Nye værker

Eskil Hemberg: Orn kärlek/Love (1970-72). Opera i 4 akter, med libretto af Marie Louise Ramnefalk, bygget over en digtsamling af Robert Graves. Ed. Wil-he Sm Hansen, Stockholm AB. Cop. 1972.

Det fortjener altid opmærksomhed, når en ny opera fremføres i det musikalske landskab, og selv om vi herhjemme har været forkælet med urpremierer i de seneste år, bør vi alligevel kaste et vågent øje på Eskil Hemberg's opera ""Om Kärlek"", som blev sat op i Stockholm i slutningen af 1973.

Interessant nok foreligger værket i to versioner, idet partituret blev udgivet allerede inden urpremieren; opsætningen afviger nemlig væsentligt i flere henseender. Men først om partituret, som repræsenterer Hembergs oprindelige udformning. Operaen er komponeret til ""Rotundan"", Stockholmsoperaens eksperimentalscene, og besætningen er sopran, baryton og tenor, plus blandet kor (6, 6, 6, 6) og 4-spors bånd. Librettoen, ved Marie Louise Ramnefalk, er usædvanlig derved at den bygger på en digtsamling af Robert Graves. Der er altså ikke tale om et dramatisk forløb i almindelig forstand, snarere om en slags digterisk symbolaktivitet omkring . .. Kärleken.

Første akt er ulvenes (knur, knur), i hvis midte Lyceia fremtræder: ""Besinna er djur, besinne er. Min skönhet den är min."" Men ulvene, som de dyr de er, svarer kun med en inciterende saltarello over rytmen i hendes navn. Akten slutter med den kendte vise ""Ingen räddar for vargen har"" — Who's afraid of the big bad wolf —, henover hvilken fortælleren (tenoren) postu le rer, at ""Komedin tuk tår sederna med tojet"" — Castigat Ridendo Mores. Anden akt begynder i et medicinsk fore-læsningsauditorium. Halvdelen af koret er læger, den anden halvdel patienter — angrebet af Kärleken. Denne kærlighed diag-nosticeres som en højfrekvent hovedpine, og en lang række symptomer beskrives. Da lægger lægerne deres hvide kitler, og de tolv par betror sig lidt til hinanden, l resten af akten taler Kvinden (sopranen) og Digteren (barytonen) i vekslende scener ømt om deres kærlighed til hinanden, ledsaget af koret.

Tredie akt starter i en park, hvor to statuer — sn kærlighedsgudinde og en filosof — taler sammen om kærligheden, som man kan dø af, ikke en men mange gange. Men værre end en sådan død er helbredelsen, l en operationsstue får patienten, den el-skovssyge digter, bortopereret sit hjerte, og bliver kureret for sin feber. Senere, ved en videnskabelig konference, kan han intet huske af sin sygdom, l aktens slutning giver fortælleren (tenoren) ham dog impulsen til at huske: et blik ud gennem tog-

vinduet, synet af den lille by ved floden, med haverne og det lille hus, som var til leje. ""Lev har livet ut! "", kaldte det, man ""almänna samfärdsmedel gor inga tillfälli-ga uppehåll"", og han kunne ikke bekvemme sig til at trække i nødbremsen og sige: ""Det här är nödfall, släpp ut mig! "", så hele synet gled bort for altid. Fjerde akt foregår på en badestrand en sommersøndag. De to — Kvinden og Digteren — mødes igen, men kærligheden er blevet til erotik. Narren — som også er fortælleren — fanger sig en pige, og koret frembærer moralen: Kom og glæd dig over søndagen, så længe du kan.

Det er vel en klar disposition, skulle jeg mene: 1. akt om kønsdriften, åndløs som dyrene; 2. akt om forelskelsen, set fra forskellige synspunkter; 3. akt om den ulykkeligt forelskede og den endnu mere ulykkelige, som er kureret; 4. akt om elskoven som konsum.

Ved opsætningen på stockholmsoperaen var det et andet værk man fik at høre. Strandscenerne i 4. akt var sat som ramme om værket, første akt flyttet et stykke nærmere midten, og anden og tredie akt distribueret noget friere. Flere afsnit var ændret stærkt, og nogle var udgået. Et enkelt var vist også sat ind i stedet. At yderligere melodilinjerne mange steder var undergået store forandringer, er i denne forbindelse kun en detalje. Nu er de oprindelige anden- og tredjeakter nok problematiske i deres emnebehandlings diversitet, med rækker af side-ordnede scener uden et meningsfuldt forløb; men de ændringer der her er foretaget, har ændret værket fundamentalt. Fra at være en betragtende bi l ledsuite, en række syrn bol iserende tableauer, er operaen blevet gjort til en love-story, og tilmed en ganske banal en. Kvinden som myte, gudinde og dronning, manden som digter, patient — og ulv, fortælleren som nar. Parret, som mødtes i en overvældende forelskelse, men ikke kunne elske hinanden. Tilbage kun glæden over søndagen og en god cigar.

Langt hellere skulle problemerne med 2. og 3. akt have været løst inden for de oprindelige rammer, så operaens tilløb til at dykke ned under overfladen kunne været kommet til sin ret. Nu blev det kun en sommersejlads i magsvejr. Partierne er meget krævende, såvel solister som kor. Hemberg har tilsyneladende overvurderet den menneskelige stemmes muligheder for at synge længe og udtryksfuldt i et højt leje, og en stor del af opførelsens melodiske afvigelser fra partituret (og der er mange) går ud på at lægge sangstemmerne i et mere realistisk toneleje. Alligevel ligger mange passager ubehageligt spændt, også i passager med lyriske intentioner. At det foregår a cappella gør jo ikke sagen enklere for sangerne; solisterne synger mange gange helt uden akkompagnement.

Musikken er meget blandet. Nogle afsnit — især i koret — er temmelig poppede,

andre spadserer afsted i en ret indifferent modernisme, men i væsentlige passager har Hemberg forsøgt at indarbejde ord og musik i en karakteriserende helhed, med noget af en Stravinskys ubønhørlige klarhed. Og hvis ikke jeg havde hørt stockholmoperaens opsætning transmitteret i den svenske radio, ville jeg have sagt, at det var lykkedes.

Henrik Colding-Jørgensen