Bøger

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 07 - side 223-226

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

BØGER

Den ideologiske Lied

Vladimir Karbusicky. Ideologie im Lied. Lied in der Ideologie. Musikverlage Hans Gerig, Köln 1973.

Igennem 60'erne tegnede tjekkoslovakken Vladimir Karbusicky sig for noget af den mest overbevisende musiksociologiske forskning i Europa. De store empiriske undersøgelser, som han gennemførte for den tjekkoslovakiske radio må simpelthen

anses for at være det vægtigste bidrag til den empiriske musiksociologis teori og metode til dato, — og den ringe del af hans øvrige videnskabelige arbejde fra 60'erne, som er oversat til tysk (fortrinsvis af teoretisk musiksociologisk art) vidner om en ganske usædvanlig musiksociologisk indsats. — Karbusicky fremhæver gang på gang betydningen af at den musiksociologiske forskning dyrkes med lige vægt på den teoretiske og empiriske side. Uden en samlende teori bliver empirien let opsamling af tilfældige data uden sammenhæng. Uden en grundlæggende systematisk empiri bliver teorien let tom spekulation. —

Karbusicky's musiksociologi hviler på en marxistisk samfundsanalyse, som han — i stadig diskussion med såvel Adorno som Diamat-teoretikerne — benytter som udgangspunkt for en musiksociologisk teori. Denne teori er igen udgangspunkt for de nævnte empiriske (lytter-) undersøgelser, som i metode-henseende har været banebrydende.

Den bog, som skal omtales her supplerer Karbusicky's hidtidige forskning. Den demonstrerer i nogen grad hvilken vej den empiriske musik-sociologi må betræde ved siden af statistiske lytterundersøgelser, produktions- og distributionsanalyser etc. — nemlig den empiriske musik -analyse. Når musiksociologien har nået det punkt hvor højtråbende teoretisk vækkelse og empirisk slid i marken har ført til en

konsolidering af musiksociologien som samfundsvidenskab, opstår det prekære krav om empirisk musiksociologisk mu-s/7:analyse. Og dette vil bl.a. sige analyser af, hvordan musikken påvirkes af specifikke produktionsforhold, påvisning af musikalske genrers, formers, idiomers forhold til musikkens funktion, analyser af musikken som bærer af og tjener for ideologi af enhver art.

Musiksociologien skylder nævnte Adorno de mest subtile forsøg i denne retning. Hans filosoferen omkring Beethovens dynamiske reprises relation til borgerskabets århundrede og mere af lignende art vil være kendt af mange, ligesom hans mindre forpligtende essays om musik og samfund er blevet populær læsning. Den kritiske musikteori, som Adorno udviklede som exponent for ""Frankfurtskolen"" placerede ham i et skarpt modsætningsforhold til jerntæppelandenes dogmatiske diamat-æstetikere med deres af Lenin grundlagte teorier orn musikken som (mere eller mindre mekanisk) genspejling af gældende samfundsforhold. Ved at overføre det oprindelige Gorki-fænomen ""socialistisk realisme"" på musikken har jerntæpperegimernes musikkritikere kunnet drive en stærkt imperativ — sociologisk motiveret — virksomhed, hvis mest vulgære udslag vil være kendt f.ex. fra Shosta-kovitj-affærer med central komiteen i flere omgange. Med sin nye bog placerer Karbusicky sig centralt i denne problemstilling. Bogens titel angiver meget præcist på hvilket område Karbusicky sætter sin empiriske musikanalyse ind: Ved siden af undersøgelser af, hvordan lied'en tjener ideologiske formål interesserer også analyser af, hvordan denne funktion stiller særlige krav til lied'ens musikalske stil og form, og hvordan visse idiomer er fælles for sange med samme ideologiske funktion — også på tværs af ideologisk indhold (! )

Karbusicky forlod Tjekkoslovakiet i 1968 efter Warszawapagt-landenes invasion af landet, og hans bog er skrevet og udkommet i Vesttyskland. Det er dog studier i jerntæppelandenes (spec. DDR, Tjekkoslovakiet og USSR), som ligger til grund for bogen, der fremstar som en overordentlig veldokumenteret gennemgang og kritik af den politiske sang her; men samtidig bliver bogen en ""renegat's"" opgør med de politiske og kulturelle tilstande i disse moskva-dominerede lande, — et opgør med en stivnet statsform og en stivnet, udialektisk ""sort/hvid-æstetik"", som bed rives her. Som i Campaneflas utopia er livet her så fuldkommen disciplineret, at det er totalt adialektisk. Den stats-hyldende kunsts dekorative erstatnings-virkelighed skaf slå fast, at i dette endimensionale samfund er alle modsætninger ophævet en gang for alle.

Men hvordan frembæres det ideologiske budskab i lied'en? Første halvdel af bogen er en beskrivelse af de forskellige metoder til at indbygge ideologisk virkning i lied'en. Eksemplerne er — som nævnt — hentet først og fremmest fra jerntæppesange og nazistiske sange, men de overvejelser, forfatteren gør om den ideologiske sangs væsen og den typologi, som han opstiller og dokumenterer er for mig at se et meget anvendeligt redskab til afdækning også af det hjemlige sang-repertoires ideologiske funktion. Jeg skal derfor kort omtale det:

Først omtales den ""symbolistiske metode"". Dette fænomen at en konkret appel eller holdning med et specifikt sigte udtrykkes i almene floskler eller oversættes til et symbolsk billede, (ex: ""Det haver så nyligen regnet"" og lign.). Med Karbusic-ky's ord: ""Det denotative plans u konkrethed tjener et konkret formål på det kon-notative plan"". De indforståede aflæser det konkrete sigte i det almene billede. (Og det er oplagt, at denne type sang på grund af det umiddelbart u konkrete budskab unddrager sig en evt. censurs indgriben — jfr. utallige eksempler fra besættelsestiden). Denne type sang er acceptabel for alle ideologier, og Karbusicky påviser, hvordan floskulaturen er fælles for ""Wan-dervogel""-bevægelsens sange, for Hitler-jugend-sange, for arbejdersange i DDR, for de kristelige ungdomssange og den tyske værnemagts sange. Variationen i den ideologiske tilordning er umådelig stor, fordi de to typiske emner for den ideologiske sang: den gruppedannende appel og messianismen - er brugbar for alle ideolo-

gier i vort århundrede. På samme måde som samme billede kan tjene forskellige formål byder musikken sig til som lydig tjener for en hvilkensomhelst ideologisk funktion. Appellen i marchrytmer, indsmigrende folkesangspasticher etc., diverse musikalske effekter med indbyggede automatiske associationer kan bruges til at understrege vidt forskellige ideologiske formål. (Jacques Prevert fortæller om hvordan han i 30'erne hørte nazistiske soldater afsynge nazi-slagsange på Hanns Eisler-melodier, og det slår ham at Eislers melodier her uden vanskelighed frembærer et ideologisk indhold som står i skærende kontrast til komponistens intentioner.) Det er klart, at Karbusicky her er nødt til at koble tekst- og melodi/arrangements-analyser, - og det lykkes ham da også at antyde en slags lied'ens semiologi, men kun spredt rundt i bogen, ikke samlet til en systematisk teori. Og det er i grunden en skam, fordi et sådant konkluderende arbejde ville være af stor værdi som et svar på de meget ordrige men sjældent særlig præcise analyser, som hidrører fra tilhængerne af den berømmelige sovjetiske ""intonationsteori"", som Karbusicky også er ude efter. l omtalen af den ""realistiske metode"" omtaler Karbusicky den første metodes i tekstlig henseende modsatte metode; men i musikalsk henseende sker det samme: Til de suggestivt detaljerede tekster sættes musik, som konventionelt har erhvervet helt skematiserede følelseskvaliteter. Denne sangtype anser Karbusicky for at være den mindst farlige af dem alle. Den risikerer nemt at blive lidt komisk. — Den ""mytologiske metode"" er den grundigst omtalte. Her finder man ærke-rationalistens opgør med de sørgelige rester af oplysningstidens afskaffelse af mytologi, mysticisme, ideologi, spec. med ideologiernes ""ersatz-religiose"" træk. Forfatteren drager meget overbevisende paralleler mellem den lutherske salme, nazistiske kampsange, nationalhymner, hvis fælles form: ""4-akts-dramaturgien"" også kan påvises i den cykliske sonateform (for ikke at tale om diverse politiske taler (! ) Der er med andre ord tale om et fundamentalt mani-pulatorisk kneb, som anvendes i enhver ideologisk sammenhæng, og som ikke er svær at opdage i det hjemlige repertoire. Fjerde metode er ""metoden at omsætte begivenhederne i ideologiens sprog"", hvis navn taler for sig selv, og endelig omtales ""ornamenteringsmetoden"" som den femte. Her drejer det sig om dette at lieden skal befæste og besmykke f.eks. partiets lykkebringende funktion. Karbusicky viser hvordan denne type lieder først og fremmest dukker op i perioder, hvor en oprindelig begejstring er blegnet og partiet har brug for at befæste sit image som folkets formynder, l dette afsnit giver Karbusicky en meget spændende beskrivelse af liedens rolle i kampene efter 21. august 1968. Han viser hvordan besættelsesmagternes sangkor forsøger sig med ko-

lossale kantater til broderfolket mens protestsangen florerer i rollen som afløser af den manglende normale kommunikation blandt borgerne. —

Anden halvdel af bogen handler om lied'en i ""ideologiernes manipulative kraftfelt"". Altså det emne, som dækkes af anden halvdel af bogens titel. Her behandles tre emner: Lied'en i vore dages ideologiske kamp, Instrumenteringen af mennesket i soldaterlieden og endelig ""Fra nationalistisk studenterlied til jugendlieden hos nationalsocialisterne og de nationale socialister"". Pointen i disse kapitler er igen en sammenligning af grundelementerne i forskellige ideologiers sangrepertoire, såvel tekstligt som musikalsk. — Denne bog kan anbefales enhver, som ønsker at blive belært om, hvordan musikken deltager i de ideologiske snigløb på os. Jeg gentager, at denne bog ikke alene har den direkte betydning der ligger i den grundige dokumentation af lied'en i ideologiernes tjeneste, men at den også må ses som et banebrydende musiksociologisk arbejde, som bør følges op af studier af vort hjemlige repertoire, — af den ideologiske sang på alle planer — lige fra den guitar-akkompagnerede protestsang over højskolerepertoiret til den kristelige kirkesang. Som propædeutik til et sådant — mere eller mindre omfattende - arbejde er denne bog uundværlig. Rent bortset herfra er det spændende at få en belysning af den musikalske side af de forhold i jerntæppelandene, som har fået ny aktualitet med affærerne omkring Solsjenitzyn og Sakharov. P.S. For interesserede skal det oplyses, at Karbusicky har endnu en ny bog på trapperne, ""Empirische Musiksoziologie"", som man har grund til at nære store forventninger til.

Finn Gravesen

Orpheus i dagligstuen

Q. David Bowers: Encyclopedia of Automatic Musical Instruments. The Vestal Press/New York 13850, USA, 1972. Forhandles fra Mekanisk Musikmuseum i København. Illustreret, 1008 sider. Pris ca. 200 kr.

l nært samarbejde med Claes Friberg, skaberen af Mekanisk Musikmuseum i København, har mønthandleren og instru-mentsamleren Q. David Bowers publiceret dette omfattende og rigt illustrerede værk. Bowers har tidligere udsendt 2 bøger om samme emne, men den foreliggende publikation er dog det mest ambitiøse forsøg fra hans side på at sammenfatte tilgængelig viden om et særdeles broget felt, der forekommer svært at overskue i sin helhed.

En IBM Composer har ansvaret for satsen og forfatteren selv for ombrydningen, hvor en mangfoldighed af instrumentfotos og gengivelser af gamle kataloger og annoncer indgår i en munter komposition. Man får lyst til at ""bladre"" og hensættes i nogenlunde samme sindstilstand som den ""Illustreret Tidende"" plejer at fremkalde. Som grafisk sag er bogen enkel, må man sige, og reproduktioner af fotos 3. klasses. Men den er billig, og det har været hensigten at få meget stof ud til mange mennesker. En omtale i tidsskriftet ""De grafiske Fag"" april 1973 konstaterer med beundring, at dette mål er nået, men tilføjer med en smule professionel beklagelse at ""bare interessen foret emne er stor nok, glider kravet til grafisk kvalitet i baggrunden"".

Hvordan er så kvaliteten set ud fra et musik-fagligt synspunkt? Fremstillingen er opdelt i 7 kapitler: Cylinder Music Boxes, Player Pianos, Reproducing Pianos, Coin-operated og Orchestrions, Organettes og Player Organs samt Fairground Organs. V i får for 19. og 20. århundredes vedkommende udmærkede historiske og økonomiske oversigter og indgående forklaringer på mekaniske og spilletekniske forhold. Selve dokumentationen ligger ofte direkte i gengivelser af annoncer og katalogtekster, som i sig selv er primære kilder til musikautomaternes historie.

Men encyklopædi er en ambitiøs betegnelse. Herved forstås både at et område er

udtømmende behandlet og at stoffet er ordnet efter alfabetiske stikord. Som nævnt er musikautomaterne her behandlet i saglige hovedområder, men vi hjælpes i vor søgen efter alfabetiske holdepunkter gennem en ""Index and Easy-finding list"" suppleret med ""Dictionary of Automatic Musical Instruments"". Hvad fuldstændigheden angår er der grund til at hæfte sig ved, at musikautomaternes tidlige historie er stedmoderligt behandlet, både hvad angår instrumenter og repertoire. Mekaniske musikgengivelser er ældre end de fleste tror. De europæiske klokkespil i senmiddelalderen havde nok været særlig omtale værd, og når man nu ved, at både Haydn, Mozart og Beethoven har skrevet musik ""til valse"", så er det unægteligt overraskende via index blot at finde Haydn som navn på en Symphonion Music Box model ca. 1910 og Mozart i tilsvarende rolle for et Berni Band Organ fra samme periode. Under Beethoven får vi alene den velkendte historie om Wel-lington-musikken til Mälzels Panharmoni-con. Heller ikke litteraturlisten kan siges på nogen måde at være fuldt dækkende, og vi må overhovedet konstatere, at Bowers plejer særlige områder, mens han lader andre ligge.

Det 18. århundredes fløjteure blev skabt til et fornemt og velhavende publikum, og forfatteren antyder i forordet, at han har

interesseret sig for, hvad almindelige borgere for overkommelige penge kunne erhverve sig — d.v.s. de masseproducerede automater som ser dagens lys i 19. århundrede og bevarer deres betydning op til o. 1920.

Det er da også fuldstændig fantastisk, hvad man får at vide om spilledåser, lire-kasser, selvspillende klaverer etc. fra denne periode. På Musikhistorisk Museum har vi med denne bog i hånden været i stand til at karakterisere og datere de be-synderligste ""spiller"", som folk har båret herind i tillid til vor ekspertise. Hele denne svimlende rigdom af forsøg og gennemarbejdede ideer inden for musikautomatikken er dokumenteret både med indsigt og begejstring. En encyclopædi var det altså ikke, men en overordentlig nyttig håndbog for både kendere og liebhavere. Mette Müller

Kordirektion

Imogen Holst: Conducting a choir, a guide for amateurs. Oxford University Press 1973.

På trods af bogens undertitel ""a guide for amateurs"" kan det være vanskeligt at finde ud af, hvem denne bog egentlig henvender sig til, — om den er tænkt for den rutinerede og dygtige korleder — en dirigent er som bekendt aldrig udlært — eller om den karr benyttes som lærebog for begyndere i faget korledelse. På den ene side er en stor del af bogens eksempelmateriale af en sådan art, at kun den noget erfarne korleder vil kunne opfatte de skitserede problemer og få forstand af de givne (og iøvrigt udmærkede) anvisninger, — kapitlerne om så grundlæggende og væsentlige emner som slagteknik, stemmedannelse, klangproblemer m.v. er så knappe og koncentrerede, at man skulle tro, forfatteren anså disse områder for at være kendt og tilegnet stof. På den anden side bli'r man allerede ved indholdsfortegnelsen klar over, at intet emne eller problem er for perifert eller selvindlysende til at kunne blive behandlet grundigt og udtømmende i denne lærebog, og under denne synsvinkel synes forfatteren at skrive for læsere helt uden musikalske erfaringer, — ja, uden erfaringer i det hele taget.

Imogen Holst går frem med en sådan grad af pedanteri, at man oven på disse lange udredninger af korlederens praktiske problemer må konstatere, at nok er den berømmelige engelske humor af høj kvalitet, men den er sandelig også pladskrævende. Hør blot et par citater fra dette ""praktiske afsnit"", der vel at mærke fylder mere end 2/3 af bogens 161 sider. Fra kapitlet ""Writing out music for the singers to use"" (s. 80) : ""Sit at the right height. The table must be large enough for both your elbows to rest on it while you are writing. The light should come from a window or a lamp on your left."" Og fra samme kapitel et råd til papirnussere (s. 81): ""When you have finished writing out a page of music, put it safely aside to dry."" Og hvad gør man så, når papiret er tørt? Jo — ""Checking what you have written. Always check everything. It may seem to take a long time, but it will be worth it."" (s. 84).

En halv side går med at beskrive, hvordan man flytter et klaver. Kap. 10 opremser i en sådan grad koncertarrangørens problemer, at man fristes til at aflyse koncerten på forhånd. F.ex. skal han ved f ri lufts-koncerter sørge for, at publikum ikke blændes af solen, men tillige påse, at heller ikke sangerne får solen i øjnene. Også vejrliget skal han tage sig i agt for, og det tilrådes, at "" ... ask the Meteorological Office for the local forecast on the morning of the concert, and rely on their opinion rather than on your own."" (s. 100). Når dirigentens værste drømme virkelig-

gøres, gi's der helt klare og håndfaste regler for, hvordan man imødegår kalamite-terne: ""In spite of all the trouble you have taken during the combined rehearsal, disasters may happen and the choir and orchestra may get out of time with each-other. If the cellos come in two bars too soon, shout 'WAIT! ' and hold your stick firmly in front of them while continuing to conduct the other players and singers with your left hand: at the cellists' real entry, give them a huge preparatory beat and say 'NOW'."" (s. 112. Fremhævelserne er forfatterens).

Nu må det retfærdigvis nævnes, at bogen indeholder udmærkede gennemgange med indstuderingsforslag af korsatserne i Pur-cells Dido og Æneas, Handels L'Allégro og Brittens Rejoice in the Lamb, — et udmærket afsnit om problemerne med at udgive ældre musik og blandt eksempelmaterialet, en lang række smukt klingende kanons, de fleste formentlig ukendte herhjemme. Men som lærebog er der ikke så forfærdelig meget at hente. Progressionen er forkert. De forskellige slagskemaer og -karakterer indføres i tilfældig uorden, og deres 'indre væsen' bli'r ikke afsløret. F.ex. indføres de noget vanskeligere, såkaldte skæve taktarter umiddelbart efter oplysningen om at ""... a conductor cannot expect the members of his choir to start a song together unless he shows them with a gesture when to come in.""

Man kan kun anbefale bogen til Storm P.ske ""akademikere, der må læse sig til, hvad andre ved i forvejen."" Og iøvrigt sætte sin lid til det rygte, der siger, at Lennart Spångberg og Eric Ericsons bog om korledelse er på trapperne.

John Høybye

Hindemith

Hindemith - Jahrbuch 1972/11 - B. Schott Söhne, Mainz.

Paul Hindemith-Institut, Frankfurt/Main, går til sagen med stor ildhu og megen alvor (det humoristiske indslag sørger Hindemith selv for, i sine breve hjem fra garnisonen under første verdenskrig). Af de mange saglige, og yderst grundigt analyse-rende artikler, vil man nok fremhæve Walter Bruno H Use's ""Hindemith and Debus-sy"", hvor forfatteren bryder en lanse for til en vis grad at ""afgermanisere"" Hindemith, idet han påviser lighedspunkter mellem Debussys og den unge Hindemiths harmonik. Især gør han op med den tendens, der har været til udelukkende at beskrive Debussys og Hindemiths harmonik ved alt, hvad den ikke er, men forsøger at påvise forbindelser bagud i historien for

begges vedkommende, l forbifarten må det dog siges, at selvom Hilses Debussy-analyser er ganske interessante, penetrerer de dog langfra så dybt i stoffet, som Jer-silds i bogen om romantisk harmonik. Af andre gode bidrag må nævnes ""Interpretationsaspekte zum ""Ludus Tonalis"" af Franzpeter Goebbels, der selv har stået for den tyske uropførelse i 1949 i Düsseldorf. Trods den afskrækkende titel, viser artiklen sig — foruden udmærkede analyser af Ludus Tonal is og en god oversigt over de øvrige klaverværker — stedvis at indeholde en smule menneskelig varme, og den må naturligvis anbefales pianister, der agter sig igang med Hindemith. Mere besværlig er Bernhard Billeters ""Ist Hindemiths ""Unterweisung im tonsatz""für die harmonische Analyse geeignet?"" Den skal der faktisk et godt helbred til. Alt i alt indeholder det smukt udstyrede skrift 8 vægtige bidrag, og man kan ikke lade være at få respekt for det initiativ som Hindemith-l nstitutet har udfoldet.

Leif Thybo

Årgang 48/1973-1974, nr. 07