Rapporter - Rejsebrev fra Tjekkoslovakiet

RAPPORTER

Rejsebrev fra Tjekkoslovakiet

I forbindelse med den årlige musikfestival i Brno, der fandt sted i dagene fra den 28. september til 7. oktober, var der i lighed med tidligere arrangeret et musikvidenskabeligt kollokvium, hvortil deltagere fra Øst- og Vesteuropa var indbudt. Under titlen Den nationale idé i den nyere tids musik samledes et halvthundrede mennesker til tre dages foredrag, referater og diskussion.

Hvis de tjekkiske arrangører havde vidst, hvor bredt de enkelte deltagere ville fortolke kollokviets tema, havde de måske fundet en skarpere begrænsende formulering. Som det nu var, kom referaterne ofte til at ligge meget langt fra hinanden, og navnlig var der meget få, der koncentrerede sig om, hvad vi hos os er vant til at betragte som "nyere tids musik". Men for historikerne følger den nyere tid jo umiddelbart efter middelalderen. Programkomiteen havde fordelt indlæggene i tre grupper: de teoretiske, der lagde hovedvægten på ideen om det nationale, om nationalisme eller nationalstil i musikken (1. dag), de historiske, der nærmere behandlede enkelte, på en eller anden måde nationalt prægede stilområder i den europæiske musik, hovedsagelig fra det 19. århundrede (2. dag) og endelig de emner, der forbandt nationale ideer med det 20. århundredes musik (3. dags formiddag). I den sidste gruppe talte kun deltagere fra Østeuropa, hvilket fik indflydelse på en del af den afsluttende debat, der fandt sted samme eftermiddag. Disse linier må ikke betragtes som et referat af kongressen, men snarere som en tilfældig deltagers spredte indtryk. Mange østeuropæiske indlæg blev fremført på russisk, hvad der ikke kan undre, da russisk ved siden af de forskellige modersmål er det bedst kendte sprog i de socialistiske lande. Til de vestlige deltagere, der i så henseende ikke kunne følge med, var der et antal - men ikke helt nok - høretelefoner med tysk simultanoversættelse, ligesom de fleste deltagere havde ladet duplikere resumeer, der uddeltes inden sessionerne. Heldigvis foregik diskussionerne på tysk, og undertiden blev der derved kastet lys over et forudgående ikke-forstået indlæg.

Det gjaldt f. ex. indledningsforelæsningen, der blev holdt af Sofia Lissa (Warszawa). Hun opstillede en række kriterier for "det nationale" i musikken, først og fremmest nogle, der byggede på folkemusikken, dernæst andre, der søgte at bestemme regionale traditioner, men også sådanne, der ikke beroede på den inden rammerne komponerede musik, men derimod på den spillede eller den hørte musik. Lidt overraskende var det at høre hende efterlyse en nærmere definition af begrebet "Volksgeist" - et begreb, hun var villig til at acceptere som grundlæggende drivkraft bag de nationale ytringer. Mere forsigtigt gennemgik Kurt von Fischer (Zürich) musiklitteraturens forskellige holdninger til nationalbegrebet fra den første definition i Herman Mendels Musikalisches Conservations - Lexicon (1877) og op til vor tid, samt de almindeligt accepterede nationale ejendommeligheder i musikhistorien fra middelalderens notationspraksis over renaissancens verdslige kunstsangsformer, barokkens franske og italienske stil og til det 19. århundredes nationale skoler. Ján Albrecht (Bratislava) søgte igen en afgrænsning og uddybning af begrebet "det nationale".

Specielt om det ikke-folkloristisk prægede nationale musik mente han, at den først fandt udtryk som individualstil og senere bredte sig som regionalstil. Derimod betonede han sin skepsis over for opfattelsen af regionalstil som udtryk for en nationalkarakter eller national psyke. Carl Dahlhaus (Vestberlin) betragtede det nationale mindre som et substans- end som et funktionsbegreb, indført i musikhistorien gennem det 19. århundredes borgerlige nationalisme og befordret af folklorismens tragten efter "det ægte". I slutningen af det 18. århundrede blev det folkloristiske materiale ikke anskuet under en national synsvinkel, men blot som et udslag af lokale, regionale eller sociale sædvaner. Den efter 1848 vågnende "verdensborgerlige" nationalisme gik hånd i hånd med komponisternes ønske om at udtrykke sig nyt og dog populært, og denne tendens - mente han - var ikke begrænset til det 19. århundredes såkaldte nationale skoler, men var et alment europæisk fænomen. A.N. Sochor (Leningrad) bestemte heroverfor det nationale i musikken som en genspejling af livsbetingelserne og de historiske traditioner, der er nedlagt i nationens kulturelle og psykiske sammensætning. Han understregede det principielle synspunkt, som man ofte skulle høre fremført i de følgende dage - og ikke hver gang formuleret i den samme velskolede marxistiske terminologi - nemlig sammenhængen mellem det nationale og det sociale. Et meget interessant indlæg blev leveret af J/ri Fukac (Brno), som netop søgte at opstille en systematik for arbejdet med at bestemme denne sammenhæng.

Allerede under de små diskussioner, der fulgte hvert referat, blev det tydeligt, at - som Dahlhaus udtrykte det - der ikke blot fandtes forskellige nationer, men også forskellige måder at være national på. Man kunne tilføje: og forskellige måder at definere det på. Gerne havde man hørt diskussionen fortsat så længe, at det kunne have fordrevet frygten for, at definitionerne ikke blot var modstridende, men inkommensurable.

Den følgende dags referater afvikledes uden diskussioner. De under Historica grupperede indlæg var, taget som helhed, mere geografisk og kronologisk begrænsede og handlede f. ex. om de enkelte slaviske landes nationale musikhistoriske udvikling eller om dele deraf. Således kunne Zdenka Pilková (Praha) påvise ganske mange citater af folkemelodier i tjekkiske kirkekompositioner fra den 18. århundrede. Dog optrådte også tyske emner og referenter fra DDR. Martin Wehnert (Leipzig) havde undersøgt de skandinaviske musikeres studier ved Leipzig konservatoriet i det 19. århundrede.

Men i generaldebatten den sidste dag kom man atter ind på den ideologiske side af kongressens tema. Efter en formiddag, hvor tjekkiske, polske, russiske og ungarnske deltagere havde talt om den nationale karakter i de forskellige landes musik fra dette århundrede, blev emnet sat til fri debat i to timer. Det var afgjort ikke tilstrækkelig lang tid, og begrænsningen af taletiden til 10 minutter (med replikker på 3 minutter) var i forhold hertil for vid. Mange spørgsmål måtte afvises på grund af tidnød. Jaroslav Volek (Praha) kritiserede kongressen for at være gået uden om det centrale problem om nationalisme i den nyeste musik og for at have spredt sig over for mange delområder. Kurt von Fischer havde undret sig over, at deltagerne i så høj grad havde koncentreret sig om den europæiske musik. Den nationale idé havde måske kunnet ses i et andet lys, hvis ikke-europæisk musik var blevet draget frem. Hans Eggebrecht (Freiburg i. Br.) mente, at kongrestemaet overhovedet var uaktuelt i den vestlige verden, og Dahlhaus tilsluttede sig dette synspunkt. Her endte så kongressen med præsidenten Jiri Vysloužils afsluttende tale, i hvilken han takkede alle deltagerne og undskyldte de praktiske mangler ved arrangementet. Måske burde en tjekkisk deltager have haft lejlighed til at svare på de sidste vesttyske indlæg, at når den tjekkiske - og vel også andre østlandes - musikforskning i så høj grad beskæftiger sig med den hjemlige (nationale) musik, så hænger det dels sammen med, at de inden for grænserne har megen ny såvel som ældre musik, som de føler en forpligtelse over for, og dels med, at mulighederne for at arbejde med musik fra vesten er meget begrænsede. Årsagen behøver ikke at søges i en borgerlig nationalistisk holdning til musikvidenskaben.

Kontakten mellem vest og øst fornemmedes mildt sagt som mangelfuld. Det viste sig konkret i sprogproblemerne, men også i langt mere end dem. Det er derfor meget lykkeligt, at byen Brno og kollegerne fra dens universitet år efter år kan arrangere festspil og musikvidenskabelig kongres og gæstfrit invitere udenlandske deltagere. De, der en gang har været med, glæder sig til at vende tilbage dertil.

Carsten E. Hatting