Musik i Danmarks Radio?

MUSIK l DANMARKS RADIO?

Endnu en jobspost fra et vigtigt kulturpolitisk frontafsnit: dagbladet Information bragte den 5. april en fyldig omtale af en skitse til Danmarks Radios fremtidige struktur, en skitse som menes at have gode muligheder for at kunne samle flertal i radioråd og folketing.

Strukturskitsen indeholder tre hovedpunkter:

1) program 2 nedlægges,

2) program 3 udvides til popmusikalsk døgnbrænder, kun afbrudt afkorte nyhedsoplæsninger,

3) program l ændres til et rent serviceprogram med gudstjenester, hyggelige familieprogrammer, upolitiske, oplysende foredrag, klassisk musik o J. (noget i retning af BBC's "Home service").

Det turde være indlysende, hvorfor et sådant forslag vil have gode chancer i den aktuelle kulturpolitiske situation: det imødekommer et voksende (politisk) krav om afpolitisering af Danmarks Radios virksomhed og et (ligeledes politisk) behov for offentlige besparelser. Og samtidig er det tilsyneladende uangribeligt, idet det for en overfladisk betragtning opfylder radiospredningslovens vigtigste krav, nemlig kravene om objektivitet og alsidighed. Der skal dog ikke større nærlæsningsevner til at afdække det klart subjektive og ensidige politiske sigte bag det tilsyneladende apolitiske aktstykke: at foreslå program 2 nedlagt vil konkret sige at kræve alt kontroversielt stof fjernet fra Danmarks Radios programmer (lige fra egentlig politiske udsendelser til programmer om og med ny litteratur, ny dramatik, ny musik, film etc.) Noget af dette stof foreslås overflyttet til undervisningsafdelingen, men størstedelen af det gøres bevidst hjemløst. Det kan selvsagt ikke placeres på hverken program l eller 3, sådan som de er defineret i forslaget.

Hvad specielt musikken angår, er det deprimerende og foruroligende, at der i 1974 i ramme alvor kan fremsættes et forslag til en fremtidig struktur for vor vigtigste musik-formidlende institution, et forslag der dels prioriterer pop-industriens produkter højest, dels ser suverænt bort fra nutidig musik og dels reducerer den klassiske musik til appetitvækkende pausesignaler mellem de egentlige programmer.

På den anden side kan det ikke undre: musikafdelingens programpolitik de sidste par år har ikke just været præget af markante forsøg på at modarbejde disse tendenser. Snarere tværtimod. Og Statens Musikråd har åbenbart een gang for alle besluttet sig til hverken at have en musikpolitik eller en mediepolitik. Som DMT-læsere vil vide indeholder musiklovudkastet ikke eet ord om de helt centrale prioriteringsproblemer. Og der står heller ikke noget om musikken i Danmarks Radio.