Musikvidenskab - fornyelse eller forhærdelse

Erik Christensen

MUSIKVIDENSKAB-FORNYELSE ELLER FORHÆRDELSE

Festskrift Jens Peter Larsen. 1902 - 14 / VI - 1972. Studier udgivet af Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet. Redaktion: Nils Schiørring, Henrik Glahn, Carsten E. Hatting. Wilhelm Hansen, København 1972.424s.

Det er med nogen uvilje, man som studerende åbner en bog, der repræsenterer netop den videnskabstradition, der i en række år har gjort det ret trøstesløst at studere musik ved Københavns Universitet. Traditionen har stort set ikke skabt noget videnskabeligt grundlag for forståelse af musik som kunstnerisk udtryk, menneskelig kommunikation og samfundsmæssigt fænomen. Naturligvis er nye videnskabelige holdninger begyndt at dukke op sammen med ændringerne i det autoritære universitetssystem efter 1968. Men det er urimeligt at forvente, at den udvikling er afspejlet i netop dette festskrift.

Jeg skal forsøge at karakterisere bidragenes metoder og holdninger, og antyde nogle alternativer. Problemerne omkring den traditionelle musikvidenskab - hvad den kan bruges til, og hvad den står i vejen for - må uden tvivl gennemtænkes nøjere; dette er tænkt som en beskeden begyndelse.

I. Festskriftet indeholder følgende:

M/s Schiørring: Flerstemmighed i dansk middelalder. (Om organum-satser i Ms AM 76, 8° fra den amamagnæanske samling, dat. tu c. 1470-80).

Erik Dahl: Efterskrift til en Thomissøn-efterskrift (Tilføjelser til efterskriften til 1968-facsimileudgaven af Thomissøns salmebog).

Povl Hamburger: Über die Instrumentalstücke in dem Lautenbuch des Petrus Fabricius.

Henrik Glahn: JJL Schleins Kantional. "In die Tabulatur transponiert von J. Vockerodt, Mühlhausen 1649". (Om en tabulatur-version af Scheins kontional-bog i Claudius' samling, København).

Niels Martin Jensen: Solo Sonata, Duo Sonata and Trio Sonata, Some Problems of Terminology and Genre in 17th-century Italian Instrumental Music. Barry S. Brook (New York): The Earliest Printed Thematic Catalogues (Om to trykte tematiske kataloger fra før Breitkopf-katalogen 1762, fra hhv. 1645 og 1686). David D. Boyden (Berkeley, USA): Corellis' Solo Violin Sonatas "Grac'd" by Dubourg.

Peter Ry om: Le premier catalogue thématique des oeuvres d'Antonio Vivaldi.

Jan Maegaard: "... eine regulierte kirchenmusic ..." (Diskussion af, hvad Bach mente med dette udtryk i sin afskedsansøgning til rådet i Mühlhausenjuni 1708). Charles Cudworth (Cambridge, England): Mythistorica Handeliana. (Om Handelanekdoter og deres autentitet). /. Merrill Knapp (Princeton, USA): The Autograph Manuscripts of Handel's Ottone. Alfred Mann (New Brunswick): Messiah: The Verbal Text.

Walther Siegmund-Schultze (Halle): Die Arienwelt des "Messias".

Hellmuth Christian Wollf (Leipzig): Das Metronom des Louis-Léon Pajot 1735.

Ingmar Bengtsson (Uppsala): Akthetsprobium och en vitter tullkontrollör (Om tekst-forfatteren tu 14 af JJH. Romans 15 åndelige sange, Anders Nicander, told-inspektør i Västervik).

Niels Krabbe: J.C. Bach's Symphonies and the Breitkopf Thematic Catalogue.

Jan La Rue (Darien, USA): The Gniezno Symphony not by Haydn. (Stilistiske betragtninger om en Haydn-pseu-do-symfoni).

Carsten E. Hatting: Obligater Satz versus Generalbass-Satz. Einige Betrachtungen zur Satzfakturin Klaviersonaten aus der Mitte des 18. Jahrhunderts, insbesondere zu Haydns Sonaten aus der Zeit vor 1770.

László Somfai (Budapest): "Ich war nie ein Geschwindschreiber". Joseph Haydns Skizzen zum langsamen Satz des Streichquartetts Hoboken III 33. (Indblik i Haydns komponistværksted).

Hubert Unverricht (Mainz): Haydn und Bossler. (Om en Haydn-forlægger).

Karl Gustav Feilerer (Köln): Klavierbearteitungen Hayd-nischer Werke im frühen 19. Jahrhundert. Denes Bartha (Pittsburgh, USA): Liedform-Probleme (Kritik af den gængse terminologi i analyser af Liedform hos Haydn, Mozart & Beethoven).

Hellmuth Federhofer (Mainz): Zur Analyse des zweiten Satzes von L. van Beethovens Klaviersonate op. 10, Nr. 3. Jens Brincker: Leonore and Fidelio. Søren Sørensen: En håndskreven koralbog fra ca. 1860. (Bidrag og korrektioner til dansk salmehistorie.) Karl Vötterle (Kassel): Begegnung mit der Musikwissenschaft (om Willibald Gurlitt).

Torben Schousboe: Gregoriansk Sang på modersmål. Om mål og midler ved indstuderingsarbejdet.

II. Det positivistiske videnskabsideal

Den overvejende del af artiklerne beskæftiger sig med at registrere og beskrive visse fakta og sætte dem ind i traditionelle musikhistoriske sammenhænge: man klassificerer musikværker i genrer og typer, undersøger stiltræks oprindelse og værkers senere indflydelse, kombinerer iagttagelser til et udviklingsforløb, placerer musikken i en biografisk eller lokalhistorisk sammenhæng etc. En af bidragyderne, Ingmar Bengtsson, begynder sin artikel med en "undskyldende introduktion", der kan gælde for en del andre bidrag:

"... Den foreliggende afhandling er med hensyn til emne højst begrænset, og handler lidet om selve musikken ... Det er et stykke musikvidenskabeligt "rengøringsarbejde" ... af den uundværlige slags i den forstand, at nogen må gøre det" (p. 219).

Afhandlingen dokumenterer nogle kompositioners ægthed. Man må give Bengtsson ret i, at præcis redegørelse for fakta, altså det, der kaldes en empirisk virksomhed, er et nødvendigt grundlag for alt videnskabeligt arbejde. Og det mest betryggende ved festskriftet er da også den flid og omhu, der er nedlagt i undersøgelserne.

Men hvis en musikvidenskab begrænser sig til at beskæftige sig med det, der kan iagttages, dokumenteres og måles, går den fejl af sit emne. Nogle få ord om musikforskningens baggrund: Det positivistiske videnskabsideal opstod i den 19. årh. som en reaktion mod teologi og tro på overnaturlige kræfter. Filosoffen Auguste Comte stillede kravet om en "positiv videnskab", der udelukkende er baseret på direkte iagttagelse af virkeligheden. Dette ideal blev grundlæggende for naturvidenskaberne, og herfra har musikvidenskaben hentet kravet om "værdineutralitet" og "objektivitet": Den videnskabelige undersøgelse skal være uafhængig af forskerens vurdering og subjektive holdning. Positivismens krav har pålagt musikvidenskaben en selvdisciplin, der har ført til væsentlige resultater. Men samtidig har man pålagt sig selv en begrænsning, der hindrer en dyberegående beskæftigelse med musik. Musikvidenskab er ikke en naturvidenskab, men en videnskab om menneskelige frembringelser, deres funktion og historie: en humanvidenskab. Og en humanvidenskab kan ikke tillade sig at se bort fra de sammenhænge, der ligger uden for eller bag ved de fakta, der kan registreres og dokumenteres: musikken som kunstnerisk og samfundsmæssigt fænomen og som menneskelig kommunikation.

Men hvad værre er: den tilstræbte objektivitet er en illusion. Allerede forskerens valg af emne og metode er udtryk for en subjektiv eller socialt bestemt vurdering. Man må bedømme en humanvidenskab både ud fra, hvad den tager med, og hvad den udelader. Og forskerens eget erkendelsesgrundlag: hans viden, erfaringer, tænkemåde, sociale tilhørsforhold etc. er medbestemmende for hans resultat. Her gælder princippet om komplementaritet:

"... komplementariteten er et grundvilkår i vor situation som iagttagende, erkendende og indbyrdes kommunikerende individer.

... der kan aldrig blive tale om at eliminere hverken det subjektive eller det objektive, for enhver iagttagelse eller erkendelse af et fænomen eller forhold består jo netop i vekselvirkningen mellem ... subjekt og objekt." (T. Bergstein om naturvidenskabelig og human videnskabelig erkendelse) (1).

Historieskrivningen afspejler både sit emne og forskerens tankegang og situation. Det er ikke noget nyt; men det interessante - eller betænkelige - er, at forskere handler, som om de ikke vidste det. Netop derved bliver deres forskning styret af alt det, som de ser bort fra. Johan Fjord Jensen har præciseret dette i en artikel i tidsskriftet KRITIK:

"... videnskaberne har betalt deres konception om den værdifrie forskning med en tilpasning til det bestående samfund. I videnskabelig udfoldelse som i al anden bekræftes værdier. Gøres denne udfoldelse ikke af videnskabsmanden til tjener for formål, der ligger uden for videnskabernes interne værdisystem, er det et vidnesbyrd om, at ikke blot dette bekræftes, men også de overordnede institutionelle værdisystemer, der regulerer det, videre endnu det samfund, der skjult regulerer disse." (2).

For at gøre det klart, hvilke subjektive og sociale faktorer der er med til at tegne billedet af musikhistorien, må man formulere en historieteori. Dette krav rejser Finn Matthiassen i sin artikel "Om den historiske musikforsknings teoretiske grundlag":

"Om den musikhistoriske empirisme gælder det,... at den hverken kan eller vil vide af noget teoretisk objekt. Dens objekt er angiveligt mindst af alt teoretisk, men "virkeligt", lutter nøgne fakta, direkte tilgængelige for iagttagelse, oplevelse eller anden form for empiri, den være sig objektiv eller subjektiv, af materialistisk eller idealistisk observans ... Den plads, som skulle have været udfyldt af denne forsknings videnskabelige teori, står ikke torn ... men er fuldt besat med allehånde forestillinger, som verden udenfor har påtvunget den, diskret, umærkeligt, men effektivt og uundgåeligt. Her regerer ingen tænkningens stringens, men tradition, common sense, modenhed, den gode smag og hvilke andre kriterier vi nu bruger til legitimation af vor eksistens og til gensidig manipulation. Altsammen af uhyre praktisk-social rækkevidde på godt og ondt, men blottet for rang og værdighed som videnskabelig erkendelse - kort sagt, hvad der i god marxistisk sprogbrug benævnes en ideologi." (3).

I denne forbindelse kan man pege på nogle tænkemåder og forestillinger, der træder frem i festskriftet: Den rationelle tankegang: kategorierne ja/nej (tidsfæstelse, ægthed) - enten/eller (klassifikation) - hvis/så, før/siden (oprindelse, påvirkning). Logisk tænkning må selvfølgelig indgå i enhver videnskab. Men hvis rationaliteten løsrives fra andre former for forståelse, har det uoverskuelige konsekvenser.

Forestillingen om udvikling og kontinuitet: Denne måde at forstå historien på er så tilvant, at man er tilbøjelig til at glemme, at der er tale om en tolkning. Tolkningen er ikke nødvendigvis forkert - men det er en opgave for en historisk teori at klarlægge, hvornår den er det. I festskriftet træffer man på begrebet udvikling eller "historisk kæde" bl.a. p. 13, 87, 181, 187, 234 - men også en vis distance til det p. 78,273. En helt anden historieopfattelse, som også musikvidenskab må tage stilling til, finder man hos franskmanden Michel Foucault:

"... man må opgive de traditionelle og ugennemtænkte former for kontinuitet, tradition, indflydelse, ud vikling osv. Det er former ... som bruges til at svække den brutale kendsgerning, at der er tale om en forandring." (Kai Ålbæk-Nielsen om Foucault) (4). Forestillingen om individualitet: Adskillige artikler søger at klargøre, om værker skal tillægges en bestemt komponist. Man får en fornemmelse af, at forskeren opfatter komponisten, ligesom han opfatter sig selv som et menneske med en fast identitet, et jeg, der er centrum for skabende og erkend ende virksomhed. Både asiatisk filosofi og nyere sprogfilosofi sætter spørgsmålstegn ved denne vesteuropæiske menneskeopfattelse (5).

III. Musikhistorie som en flugt ind i fortiden

Festskriftet repræsenterer som helhed en bestemt holdning til historien; man beskæftiger sig med fortiden som isoleret fænomen. At give sig hen i en ensidig beskæftigelse med fortiden indebærer et politisk valg-, man fralægger sig et ansvar og overlader til andre at tage beslutninger om nutid og fremtid - og man forsømmer at arbejde med på at skabe forøget viden og bevidsthed om menneskers situation i et samfund, der stadig ændrer sig. En humanvidenskab har et særligt ansvar, fordi dens emne er menneskelig virksomhed og erkendelse; forskeren må vælge, om han vil bidrage til menneskelig frigørelse eller menneskelig undertrykkelse: om han vil udøve en kritisk virksomhed, der afdækker sammenhænge, eller en virksomhed, der tilslører sammenhænge (og modsætninger).

"... al humanistisk videnskab [må] efter sit væsen blive "kritisk", hvis den ikke posivistisk misforstår sig selv. Hvad man kan have, er en kritisk bevidsthed om, hvad der er værd at koncentrere forskningen om, og hvad dens resultater kunne tænkes at blive brugt til." (Jørgen K. Bukdahl om den tyske videnskabsteoretiker Jürgen Habermas) (6).

Musik såvel som andre kunstformer kan være udtryk for en erkendelse, altså en overskridelse af grænserne for det bekendte. Den, der lytter til musikken, får et tilbud om bevidsthedsudvidelse, en overskridelse af psykiske grænser, en åbning af nye oplevelsesområder. Og de grænser, der overskrides, vil blandt andet være skabt af samfundets normer for, hvad man kan tillade sig at opleve; derved får kunstværket en indirekte samfundskritisk funktion. Denne erkendelseskvalitet er især knyttet til kunstværkets samtid. I et historisk forløb kan den bevares, men værket får efterhånden tillagt andre egenskaber: det fortolkes og gøres bekendt - det bliver til en institution. En musikvidenskab, der undlader at beskæftige sig med samtidens musik, fornægter en samtidig kunstnerisk problematik og derved også en fortidig. Istedet bliver den redskab for musikkens placering som institution i et samfund og som fastlagt oplevelsesmønster i menneskers bevidsthed: underholdning i stedet for bevidsthedsudvidelse etc. (Dette er en forenklet og foreløbig fremstilling). Mu-sikhistorp må skabe en forbindelse mellem fortid og nutid:

"Det skulle egentlig høre til musikvidenskabens opgaver at se samtiden ud fra sit specielle analytiske synspunkt, for herudfra at tilføje de historiske perspektiver, klargøre komponisten hans situation i hans egen verden, og give ham nye impulser." (Den tyske musikforsker Karl H. Wörner) (7).

IV. Et videnskabsteoretisk perspektiv

Jürgen Habermas, som er nævnt ovenfor, har formuleret et videnskabsteoretisk grundlag, som er væsentligt for forståelsen af musikvidenskabens funktion og fremtidsmuligheder. Han skelner mellem 3 typer videnskab: empirisk, hermeneutisk og kritisk.

Den empiriske videnskab omfatter sagforhold, der kan iagttages; den søger forklaringer på rationelt (logisk, analytisk) grundlag.

Den hermeneutiske videnskab omfatter mening og tolkning; den søger en forståelse af menneskelig kommunikation og dens betingelser - i denne forbindelse en forståelse af de irrationelle (kunstneriske, æstetiske) sider af musikken. Den kritiske videnskab omfatter menneskers adfærd og handlinger; dens mål er frigørelse fra en samfundsmæssig tvang.

Ovenfor er omtalt den empiriske og kritiske videnskab og nødvendigheden af at forbinde de to områder. Tilbage er den hermeneutiske videnskab (som er lige så uundværlig). Nogle af festskriftets artikler bevæger sig ind i dette område: "eine regulierte kirchen music" placerer Bachs musik i en filosofisk-åndshistorisk sammenhæng. "Die Arienwelt des Messias" tolker musik som genspejling af ideologiske processer. "Ich war nie ein Geschwindschreiber" beskæftiger sig med kompositionsprocessen. "Leonore and Fidelio" undersøger forholdet mellem kunstnerisk hensigt og musikalsk realisation.

"Zur Analyse .. . von L. van Beethovens Klaviersonate op. 10 nr. .3" er et eksempel på, at forholdet mellem rationalitet og irrationalitet ikke behøver at være et modsætningsforhold; det kan være et dialektisk forhold (en vekselvirkning mellem forklaring og forståelse). Den gængse formanalyse, der standser ved musikkens uvæsentlige omrids, leder opmærksomheden hen på form- og genreetiketterne og bort fra musikken selv. Musikken bliver gjort til en slags "ting" og fratages derved sin karakter af menneskelig meddelelse. I det mere dybtgående analytiske arbejde, her i form af en sammenfatning og viderebearbejdelse af flere analyser, lader rationaliteten sig lede af musikkens irrationelle sammenhæng. Rationaliteten bliver redskab for den musikalske kommunikation, idet denne forklarer sig i en rationel struktur (der dog altid vil rumme mindre end selve musikværket, hvorved rationalitetens grænser netop manifesterer sig).

I denne forbindelse kan (endnu engang) nævnes de uudnyttede muligheder, der ligger i auditiv analyse af musik. En af de faktorer, der præger festskriftet, er at denne forsker generation ikke er vokset op i en tid, hvor den klingende musik er direkte tilgængelig og kan studeres som klingende fænomen ved hjælp af en båndoptager.

V. Fornyelse eller forhærdelse?

Det er ikke denne anmeldelses hensigt at karakterisere den traditionelle musikvidenskab som ubrugelig - men tværtimod at pege på dens muligheder for fornyelse. En del af festskriftets artikler viser ud over sig selv; der antydes en indordning i en større kunstnerisk eller social sammenhæng. Men undersøgelserne standser der, hvor man kunne stille væsentlige spørgsmål:

Flere artikler omtaler musikkens funktion i religiøse sammenhænge. Her er et behov for undersøgelse af: Musik som årsag til bestemte bevidsthedstilstande (psykologiskæstetisk perspektiv) - Musik som indoktrineringsmiddel (socialpsykologisk) - Musik som symbol for gruppetilhørsforhold (sociologisk).

"The Earliest Printed Thematic Catalogues" nævner en komponists krav på "ophavsret".
- Hvornår og hvorfor begyndte kunstnere at forstå sig selv som individuelt skabende? (historisk-socialpsykologisk) - I hvilket omfang kan (eller må) musik forstås som en vare? (historisk-sociologisk).

"Die Arienwelt des Messias" og "Leonore and Fidelio" tolker musikken. Her kunne man spørge: Hvad er forholdet mellem musikalsk form og musikalsk udsagn? (analytisk-æstetisk) - Hvilket oplevelsesgrundlag må være fælles for komponist og lytter, hvis komponistens meddelelse skal opfattes? Hvilke faktorer medfører varierende tolkninger? (social-psykologisk-æstetisk). "Ich war nie ein Geschwindschreiber" peger på en undersøgelse af den kreative proces (æstetisk). "Klavierbearbeitungen Haydnscher Werke" omtaler musikkens udbredelse via klavertransskriptioner. - Hvem brugte denne musik? Hvilken musik brugte andre samfundsklasser? (historisk-sociologisk). Disse og lignende spørgsmål skulle vise, at den musikvidenskabelige tradition har mulighed for at forny sig - hvis den kan frigøre sig for sine videnskabelige dogmer, bevidstgøre sit erkendelsesgrundlag og forpligte sig over for hensigter med forskningen ud over forskningens blotte selvopretholdelse eller forskerens ønske om lokal eller international status. På den anden side indebærer tradtitionen rige muligheder for perspektivløshed. Nogle citater fra en kronik om positivismen kan advare mod den dogmatiske snæverhed, der også er en fremtidsmulighed:

1) "Positivismen har jo meget behændigt bragt sig uden for kritik ved kun at acceptere en ganske bestemt, afgrænset del af virkeligheden som interessant for videnskaben. Hvis een påstår noget andet er han jo bare uvidenskabelig ..."

2) "Måske giver positivismen visse muligheder for rutineforskning, måske ligger det i dens grundlag at der ikke kræves nogen nødvendig originalitet eller selvstændig tænkekraft for at gennemføre et forskningsprogram på positivismens betingelser. Det er overflødigt at minde om, at positivismen selvfølgelig ikke i sig selv er fantasiløs."

3) "Kravet om at viden skal være sikker betyder at dokumentationen - inden for den ortodokse positivismes rammer - vanskeligt kan blive for overvældende ... det bliver problematisk i det øjeblik kvantiteten så at sige får lov at tale for sig selv. Det er klart at dette i visse situationer netop er hvad der skal til, men i en række andre situationer vil man føle, at der mangler noget. Man får kvantitet hvor man kunne have større interesse i analyse.

4) "Fordringen om sikker viden kan ikke gå forud for alt andet, navnlig ikke inden for fag ... hvor fagets grundmateriale består af ideer og livsfortolkninger."

5) "Hvis den videnskabelige tradition et bestemt sted ... binder sig til et bestemt metodegrundlag, risikerer man, at skrumpningsloven træder i funktion. Den videnskabelige tænkning kommer til at bevæge sig inden for snævre rammer (som den enkelte ikke er med til at udtænke), og inden for disse rammer oplever man en udkrystalisering af mindre og mindre omfattende emneområder."

6) "... trættende, når en for stor del af forskningen ... kommer til at bestå af evindelige gentagelser af de samme ideer, med masseproduktion af nye citater (som siger det samme), hver gang der føjes en ny bog til mængden af de eksisterende. Det er loven om det endeløse drøvtyggeri. "

7) "... den videnskabelige skråsikkerhed og selvhøjtidelighed, der ofte er fulgt i kølvandet på positivismen."

8) "Interessekoncentrationen omkring den sikre viden betyder endelig, at den pædagogiske proces i faget let bliver indskrænket til reproduktion (nemlig af den sikre viden som fagets dyrkere i tidens løb har frembragt) frem for produktion (selvstændig tumlen med faget af dets nye udøvere, der ikke bør gøres til museer for et fags samlede viden, blot fordi de har været så uheldige at komme til som de sidste)" (Hans Boll-Johansen Positivismen) (8).

De, der har internt kendskab til den institution, der har udgivet festskriftet, vil vide, at det er et brændende og uafklaret spørgsmål, om musikvidenskaben vil få en chance for at åbne sig ud mod en række nødvendige nye erken-delsesområder, eller den vil lukke sig om sig selv. Denne anmeldelse er tænkt som et bidrag til diskussionen - et bidrag til at hindre, at en udvikling skal slå bak. På universitetet er der sket en bevægelse fra et autoritært, bevidsthedsundertrykkende system ind i en frigørelsesproces. Det gælder nu om at hindre et tilbageslag (som forhåbentlig ingen implicerede bevidst ønsker), der kan føre til et nyt system af undertrykkelse, legitimeret ved et skin af demokrati. For det sidste vil blive værre end det første.

Noter:

(1) T. Bergstein: Kvantefysik og dagligsprog. Munksgaard 1966. p. 84-58.

2) Johan Fjord Jensen: Værdifrihed og konservatisme. I: KRITIK 9, Fremad 1969, p. 117-18.

3) Finn Mathiassen: Om den historiske musikforsknings teoretiske grundlag. I: Festskrift Gunnar Heerup, Musikhøjskolens Forlag 1973, p. 124-25.

4) Kai Ålbæk-Nielsen: Historie. Struktur og Eksistens. Munksgaard 1970, p. 133.

5) En gennemgang af bl.a. J. Derridas sprogfilosofi fíndes i Peter Madsen: Semiotik og dialektik, Munksgaard 1971, p. 124ff. (også som piratudgave, Århus 1972)

6) Jørgen K. Bukdahl: Videnskab og kritik. I: KRITIK 9, Fremad 1969, p. 76.

7) Karl H. Warner: Karlheinz Stockhausen. P.J. Tonger Musikverlag, Roden-kirchen/Rhein 1963, p. 45.

8) Hans Boll-Johansen: Positivismen. Informations kronik 27.10.72.