Noder

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 04 - side 111-113

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev

NODER

Danske Orgelkoraler

Bernhard Lewkovitch: 65 Orgelkoraler. (Wilhelm Hansen Edition 1973).

Det er et interessant, men problematisk arbejde, Bernhard Lewkovitch hermed forelægger danske orgelspillere. Interessant, fordi det er nu alt, hvad der kommer fra denne fremragende komponist, problematisk, fordi man kan være lidt i vildrede med, hvad man skal bruge det til. Altså ""65 Orgel koraler"" (dette tal efter sigende fordi Bach blev 65 år), alle med cantus firmus i Sopranen, ofte ganske enkelt efter Koralbogen, ligeså ofte fantasifuldt og smukt figureret, af og til med få takters poetiserende efterspil. Klangbilledet er frit (og skrapt) dissonerende, hvilket af og til kan bevirke, at afsluttende rene dur- og molklange kommer noget overraskende. De fleste af koralerne kan spilles på manuel alene, medens nogle stykker på grund af satsens spændvidde kræver medvirken af pedalet, som dog ikke behøver at være selvstændigt, l det hele regner komponisten sikkert med en uforandret registrering for hver enkelt koral.

Hvad skal man nu bruge dette hæfte til? Man kan naturligvis spille et udvalg af koralerne ved en koncert, og det skal nok blive meget underholdende. Men der er vel ikke tvivl om, at samlingen er skrevet med henblik på gudstjenesten — og det i større kirker, hvor der ved orglet sidder fagfolk, som ikke lader sig forskrække af dissonanserne. Den almindelige landsbyorganist vil tro, at han (eller måske lige så tit hun) spiller forkert, og det skal nok også passe. Men i en stor kirke er stykkerne for korte til et egentligt præludium, og jeg vil være en smule betænkelig ved at anvende dem for forspil til den danske koralbogs udsættelser — der vil blive en for tilhørerne højst forvirrende afgrund mellem forspil og salme. Bedst lader de sig nok bruge som postludium de steder, hvor menigheden er vant til i ro at påhøre dette gudstjenestens sidste og næsten altid oversete led — man kan opleve det således ved radioens morgenandagter fra Frue Kirke i København. Som sagt: et problematisk værk, men ganske sikkert et værk af en stor kunstner, som fængsler og vækker uro og forventninger. Vi glæder os til mere orgelmusik fra dette værksted.

Richard Sennels

Musikterapi & sang

""Lege-sange for børn"". Musik: Paul Nor-ri off, Tekst: Clive Robbins. Oversat og bearbejdet af Claus Bang. Fermat Musikforlag 1972. Kr. 19,55. Lydbaand kr. 44,-.

l 1962 og 1968 udkom Paul Nordoff's og Clive Robbins' 2 hefter, ""Children's Play-Songs"". De 35 Play-Songs er blevet til gennem praktisk musikterapeutisk arbejde alle slags handicappede børn, børn, der har behov for at blive personligt involverede i musikken, at blive draget ind i et fællesskab, at deltage saa aktivt som muligt, for at deres vilje, bevidstheds- og følelsesliv kan vaagne. Derfor er C.R.'s tekst virkelighedsnær og engagerende, ofte i dialogform, og P.N.'s musik er udfordrende og stimulerende med store intervaller og dissonanser, som man sjældent ser i børnesange.

Det siger sig selv, at det er en vanskelig opgave at oversætte disse sange, hvor tekst og musik staar i saa nær forbindelse med hinanden. Claus Bang, døvelærer og musikterapeut ved Aalborgskolen, har kastet sig ud i opgaven og derved opfyldt et ønske hos mange musikterapeuter, specialpædagoger og børnehavelærere. C.B. har valgt i sit 1. hefte at oversætte 4 hilsesange, 11 aktivitetssange og 3 lyriske sange, samt udvidet klaverstemmen med becifring. Desuden har han foretaget mindre ændringer som f.eks. transpositioner, — desværre uden at gøre opmærksom paa disse iøvrigt udmærkede ændringer. De lyriske sange er tydeligt i mindretal (skønt de nok er i ""endnu-mindre-tal"" i den almindelige børnesangs!itteratur), og derfor kan det undre, at C.B. har omskabt ""Hva' skal vi nu til at lave?"" (nr. 2), der oprindeligt er lyrisk, til en aktivitetssang. Han har naturligvis maattet udelade den oprindelige kommentar ""The children will enjoy singing quietly and mysteriously"", og da det er vores erfaring (med en

anden oversættelse af sangen) at Nordoff og Robbins har ret, maa vi beklage, at C.B. snyder børnene for dette! Oversættelserne er generelt gode og tæt paa forlægget. Et par af sangene er dog oversat lidt vagt*, f.eks. er ""You must call me by that name"" (nr. 16) blevet til ""Kan l alle si' mit navn?"" og ""Charlie knows how to beat that drum"" til ""Peter slaar paa sin tromme nu"".

l ""Hvor er ... ?"" (nr. 5) er et af eksemplerne paa stavelsesfordeling blevet til Larserik — det kunne have været undgaa-et!

C. B. skriver inkonsekvent ""Hva'"", ""Hvad"", ""Go'morgen"", ""Godmorgen"". ""Lav""' og ""Lave"", l tilfældet ""Lav""' (nr. 1) havde det nok været bedre med en tonegentagelse, og ""regnen, den regner"" (nr. 7) er da vist dialekt, løvrigt er ordvalget godt og dækkende.

Sangene er rige paa forslag til udførelses-maader; C.B. har endda flere steder udbygget Nordoff's og Robbins' forslag til ""leg"". Lege-element er vigtigt i disse sange, og det understreger han, maaske paa bekostning af det lyriske element. Dette høres tydeligt paa det baand, som er indspillet med en gruppe børnehavebørn. De lyriske sange er lidt stillestaa-ende og klangløse, og man føler, det i nogen grad kommer fra læreren. Til gengæld bliver de mere paagaaende sange som ""Hva' det?"" og ""Jeg har en hat! "" sunget og spillet lige i øjet!

Børnene accompagneres udmærket af klaver og guitar (og slagbas? Og hvem spiller egentlig?), men et par fejl maa dog nævnes: l ""Hvor er ... ? (nr. 5) spilles den hos guitaren noterede G9, skønt der i klaverstemmen korrekt staar Gmi9. ""Kan l synge til solen?"" (nr. 8) faar en del ba-naliserende ""broderier"" og et par gale toner, og det samme sker i ""Hør, hvor fuglen synger"" (nr. 9). ""Vi vil synge om et hus"" (nr. 15) mangler gentagelsen af re-frainet: der staar ""raab"" ved ""Nej! "" og ""Ja! "" i ""Hva' dag er det i dag?"" (nr. 4) — det synges, og sangen mister meget af sin umiddelbare attraktion, l ""Trommerne taler"" (nr. 13) sker der en katastrofal tempoforskydning ved ""Tromme, tal stille"", som resulterer i et næsten uspilleligt tempo i slutningen af sangen. ""Jeg har et navn"" (nr. 16) staar ""i valsetakt"", men valsen er væk, ikke mindst i de sidste 6 takter, hvor baade tempo og forslagsfigur ryger paa gulvet. De er endda beregnet til at danse til! Lidt sekundsammenstød, di-minuendi og ritardandi ryger der ogsaa med i købet rundt omkring, og det er faktisk synd, især naar man tager i betragtning, at baandet vel primært er lavet som en introduktion til sangene og derfor burde være saa nodetro som muligt. Paa trods af disse smaa fejl og mangler opfylder ""Lege-sange for børn"" et stort behov og anbefales varmt til enhver, der har med børn at gøre, handicappede som normale. Merete Birkebæk og

A n ne/ise Dy h r

Scandinavian Aspect

En lille antologi af nutidig nordisk klavermusik, redigeret af Kjell Bækkelund og Bengt Johnsson. Ed. Nordisk Musikforlag NMO 8687, Cop. 1971.

Formålet med udgivelsen skal have været at vise flest mulige linjer inden for den nutidige klavermusik, — på ialt 44 sider, heraf ca. 35 sider nodetryk. På denne beskedne plads repræsenteres så den nordiske klavermusik ved værker af ti nulevende komponister: tre danske (Tage Nielsen, Per Nørgård, Poul Rovsing Olsen), to finske (Erik Bergman, Einojuhani Rautavaara], tre norske (Sigurd Berge, Egil Hovland, Finn Mortensen], og to svenske (Bengt Hambræus, Arne Meilnas), men ingen islandske.

De enkelte værkers vanskelighedsgrad er stærkt forskellig, lige fra Per Nørgård's ""Rejser"", som tydeligt er beregnet for børn, til Erik Bergman's ""Spektrum"", som tangerer det virtuose; og det forekommer mig at være for stor en spredning, inden for disse meget snævre rammer. Der kan jo godt komme til at gå en halv snes år imellem indstuderingen af disse to stykker. En svaghed i pædagogisk sammenhæng er det nok også, at størstedelen af Per Nørgård's ""Rejser"" og Poul Rovsing Olsen's ""Etude l, II & II"" kun lader sig udføre på flygel, ikke på opretstående klaver.

At antologien virker noget tilfældigt sammenbragt skal dog ikke overskygge, at den indeholder en række gedigne — og stedvist ligefrem beåndede — kompositioner, som viser mange forskellige måder at omgås et klaver på. Det usædvanligt høje niveau i udgavens æstetiske udformning, såvel nodetryk som overskrifter, omslag og tegnforklaringer, giver indtryk af en prestigepublikation, og at den er udgivet med støtte af Norsk Kulturfond, leder tanken i samme retning.

Henrik Colding-Jørgensen

PS: Tilsyneladende er et af afsnittene i ""Rejser"" komponeret — eller måske rettere: opfundet — af Thomas Winther. Han står dog hverken i komponistfortegnelsen eller indholdsfortegnelsen.

Generalbastidsalderen

Günther Hausswald: Die Musik des Genera Ibass-Zeitalters. Das Musikwerk Nr. 45. Arno Volk Verlag Köln 1973.

Hvad er egentlig Das Musikwerk? l undertitlen kaldes værket en eksempelsamling til musikhistorie, og de enkelte bind behandler i overensstemmelse hermed hvert et musikhistorisk delområde, beskrevet i en !;ort indledning og belyst gennem en længere række musikeksempler. De f leste af de indtil nu udkomne 46 bind har som emne en genre, mens enkelte som det foreliggende vil beskrive en periode og derved kommer til at anskue det historiske forløb under en anden synsvinkel. Men også de genrehistorisk anlagte bind overlapper ofte hinanden, som man vil se, når man sammenholder rækkens første bind, Walter Georgi's ""400 Jahre europäische Klaviermusik"", der udkom for godt en snes år siden, med senere titler, ""Die Suite"", ""Die Fuge"", ""Das Charakterstück"" osv. En helhedsplan har formentlig aldrig eksisteret, og Das Musikwerk ligner derfor mere en periodisk udgivelse, en slags musikhistorisk tidsskrift, end et værk i betydningen en samlet publikation. En sådan uafsluttethed indebærer den fordel, at den overordnede udgiver, Karl Gustav Feilerer, bestandig har mulighed for at søge nye titler, nye synsvinkler inddraget, og at tildele opgaver til forfattere, der siden seriens start på anden måde har tildraget sig opmærksomhed. Men den rummer samtidig en fare for en vis ujævnhed, ikke blot med hensyn til ensartethed og linie, men — som det desværre et par gange har vist sig — også med hensyn til kvalitet.

Günter Hausswald udgav for et par år siden i denne serie et bemærkelsesværdigt bind (Die Orchesterserenade, anm. i DMT 2-3 1971), som måske har været med til at bane vej for hans nye bind med den ovenfor anførte Riemann'ske titel. Med større konsekvens end Hugo Riemann, men næppe med udsigt til bredere accept, lader Hausswald generalbasspillets becif-ringspraksis danne grundlag for en musikhistorisk periode, som han deler i Frühbarock (1600 - 1700), Hochbarock (1700 - 1750) og - Spätbarock (1750-1800)! Og med 20 siders tekst, 150 sider nodeeksempler foruden forord og bibliografi vil han på én gang skrive 200 års musikhistorie (dog minus musikken for tasteinstrumenter), en generalbas-lære samt en generalbasspillets og general-basteoriens historie. Det første alene havde været vanskeligt i så koncis en form, men kombinationen af flere interesser har gjort opgaven umulig. Oplysningerne bliver for generelle, og i ingen af de nævnte henseender giver fremstillingen et veldisponeret overblik over de kendteste facts. Hertil kommer, at forenklingen undertiden fører ud i det uforståelige eller det meningsløse, som når det i den ultra-korte generalbaslære (s. 6-7) forsøges at føre becifringen for sekst- og kvartsekst-akkorder tilbage til Rameaus teoretiske syn på akkordomvending.

Men musikeksemplerne da! De udgør hovedparten af indholdet og må i højere grad end teksten formodes at interessere eventuelle købere. Her råder imidlertid den samme usikkerhed omkring mål og midler. Af de 43 eksempler har 14 ikke udsat generalbasstemme, mens resten har udsættelser, der spænder fra enkle cembalo-udsættelser (f. ex. i nr. 25 og 26) og til klangfulde klaversatser (f. ex. i nr. 24 og 38). Hvis variationen skal tjene til forståelse af skiftende tiders generalbaspraksis, må i hvert fald ""skiftende tider"" forstås

som det 19. og 20. århundrede. Men måske er eksempelsamlingen snarere tænkt som illustration til de musikhistoriske afsnit i indledningen, og i så fald har forf. blot forpasset en lejlighed til at bringe den i overensstemmelse med fremstillingens øvrige mål. De enkelte numre er — ofte i forkortet skikkelse — hentet fra Denkmäler-bind og samlede udgaver, hvis udgivelsesprincipper ikke her er underkastet nogen kritik, endsige at nodeteksten skulle være revideret eller blot korrigeret for fejl (se f. ex. generalbasudsættelsen s. 162, t. 2). Det er altså her som i den indledende tekst: lidt af hvert og ikke rigtig nok af noget.

Hvem henvender denne publikation sig til? Hvem vil tænke på at købe den, som ikke allerede har adgang til de udgaver, eksemplerne er hentet fra, eller til fyldige-re og klarere fremstillinger af musikhistorien, generalbaslæren og generalbasspillets historie? En vis afsætning vil måske være sikret blandt dem, der i forvejen har de foregående bind i serien, men bindet vil ikke være egnet til at skaffe nye abonnenter.

Carsten E. Hatting

Listen

Arne Nordheim: ""Listen"" for piano (1971), ed. Wilhelm Hansen nr. 4237, Cop. 1973.

Et sympatisk klaverstykke af Arne Nord-heim, som i en række forskellige momenter afsøger nogle af klaverets muligheder for opbygning af klangflader. Der er både triller og tremuli, hektiske punktualistiske gestalter, og langvarige gentagelser af fem-tonegrupper. Der er også stum nedtryk-ning af tangenter, spil på i forvejen 3/4 nedtrykte tangenter, og livlig brug af so-stenutopedalen, men ingen eskapader ind i klaverets indre.

Værket virker uprætentiøst og afslappet, måske bortset fra at det ved udgangen af adskillige af afsnittene er angivet med ordet ""listen"", at her skal pianisten lytte til klaveret, inden han begiver sig videre, — en næsten patetisk tryglen om dog at høre efter.

Det skulle dog nødig være kommet så vidt i musikudøvelsens teknificering, at musikerne kun lytter til deres eget spil, når det direkte står angivet i noderne, at de skal. Men måske er det kommet så vidt.

Henrik Colding-Jørgensen

Årgang 48/1973-1974, nr. 04