Grammofon - Holmboe

Holmboe

Vang Holmboe: Strygekvartetterne 1-10, Københavns strygekvartet: Tutter Giv-skov, Mogens Lydolph, Mogens Bruun, Asger Lund Christiansen. FON A nr. R F 108, 109, 110, 111, 133, alle mono/stereo à kr. 22,50.

Dette pladesæt er en gave til os alle. Her får man for en mere end rimelig penge et samlet overblik over den Holmbóeske kvartetkunst fra -49 til -69. En enestående gestus. Tak, FONA! Københavnernes udførelse af disse værker må betegnes som den til alle tider autoriserede oversættelse af Holmboe's noder til klingende materiale. Sådan skal det gøres. Alle detailler står glasklart, og den måde, Københavnerne placerer detaillen inden for helheden, viser, at de er dybt fortrolige med komponistens univers og tænkemåde. Skønhed, prægnans, attak og kampen for dette stof kendetegner udførelsen. Overordentlig gribende og fornem kvartetkunst. — Også teknikken er heldigvis på højt niveau.

— Det var bevægende for mig at møde dette Holmboe-værk i en samlet udgivelse. Man tænker tilbage på disse tyve år, på begejstringen, på debatterne, på hånd-værksteorierne, og så konfronteres man med denne bue af højt artikuleret musik

— og konstaterer, at nok er begivenhederne uden om Holmboe ikke uden virkning på hans værk; men det afspejler ikke situationerne direkte. Derimod foregår der en stadig proces inde i værket. Det er som om de ydre provokationer, som Holmboe jo åbent har taget afstand fra, betyder en fortætning af hans egen problematik — nødvendigvis, for han forlader jo faktisk aldrig de mere konventionelle sættemeto-der og spillemåder — han må udvide sit univers på en anden led. Det bliver motiv-teknikken, og som følge heraf det formale, der bliver hans erkendelsesområde og basis for hans udtryksområde.

l 1949 slap Holmboe altså sin første kvartet løs på offentligheden, og samme år hørte man 2. og 3. kvartet. Det var 2 år efter den store 2-satsede 6. symfoni og netop året, hvor han lancerede sin nye formteknik, metamorfosen, i klavervær-ket 'Suono da Bardo'. Indtil da havde han forsøgt at lægge sin personlige opfattelse af forholdet til mediet ind i en klassicistisk formholding — i metamorfosen finder han imidlertid en arbejdshypotese, som åbner afgørende for hans konstruktive fantasi. Det er i denne situation han kaster sit nyt kort, de tre strygekvartetter, på bordet. De kom bag på hans publikum, men var ellers vel forberedt — der ligger i komponistens gemmer 9 kvartetter, som aldrig blev offentliggjort, så 1. kvartet er egentlig 10. kvartet. l 1950 kommer så det værk, som for mig står som indbegrebet af 'det Holmboe-ske', 7. symfoni — året efter får vi 8. symfoni ('borealen'} og første del af hans korcyklus 'Lieber Canticorum l'; 11, 111 og IV bliver hovedindsatsen indtil 1953, og først nu kommer 4. og 5. kvartet. Fra da af har jeg indtrykket af, at Holmboe væsentligst interesserer sig for denne genre.

Det er rimeligt, synes jeg, at parallelisere kvartetterne med, hvad der iøvrigt sker i det Holmboe-ske værksted — der er en tydelig korrespondance mellem samtidige værker i de forskellige genrer. Det er f.eks. ikke vanskeligt at konstatere en afsmitning fra 'symfonien' i de første kvartetter. Senere bliver kvartetten som sagt hovedsagen, og sådan er det vel til denne dag, hvor vi endnu mangler indspilninger af 11. og 12. kvartet.

l de første kvartetter med deres tidstypi-ske referencer — man hilser i forbifarten på Schostakovitch og Bartók — er det, fornemmer jeg, først og fremmest 'form' det drejer sig om; men fra 4.-5. kvartet bliver det i stigende grad 'udtryk', som fokuseres, udrensning og associativ vækst går hånd i hånd, men styres med jernhånd. Sammenlign 1. kvartets dugfriske sanselighed med 10. kvartet's rige udtryk. Summa. Denne værkserie giver lytteren mulighed for noget så sjældent som den kontinuerlige oplevelse af en dansk komponist, som på den ene side forlader sig på en evigt strømmende indgivelse, men som på den anden side utrætteligt former og artikulerer sig — og aldrig sætter spørgsmålstegn ved sin 'komponistrolle'. Kvartetterne aflyttet Í rækkefølge fortæller noget meget væsentlig om dette at være komponist, specielt på disse breddegrader, men også i det hele taget. — Køb disse plader!

Kommentarerne på omslagene er der derimod ingen grund til at fæste lid til. De er skrevet af Herbert Rosenberg (copyright 1973! ) og er på én gang demonstrativt 'pædagogiske' og nedladende over for læseren. Det sidste er der bestemt ingen grund til, for det tør siges med ret stor sikkerhed, at H.R. hverken ejer overblik over stoffet eller noget egentligt forhold til Holmboe's musik. H.R.'s forbrugervejledning består af helt private fornemmelser, vævet ind i nærsynede konstateringer,

som aldrig resulterer i konklusioner, som kan hjælpe forbrugeren. Og så sproget! Han anvender denne besynderlige sølvalder-jargon, som man tidligere betjente sig af, når man skulle popularisere vanskeligt tilgængelig musik. Og havde der så været en behjertet sjæl, som kunne rette disse løst sammenskruede ord og begreber og til læseligt dansk. Et par eksempler:

Om metamorfosen: ""Kvartet nr. 4., opus 63, komponeret 1953-54, har 5 satser, og de fire første har fælles motivisk stof: en formindsket kvint, ofte udfyldt trinvis, desuden små sekundskridt, f.eks. es-d og as-g. Det motiviske arbejde, der her er tale om, plejer man med et forholdsvist nyt udtryk at kalde 'metamorfoseteknik', en arbejdsmåde, der kan ledes direkte tilbage til komponister som Haydn og Beethoven."" — Ja, så ved vi alle, hvad metamorfosen går ud på. Det bliver vi i hvert fald nødt til, for den omtales aldrig mere. Men det var altså 'noget', som både Haydn og 'Ludwig van' befattede sig med noget i retning af. . . Mens vi er ved det mere gådefulde: ""Den meget korte fjerde sats synes at have omtrent samme funktion som ""sfinkserne"" i Schumanns ""Carnaval""; den præsenterer kvartettens motiviske materiale i renkultur."" ... Og det var jo en overraskende association. H.R. synes at være en enelse pikeret over, at Holmboe ikke giver sig ind under de formmodeller, som H.R. har forhold til, og så bliver han grov. Prøv at klippe frynserne af følgende citater: ""På særlige problemer byder kvartet nr. 9 fra 1966, for den er atematisk, bortset fra 1. sats. Dette betyder naturligvis ikke, at den er kaotisk"" ... ""Samme tema findes også som begyndelsen af satsens anden del, der ingenlunde er kopi af første del, men dog ligner den på mange måder"" .. . ""De følgende satser er atematiske, men derfor ikke uden struktur"" ... Og kronen på værket: ""Også de resterende tre satser består hver af et antal mindre led (somme tider tæller H.R. sine 'led', uden dog at være sikker på, at han har talt rigtigt), der innuiertid er så tæt sammenkædede og skifter så kalejdoskopagtigt (!), at inddelingsforsøg ville påtvinge det musikalske forløb en strukturering, der næppe er tilsigtet"". Lignende tankemæssigt og sprogligt nonsens kan findes overalt i kommentaren. Ordene på pladeomslagene skulle vel være en hjælp for forbrugeren og ikke blot 'words' i metermål som her. FONA bør desværre tage skridt til at forny disse omslag, beholde den meget smukke forside og erstatte H.R.'s kommentar med en kort, men rimelig indføring i værkerne — helst flersproget.

Lyt til Holmboe og Københavnerne og glem H.R.'s u-redegørelse.

Helmer Nørgaard