Klip

Nordisk råds musikpris

Under overskriften "Popmusikken er en daglig nervepille" interviewes Per Nørgård 30. januar i dagbladet "Information". Han siger bl.a.:

"Ved at være et fuldgyldigt udtryk for billeddannelser dybt i vort væsen, ved at være af samme struktur som hele vor organisme, både fysisk og psykisk, bliver musikken selv i sin mest banale form en bekræftelse af vor menneskelighed og et vidnesbyrd om en højere virkelighed uden for tid og rum.

I kulturer, hvor der herskede overensstemmelse mellem kunst, religion og videnskab, blev musikken et middel til bevidst at overskride sin snævrere omverdensforståelse, et middel til at opnå transcendens, til at nå en fælles bevidsthed, til at møde Gud, eller hvad man skal kalde det.

Vort samfunds populærmusik er en degenereret form for det samme projekt. Den lokker stadigvæk med transcendens og livsbekræftelse, men den er i vor atomiserede verden, hvor tanke og følelse er blevet adskilt, henvist til at søge udenom forstanden og tale direkte til den passive følelsesmæssige, ubevidste registrering. Derfor er den ideelle forbrugersituation i forhold til poppenf baggrundsmusikken, hvor forbrugerens forstand og tænkeevne er optaget andetsteds, og hvor hans følelsesmæssige modtagerapparat uden indblanding kan suge næring fra de musikalske billeder.

At så denne næring er utilfredsstillende, netop fordi den ikke inddrager hele bevidstheden i fordøjelsesprocessen, er eksakt det forhold, der gør popmusikken til en nervepille, der må indtages i stadig større doser for at holde abstinenserne på afstand. Nervepillen er et rimeligt billede fordi musikken går direkte i bloden på os. Det beviser eksemplet med pop-musikkens stimulerende indflydelse i kostalden.

Når baggrundsmusikken kan anvendes til at fremme arbejdsydelsen i fabrikker og kontorer og købelysten i supermarkedet er forklaringen nok den, at den ubevidst opfattede musikstrøm neddæmper den frustration som det kolde, rationelle miljø og det tilhørende gøremål ellers vil skabe. Popmusikken udmærker sig ved stor enkelhed, mange gentagelser og mange velkendte fraser. Det er betingelserne for at den kan opleves uden forstandens hjælp. Derved går musikkens mulighed for erkendelses-udvidelse tabt. Kun hvis hele bevidstheden og alle oplevelsesplaner inddrages kan musikken igen blive et vigtigt middel til en forståelse af menneskets universelle situation. "

Kunst og profitsamfund

D. 24/1 1974 offentliggjorde Land og Folk en ledende artikel, hvori det hedder: Kunstnerne må kunne klare sig selv. Hvis de ikke kan få en pris for deres arbejde af forbrugerne, så de kan leve af det, bør de søge sig en anden næringsvej. Det er al den filosofi, der ligger bag partiernes tilslutning i folketinget til at nedskære kunststøtten - råt og usødet hos glistrupperne og Retsforbundet, mere eller mindre tilsløret hos de øvrige partier. Mens andre poster på finansloven reguleres efter pristallet, overføres bevillingen til Statens Kunstfond uændret til det nye finansår. Under inflationen betyder det en nedskæring på ca. 10 pct.

Det kan lyde bestikkende, vi er så vant til, at en produktion skal kunne betale sig. Men det kan kunsten ganske enkelt ikke, ikke i den nuværende fase af kapitalismen. Profitsamfundets markedsmekanisme vil kvæle den. Vi så det for en snesår siden med teatrene, der havde eksisteret i lange tider og hverken var blevet værre eller bedre og hverken havde færre eller flere tilskuere. Men det fungerede ikke mere, og hvis staten ikke over en årrække havde "nationaliseret" dem, ville der næppe eksistere noget dansk teater i dag. Og vi havde fået et kedel/gere fjernsyn - uden skuespillere!

Hvis profitsamfundets spilleregler skal gælde for kunsten, så får vi ingen kunst. Det er et samfund, kunstfjendtligt i en grad som næppe nogen tidligere kendt samfundsorden. Staten må støtte kunsten - såmænd ikke så meget for kunstnernes skyld som for folkets. Det har brug for et levende akt/viserende kunstliv, også selv om der både er skidt og kanel. Nedskæringen af kunststøtten vil forringe kunstens og kunstnernes stilling. A t afskaffe støtten helt vil hurtigt gøre rent bord.

Kunstnerne ved det i hvert fald, og det må være dem et alarmsignal, at i hele folketinget var det kun de seks kommunister, der klart tog standpunkt ud fra denne erkendelse. Det er foreløbig kun en lille nedskæring, men reaktionen agter bestemt ikke at lade det blive ved det. Både kunstnerne og alle andre arbejdende mennesker - producenter og forbrugere - må forstærke kampen mod denne asociale, kulturfjendtlige regering. De seks kommunister kan ikke klare det alene.

Luigi Nono og klassekampen

I Musik und Gesellschaft, januar-nummeret 1974, offentliggøres en hyldestartikel i anledning af Luigi Nonos 50 års fødselsdag, hvor det - efter at nogle af Nonos værker fra de senere år er blevet nævnt - bl.a. hedder:

Vi nævner her kun nogle af værkerne fra Nonos i øvrigt sparsomme, langsomt og med stor ansvarsfølelse voksende produktion. De markerer imidlertid væsentlige punkter i denne komponists udvikling. Nonos vej har ført bort fra den senborgerlige avantgardistiske "materialedyrkelse's snæverhed til en skabende holdning, som Nono selv har formuleret således: "For mig personligt er komposition ensbetydende med indgriben i livet idag, i den nuværende situation, i klassekampen efter mit eget valg." (...)

Nono bekæmper Pierre Boulez' æsteticisme, der angiveligt er samfundsmæssigt irrelevant, og netop derfor kritikløst accepterer det bestående; men han bekæmper også Mauricio Kagels pseudo-revolutionære tirader, for hvem kun kunstneren er kaldet til at lave revolution. Han afslører Stockhausens esoteriske materialefetichisme som "det konsekventeste forsvar for den kapitalistiske ideologi, den måske mest konsekvente imperialistiske position", og han distancerer sig fra venstreradikale meninger, ifølge hvilke hver kunstnerisk ytring inaen for det bestående tjener systemet, og det derfor først er muligt at lave revolutionær kunst efter revolutionens sejr. (...)

Det ville være alt for enkelt og ikke træffe tingene på kornet, hvis man påstod, at Nonos parti-engagement kun kan erkendes i det stof og de sujet'er, han arbejder med. De er godt nok det afgørende udgangspunkt Men de bliver gestaltet æstetisk. Og denne formnings "hvordan" fortjener derfor vor særlige opmærksomhed. Nono gik i sit tonesprog ud fra Schönbergs og Weberns rækketeknik, og han har stedse været på udkik efter nye muligheder i klanglig henseende, herunder er også mange fonetiske fænomener fra den reale verden blevet afprøvet med henblik på deres kunstneriske anvendelsesmuligheder, og han er i stand til virtuost at betjene sig af de elektroniske klangmuligheder, men han er fuldt ud klar over de vanskeligheder, der er forbundet hermed. Teoretisk definerer han disse vanskeligheder således: "Hvis relationen mellem den kulturelle overbygning og samfundsstrukturen er klar, kan kulturen have megen virkning. Man må ændre vore kapitalistiske landes økonomiske, politiske og sociale struktur, og her kan overbygningen på dialektisk vis medvirke. Derfor tror jeg, at kulturen, og altså også musikken, har en funktion, hvis den benytter de nye udtryksmidler kritisk og ikke evolutionistisk, kritisk overfor midlerne og det samfundssystem, der har skabt disse midler. " Praktisk har denne holdning for komponisten især én væsentlig konsekvens. Den stræber mod at klargøre de æstetiske meningsindhold i deres samfundsmæssige relevans. Den fortaber sig altså ikke i materiale-spekulation. Den bliver ejheller hængende i descriptiv realitets-afspejling, men til det grelle skrig, anklagens brutale klanggestus, protesten og de akustiske fænomener i fx. La fabricca illuminata, føjer den stedse noget æstetisk til. (. . ) Således finder vi i mange af hans værker en tydelig trang til melodiske dannelser af lys og let skønhed. Vi finder en generel forkærlighed for den menneskelige stemme. Den har for Nono "teknisk og linguistisk altid de største udtryksmuligheder. " Til stemmen betror han også stadigt nye tanker og følelser fyldt med ny, klangligt sanselig og æstetisk skønhed, hvorved der manifesterer sig noget af det, der adskiller ham fra repræsentanterne for en blot kritisk holdning overfor den borgerlige verden.