Noder

NODER

Klavermusik af Alexander Goehr

Ed. Schott, London har udgivet to klaverværker af den engelske komponist Alex. Goehr, Konzertstück for klaver og lille orkester op. 26 og soloværket Nonomiya, op. 27. Konzertstück er et bestillingsarbejde for Brighton Festival og uropførtes i Sydney 1969 af Daniel Barenboim, hvem værket er tilegnet. Nonomiya er skrevet for John Ogdon. Koncertstykket forløber uden egentlige satsdelinger, men det falder i en række småafsnit, med indbyrdes kontrasterende motivindhold. Der nås et strukturelt og dynamisk klimaks i Largamente-delen ved takt 75. Det meget komplicerede rytmiske fletværk kræver en kammermusikalsk behandling såvel af pianist som af de øvrige musikere. Solostemmen har en kort kadence som overgang mellem to afsnit mellem takterne 100 og 123. Her sammenfattes det væsentligste materiale fra de foregående afsnit. Det meget fantasifulde værk fortjener en snarlig opførelse i Danmark. En sådan fremførelse kræver et virkeligt teamwork mellem pianist og ensemble. Nonomiya er, som komponisten bemærker det i en indledende note hentet fra det japanske No-spil. l det gamle No-dra-ma, der fik sin endelige form i 1600-tal-let, er musikken gerne recitativisk med uafladelige skiftende rytmer, og vokalpartiet er rigt på koloraturer. Alex. Goehr opfatter ikke sit værk som programmusik, men netop det ornamentale i solostemmen, der fortrinsvis er noteret på det mellemste system af tre faste nodesystemer, synes at ville tolke den fantasifulde No-stil. Stykket er i to dele, også dette synes hentet fra No-spillet. l. del f remfører den førende skuespillers ageren i en slags arie og i 2. del optræder skuespilleren som en ånd (efter århundreders forløb, som der står i forordet). Hans sang når et klimaks, der munder ud i en dans. Den næsten ekstatiske udfoldelse indtil det afsluttende Presto-afsnit følger som en konklusion af den vældige stigning, dynamisk og tempo-mæssig. Et virkningsfuldt og originalt klaverværk.

Bengt Johnsson

Orgel-Nyheder

Hans Ulrich Lehmann: Sonata ""da chie-sa"" für Violine und Orgel. Ed. Gerig Köln 970, Cop. 1973.

Cesar Bresgen: Hosanne Filio David. Fantasie für Orgel. Gerig Köln 1007, Cop. 1973.

Primoz Ramovs: Acuta für Orgel. Gerig 978, Cop. 1973.

De 3 foreliggende værker er meget forskellige, men rummer hver for sig interessante elementer, uden dog at kunne kaldes mesterværker. Jeg skal i det følgende prøve at bedømme dem ud fra 2 hovedsynspunkter: 1) Det tekniske, herunder vel navnlig en bedømmelse af, om orglets specielle klangproblematik er løst tilfredsstillende, 2) det indholdsmæssige, værkets budskab til os samtidige, idet det er min erfaring, at de fleste koncertgæn-gere har et meget sikkert instinkt for dette punkt, hvor uhåndgribeligt budskabet end kan være. Herved bliver punkt 2 så at sige den afgørende prøve på værkets mulighed for at kommunikere med publikum, og det må jo være det, sagen drejer sig om.

Hans Ulrik Lehmanns Sonata ""da chiesa"" for viol in og orgel ( komponeret i 1971 ) er overfladisk set en meget interessant og velkommen fornyelse af en meget populær kombination, som altid har lidt under mangelen på original kompositioner. At komponisten har sat ""da chiesa"" i gåseøjne, er efter min mening næsten overflødigt, eftersom begrebet kirkemusik i løbet af de sidste 10 år er blevet ret så udhulet. Blader man partituret igennem, bliver man fuldstændig overvældet af værkets rigdom på utraditionelle virkemidler, hvilket tvinger komponisten til at diske op med en syndflod af forklaringer og fodnoter (bl.a. bør de uundværlige, men ofte så oversete registranter fryde sig over, at de i store dele af dette værk er blevet hædret med en selvstændig plads i partituret). Værket er tydeligvis tænkt udført på et orgel med mekanisk traktur (helst også mekanisk registratur), for uden disse forudsætninger forsvinder muligheden for at udføre de fleste af de specielle klangvirkninger, som komponisten foreskriver (f.eks. Luftgeräusch, Pfeiftöne etc.), og det gør værket særdeles velegnet til vore mange fine mekaniske orgler her i landet. Når jeg alligevel har svært ved at skjule min kritiske holdning til værket, skyldes det for det første en meget stærk mistillid til, at violinen i det hele taget vil kunne høres i et stort kirkerum, især i p- eller pp-nuancerne, for det andet, at værkets ""budskab"" synes at indskrænke sig til en infantil glæde ved at eksperimentere og provokere, og det er i hvert fald for mit vedkommende ikke nok til, at jeg ville vove at forsvare værket ved en koncert. Cesar Bresgens fantasi for orgel over den gregorianske melodi ""Hosanna Filio Da-

vid"" (komponeret i 1969) tilhører en kategori af orgelværker, som vi organister simpelthen elsker: det er nemt at spille, men lyder frygteligt svært! Heri ligger skjult Uge under overfladen den virkelige, mere seriøse bedømmelse af komponisten som en mand, der kender instrumentet til bunds, så godt, at han næsten er overforsigtig med at lade instrumentet udfolde sine mange tekniske og klanglige muligheder. Det er en næsten banal sandhed, at nogle af orgel litteraturens største mesterværker netop virker så stærkt, fordi de spænder kravene til organist og instrument til bristepunktet uden dog at forråde orglets klanglige personlighed, l dette værk er snoren slap, og det er heller ikke lykkedes komponisten at forene udgangspunktets modale tonesprog med sit eget modernistiske til en meningsfyldt enhed — så alt i alt ville jeg ikke bebrejde den tilhører, som lades kold af dette iøvrigt meget velskrevne værk. Det bedste af de 3 værker er afgjort Primoz Ramovs' Acuta for orgel (komponeret i 1971), som forener en stærk ud-tryksvilje med et klart og overskueligt nodebillede. Her er fodnoterne indskrænket til et behageligt minimum, og til gengæld er såvel tegn som tegnforklaringer enkle og klare. Alligevel er værket problematisk på 2 punkter, som ikke helt kan adskilles, og som er ret så væsentlige for organisten og tilhøreren. For det første bærer værket præg af at være undfanget ved et orgel med elektrisk traktur. Dette medfører, at det ikke kan opføres på hovedparten af de danske orgler uden en ret omfattende bearbejdelse. For det første må alle clusters indskrænkes til et omfang på under 1 oktav, hvilket udelukker alle armclu-sters. For det andet må de foreskrevne hurtige clusters spilles med den yderste forsigtighed (på ""kattepoter""), da organisten ellers risikerer at beskadige orglets mekanik (der opstår ""gennemstik""). For det tredie må registreringsanvisningerne revideres og tilpasses de danske orglers hovedsageligt barokke klangtype. ^It dette lader sig imidlertid gøre uden uovervindelige vanskeligheder for organister, som er fortrolige med fremførelse af moderne orgelmusik. Værre er det (her er vi ved punkt 2), at komponisten efter min mening i for høj grad dyrker kontrasten for dens egen skyld, således at værket, mange fine enkeltheder til trods, dog ikke fremtræder som en fuldbyrdet helhed. Personligt kunne jeg næsten fristes til ved en eventuel opførelse af værket at skære i det hist og her, evt. bytte om på nogle sektioners rækkefølge. Og hermed er vi jo ovre i en etisk problemstilling, som let opstår ved visse moderne orgelværker: i hvor høj grad organisten har lov til at digte med ved fremførelsen af værket. Løsningen på dette problem må være den fremgangsmåde, som Ligeti har anvendt i samarbejde med Karl Erik Welin, og senere Bent Lorentzen i samarbejde med Jesper Jørgen Jensen og undertegnede: at kom-

ponisten, mens værket endnu kun foreligger i skitseform, rådfører sig med en organist under værkets endelige udarbejdelse. Ved et sådant fordomsfrit samarbejde kunne f.eks. mange af de skønhedspletter, som desværre præger ""Acuta"", være undgået, samtidig med, at vi organister får revideret mange vaneforestillinger om vort instruments udtryksmuligheder. Og så skulle jeg forresten hilse fra min kone og sige, at man aldrig bør fremføre moderne orgelmusik uden at fortælle publikum om den først, helst lige inden man spiller den!

Knud Vad