Mere kritik af musikloven

Mere kritik af musikloven

Under titlen ""Musikloven — lovsjusk?"" skriver komponisten Karl Åge Rasmussen og Det jydske Musikkonservatoriums administrator Torben Wiskum om musiklovudkastet (Informations kronik den 15. 10. 73). Om lovudkastets generelle sigte bemærker de bl.a.:

HVIS MAN FORSTAR målsætningen bag denne musiklov som et forsøg på at nå en højere bevillingsmæssig ""retfærdighed"" (i begydningen: Konsekvens i gennemførelsen af klare kulturpolitiske hensigter) og som en bestræbelse på koordination ( i betydningen: Et tilbud til musiklivet om

hjælp til en bedre udnyttelse af kræfterne) — ja, så er det i sig selv rosværdige bestræbelser. Men når man opdager, at det foreliggende udkast i stedet for ku/turpolitik sætter pragmatisk ligegyldighed (af typen: Skidt med hvad der truttes, bare der truttes) og i stedet for koordination sætter styring og magtkoncentration,, så må der reageres, — ikke mod hensigten at lovgive, men mod måden det gøres på i det foreliggende udkast Endnu en ting gør det uhyre svært at holde rede på, hvad der er mål, og hvad der er midler i loven. Når man har valgt ""som det i formen mest rationelle"" at springe lige ud i at lave et lovudkast (i stedet for i første omgang en betænkning), forekommer det nærmest ubegribeligt, at man ikke med ét ord omtaler, hvilke økonomiske konsekvenser, man forestiller sig som resultat af lovens gennemførelse. Der findes ikke i lovudkastet én eneste linie om den økonomiske ramme, musikloven tænkes at skulle fungere indenfor. Hvordan overhovedet tage stilling til for-

slaget, når man ikke har en prioritering af de midler, som forslagsstillerne ønsker eller regner med vil være til rådighed til de forskellige aktiviteter, der nævnes i udkastet?

Om lovudkastets kriterier for støtte — eller rettere: manglende kriterier — hedder det i kronikken:

DET ER ALTSÅ en rammelov uden rammer, musikrådet har præsenteret. Og man må derfor i væsentlig grad gætte sig til, hvad det er man har tænkt og ment. Det mest spændende at prøve at gætte er naturligvis, hvad det egentlig er for en kulturpolitik, man ønsker at føre med den nye lov. ""Man ønsker at støtte de aktiviteter, der kan bevidstgøre musiken som menneskelig udtryksform"". Javel så. Men hvem er det, der opfylder disse betingelser og som fortjener at få andel i den kulturelle lagkage? Dette spørgsmål er naturligvis helt centralt f en lov om musik, og det har da også tydeligvis voldt vore mus/klovgivere hovedbrud. At blive tvunget til at skelne mellem, hvad der er skidt og kanel i kunsten er omtrent den sikreste måde at tabe ansigt på i øjeblikkets fladpandede kulturdemokratisme. For egentlig er det jo frygtelig udemokratiskf at nogen har mere talent end andre, og hvem tør måske sige, at Gustav Mahler sådan set er bedre end Gustav Winckler? Nej det er skam slet ikke let.

Der er bare den hage ved detf at kulturpolitik simpelthen betyder at bestemme sig i den slags sager. Men det er musikrådet ikke meget for. Og slipper fikst uden om det med en lille lovteknisk spidsfindighed: Nu skriver vi bare i lov en f at selvfølgelig kan de da allesammen få statsstøtte, også ordner vi det sådan, at det i den sidste ende alligevel bliver os, der bestemmer, hvem der skal have støtte. — Ikke sandt, det er snedigt

løvrigt undrer Rasmussen og Wiskum sig over, hvad der ikke står noget om i lovudkastet. Musikundervisningen f. eks. er yderst summarisk behandlet — ""lemfældigt"" kalder konservatorierådet det i sin kritik af lovudkastet — og Danmarks Radios musikformidling er end ikke nævnt: / det hele taget bærer denne musiklov mildest talt præg af hastværksarbejde. Man vil lave en sammenfattende lov om hele musiklivet, hævder man. Men af en eller anden grund har man ""glemt"" Danmarks Radio, den væsentligste musik formidlende faktor i dansk musikliv, og det på trods af, at radioens musikchef hører til de direkte kulturministerielt udpegede medlemmer af musikrådet Danmarks Radios musikalske virksomhed bliver på den måde af ukendte grunde den eneste gren af musiklivet, der ikke skal overantvortes af musikrådet. Det kan kun forstås på den måde, at musikrådet åbenbart er helt igennem tilfreds med den måde, DR i øjeblikket forvalter sin musikkulturelle forpligtelse på. Hvad man så — omend med forundring — tager til efterretning. Med reference til DMT's kritik af lovudkastets bærende decentraliseringsideer skriver kronikørerne:

""Hele sigtet med lovudkastet har været en decentralisering af musiklivet"" hævder formanden for musikrådet i Dansk Musik Tidsskrift. Hertil er kun at sige: skade at det overhovedet ikke fremgår af lovteksten i udkastet Derfor blader man forventningsfuldt frem til lovtekstens bemærkninger, idet man dér håber at finde støtte for denne programerklæring. Men også her skuffes man i sin søgen efter holdepunkter for alvoren bag ønsket om en réel decentralisering. Forklaringen er nok musikrådets bemærkelsesværdige opfattelse af begrebet decentralisering, l Dansk Musik Tidsskrift siger formandet, at nok skal ønsker og behov komme fra alle egne af landet og fra alle initiativtagere, men han lader samtidig ingen tvivl tilbage om, at det er musikrådet og dets koncertudvalg, der bestemmer, hvorvidt ønskerne og behovene skal imødekommes. Eller sagt med udkastets egne ord: (s. 16) ""Musikrådet finder det væsentligt, at koncert-

udvalget støttes af et landsdækkende net af kontaktfolk"". Det omvendte, at koncertudvalget støttede det lokale musikliv, ville kunne kaldes decentralisering. Det af musikrådet foreslåede, kalder man normalt monopolisering. Man skal desuden kun have et overfladisk kendskab til den psykologiske mekanisme hos initiativrige mennesker for at vide, at alt initiativ dræbes, hvis det ikke samtidig giver adgang til ansvar og kompetence. Rasmussens og Wiskums konklusion: Hvis man ser bort fra bestemmelserne om landsdelsorkestrene og om musikrådet selv, kan hele denne musiklov, uden at det kan kaldes en polemisk tilsnigelse, sammenfattes til en enkelt paragraf: §1. Der kan ydes støtte til musikalske aktiviteter af en vis lødighed inden for alle genrer.

Stk. 2. Hvad der er lødigt bestemmes af musikrådet.