Om forventninger m.m.

Peder Holm:

OM FORVENTNINGER M.M.

... angående komponistens forhold til og interesse for amatører

Vil man prøve at danne sig et overblik over musiklivet, opdager man hurtigt at det er en kompliceret affære, og at de mange mennesker, der beskæftiger sig med musik på den ene eller anden måde, kan placeres i grupper, som har mere eller mindre med hinanden at gøre. Desværre for ofte mindre.

Her har vi professionelle musikere. Her har vi amatører. Her er pædagoger. Og her komponister, o.s.v. Kommer vi hinanden ved? Kunne vi få et bedre fungerende musikliv, hvis grupperne interesserede sig lidt mere for hinanden? Skriver eksempelvis komponisterne kun for sig selv, hinanden og musikkritikken og til de professionelle musikere, men ikke til pædagoger eller amatører? Komponistens forhold til og interesse for amatører hører ikke til blandt de almindeligste emner inden for musikdebatten. Men da jeg finder emnet spændende og afgjort for lidt påagtet, har jeg gerne villet benytte lejligheden til at klargøre mine tanker.

Spørgsmålet komponistens syn på og forventninger til amatører afføder omgående flere spørgsmål: hvordan ser amatøren på og hvilke forventninger stiller han til komponisten? Hvordan ser amatøren på sin egen funktion og sin placering i forhold til de andre grupper? Hvordan ser komponisten på sig selv og sin metier?

Oprettelsen af Statens Kunstfond har skabt en vis forbindelse mellem skabende kunstnere og staten, og dette forhold har nogle gange affødt vidnesbyrd om, hvordan den skabende kunstner ser på sig selv og sin - man må nok sige manglende - placering i samfundet. Således blev der sidste år afholdt en udstilling med værker af kunstnere, der havde modtaget arbejdslegat fra kunstfondet. I forbindelse med udstillingen blev de pågældende kunstnere spurgt om hvad arbejdslegaterne havde betyder for dem. Alle svarene var rent private - det var jo rart at få nogle penge - ikke én tog stilling til spørgsmålet om kunstnerens relationer til og anvendelighed i det øvrige samfund. Nu bærer kunstfondloven nok selv en del af skylden, idet man primært præmierer personer. For musiklivet og den skabende tonekunst som helhed havde det nok været bedre, om man først og fremmest havde satset på at skabe lejlighed til at bruge kunstværkerne — bestillinger og konkurrencer kunne danne basis for en førsteopførelse, men at skabe mulighederne for værket for gennem stadige opførelser at leve videre er en mindst lige så vigtig opgave for en lovgivning.

Men kunstfondloven placerer den skabende kunstner i den gammeldags position som eneren, man ser op til, og som skal have legater, medens spørgsmålet om at bruge ham skubbes til side. Jeg har selv engang siddet i Kunstfondets udvalg for tonekunsten og hos en ministeriel embedsmand stødt på genidyrkelsen som underforstået baggrund for
Kunstfondets virke.

Og komponisterne selv gør sædvanligvis ikke meget for at kravle ned af piedestalen og finde ud af, hvordan de kan bruges af andre mennesker. I en TV-udsendelse udtalte Henning Christiansen: Komponister behøver ikke at tale med hinanden. Altså ikke engang som gruppe kan de fungere. De er enere - fritsvævende i samfundet - og de bruges næsten ikke. Jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng mellem disse ting.

Desværre hjælper amatørerne ikke med til at ændre dette forhold - tværtimod er det mit indtryk, at en af amatørbevægelsens svagheder er tendensen til persondyrkelse. Da jeg begyndte at tænke over, hvad jeg skulle sige ved denne lejlighed, sad jeg i en bus og havde ikke programmet hos mig. Men jeg kunne huske, at det var noget med forventninger til hinanden og lod det være udgangspunkt for mine tanker. Da jeg kom hjem opdagede jeg, at det kun var amatøren, der stillede forventninger til den skabende kunstner, medens den skabende kunstner havde et syn på amatøren. Man bemærker niveauforskellen. Men hvorfor denne tendens til persondyrkelse - er det mangel på indsigt eller kunnen, som giver amatøren komplekser? Det fører mig ind på spørgsmålet om undervisning, og jeg vil atter dreje bort fra emnet, inden jeg egentlig er kommet ind på det, for at tage et nyt overblik.

Allerede i børnehaven og i folkeskolens første klasser kan børnene komme til at beskæftige sig med musik, og flere komponistpædagoger har lavet udmærkede systemer. Disse systemers svaghed er nok, at de lukker om sig selv og har vældig svært ved at vise vej videre frem, om de overhovedet forsøger det. Skolens frivillige musikundervisning (den obligatoriske undervisnings fremtid har jeg svært ved at tro på) sætter gang i instrumentalundervisningen. Sam-menspilsgrupper dannes så hurtigt som muligt — blokfløjtegrupper, orffgrupper, strygergrupper, blæsergrupper, blandede grupper. Komponistpædagogen skriver progressivt ordnede samlinger af stykker til udvikling af børnenes musikalske og tekniske færdigheder.

Allerede her kniber det gevaldigt - vel ikke for de to første gruppers vedkommende, til gengæld må man nok sige, at disse gruppers spor på et tidspunkt ender blindt og ikke fører videre. Men det er svært at finde elementært stof til de andre grupper. I 60'erne, da fremtiden så lovende ud, arbejdede jeg sammen med andre inden for den såkaldte Musica-serie. Serien var vel ikke ganske vellykket, men dens vision er stadig min: at få skabt musikalsk værdifuldt undervisningsmateriale rækkende fra de tidligste stadier op til den vi de rekommende amatørs, således at den, der ønsker at spille sammen med andre ikke på noget tidspunkt i sin udvikling lades i stikken, fordi der mangler egnet spillemateriale.

Inden for den kommunale musikskole, der har lærere fælles med og måske direkte er administrativt forenet med skolens frivillige musikundervisning går udviklingen videre. Forhåbentlig er nu også så mange træblæsere i gang, så symfoniorkesteret vinker forude.

Hvorfor nu symfoniorkesteret? Er det ikke snobberi for den fine musik, er det ikke at have for høje ambitioner? Jeg synes det ikke. For bare ved sin besætning lover symfoniorkesteret os rigere oplevelsesmuligheder end andre ensembler, og der findes stof fra over to århundreder, som stadig tåler mange gange at blive genoplivet. Men nu begynder kravene at blive store. Man opdager mere og mere, hvor vanskeligt det er at give den wienerklassiske musik, hvad den kræver af frasering, for at den musikalske oplevelse kan blive tilfredsstillende. Den romantiske musik er sådan set lettere at få til at klinge, men den stiller momentvis store krav til teknik og besætningens størrelse. Den nyere musik har samme problemer, hvortil kommer de stilistiske spørgsmål. Og som alt overskyggende problem har vi rekrutteringen af strygere. Hvordan får vi gang i strygeinstrumenterne igen, specielt violinen? Mon den populære spillemandsmusik kan vise os vej?

I forbindelse med symfoniorkesterets opbygning skulle komponistpædagogen også være på færde og skrive teknisk overkommelig musik, så orkesteret hurtigt kan komme til at fungere. Han kan også lave velinstrumenterede arrangementer af f.eks. lettere romantisk klavermusik, hvorved et repertoire-behov for teknisk enkel romantisk musik kan imødekommes. Man skal ikke være bange for at spille arrangementer, hvis de ellers er gode. Fortidens komponister arrangerede selv både egne og andres kompositioner. Men naturligvis står komponisten i en vanskelig situation, når han skal konkurrere med hele den strålende fortidige musikproduktion, hvor tiden selv har siet det mindre gode fra. Han skal skrive musik med nutidens friskhed, men med samme appel til fornuft og følelse som den gamle musik. Han skal forsyne hver musiker med en meningsfuld stemme, ikke for svær, og ikke for let, ikke for mange pauser, men den skal heller ikke cykle afsted hele tiden. Kan han det, skulle han også kunne udkonkurrere adskillige tidlige symfonier, hvor primostennen er for svær, medens de andre strygerstemmer store dele af vejen er for lette og intetsigende, og så pludselig alligevel i 16 takter alt for svære - medens træblæsere og navnlig messingblæsere og slagtøj er på sultekur og som regel kun er pynt på strygersatsen.

Adskillige komponister har i de senere år ønsket at kravle ned af piedestalen og komme bl.a. amatørerne i møde. Men deres opdragelse til elitekomponister og den medfølgende intellektuelle belastning gør det meget svært for dem. Jeg har på fornemmelsen, at det ofte kun er halvhjertede ting, der kommer ud af det, og så må mødet mellem komponist og amatør blive en skuffelse for begge parter.

Men vi må videre i opbygningen af vores musiksamfund. I hver by af nogenlunde størrelse må der jo være et lille ensemble (måske 4-5 mand) af professionelle musikere, der også virker som pædagoger for unge og voksne på den kommunale musikskole. En 3-4 byer skulle tilsammen kunne stille et større orkester på benene med en professionel kærne, omgærdet af amatører i alle aldre. En amts-komponist ville have nok at gøre med at komponere og arrangere for såvel det store orkester som for mindre grupper i de enkelte byer.

Forresten er det meningsløst, at der kun findes l Vi professionelt kor i Danmark. Hver by burde have en kvartet af uddannede sangere, omkring hvilke et kor kunne bygges op. Også her vil et samarbejde mellem et antal byer give mulighed for indstudering af større værker for kor og orkester, men iøvrigt synes jeg ikke at man skal nøjes med dette og de traditionelle a capella kor. Også mindre grupper bestående af både vokalister og instrumentalister bør oprettes, gerne helt nede fra elementærstadiet, og komponisterne må i gang med at skrive for dem. Og samarbejdet med teatergrupperne må i gang, der må laves musikteater af alle arter. Forfatterne skal involveres - det er forresten svært.

Jeg kan godt se, at det her begynder at lyde som udkastet til en musiklov, og jeg ville ønske, at det var, for jeg mener at disse ting er meget vigtige. Når man virkelig får placeret kvalificerede musikundervisere og professionelle vokal- og instrumentgrupper ude i landet, så først kan man begynde at realisere den decentralisering, der tales så meget om, og der gøres så lidt for.

Og så er det iøvrigt nødvendigt at se tingene i sammenhæng, hvis man skal have noget til at udvikle sig. På baggrund af de ting jeg har lagt frem, vil jeg så prøve at sige noget om emnet. Men hvilken amatør er der tale om? Er det ham, der brænder for sagen og utrættelig arbejder på at forøge sin kunnen og indsigt, så langt evnerne rækker. Er det ham, der kun ønsker at hygge sig og som hverken evner eller ønsker at arbejde med tingene. Eller ham der bliver snydefornærmet, hvis man ikke uforbeholdent roser hans præstationer.

Det er naturligvis den første (måske lidt idealiserede) type, jeg tænker på, og som jeg er vant til at arbejde sammen med. Hans præstation kan (måske næppe solistisk, men i hvert fald i gruppe) under en god pædagog blive fuldt tilfredsstillende for komponisten, hvis opgaven ikke stiller mere end rimelige krav til teknikken. Undertiden kan 40 amatørvioliner klangligt forløse detaljer i et værk bedre end de 20 professionelle violinister, som er det højeste man har råd til at købe - simpelthen fordi det sted skal lyde af 40 violiner. Men iøvrigt finder vi jo både idealtypen og fornærmettypen lige såvel blande de professionelle. Og type 2 - ham der ikke ønsker at arbejde -viser amatørerne måske fra sig og smider ham over i duet-tantbunken?

Det kniber altså for mig rigtigt at sætte skel mellem professionelle og amatører, og derfor er det også svært at stille noget op med det emne, der er smidt i hovedet på mig. Jeg vil derfor aflede opmærksomheden ved at henvise til et måske velkendt indlæg. Det er af Mogens Andersen og stod i Dansk Musiktidsskrift, februar 1973. Mogens Andersen retter her et ret kraftigt angreb på musikamatørerne, der ikke vil spille Webern, Varèse og Xena-kis, men holder sig til Mozart og Brahms og for messingblæsernes vedkommende til det mindre lødige standardrepertoire. Når det gik skævt ved den omtalte konkurrence, var fejlen primært amatørernes, ikke komponisternes eller Danmarks radios.

Som principielt angreb bør amatørerne nok tage Mogens Andersens indlæg til sig, for der er mange delvise sandheder i det. Men også komponisterne må tage en del af skylden på sig. De har ikke evnet - om det overhovedet har interesseret dem - at sanse amatørernes behov og komme det imøde. Selv indenfor den ny-enkle retning, der er dukket op i de senere år, er der mere tale om komponistens personlige dilemma - som han står mellem intellektuel æstetisk selvtilfredsstillelse på den ene side og kontaktbehov på den anden - end om tilnærmelse til de udøvendes og de lyttendes behov.

Danmarks Radio har som ingen anden instans mulighed for gennem en stor indsats, der nærmest må betegnes som pædagogisk, at fremme dansk musikliv ved ikke alene at hjælpe de forskellige sektorer i deres virksomhed, men også at bringe dem til frugtbart samarbejde. Men ser musikafdelingen det som sin opgave, eller vil man kun i nogen grad registrere hvad der sker og iøvrigt køre sit eget løb?

Da jeg i 1963 kom i radioens programudvalg, var der store muligheder for forfattererne inden for radioen. En lang række bestillinger blev hvert år afgivet til radioteatret o.a. Musikafdelingen under Vagn Kappel meddelte at nu skulle der også gøres noget for komponisterne. Den svimlende sum af 15.000 kr. blev fordelt med 10.000 kr. tu TV -opera af Ib Nørholm og 5.000 kr. til en komponistkonkurrence. Konkurrencen - udskrevet i 1964 og afviklet i 1965 - forløb i mange henseender vellykket - sigtet var at skabe et repertoire til landsdelsorkestrene - og adskillige værker, der blev skabt dengang, spilles stadig. Man ventede spændt på næste udspil fra musikafdelingen. Det kom først i 1969 med konkurrencen for blæserorkestre og afvikledes 3 år senere.

Jeg fik i efteråret 1972 lejlighed til at snakke med Mogens Andersen og spurgte ham om musikafdelingens næste udspil. Men Mogens Andersen mente, at det var så besværligt med de konkurrencer, så nu ville musikafdelingen tage den lidt med ro på det område.

En anden mulighed for møde mellem komponister og amatører via Danmarks radio har været skolekorenes konkurrencer - skolernes instrumentalensembler er forlængst ude af billedet. Sendes skolekorene også ud i mørket? Det ser i hvert fald ud til, at hverken musikafdelingen eller B og U-afdelingen vil gøre noget. Det kan være, at området kan få lov til at trives under provinstjenesten, men stadig siger det dog noget om musikafdelingens interesse eller mangel på samme.

Det er mit varme ønske, at amatørbevægelsen må vokse sig stor og stærk - stor i omfang og takket være velkvalificerede underviseres arbejde inden for den frivillige skolemusik og på det stigende antal musikskoler stadig mere udbredt over hele landet, med stadig forøget kunnen og indsigt i omgangen med musik. Men også med en stærk organisation, der får magt og midler til at danne grobund for samarbejde mellem komponister og amatører. Som kan udskrive konkurrencer og afgive bestillinger på kompositioner for vokalensembler, instrumentalensembler, blandede vokal- og instrumentalensembler, musikteaterensembler m.m. Og som skaber mulighederne for, at tingene kan blive brugt - ellers har konkurrencer og bestillinger ikke meget formål.

(December 1973) P.S.

De diskussioner, jeg overværede under symposiet, gav mig et deprimerende indtryk af, hvor stor afstand der er mellem de to parter - amatørerne og komponisterne. Af de forskellige komponisters udtalelser husker jeg følgende som det væsentligste:

1) Komponisten ligestiller sit arbejde med forskning. Der er grænser for, hvor meget komponisten (eller forskeren) kan popularisere sit stof uden at prostituere sig.

2) Komponisten mener, at amatøren kun ønsker at genkende det gamle i det nye. Amatøren lever altså i fortiden - komponisten i nutiden.

3) De ønsker og forventninger amatøren har, opfatter komponisten som krav og stiller derfor modkrav til amatøren m.h.t. hans indsats for ny musik.

4) Der reageres ret skarpt og fornærmet på omtale af tekniske vanskeligheder i ny musik og antydningen af at der måske også findes mindre gode komponister.

Jeg mener, at komponisten som den bedst udrustede må gå den længste del af vejen mellem de to parter - om han kan overvinde sig selv til det. På mig virker komponistattituden meget gammeldags - en rest af det borgerlige samfund. Jeg håber, jeg har misforstået noget.