Jantenatur

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 04 - side 102-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

""Pelle Gudmundsen-Holmgreen:""

JANTENATUR

Handsken kastet af PN til PN bør ikke blive liggende (DMT nr. l, 1973). Og hvad der måske oprindelig kunne betragtes som en ridderlig handske (omend meget krassende) udvikler sig til en boksehandske. Boksning er så underholdende. Og hvad verdensharmonien angår, er der det vidunderlige ved den, at der også er plads til boksning. Og dog, boksning er en menneskeopfmdelse og derfor netop ikke .... Men så bacillen da. Den er en uundværlig del af den økologiske balance. Lad mig da så lege bacille og gå i kødet på kødet:

1. Pers sprogstil - og det har vel en betydning? - har ofte forekommet og forekommer stadig på de store steder senromantisk egoforlænget, og det synes jeg er lidt synd, når nu indholdet/budskabet går i retning af ny vunden, ydmyg kollektivitet væk fra subjektivismen.

II. At mennesker, menneskene (de skal helst med allesammen) har brug for et helhedssyn er da ikke noget at bringe til torvs. Synspunktet hører til en bred europæisk tradition (Spinoza, Leibnitz, Hegel).

III. Selvom Per siger "Syntesen er den overordnede fornuft, den altoply sende rationalitet" ser hans udtalelser ikke særlige fornuftige, rationelle eller klare ud (jeg mener hverken i snæver eller højere forstand).

I. De mest provinsielle, indsnævrede, perspektivløse, småtskårne, hadefulde, j an te lo vsagtige, råtråbende aggressioner provokeres ofte frem af "stilen" snarere end af budskabet. Der skulle være mulighed i følgende lille samling Performuleringer (den kan altså være god at have ved hånden). Citaterne går helt tilbage til 1956, da jeg finder det morsomt at sammenligne stilen dengang og nu. Det viser nemlig at den retoriske grundklang har holdt sig godt.

"Provinsialisme er resultatet af tranghed, dødvande og indavl, hvilket jo egentlig ikke skulle kunne opstå ved at gå ind i det endnu ukendte, det nordlige sinds univers. Er det tværtimod ikke den mest levende og krævende af alle gerninger fremfor at stå med ansigtet tilbedende vendt mod syd - eller andre verdenshjørner -tage imod og tilvirke det modtagne til lokal brug? Det sydlige sind har i århundreder altdomineret kunsten - med få undtagelser -skulle vi da ikke have nogen ressourcer selv? Er mon ikke tiden moden til at vove at indsætte mere selvstændighed på en bred nordisk basis? Er musiksituationen sydpå og østpå virkelig så blomstrende og forførende færdig, at vi absolut må tage stilling til den førend tu os selv?" (Nordisk Musikkultur, Nr. 3, 1956).

"Kære Anker Blyme" - er sagen ikke den, at kunstneren - mere generelt, det levende menneske - fyldes af sin livsoplevelse, som får ham til at være den han er, at være sin natur tro? Og hvilke tanker og ideer oplevelse end ifører sig, vil alene kunstnerens kraft, karakter og talent bevirke, om ideen trænger ud, vokser i andre; når det da sker, at det bliver "isme" er den oprindelige livsoplevelse allerede udtyndet, ofte ligefrem forrådt. Men selve ideen, oplevelsens iklædning kan ikke kritiseres, men forstås eller ikke forstås, kun frugterne - kunstnernes værker - dømmer om ideens baggrund og liv og oplevelse. Altså ingen Blyme i verden kan dømme om mine "mærkværdige visioners" "afstumpethed", lige så lidt som jeg kan udtale mig om Deres højeste sandheders værdi. At De kan opleve mit indlæg som et forsøg på en for længst falmet nationalisme, vidner kun om h vor tiltrængt det idag er at pirke til vaneforestillingerne! (Nordisk Musikkultur, Nr. 2, 1957).

"Den purunge skaberdrift spørger ikke om betingelser og omgivelser, drevet af impetus udfoldede jeg mig i det omgivende materiale, suggererende mig endog det nødvendige milieu, fremmanede med det "nordiske sinds univers" et zoneprivilegium, en ø i et frådende hav af nytid. Misforståelsen er tydelig, i min kærlighed til en Sibelius organiske symfonik dyrkede jeg stærkt tidsbundne stiltræk i en sammenblanding med hans genialt revolutionerende formvisioner. Denne truende stilfetichisme sønderbrydes indefra under udfoldelsen af mine subjective gestalters "spiringsenergi". - Illusionerne var uholdbare, men de var holdbare arbejdshypoteser i vækstårene, uden hvilke jeg måske ikke havde fundet mig komponerende idag.....Uskylden afløses af den musikalske pubertet - med drømmen om at blive voksen. At blive voksen har intet at gøre med at "finde min stil" (hvilket blot ville være at gå fra en lukkethed til en anden) ... stil er for mig helt enkelt det præg, som resulterer af forbindelsen: uplettet oprigtighed med uhæmmet udtryksevne ... stilspørgsmål kan ikke interessere mig, - den dag jeg bekymrer mig om at rendyrke min stil, den dag ville jeg have mistet den ... Voksen er for mig noget ganske andet, en forestilling, som ikke findes tilsvarende som problem for de sidste par århundreder (måske længere tilbage ... ) At blive voksen er vor tids brændende problem som forberedt gennem hele den vesterlandske kulturudvikling ... mistet en indre sandhed . .. dette er århundredets frygtelige erfaring ... Den øde platanplads fyldes på et øjeblik af dansende, unge, ældre og oldinge i småringe, der umærkeligt smelter sammen i een stor, bølgende cirkel. Mennesker danser, hånd i hånd, et gammelt hemmeligt mønster, der magisk meddeler sig igennem hver deltager og gør ham større. Teenagerne slentrede kort forinden omkring med det vedtagne ansigtsudtryk i de vedtagne kostumer, men også de er forvandlede, slægters erfaring lever i dem som i alle dansende, og jeg føler deres rytmiske bevægelsessprog i en hel lykkelig time. Da brøler brat "O mein Papa" fra højttaleren. En kortslutning splitter ringen, de ældre glider væk, og de unge søger forvirret ligegyldighedsattituder, som vel at mærke hænger ved dem også under de følgende slæbende pardanse; nu er det Belmondo's og Bardots, der avles på pladsen, menneskene er blevet mindre end sig selv ... Kunstneren, der øser af sine arketypiske forestillinger, vil da blive forstået fordi mennesket heri vil genkende sine egne! disse forestillinger vil udspringe af lag, der går langt dybere, er langt ældre end traditionens, og de vil ikke kende til landegrænser. Spændingsfeltet menneske til menneske vil betvinge udtrykkets uudtømmelige rigdom. At lade de latente fælles grundforestillinger nå til fuld personlig udfoldelse uhæmmet af udlevede konventioner - uden angst om de skulle ligne disse, uden angst om de ikke skulle ligne disse - måske er det dét at blive voksen" (Nutida Musik, 5, 1962/63).

Der vil utvivlsomt være mennesker for hvem stilen i ovenstående ikke virker afskrækkende, men tværtimod opmuntrende. Så meget desto bedre (vi holder gang i balladen eller det Evigt Cykliske Nu). Det kan imidlertid også ligne personforfølgelse at bringe så meget gammel elendighed frem igen, - men det er med vilje. Saglighed er ofte en skal over aggressioner. Her træder de rent frem. Derved bliver det også en privat ufarlig boomerang, og den utålmodige læser, der er ved at blive træt af slige småting og længes efter "perspektiv" må nok hellere springe frem til kapitel II. Den tålmodige kan fortsætte her.

... min sikkerhed på hvad god musik var erstattedes af en usikkerhed, som jeg har bevaret siden, som jeg har værnet om og hvis ophør for mig ville være symptom på åndelig søvn eller død. Min tidligere sikkerhed sikrede mig bl.a. en veritabel horisontforsnævring og beskyttede mig således i mine pariserår mod at opfatte noget som helst positivt ved Boulez' Domanine musicale ... Forfølgelse af dette mål måtte nødvendigvis sprænge alt hvad der stod for mig som afklarethed, "nytonalitet" og harmonisk satsbillede ... opgav jeg opustællingen, i tvivl om selve begrebet "værkets" sandhed i dag ... kun ved absolut fravær af selvhøjtidelighed har vi idag mulighed for at udvikle den smidighed i midlerne, der kan honorere udtrykskravene ... At skulle komponere til Det kgl., til kommunernes parkteater og til Lindevangskolen er lige store udfordringer. Der er ikke noget finere end andet. Musiklivets gængse lødighedsbegreb er idag en skal om en tør raslende kærne. En Hansgeorg Lenr sentimentale dyrkelse af det eksklusive og det fuldkomne er ikke mindre stagneret end popbranchens klichéer. Ingen af dem befordrer ... (DMT Nr. 4,1964).

"Efter disse Schiølerske excesser, synes "debatten" at være reduceret til en rygende ruin ... for komponisterne og for deres tilhængere i sin tid var sådant skråsikkert pressegas den rene gift, som fra uge til uge kunne påvirke stemningen of fordærve levebrødsmulighederne ... en sætning af en sådan arrogance er en giftsnog, som hurtigst muligt må trampes ned, med saglighed, i morgen kan det være for sent...

Med folkeoplysningen spredte dannelseselementerne sig ud i alle klasser, og niveauet sank. Kunstnerne idag er ikke engageret af en klasse, men henvender sig i princippet til alle. Dette vil hyppigst ytre sig, som de henvendte sig til ingen, og "krisen" indtræder. Men ikke kløften, for den var der hele tiden, mellem kenderens og pøbelens kumt; forskellen er kun, at nu er der mange kløfter, og da alle nu må tale med om alt, bliver der "krise". Denne krise udlader sig ofte i depressioner og pessimisme, som hos den udøvende fører til tilbageskue dyrkelse af de store gamle, og hos komponisterne fører tu absurdisme. Begge disse pessimisttyper er altså lige skeptiske overfor muligheden af kunstnerisk skaben idag, og derfor i princippet lige reaktionære ... Der findes imidlertid en anden type musiker og komponist, som ligeledes klart ser tidens uhyre kompleksiteter uden af den grund at smække flygellåget i. De arbejder videre. DUT's bestyrelse arbejder videre, "Den Danske Kvartet" arbejder videre, "Prisma" ...(...)... all arbejder de videre med den nye musik, fra dag til dag. Johan Bentzon og seminarielektor Harald Emborg søger at knytte bånd mellem den nye musik og amatørerne. Konservatoriedirektør Tage Nielsen søger at give den nye musik ...(...)... alle arbejder de videre, og med dem en masse andre. Og alle lider de ved disse hovedløse forsøg på at se deres indsats mistænkeliggjort og udviklingsskadet". (Politiken d. 23/6 1966).

"Hvis man virkelig tænkte sig det blev en total opinion inde blandt musikstuderende og universitetsstuderende o.s.v. og komponisterne gik over i den falanks, så ville for mig at se verden styre mod sit absolutte og uigenkaldelige selvmord .(...)... men hvis man udfra snævert rationalistiske synspunkter vil skære rødderne over til den musikkultur, som vi trods alt har endnu, og som fører tilbage til nogle fabelagtige ydelser af den vestlige ånd ...(...)... tværtimod står vi på kanten til at musikken som forståelsesmiddel som kommunikationsmiddel, først vil blive totalt opklaret - så vidt jeg kan se - i løbet af de næste 40-50 år, og da vil den indgå i en så central placering i den almindelige bevidsthed at en diskussion, som den vi har her og nu vil blive betragtet som en kuriositet fra det 20. århundredes raritetskabinet. Jeg mener at vi kunne komme til at stå overfor den situation, den som Mc Luhan kalder den globale landsby, og da vil musikken - hvis den vision overhovedet kommer til at realiseres - så vil musikken blive et forståelsesmiddel, man vil ligefrem se sammenhænge i lys og musik, musikalske sammenhænge .(...)... den globale landsby (...) kommer kun, hvis vi er bevidste d.v.s. kun hvis vi lærer at omgærde vores handlinger med forståelighed og sans for større helhed er d.v.s. tænkningens lys kommer over vores handlinger .(...)... tænkning, der mener jeg virkelig en tænkning, som tager alle faktorer med i betingelserne, med i synet altså både sanseapparatur og vores tidsoplevelse som mennesker o.s.v., alt hvad der har at gøre med vores modtagerapparat som mennesker og vores afsender, nemlig hvad vi har at sige til andre, først ved at underkaste det en kolossal kulegravning, så kommer vi i en situation, hvor vi bereder - kan være med til at berede - vejen for kommende forståelser .(...)... publikum som langt mere medmenneskelig størrelse som på et vist tidspunkt nemlig engang ad åre, ad mange år, måske 100 år, simpelthen vil stå i et forhold til musik som vi i dag ikke gør os begreb om. (Resonans 1/9 1973).

Kortfattet kan man iagttage at stilen indeholder følgende elementer:

1) Bedstefars højskolestil: "Mest levende og krævende af alle gerninger. Den purunge skaberdrift. Mistet en indre sandhed. Usikkerhed som jeg værner om. Åndelig søvn eller død. Store udfordringer. Skære rødderne over til den musikkultur, vi.. "

2) Kim-vækst, "du skal plante et træ" -stilen.

3) "Nysyn" -stilen (Per har ligemeget hvilket synspunkt han har haft fået det til at se ud som "Nysyn"): "Gå i det endnu ukendte. Pirke til vaneforestillingerne. Uhæmmet af udlevede konventioner."

4) Studentikos saglighed omkring rethaveriske aggressioner: "Tranghed, dødvande, indavl. Schiølerske excesser (. ) rygende ruin. Skråsikkert pressegas, den rene gift.

5) En tendens til dimensionsforøgelse, crescendo og rigelig brug af alt, absolut, total: "Voksen (...) som problem ikke de sidste par århundreder. Voksen (...) hele den vesterlandske kulturudvikling. Kun ved absolut fravær af selvhøjtidelighed har vi idag ... - Musikstuderende (...) verden. Musikken som forståelsesmiddel (...) totalt opklaret om 40-50 år."

6) "At tænke sig" -ske højder: At blive voksen er vor tids brændende problem. Den dag, jeg bekymrer mig om at rendyrke min stil, den dag vil jeg have mistet den. Musikkens gængse lødighedsbegreb er idag en skal om en tør raslende kærne. Giftsnog trampes ned med saglighed, imorgen kan det være for sent. Absolutte og uigenkaldelige selvmord."

7) Og endelig det helt store sus: "En ø i et frådende hav af nytid. Truende stilfetichisme sønderbrydes indefra under udfoldelsen af mine subjektive gestalters spiringsenergi.
Tænkningens lys kommer over vore handlinger. Som tager alle faktorer med i betingelserne, med i synet," II. Pers "tænkning minder først og fremmest om metafysisk idealisme" og det er jo en gammel sag. Det er underligt at Per karakteriserer vores følelser som kompromitterende, fordi de er rester fra fortiden, men ikke generes af, at hans egne tanker i så høj grad osse er det.

A) Men hør først Per:

1) "Dette helhedssyn er, hvad menneskeheden behøver idag til afløsning af den atomistiske naturvidenskab: en fra en højere synsvinkel resulterende forståelse af alle livsprocesser."

2) "Først ud fra denne meningsfulde synsvinkel vil tænkningen forlene livet med hellighed." (Det indre univers", Rhodos 1972).

3) "Hvis vi accepterer at naturen er en organisme, på linie med os selv, at vi ikke kan eksistere uden den, at vi er en økologisk del af den store helhed, som er planeten jorden, som igen er en del af solsystemet o.s.v. så skulle man kunne kalde symfonien Te Natura. Men da jeg opfatter naturen som en åndelig virksomhed, som man projicerer ud i vores håndgribelige virkelighed (...) som symbol for begrebet åndelig har jeg valgt ordet Gud, Deus".

4) "... en øget bevidsthed om den verden vi lever i og dermed skaber en øget forståelse for vort forhold til verden og en pligtfølelse som kræver at vi ikke bare skal overleve, men hele vor planet, - da bliver musikken et symbol på vores forhold til verden og hinanden og egoismen forsvinder gradvis ved tanken om at vi fungerer sammen." (Nutida Musik, Nr. 4, 1972/73).

5) "Naturen er åbenbaring af ånd (= tanke = idé = fornuft)."

B) Og derpå hvad der står at læse i Harald Høffdings "Kort oversigt over den nyere filosofis historie" (Gyldendal):

1) Om Giordano Bruno (1548-1600). Som det går med modsætningerne mellem Himmel og Jord, går det ifølge Bruno med alle modsætninger, hvormed vi arbejder, fordi han kun kan tænke ved at stille det ene overfor det Andet. Hverken Modsætningen mellem stof og form, mellem Mulighed og Virkelighed, eller mellem Materie og Aand tør vi tillægge absolut gyldighed. I det væsen, der ligger til grund for alt, men for hvilket ingen positiv Tankebestemmelse kan findes, må alle disse Modsætninger falde bort. Guddommen kan ikke have sit Sæde i "Himlen", da jo Modsætningen mellem Himmel og Jord ikke gælder, men ethvert Punkt kan ses både som Midtpunkt og som Grænsepunkt. Den virker i vort Inderste, i vor Stræben efter Selvhævdelse; den er Sjælen i vor Sjæl, som den er Sjælen i den hele Natur, og gennem Rummet bringer den alt Exist erende i Vexelvirkning."

2) Om Baruch Spinoza (1632-1677). "Hos Spinoza går Liv og Tænken i et. Den klare Tænken var for ham Vejen til aandelig Frihed, til den højeste Form for personligt Liv. Det var hans Bestræbelse at se alle Tilværelsens Sider og Former i indre Sammenhæng. Det store i hans Tænkning er den fulde Gennemførelse af forskellige Tankegange hver for sig, uden Afbrydelse og uden at gaa paa Akkord, og dernæst Paavisningen af, at enhver af de for sig sluttede Tankerækker kun betyder en Side af eller en Grundform for den uendelige Tilværelse. Saaledes søger han at paavise, at Enhed og Mangfoldighed, Aand og Materie, Evighed og Tid, Værdi og Virkelighed hver for sig på sin Vis udtrykker den hele tilværelse, så at der er en indre Identitet mellem dem.

Af en ufuldendt Afhandling: "Om Forstandens Forbedring", saavel som af Antydninger i Hovedværket, ser man, hvorledes han har opfattet Erkendelsens Udvikling. Denne begynder med spredt og tilfældig Erfaring (experientia vaga, i hvilken de forskellige Fænomener sammenstilles efter Regler, der uvilkaarligt frembyder sig og blot beror på, at man ingen Undtagelser har fundet. Videnskaben (Ratio) anstiller derimod en nøje Sammenligning af de givne Fænomener. Den gaar ud fra Erfaringen, men søger Noget, der ytrer sig såvel i Naturen i det hele som i de enkelte Dele: Almindelige Love, der gælder overalt. Som Exempler nævner Spinoza Bevægelsens Love på det materielle Omraade og Forestillingsassociationens Love på det aandelige Omraade. Kun i saadanne Love kan man finde en Afslutning for sine Tanker, hvorimod de enkelte Fænomeners Rækker stadigt kan fortsætte, idet det, der i en Henseende er Aarsag, i en anden Henseende er Virkning, og omvendt. Et Absolut i hvilken Tanken kan hvile, er kun at finde i Aarsagsrækkens Lov, ikke i dens formentlige Begyndelse eller Ende. Et saadant Absolut kalder Spinoza Substans: det, som bestaar i sig selv og forstaas ved sig selv, idet dets Begreb ikke forudsætter noget andet Begreb. Spinozas Substans, Afslutningen for hans Tænken, er altså Princippet for Tilværelsens Lovmæssighed. Den højere Erkendelsesart er ikke den blotte Erkendelse af Naturlovene. Over experientia vaga, der kun giver enkelte Tilfælde, staar for Spinoza den anskuende Viden (Scientia intuitiva), ved hvilken det enkelte Fænomen umiddelbart fremstilles om ejendommeligt Led i den store Natursammenhæng. Denne højere Anskuelse kan kun naas, naar man har gennemgaaet Erfaringens og Videnskabens Skole. Den synes snarere at være en kunstnerisk Skuen end en rent videnskabelig Opfattelse. Den giver et Billede af det Enkelte set i Lyset af det Hele. Baade ved den anden erkendelsesmaade (Ratio) og ved den tredie (Scientia intuitiva)betragter vi Tingene fra Evighedens Synspunkt (sub Specie æterni), d.v.s. ikke i deres Isolation og Tilfældighed, men som Led i en omfattende Ordning."

3) Om Wilhelm Leibnitz (1646-1716): "Overalt lededes han af en Grundtanke, Kontituiteten, den ubrudte Sammenhæng gennem en Mangfoldighed af Overgange - i Tankens, i Tallets, i Naturens og i Formaalets Verden.

Årgang 48/1973-1974, nr. 04