Klip - Spørgsmål til den nye kulturminister

Spørgsmål til den nye kulturminister

""Skal vi have en kulturpause"" spørger Jens Kistrup den nye kulturminister Nathalie Lind, der som bekendt også er justitsminister. Kistrups spørgsmål indleder et åbent brev til ministeren (Berl. Tid., 3. jan. 74), og han uddyber det med bl.a. følgende bemærkninger: Det er sandt, at K u/turministeriet er et lille ministerium, og at de beløb, der anvendes på ku/ture/le anliggender, er småpenge i forhold til så mange andre poster på statsbudgettet. Men De ved jo lige så godt som vi andre, at befolkningens interesse for kulturen og dens økonomi altid — i hvert fald lige siden Kunstfonden blev ført ud i livet — har stået i et omvendt proportionalt forhold til de summer, kulturen koster.

Folkets had-kærlighed har været Kulturministeriets styrke og dets svaghed. Og den siddende kulturminister er i voksende grad blevet genstand (eller offer) for denne had-kærlighed.

Agter De nu at bryde med denne tradition ved at gøre Dem selv til en så lidt offentlig person som muligt? Vil De som kulturminister skjule Dem bag en anonymitet, som de tidligere kulturministre jo ikke ligefrem har formået at opretholde? Bliver det Deres politik som kulturminister, at man skal mærke så lidt til Dem, som det overhovedet lader sig gøre? Man har sagt om Deres forgænger, Niels Matthiasen, at det var hans ambition at være ""rammemageren i dansk kulturliv"". Hans optræden i sagen om Thorsenfilmen og i sagen om Kunstmuseets udstillinger gav måske enkelte mennesker det indtryk, at han også ønskede at sætte sine egne farver på billederne?

Har De til hensigt at føre denne ramme-virksomhed videre? Eller vil De til at begynde med bare lade billederne hænge, hvor de hænger?

Nogle af dem kommer De vel ikke udenom at måtte beskæftige Dem med. Jeg tænker på det udkast til en ny musiklov, der nu foreligger. Jeg tænker på den ny lovgivning for bogmarkedet, der har været under forberedelse - forlæggernes formand. Bo Bramsen, har jo allerede afgivet sin partsforklaring. Og jeg tænker på den

samlede lovgivning for museerne, som balladen omkring Kunstmuseet bortledte opmærksomheden fra.

Bliver Deres ministertid af længere varighed, må De vel også kikke på en fornyelse af loven om Statens Kunstfond — med de dertil hørende overvejelser om muligheder for støtte til andet end den rent skønlitterære kunst

De vil som minister komme til at tage stilling til de første forslag fra det ny teaterråd på tre mand. De kan ikke være uvidende om, at dansk film befinder sig i en situation, hvor det meste af den hjemlige film-produktion praktisk taget er lammet Hvad vil De gøre ved det? Og har De gjort Dem særlige tanker om TV-radioens og Det k gi. Teaters (herunder operaens) vilkår i en tid, hvor et meget stort apparat skal opretholdes og køre videre med et stærkt begrænset budget. Natalie Linds svar (Berl. Tid., 5. jan. 74):

Kære Jens Kistrup.

l Berlingske Tidende for den 3. januar stiller De mig en række spørgsmål, men indrømmer selv, at hovedspørgsmålet-Skal vi have en kultulpause? muligvis er taktløst og uklogt og føjer til - taktløst også at stille og besvare. Hvad er det taktløse, og hvad er det ukloge, det må læserne dømme om.

Videre spørger De mig, om jeg som kulturminister vil skjule mig bag en anonymitet, som de tidligere kulturministre ikke ligefrem har formået at opretholde, og om det bliver min politik som kulturminister, at man skal lægge så lidt mærke til mig, som det overhovedet lader sig gøre. Tænker De med Deres spørgsmål på kulturens vilkår rent materielt, kan jeg svare, at de økonomiske forhold for kulturen næppe vil blive væsentligt anderledes under regeringen H art l in g, end de var tænkt under regeringen Anker Jørgensen. Regeringen og min holdning til de kulturelle spørgsmål vil De sikkert få belyst under åbningsdebatten, der følger på rege-ringserklæringen den 8. januar. Og her vil De vel også finde svar på en række af de øvrige spørgsmål, De har stillet mig. Til Deres orientering kan jeg sige, at jeg i min 14 dages ministertid dagligt har beskæftiget mig med de problemer, der ligger til afgørelse i Kulturministeriet, først og fremmest med de ny bibliotekslovforslag.

Selv om jeg fuldt ud — ud fra Deres pres-semæssige sagområde — forstår Deres interesse i at få at vide, hvordan jeg udadtil ønsker at forme rollen som kulturminister, beder jeg Dem vise forståelse for, at jeg hidtil alene har koncentreret mig om selve løsningen af de opgaver, der er lagt på mig som minister. Og så må jeg til sin tid have overladt blandt andet til Deres bedømmelse ikke blot, hvordan disse opgaver måtte være blevet løst, men også om den ydre udførelse af disse kan have tilfredsstillet Deres kritiske smag.

Intellektuel forurening

Under denne overskrift skrev Leif Blædel i ""Information"" for d. 5. november 1973 bl.a. følgende:

TV-Magasinet, Musikhjørnet havde udsendelse fra sangskolen i København, Sk t A n næ Gymnasium.

Første nummer på programmet var med skolens drengekor, Københavns Drengekor. Der findes mennesker som sætter den form for udfoldelse højere end jeg. Men det er nu en del af musiklivet og en del af sangskolen, og så hører det med til opgaven, når Musikhjørnet rapporterer fra stedet

Marianne Albrechtsfund, som bagefter interviewede dirigenten, spurgte rimeligt nok hvorfor drengene var klædt ud i matrostøj.

""Jo"", svarede Niels Møller, i 20'erne og 30'erne var matrostøjet festtøj for drenge, og jeg synes at en dragt, der er tidløs og ikke følger moden, går godt til en musik der heller ikke følger moden. "" Ud fra den motivering kunne man lade drengene optræde i uniformer fra Tordenskjolds tid, i jaket med knækflip eller vildmændenes lændeklæde. Og andre udøvere af sangens og musikkens kunst som dyrker andet end helt moderne musik, kunne med rimelighed og logik klædes ud i de samme eller lignende kostumer. Jeg synes Marianne Albrechtslund burde have spurgt Niels Møller om han ville være tilhænger af dét, og hvorfor han i stedet for så mange andre udklædninger netop er begejstret for den, som gamle tanter i alle aldre og af alle køn finder den mest nuttede, l hvert fald synes jeg ikke hun burde have ladet ham slippe af sted med sin konstruerede bortforklaring. Det var intellektuel forurening.

Marianne Albrechtslund indledte samtalen med: ""Niels... "", og hun begyndte hvert andet af sine spørgsmål på samme måde. Og Niels svarede tilbage: ""Ja, Marianne. .. "" Det mindede mig lovlig meget om den klæbrige hjertelighed i en del amerikanske underholdningsshows. Bortset fra det, og fra det rent musikalske der er min k ollegas bord, forekom magasinet mig at løse sin opgave, der må være at afspejle hvad der sker rundt om i musiklivet

Enfoldige tanker om musik

l det nyligt udkomne Gunnar Heerup-festskrift skilte en artikel sig ud fra de andre ved, som den eneste, at vende sig primært mod musikforskning i stedet for mod musik. Det var Finn Mathiassens ""Om den historiske musikforsknings teoretiske grundlag"" (p. 123-27). Her ledtes man med en tvingende logik frem til kravet om etablering af et musikvidenskabeligt, teoretisk objekt. Ved dette krav blev forfatteren stående, l det følgende vil jeg forsøge at redegøre for, hvad der fungerer som (teoretisk) objekt i min begrebsmæs-sige omgang med musik. Jeg er vel vidende om, at dette langt fra kan gælde for ""en historisk musikforsknings teoretiske objekt"", men mener dog på den anden side, at det ikke er ganske privat og måske kan gøre krav på en vis, begrænset universalitet.

1.1 Musik er lyd. Gyldigheden af denne tese anser jeg for almindeligt accepteret. Formuleringen er dog for almen til, at den har anden og mere end foreløbig interesse. Derfor:

1.2 Musik er ikke lyd. Her tænkes på, at musik er noget andet end lyd. Ex.: Beethoven havde aldrig hørt sin 9. symfoni, da han havde komponeret den. (Og den var ikke blot en gentagelse af, hvad han engang havde hørt; den var noget nyt). Gyldigheden af denne tese leder os over til andre mulige teser, der adskiller sig fra de ovenstående, dels ved at de indeholderen sociologisk opfattelse af musik, dels ved at de ikke (så vidt jeg kan se) meningsfuldt kan benægtes.

2 Musik er social interaktion. (Altid i og mellem mennesker).

2.1 Musik er refleksion. (Teori i bredeste forstand).

2.2 Musik er oplevelse. (Sansning).

2.3 Musik er kultur. (Forarbejdet natur). Indholdet af disse teser er ikke meget forskelligt fra, hvad der står at læse hos Finn Mathiassen, hvor musik opfattes som værende ""uundslippeligt indspundet i et net af historisk-sociale relationer"" (frit citeret fra p. 127). Imidlertid kan de ovenstående kategoriske formuleringer nok give anledning til videre overvejelser.

Da musik — i det mindste principielt — er interaktion, refleksion, oplevelse og kultur på én gang, må en musikalsk analyse for at svare til denne betegnelse tage hensyn hertil og i lige mål studere såvel musikkens sociologiske som dens teoretiske og psykologiske samt fysiologiske/fysiske implikationer. Undlades i en analyse således omtale af visse sider af det musikalske fænomen, må dette begrundes i forbindelse med den altid nødvendige, eksplicite formulering af analysens målsætning, l overstående teser mener jeg at have et sæt begrebsrammer, hvori jeg kan formulere en række begreber, der nærmere fastlægger en analyse (proces). Ex.: Musik som vare, som ideologi; som politik; som nydelse; som tradition. Det ville være synd at sige, at det netop skitserede svarer til gældende praksis, og der er derfor i det ovenstående anvist en ny praksis for musikalsk analyse. Dette er jo så meget desto mere tilfredsstillende som vi ved at kaste et blik på den gamle, såkaldte musikalske analyse straks ser, at den må kasseres.

Den fik sin udformning i det 19. årh. på et tidspunkt hvor teorien de fleste steder havde ringe kår, hvor man var optaget af at løse opgaver af praktisk organisatorisk art. Guido Adlers fortjenester inden for nyere musikforskning ligger således i dens

praktisk-organisatoriske felt, ikke i dens teoretiske. Her rådede dengang et sådant åndeligt tusmørke, at man villigt hældede til naturvidenskabelig metode ved at opfatte musikken udialektisk som objekt. Hvilket fik en række kedelige konsekvenser. Parolen ""Die Musik ist en Organismus"" (Adler) vandt gehør, hvilket var ensbetydende med, at musik opfattedes som noget, der kunne isoleres, dissekeres og beskrives, — en ""Vækst"", der udviklede sig organisk, dvs. kontinuerligt og mod større og større kompleksitet.*) Desuden stablede man en ved første øjekast besynderlig, aldeles ahistorisk musikhistorie på benene, i hvilken ikke musikken men det til lejligheden fremtryllede metafysiske begreb stil blev ""beskrevet"". Logikken haltede: Musikalsk stil bestemtes som den størrelse, der sikrede kontinuiteten mellem de enkelte værker, og stilkritikken rummede derfor principielt ingen erkendelse af musikken, men stadfæstede og omskrev blot, hvad der allerede var indeholdt i parolen ""Die Musik ist ein Organismus"". Hertil må kommentaren være, at der eksisterer en uomgængelig diskontinuitet mellem musikalske værker, der ikke uden videre kan borteskamoteres.

Sammenlignes den først skitserede opfattelse af musikalsk analyse med den netop omtalte, ses endvidere, at denne gamle er mere snæver i sin synsvinkel. Dette kunne være rimeligt, hvis man accepterede den som sigtende alene mod — som det højeste mål — uddannelse af ""komponister"" eller snarere sti l imitatorer, hvilket man også netop har gjort, l et vaccum, hvor et afbillede af musikken har sat normerne, har den borgerlige musiks begejstrede missionærer set frelsen og lykken i at komponere og/eller i at være komponisters lakajer. Og blæse være med, om musikken er god eller dårlig; er den borgerlig, skal den komponeres og/eller understøttes! Dette mål må imidlertid siges at være reaktionært, og musikforskning såvel som megen anden beskæftigelse med musik må snarest aflastes i opgaven at uddanne sti l imitatorer. Samtidig inddrages a/Kmusik i synsfeltet — og da først dukker musikken op som forskningsobjekt. Over for dette initieres iagttageren ikke af det ""geniale"" i musikken, men af dennes sociologiske (hvilket også vil sige politiske) implikationer. Ved arbejde på dette plan kan skabes en anden og bedre musikhistorie, der meningsfuldt kan integreres i Historien, l og med dette arbejde er der også åbnet en vej ud af de intellektuelles kollektive, selvvalgte ghetto ...

Da jeg i øjeblikket ikke kan se rettere, end hvad jeg har udtrykt i det ovenstående, mener jeg. 1) At musikhistorien i dens nuværende form er usminket, reaktionær ideologi. Den må bekæmpes — og siden på museum; 2) At forsøg på at tilvejebringe en hermeneutik, der angiver implikationer mellem musikkens såkaldte be-grebsløse verden og den ""anden"" er dømt til at mislykkes, da de netop angriber et

grundlæggende dogme uden at opfatte det som sådant; 3) At musikalske analyser må ophøre med blot at være uforpligtende nodeleg eller frihåndstegning og blive engageret, faglig-politisk stillingtagen.

Hans H. Larsen (d. 27/10)

*) Jvf. Information fra d. 26/10, 1973, artikel af Carl Erik Bay: ""Om organismeanalogien"". (Kritik af Aage Henriksens nye skrift).