Kulturpause eller kulturkamp?

KULTURPAUSE ELLER KULTURKAMP ?

Skal vi have kulturpause, spurgte Jens Kistrup Nathalie Lind, da hun tiltrådte som justits- og kulturminister (se DMT nr. 5, 1973/74). Kistrups ængstelse var velbegrundet. Han havde fantasi nok til at forestille sig, at det muntre afsnit om kulturpolitik i den fornøjelige tryksag, partiet Venstre selv kaldte for sit valgoplæg, kunne gå hen og blive hverdagsalvor for landets kulturarbejdere. Og se: det skete - ikke just som han havde sagt det, men en del værre.

Kulturpause slår ligesom ikke rigtig til længere. Det ser ligefrem ud til, at Venstres miniregering vil føre vaskeægte kulturkamp, bravt sekunderet af sin tapre lille skare af kristelige og centrumsdemokratiske væbnere og applaude-ret af Glistrup-flokken, mens de radikale og socialdemokraterne febrilsk prøver at finde noget andet at snakke om. Den militante venstrefløj hører vi heller ikke meget til. Kan højre- og venstrepopulismen ikke enes om andet, kan de dog samles om mistænkeliggørelsen af "finkulturen" - det magiske nøgleord, der blev lanceret af en flok småborgerlige kultursociologer for nogle år siden.

Nu er kulturkamp sådan et drabeligt ord, ikke mindst i forbindelse med Nathalie Linds vævre politiske fremtoning. Det går da heller ikke så meget på det hun har gjort, som på alt det hun ikke har gjort og alt det hun angiveligt ikke vil gøre. Det kan se uskyldigt ud: en række nye lovgivningsinitiativer henlægges, f.eks. musiklovudkastet, og en række eksisterende love forlænges uændret, f.eks. loven om Statens Kunstfond. Det ligner mere kulturpause end kulturkamp, men er dog mest det sidste. Ministerens demonstrative passivitet fører med vor inflationsrate automatisk til stærkt forringede vilkår på en række områder. F.eks. betyder den uændrede overførsel af kunststøttebevillingen til næste års finanslov en reel forringelse af kunstfondens ydelser på 10%.

At der er tale om en helt bevidst udmattelsespolitik, får man et klart billede af hvis man sammenholder Nathalie Linds passivitet med hendes til dato eneste aktive udspil: hendes forhåndsmistænkeliggørelse af Thorsens Jesusfilm, bilagt utvetydige trusler om retslig forfølgelse for blasfemi, såfremt filmen bliver produceret. Denne uhyrlige sammenblanding af justits og kultur afspejleren småborgerlig, kunstfjendsk bomerthed, der ser det som et hovedmål at beskytte fordomme og tabuer mod forventede krænkelser - det vil i virkeligheden sige: at neutralisere alle samfundskritiske kræfter og aflede opmærksomheden fra samfundets virkelige skævheder. Det kan ikke komme bag på nogen: det er ægte liberal politik, og Venstre er som bekendt Danmarks liberale parti, dvs. et parti, der går ind for kræfternes frie spil, og kræfternes frie spil fører nu engang til enorme samfundsmæssige skævheder, som et liberalt parti må bruge mange frie kræfter på at holde tilsløret. Det siger sig selv, at en sådan ideologi ikke kan have nogen ægte interesse for nyskabende kunst, der både er kritisk og uprofitabel. Det kan man efter temperament beklage eller bifalde, men man bør ikke overse at den liberalistiske profitideologi betjenes bedst af en kynisk og velkontrolleret pop-industri.