Blokfløjten

Niels Bak:

BLOKFLØJTEN

Siden august 1971 har jeg udelukkende været beskæftiget med at undersøge blæsetekniske faktorers indflydelse på tonehøjder og klang under blokfløjtespil. Af pladshensyn undlader jeg i nærværende rapport at komme ind på specifikt fysiske-akustiske aspekter, idet jeg, hvad dette angår, nøjes med at henvise til tidligere artikler i fagskrifter. (1)(2). Læsere kan, så langt mine særtryk slår til, få sådanne tilsendt ved henvendelse til mig.

I stedet vil jeg her fremdrage de forsøgsresultater, der belyser spillets fysiologiske betingelser, analyse af den måde, instrumentalisten blæser på o J., og forsøge at give rapporten et indhold af almen interesse blandt pædagoger - altså også ud over blokfløjtepædagogernes snævrere fagkreds.

Den vigtigste fase af disse forsøg foregik på røntgenafdelingen hos prof. Arne Bjørk, Tandlægehøjskolen, København, under medvirken af syv blokfløjtespillere, repræsenterende alle udviklingstrin fra den deciderede begynder op til de erfarne, meget dygtige instrumentalister. De metoder, forsøgspersonerne var blevet undervist efter, varierede i øvrigt passende til undersøgelsens art.

Medens forsøgspersonerne efter tur spillede et på forhånd fastlagt program, foregik der kontinuerlig røntgenoptagelse på TV-magnetbånd af mund-, tunge- og svælgbevægel-Iser synkront med en mikrofonoptagelse afspillet. Endvidere foretoges en løbende registrering af anblæsningstryk ved hjælp af apparatur udlånt fra Fonetisk Institut, Københavns Universitet.

Bearbejdelsen af det indvundne materiale er foretaget på Eksperimentalfonetisk Laboratorium. Nogle undersøgelser, især vedrørende klangspektre som funktion af anblæs-ningstrykket, er gentaget under særligt fordelagtige akustiske betingelser på Lydteknisk Laboratorium, Danmarks tekniske Højskole, ved Lyngby.

Under optagelserne blev anblæsningstrykket registreret gennem et hul nær fløjtespalten ved mundstykket som vist på fig. l a.

Trykket overførtes til et elektromanometer, som var tilkoblet en blækskriver, der nedtegnede trykvariationerne. Målestedet kom på denne måde ganske vist tættere til selve fløjtespalten end ved mine sædvanlige trykmålinger, hvor blokfløjtespilleren plejer at anbringe en Mile sonde mellem læberne, men med henblik på pålidelig registrering på røntgenbilledet af evt. aktivitet ved læberne under spillet måtte en sådan sonde i den givne situation anses for et uheldigt fremmedelement.

Opmålingerne viste, at trykmålingerne gennem det udborede hul i langt de fleste tilfælde var fejlfrie, men tillige, at misvisende registreringer kunne forekomme. Et eksempel herpå ses på fig. 2.

Det ses, at trykkurven indicerer tilstedeværelse af et tryk under nul (d.v.s. lavere end atmosfære trykket). Skulle man tro på, at kurven på fig. 2 viser anblæsningstrykket - defineret som trykket inde i instrumentalistens mund - måtte man acceptere, at forsøgspersonen sugede luft ind, da tonen f blev sat an, hvilket nok de fleste vil afvise som en urealistisk tanke.

Over for læsere, der selv kunne få lyst til at foretage lignende trykmålinger, bør det stærkt understreges, at sådanne (lokale) trykfald intet har med akustiske forhold såsom "mund- og svælgresonans" at gøre. Målingen er blot et udtryk for, at det ikke længere er selve trykket i mundhulen, man registrerer, men et lokalt lavtryk opstået bl.a. på grund af hvirvler i luftstrømmen, efter at den har passeret en hindring (her en indsnævring ved læberne) jvf. indlægget "Blokfløjtedebat" i DMT, 5, 1971, s. 146-47.

Desværre ville det optage alt for megen spalteplads her at gøre rede for strømningsfysiske love, som bla. siger, at sådanne trykfald altid opstår, idet en strøm passerer en modstand. Så hvad dette (indviklede) emne angår, må jeg henvise til ingeniører med specialuddannelse indenfor strømningsfysikken.

Selv om en sådan fejlmåling kun sjældent forekommer, måtte der naturligvis findes udvej for helt at udelukke dens opståen, og efter at problemet var blevet grundigt gennemdrøftet med ingeniører fra Lydteknisk Laboratorium og Fluid Mekanik på Danmarks tekniske Højskole, ændredes trykmålingen som vist på fig. Ib. Trykmåling med denne opstilling er gengivet på fig. 3.

Fig. 3 De to nederste kurver viser trykregistreringen via de to sonder, indtegnet på fig. Ib. Bemærk, at nederste kurve i løbet af målingen viser et lokalt trykfald ved sonde I. Øverste kurve angiver variationer af tonehøjden, der i alle målinger vekslede monotont med trykket ved sonde II.

Den midterste kurve, opmåling med* sonde II, viser den sædvanlige lovbundne relation mellem tryk og frekvens, medens den nederste kurve afslører, at der på et tidspunkt indtrådte et trykfald ved sonde L Røntgenbillederne afslørede i øvrigt, at sådanne (lokale) trykfald indtræder samtidig med indsnævring ved læberne, som ingenlunde synes at spille en underordnet rolle, hvad angår trykreguleringen af luftstrømmen til fløjtespalten.

Særlig tydeligt viser røntgenbillederne kæbe- og tungestillingen under spillet. Overraskende er det at se, hvor små og få volumenændringer der er tale om ved blokfløjtespil bortset fra de ensartede ændringer under toneansatser. Dog ses hos alle forsøgspersonerne det gennemgående, at mund volumenet udvidedes lidt ved intonation af de højeste toner og reduceredes lidt ved de dybe. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, som tilhængere af "resonansteorien" anbefaler at artikulere snævre fortungevokaler [i], [y] i det øverste leje og bagtungevokaler [a], [u] i det dybeste leje under blokfløjtespil.

På fig. 4 a-d ses denne modsætning mellem "vokalteorien" og forsøgspersonernes artikulation. Alt i alt må man sige, at røntgenoptagelserne virker som et dementi af teorien om de uafladelige ændringer af resonansrummene, sådan som vokalteorien foreskriver. Artikulationsorganernes bevægelsesmønstre synes først at fremtræde meningsfyldte, når man analyserer dem som funktioner, der angår reguleringen af luftstrømmen til fløjten.

Grunden til, at tilhængere af resonansteorien anviser helt andre vokalstillinger, end blokfløjtespillerne i denne forsøgsserie brugte, kan man nok kun gisne om. Man kan vel ikke helt afvise den mulighed, at pædagoger har ladet sig inspirere af, at når man fløjter en melodi uden instrument, må man uafladeligt ændre ikke blot luftstrømmens hastighed, men tillige mundhulens form, fordi hver tonehøjde har sin individuelle vokalstilling til forudsætning(3) - og netop en vokalstilling, der er i nøje overensstemmelse med blokfløjtelærernes "resonansteori". Forklaringen er dog nok for letkøbt.

Fig. 4 a) og b) viser typiske mundstillinger ved intonation af henholdsvis f''' og f på f-alt-blokfløjte.

c) og d) gengiver vokalstillingerne [i] og [u], som tilhængere af vokalteorien traditionelt foreskriver til henholdsvis fløjtens højeste og dybeste toner.

Nogle svenske undersøgelser, gående ud på røntgenfotografering af mund og svælg under spil på moderne blæseinstrumenter(4) har i nærværende sammenhæng en vis aktualitet. Her fandt man også denne ejendommelige konformitet, hvad mundhulen angår.

For blæsere på enkelt- og dobbeltrørbladede instrumenter fandt man på ét enkelt punkt en overensstemmelse mellem en detalje ved artikulation af [i] og [a] og spil i henholdsvis det høje og det dybe leje. Som det fremgår af fig. 5a,b begrænser overensstemmelsen sig til gradueringen af indsnævringen i de nedre svælgrum.

Fig. 5 Eksempler på artikulationsorganernes stilling ved intonation på klarinet af henholdsvis høje og dybe toner, aftegnet efter svensk angivelse, (jfr. réf. 4)).

Bemærk, at halssvælget er mest indsnævret under intonationen af tonen f (svarende til artikulation af den åbne vokal [a]) og mindre indsnævret ved f''' (svarende til en snævrere vokal - dog uden den karakteristiske indsnævring forrest i munden).

Sådanne ændringer af passagen i halsregionen, svarende til de to vokaler, kan imidlertid ikke påvises ved blokfløjtespil - lige så lidt som de i de omtalte undersøgelser kunne påvises under messingblæsernes spil. Det er ikke meningen her at vurdere de svenske forsøgsresultater, men det er interessant at se, at to så forskelligartede forsøgsbetingelser som røntgenfotografering af messingblæserens mund og svælg og mine målinger vedrørende blokfløjtens akustik (jf. réf.2) førte til den samme konklusion, der i den svenske version lyder således: "Förklaringen till denna jämförelsevis konstanta inställning torde vara att fonationsapparaten endast tjänstgör som passage for expirationsluften och ej har någat med tonbildningen att göra".

Men på et punkt synes der at være klar overensstemmelse mellem vokalteorien og praksis i blokfløjtespil. Det drejer sig om lufttrykket bagest i mundhulen. Nyligt offentliggjorde amerikanske forsøgsresultater(5) viser, at man ved udtalen af [i] i forbindelse med konsonanten [d] sædvanligvis etablerer et lufttryk i mundhulen, svarende til det, man anvender på f-alt-fløjten ved intonation af de højeste toner, medens udtalen af [u] og [a] resulterer i lavere tryk,

Fig. 6 Opmålte lufttryk bagest i mundhulen ved forskellige konso nantvokalkombmationer (jf.ref. 5).

Bemærk, at ved udtalen af konsonanten [d] i forbindelse med vokalen [i] er trykket i mundhulen sædvanligvis af en størrelsesorden svarende til godt 35 mm vandsøjle, hvilket er det samme, som der kræves ved intonation af blokfløjters højeste toner, og at udtalen af vokalerne [u] og [a] giver anledning til reduceret tryk.

På baggrund af denne oplysning kan det vel forekomme rimeligt, om nogle blokfløjtespillere associerer de højeste toner med vokalen [i] og de lavere toner med [a] eller [u], en mulighed, jeg i en tidligere rapport(2) har taget under overvejelse.

Imidlertid må det retfærdigvis tilføjes, at man også godt kan opnå god beherskelse af sit anblæsningstryk, selv om vokalteorien som pædagogisk middel ikke har været taget i anvendelse i undervisningen.

Eksempelvis har den forsøgsperson, hvis anblæsningstryk er optegnet på fig. 6, tikke under sin uddannelse lært noget om, at skifte mellem vokalstillinger er vigtigt, og dog vekslede forsøgspersonen anblæsningstrykket med næsten forbløffende sikkerhed i alle sine præstationer.

Fig. 7 En trykkurve, nedskrevet samtidigt med røntgenoptagelserne på Tandlægehøjskolen. Noderne viser, hvad forsøgspersonen spillede.

Ovenstående udpluk af mit projekts forsøgsresultater vil jeg gerne afrunde med et velment råd til andre, der også kunne få lyst til at gøre iagttagelser inden for denne spændende forskningsgren, der i dag byder på så mange muligheder: lad hellere først som sidst forsøgene foregå på institutioner, hvor udstyr og ekspertise er til disposition. Det er min erfaring, at her er der højt kvalificerede folk med erfaring i måleteknik, som hellere end gerne vil give råd og vejledning, når forsøgenes målsætning er klart formuleret.

For det tilfælde, at målsætningen måtte være den ganske enkle at bevise, at mine konklusioner, baseret på de rapporterede forsøg, ikke har almen gyldighed, har jeg sikret mulighed for røntgenoptagelser. Desuden foreligger der tilsagn fra Eksperimentalfonetisk Laboratorium om, at det nødvendige apparatur til registrering af tryk, frekvens og variationer i klangspektre kan reserveres til et for alle parter passende tidspunkt.

Kan jeg så gøre nytte, f.eks. ved betjening af apparaturet, står jeg naturligvis gerne til disposition.

Fodnoter:

(*) For god ordens skyld må det nok nævnes, at trykket i fløjtespalten ved sonde II ikke er det samme som i mundhulen (anblæsningstrykket) - et problem, der dog kun giver anledning til en ekstra kalibrering.

Litteraturliste:

(1) Bak, N. 1970:

"Pitch, Temperature and Blowing Pressure in Recorder-Playing", Acustica 22 (1969-70), p. 295-299.

(2) Bak, Niels 1972:

"Investigating the Influence of Blowing Technique on Pitch and Tone in Recorder Paly ing",

Annual Report of the Institute of Phonetics University of Copenhagen, ARIPUC vol. 6.

(3) Fant, Gunnar 1960:

Acoustic Theory of Speech Production p. 2 73.

(4) Strenger, Folke 1959:

"Några behandlingsdetaljer vid bettrekonstruktion på vissa yrkesmusiker - blåsare" Odontologiske. Foreningens Tidskrift, arg. 23 nr. 4, 1959.

(5) Brown, W.S. 1973:

"Relationship of Lingual and Intraoral Air Pressures during Syllable Production",

Journal of Speech and Hearing Research, vol. 16, nr. 1 marts 1973, p. 141-151.