Musikkens magt

MUSIKKENS MAGT

Statens musikråd udfolder en del aktivitet for tiden. Rundt om i landet arrangeres møder, hvor lokale musikkoryfæer og (andre) interesserede informeres om rådets arbejde, især naturligvis om musiklovudkastet. Denne sales promotion er interessant af mange grunde, som hænger snævert sammen:

For det første er flere af disse møder endt med nedsættelse af arbejdsgrupper, eller hvad de nu kaldes, som angiveligt skal forberede oprettelsen af de i lovudkastet foreslåede lokaludvalg. Med andre ord: musikrådets repræsentanter optræder som om lovudkastet allerede var lov og ikke bare udkast. I den aktuelle politiske situation, hvor lovudkastets fremtid er mere end referat af skribentens reaktioner på det, om en slags meta-referat, der bevirker en følelsesmæssig iscenesættelse af begivenhederne, decentraliseringstanker, som i virkeligheden vil føre til øget centralisering, må vi selvsagt protestere mod disse forsøg på at skabe et politisk fait accompli. Umiddelbart vil vi tro at musikrådets tid og kræfter kunne anvendes bedre - f.eks. til i lovudkastet at indarbejde nogle af de kvalificerede synspunkter, som også kommer til udtryk på møderne.

For det bliver - for det andet - mere og mere klart, hvilke dystre fremtidsperspektiver der tegner sig for den såkaldt alternative musik. Hidtil har det været sådan, at institutionsmusikken - Det kgl. Kapel, Danmarks Radios ensembler, lansdelsorkestrene m.v. - har været sikret sine bevillinger ad lovgivningsvejen, mens den alternative musik - jazz, beat, folkemusik, kompositionsmusik - har været henvist til en usikker chancesejlads mellem offentlige, halvoffentlige og private fonds. Den kulturelle fond har her været den væsentligste, omend langtfra tiistrækkelige hjælpekilde. Det dystre ligger i, at den kulturelle fond pr. l. juni i år indstiller sin virksomhed - dvs. inden musikloven med dens foreslåede erstatningsbevillinger træder i kraft, ja inden nogen med sikkerhed kan vide om den nogensinde vil træde i kraft. Stik mod musikrådets erklærede og givetvis ærligt mente hensigter stilles den alternative musik nu væsentlig ringere end før musiklovudkastet blev til.

De politiske kræfter, der har befordret denne udvikling, kan gnide sig i hænderne ved udsigten til at kunne sætte musikrådets progressive kræfter skakmat. Forhåbentlig dog for tidligt. De (få) musikrådsmedlemmer, der har gjort forbedringen af den alternative musiks vilkår til en mærkesag, har stadig mulighed for at vise, at der ikke blot har været tale om mundsvejr. De bør sætte alt ind på kravet om en hurtig bevilling til erstatning for den kulturelle fonds midler. Og da der i den aktuelle politiske situation næppe kan blive tale om en nybevilling, må de kræve at pengene tages fra allerede tildelte bevillinger til institutionsmusikken.

Den aktuelle krisesituation kan således bruges til omsider at få gang i den musikideologiske debat, musikrådet hidtil konsekvent er veget uden om. Hvad er det for et musikliv vi skal have? Hvem skal stottes og efter hvilke kriterier - kvalitetskriterier, aktivitetskriterier, popularitetskriterier eller rent økonomiske kriterier? Indenfor hvilken sam-fundsramme skal musiklivet udfolde sig, og hvilke musikpolitiske og økonomiske konsekvenser vil det fa? Osv. osv. Udskydes denne debat yderligere, vil den aktuelle krise ikke blive den sidste, og musikrådet vil lobe en alvorlig risiko for at blive reduceret til ren og skær ambulancetjeneste for Christiansborgs skiftende kulturpolitiske vilkårligheder.