsøger at gøre den til. Sådan som musiklivet herhjemme har udviklet sig, er danskere og musik jo nærmest inkommensurable størrelser. Koncerttraditionen holdes strengt i hævd, man "dyrker" musik - eller rettere en over vandene svævende åndselite plejer og passer deres forskellige kæpheste. En række nutidskomponister ligger ude på et overdrev, hvor de i bedste fald er værdiløse, men efter mit skøn værst af alt er med til at forvrænge menigmands opfattelse af musikken i sin kunstneriske egenart som den kommunikation og det udmærkede meddelelsesmiddel, som den i virkeligheden er. Hvad skal vi med festforestillinger i koncertsalene med projektørbelyst kjole-og-hvidt, indlagte klapsalver og alvorlige miner, som alt sammen ret beset er temmelig komisk i vore dage? Hvad skal vi med toneartister, der jonglerer med deres værktøj, så folket lades måbende tilbage?

Musik er såvel som det skrevne ord og den bildende kunst en måde at åbne sig over for sine medmennesker på - men som sådan er den aldrig blevet anerkendt herhjemme, og i stedet har vi på den ene fløj avant-garden med deres musik for det golde eksperiments skyld og på den anden de udvandede kommercialister, der ikke skyr noget middel for at tilfredsstille et musikalsk udhungret folk ved hjælp af populærmusik under bæltestedet.

For en ordens skyld skal det gentages, at Lars Fenger opgives at være 22 år og at hans fyndord stod at læse i Politiken - ikke "At tænke sig" - den 28. oktober 1973.

Men iøvrigt rejser årets valg af prismodtager et helt andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om principperne for uddelingen af prisen. Gade-prisen er et privat foretagende med en priskomite, hvis medlemmer ikke alene sidder på livstid, men også har ret til at udpege deres efterfølgere. Det er juridisk uangribeligt, men moralsk problematisk. Der vil selvsagt være flere unge musikere, der med rette eller urette føler sig forbigået ved årets pristildeling, men specielt hvad guitarister angår har vi for tiden to-tre stykker, der efter fagfolks opfattelse burde være kommet i betragtning før Lars Fenger. Det er naturligvis en skønssag, men skønnet bliver ikke lettere af at næsten ingen - selv ikke fagfolk - kender Lars Fenger, der har boet i Paris de sidste fire år.