Om musikskriveri i København

OM MUSIKSKRIVERI l KØBENHAVN

Irene Becker, Peter Filtenborg, Hans Peter Larsen, Kirsten Maegaard, Inge Nygaard Pedersen, Peder Kaj Pedersen og Ole Svendsen

En gruppe musikstuderende ved Københavns Universitet har i nogle måneder arbejdet med en undersøgelse af musikstoffet i den københavnske dagspresse i ugen 17.-23. september 1973. Gruppen har dels foretaget interviews med chefredaktører, kulturredaktører og musikmedarbejdere på nogle af aviserne og dels analyseret musikstoffet i den nævnte uge. DMT bringer her nogle af gruppens generelle konklusioner, samt én af de tekstanalyser, den har foretaget. En omfattende rapport om arbejdet er under udarbejdelse og kan erhverves til fremstillingspris ved henvendelse til én af gruppens medlemmer på Musikvidenskabeligt Institut, Klerkegade 2,1308 K.

I. Nogle generelle konklusioner

Disse betragtninger bygger på det undersøgte materiale. Generelle konklusioner om dagspressens musikstof som sådan måtte bygge på et mere bredt materiale og på en grundigere analyse end den, vi har været i stand til at foretage. Imidlertid mener vi at kunne påpege nogle tendenser.

Det fremgår af den undersøgte uges musikskriveri i de københavnske aviser, at man beskæftiger sig med musikfænomenernes måde at fremtræde på uden at inddrage de forhold, der betinger disse fremtrædelsesformer. Inden for den fungerende opdeling af musikstoffet i områder som "klassisk", jazz, beat og underholdningsmusik er der for nogle af områdernes vedkommende tale om tilløb til behandling af musikfænomener i et videre perspektiv. Disse tilløb ses, hvor de behandlede fænomener selv lægger op til det og næsten udelukkende i ikke "klassisk" stof og specielt i jazz- og beat-stof.

At det forholder sig sådan, er nok ikke tilfældigt.

Ser man på den "klassiske" musik, er der en del ting, som synes afgjort på forhånd. Én af disse ting er kvaliteten af værkerne, som kun yderst sjældent diskuteres. Ræsonnementet er ofte det, at er et værk gået hen og blevet en klassiker, så må det nødvendigvis også være af høj kvalitet. Denne egenskab ved værket forekommer altså at være fastlagt én gang for alle (ligesom værkbegrebets eksistens overhovedet), og man finder det ikke nødvendigt at problematisere den, selvom de samfundsmæssige forhold, hvorunder værket blev skabt, er forskelligt fra de forhold, hvorunder værket blev skabt, er forskelligt fra de forhold, der hersker i dag. Når kvaliteten, eller - sagt på en anden måde - værkets berettigelse, således ikke diskuteres, bliver der kun de ydre fremtrædelsesformer tilbage. Man skriver derfor mest om de medvirkende, deres måde at musicere på, deres måde i forhold til andres osv. Der er tale om et kredsløb, der har en tendens til at lukke sig om sig selv og derfor ikke umiddelbart lægger op til nogen videregående perspektivering.

Når det drejer sig om jazz- og navnlig beatmusik, synes det at forholde sig anderledes. Denne musik er et udtryk for vor egen tid, produkt af nogle af de bevægelser, der rører sig i det eksisterende samfund. Nogle af beatmusikkens tekster indeholder en direkte samfundskritisk stillingtagen.

Visse nutidige komponister inden for koncertsalsmusik-ken kunne tænkes at have et tilsvarende aktualitets-korrelat og har det i visse tilfælde explicit politisk (f.eks. Luigi Nono og Hans Werner Henze). I det i vores undersøgelse behandlede stof er denne musik repræsenteret af Penderecki, som dirigerede egne værket d. 16.9.73. Men artiklerne herom er rent æsteticerende i deres approach til musikken. Dette kan skyldes, at der ikke i de pågældende værker var noget åbenlys anledning til en samfundsmæssig perspektivering (dog indeholdt programmet Hiroshima-stykket "Threnos"). Men det kan også skyldes, at den traditionelle kritik af koncertsalsmusik er forankret i en æstetisk (og ideologisk) tradition, kendetegnet ved at afsondre det æstetiske og kunsten som en særlig apolitisk sfære.

Et forfatterskab som Adorno's viser, at man godt kan anskue nutidsmusikkens kompositoriske materialeproblematik som en refleks af samfundets generelle politiske problematik. Men det synes som om den behandlede musik skal lægge meget direkte op til samfundsmæssig perspektivering, før musikskribenterne får øje på det.

Man spejler fænomenerne på det musikalske "firmament", de eksisterende musikalske markedsforhold.

Der udøves nok kritik over for den enkelte musikalske hændelse eller måske enkelte hændelser i relation til hinanden, men det sker med den enkelte skribents subjektive målestok. Denne behøver ikke at være skribenten bevidst, og selv om den er det for nogle af de københavnske musikskribenter, er den netop subjektiv: man forsøger ikke at relatere kritikken af enkelte fænomener til musikformidlingens egentlige, markedsmæssige objektivitet. Tværtimod fremstår der af den subjektive, atomistiske kritik og i kraft af dagspressens centrale stilling i musikformidlingen en understøtning af de forhold, der betinger det eksisterende musikmarked og de eksisterende markedsforhold overhovedet.

Dette giver sig mere eller mindre tydelige udslag. Det forekommer, at pressen uargumenteret reklamerer for musikindustriens produkter, men også når dette ikke er tilfældet viser den understøttende, atomistiske kritik sig. Man bliver i sin traditionelt bestemte "genre"-bås; man er "klassisk" medarbejder eller jazz-beat medarbejder, uden at se sit virkefelt i relation til den totale musikalske situation, endsige til dens bagvedliggende betingelser.

Den atomistiske kritik kan nok, selv om det ikke er ofte og i den københavnske presse begrænset til enkelte anmeldere, slå ud i harme over enkelte forhold i musikformidlingen, f.eks. ledelsen af Danmarks Radios musikafdeling, "beat-kapitalismen", men den standser som oftest ved det første trin af analysen: institutionerne og tendenserne eller deres personifikationer. En videregående analyse vil selvfølgelig kræve, at man går ud over det, der traditionelt har været musikstoffets område, men netop herved kunne man også gøre musikstoffet vedkommende for den del af avisens læsere, der ikke har førstehåndskendskab til det behandlede musikfænomen.

Man vil fra anmelderside fremføre, at det er umuligt i f.eks. anmeldelsen af en enkelt koncert eller plade at kaste sig ud i omfattende analyser. Men hvis man konsekvent valgte at lade sin kritikervirksomhed bestemmes af ønsket om at behandle musikformidlingens væsens-træk og ikke dens umiddelbare fremtrædelsesformer, ville mange af de aktuelle anmelderskriverier kunne udelades som totalt overflødige. Derved ville man få de nødvendige arbejdsmæssige ressourcer til at hellige sig en egentlig kritiker-virksomhed.

Som musikkritikken fremtræder nu, er den indsnævret og atomistisk. Den er ikke rammesprængende og substantiel, hvad den rettelig burde være for at smykke sig med navnet kritik.

II. En analyse af tekster omkring Ben Websters død

(Der anvendes følgende forkortelser: BM = Berlingske Tidende, Pol = Politiken, EB = Ekstrabladet, KD = Kristeligt Dagblad og Inf = Information)

A. Indledning - det redaktionelle

Ben Websters død torsdag d. 20.9. er den hændelse i musiklivet, der dækkes af flest aviser, og i disse mest ensartet. Hvor der for f.eks. for koncerternes vedkommende er stor spredning mht. hvilke koncerter, der omtales i de enkelte aviser, og forskelle i hvordan de omtales (foromtale, notits, anmeldelse), så bringer 6 af de undersøgte aviser (BM, Pol, BT, EB, KD og Inf) d. 21.9. signerede nekrologer over Webster (KD dog d. 22.). I alle tufælde er der tale om større artikler (jfr. oversigten) over flere spalter og med billede. Ingen af aviserne nøjes med at aftrykke det telegram om dødsfaldet, der er den nyhedsmæssige kilde. Dette gør heller ikke Akt eller LF, hvori dødsfaldet slet ikke registreres.

Ben Websters død har bred og ensartet pressedækning (foreløbig bedømt efter den redaktionelle disposition alene), hvad følgende oversigt viser.

Der er, som det ses, ikke markante forskelle i den plads, der tildeles historien. Dog skal det fremhæves, at BT må siges at prioritere den ret højt. Dens areal svarer til ca. 30% af en side i tabloidformat, og historien er anbragt øverst på siden over alle 6 spalter. Der kan allerede her være grund til at nævne, at BTs tekst på flere måder adskiller sig fra de øvrige avisers, og at dette forhold kan ses i sammenhæng med den relativt høje redaktionelle prioritering.

Modsætningsvis kan det fremhæves, at Pol som den eneste avis anbringer historien i dødsfald-rubrikken på personalie-siden, mens de øvrige aviser placerer den blandt det almindelige redaktionelle stof. Dette synes dog ikke at have forbindelse med tekstens udformning.

B. Rubrikkerne

BM Ben Webster død

En af jazzens største personligheder

Boede 10 år i Danmark.

Pol DØDSFALD

Ben Webster død

Den store jazzmusiker blev 64 år.

BT Ben Webster døde i går, vil begraves i Danmark.

EB BEN WEBSTER DØD

Jazzen har mistet en af sine største tenorsaxofonister.

KD Inspiratoren

Jazzen har ved Ben Websters død mistet sin sidste gamle store tenor og dansk musikliv en inspirator.

Inf Ben Webster NEKROLOG

Rubrikker, underrubrikker og billeder er formodentlig i høj grad bestemmende for, om selve teksten overhovedet bliver læst. Disse skal derfor behandles ret udførligt:

BM, Pol og EB benytter den syntaktisk ufuldstændige formulering: "Ben Webster død" i hovedrubrikken. Denne formulering, der er norm ved pressenekrologer, kan siger at etablere en tolkningsramme hos læseren. Han vil ud fra sin erfaring forvente en uddybning af selve nyheden om dødsfaldet samt en fremstilling og bedømmelse af det livsløb og livsværk, der er ophørt. Inf.s rubrik fungerrer på samme måde. Her nævnes tolkningsrammen eksplicit ved genrebetegnelsen nekrolog.

BT bryder den norm, som BM, Pol og EB fulgte. Man bruger den formulering, der anvendes, når man i personlig samtale beretter om et dødsfald: "Ben Webster døde i går,...". Formuleringen lægger med sin private karakter op til følelsesmæssige reaktioner hos læseren, hvilket ikke er tilfældigt, når man ser på BTs tekst. KDs rubrik forudsætter, at begivenheden er læseren bekendt og fremhæver et bestemt synspunkt på personen. Denne måde at formulere rubrik på har stor betydning i pressen. Den undgår den direkte konfrontation med begivenheden. Underrubrikkerne tilvejebringer en videre strukturering af læserens forventninger. De udtrykker en selektion i de informationer, der er tilrådelighed, og derved indirekte, hvad skribenten (eller redaktionssekretariatet) mener kan motivere potentielle læsere yderligere til at læse selve teksten.

BM, Pol, EB og KD nævner alle, at Webster har været jazzmusiker. EB specificerer yderligere ved at nævne hans instrument, hvilket også KD gør med den lidt uklare betegnelse "tenor".

BM har som EB en yderligere specifikation, men her er det det forhold, at Webster har boet 10 år i Danmark, der fremhæves. Tilknytningen til Danmark fremhæves også i BT, her med den fiktionsprægede vending, at afdøde vil begraves i Danmark." (Vores understr.). KD er ene om i rubrik og underrubrik af fremhæve en bestemt side af Websters praksis: hans funktion som inspirator i dansk musikliv.

C. Billederne

Billederne, som er forskellige i alle 6 aviser, har det tilfælles, at de viser et genkendeligt ansigt, således, at potentielle læsere, som ikke bliver faktiske læsere p.g.a. rubrikker og underrubrikker, kan blive det, fordi de kender ansigtet, f.eks. fra TV, hvor Webster flere gange har optrådt. Forskellene i billedvalget synes at være parallelt til forskellene i rubrikkerne.

Hvor BTs rubrik undlader at nævne, at Webster var jazzmusiker, undlader man også at vise ham som musiker. Billedet er et portræt, hvor ansigt og hat fylder hele billedfladen og hvor venstre hånd skjuler underansigtet, således at man ikke kan se, at det faktisk er en spillende Webster, der er fotograferet. Instrumentet skjules og i stedet fremhæves (støttet af billedteksten) en uvæsentlig attribut: den sorte hat.

BMs billede er et portræt, hvor ansigtet fylder hele billedfladen. Ansigtet står nøgent med et komplekst, indadvendt og furet udtryk. Det er "personligheden", der vises, jfr. underrubrikken.

EBs billede viser først og fremmest instrumentet, og Pol, Inf og KD viser billeder af en spillende Webster, i KD sammen med Ellington.

D. Teksterne i BM, Pol, EB, Inf og KD

1) Nyheden

Det er flere gange nævnt, at BTs tekst skiller sig ud fra de øvrige. Den skal derfor i den følgende tekstanalyse behandles samlet til sidst, mens de øvrige vil blive sammenlignet undervejs. Følgende afsnit behandler altså BM, Pol, EB, Inf og KD - teksterne.

De indledes alle med en uddybning af det nyhedsmæssige. BM og Inf meddeler ganske nøgternt og uden detaljer omstændighederne omkring Websters død og forudgående sygdom.

I EB er uddybningen mere detaljeret og individuelt sprogligt farvet. Hvor Webster i BM og Inf blot "døde", bruger EB vendingen "sov sille ind i døden". (Selvom BT i første omgang holdes udenfor, skal det dog nævnes her, at Webster i BT dramatisk bliver "fældet" af en blodprop! )

I Pol er den individuelle sproglige farvning endnu mere udtalt. Der er, mere end et referat af begivenhedsforløbet, tale om et referat af skribentens reaktioner på det, om en slags meta-referat, der bevirker en følelsesmæssig iscenesættelse af begivenhederne. ("Et telegram fra Holland meddeler ..." "Man fik bange anelser...".). I KDs tekst er der, som i rubrikkerne, tale om, at begivenheden forudsættes kendt. ("Med . .. Websters .. . død .. . har jazzen mistet...". Vores understregning.).

2) Mennesket

I vurderingen af afdødes livsløb og livsværk kan der spores en sondring mellem vurdering af musikeren og af mennesket i almindelighed.

Inf, EB og KD holder sig til musikalske vurderinger, men i Pol hedder det: "Derfor er det ikke blot en af jazzens store kunstnere, vi har mistet, men også et menneske, vi var kommet til at holde af." Videre i artiklen benyttes personlige egenskabet ved Webster som udgangspunkt for fremstillingen og vurderingen af musikeren. Der tales om hans "fortælleglæde", og samarbejdet med Henderson og Ellington bliver gjort til kilde for de ""historier"", Webster kunne fortælle, mere end til musikalsk betydningsfulde perioder i hans musiker-prakses. Der tales om hans ""stolthed over stadig at kunne yde noget på sit højt elskede instrument". En personlig egenskab fremhæves igen, men det skal siges, at der videre i artiklen argumenteres for, at denne stolthed var musikalsk berettiget. BM fortæller, at Webster var "storforbruger af livets goder", en ikke specifik musikeregenskab, der med en noget besynderlig stofskifte-økonomisk betragtning gøres til grund til, at han kunne "omsætte og give så utroligt meget godt tilbage."

3) Musikeren

Man ville næppe forvente det muligt at beskrive Websters musik som en entydig størrelse. Kun på et meget abstrakt og informationsfattigt niveau. Skribenterne er alle enige om at vurdere Webster som en stor musiker, men der er store forskelle i vurderingsgrundlaget. KD indskrænker sig til det abstrakte ved generelt at betegne Webster som "den store tenor med den meget særprægede varme, intense tone". Hverken synkront eller diakront differentieres der, tonen er særpræget varm og intens.

Selvom dette kan kaldes en stilbeskrivelse, er den ganske vag, og der er slet ikke tale om en stil-historisk betragtning. Dette er heller ikke tilfældet hos BM, men her bliver den synkrone betragtning mere detaljeret.

Hvor KD benytter en sanseanalogi ved at beskrive tonen som "varm", analogiserer BM med litteraturen: Webster "fortalte (folk) sine enkle historier, der kunne være barske og maskuline som tidlige Hemmingway-noveller . . . Hans musik var netop novellebetonet. En short-story, hvor opbygningen er præcis og tilpas varieret, men aldrig uvæsentlig før pointen indhentes." Det fortælles ikke præcist, hvilken dimension i musikken, der sammenlignesmed. Er det det enkelte nummers opbygning eller er det den enkelte Webster-solo, der er sammenlignelig med en novelle? BM benytter som KD sanse analogier, idet modsætningen til det "barske og maskuline Hemmingway-præg" er det "bittersøde og svale som de første jordbær. Udover disse analogier forsøges det at beskrive Websters tone. Det hedder: "Hans tone kunne være stor eller lille, den kunne blive en hvisken, der standsede tiden, et pust", en beskrivelse, der i sin sproglige struktur nærmer sig tautologien, men som for skribenten trods vagheden er en beskrivelse af den "enorme spændvidde i udtrykket (der) gjorde ham til en ener . . .", der kan sammenlignes med Armstrong, Holiday, Picasso og Moore.

For KD og BM gælder altså, at det diakrone perspektiv udelades, at der forsøges en generel stilbeskrivelse, der benytter analogisering til andre sanseområder eller til andre kunstarter, og at der er tale om en vaghed i beskrivelsen. Læseren vil have ret vanskeligt ved at tage stilling til dommen "Webster var en stor musiker" på grundlag af KD og BM.

EB præciserer den diakrone placering af den stilbeskrivelse, der gives. Stilen karakteriseres ved adjektiver som "blid og yndefuld", undertiden "grov og heftig". Også her er der tale om en vis vaghed i beskrivelsen, men ikke om analogier. Stilbeskrivelsen begrundes ved henvisning til specifikt musikalske begreber: "luften på tonen, det store vibrato." Når det i EB præciseres, at det er Websters stil fra og med begyndelsen af fyrrerne der beskrives, og når det bemærkes, at Webster i de senere år kunne være "fysisk hæmmet"", må det siges, at EB alt i alt er ganske detaljeret og konkret i beskrivelsen af musikken.

Det samme gælder Pol. Det er her klart, at det er de senere års Webster, der beskrives, og stilbeskrivelsen deles i en beskrivelse af Websters spil i langsomme tempi (som ballade fortolker) og i hurtige tempi. Der tales om "skarpe", "rytmisk ætsende prægnante" figurer "med luft omkring sig" i hurtige tempi, og det betones, at Websters fysiske form kunne påvirke hans spil. Som balladefortolker er dette imidlertid ikke tilfældet, her "blev han ved med at vokse".

Websters tone var "enestående", "stadig mere udtryksfuld, spændende fra det majestætiske brøl til en hvisken, der mere kunne fornemmes som en vibration i luften end som lyd."

Inf. er på enhver måde den mest differentierede og konkrete, og her inddrages de kilder, der kunne sætte læseren i stand til at tage stilling til stilbeskrivelsen: optagelser med Webster. Dette gøres ikke af nogle af de andre aviser, selv om BM dog nævner et par Webster-numre ved navn (All Too Soon og Perdido). Webster placeres stilmæssigt i forhold til tenorsax-spillets største (Hawkins og Young), hans tidlige stil fra fyrrerne beskrives ud fra specificerede grammofonindspilninger. Der sondres mellem en sen-fyr-rer-tidlig-halvtredser-stil og en sen halvtredser-stil, i forbindelse med hvilken, der angives grammofonindspilninger. Der sondres mellem spil i hurtigt tempi og balladespil og problemerne med fysikken i de senere år nævnes. Ordvalget er som helhed præcist og konkret. Der tales om "dramatisk musiceren med det store vibrato", om "hans
tone-ansats med den hørlige hvislen af luft omkring mundstykket" og om "den hæse growlfarvning af tonen" og (i de tilfælde, hvor referencen til pladeindspilninger muliggør læserens stillingtagen) om det "Aggressivt swingende", den "sensuelt-romantisk(e) bredde og varme" og senere om "en mere klassisk, afspændt stil". Analogier spiller her ingen betydende rolle, og præcisionsgraden er høj.

4) Begrænsninger i beskrivelsen af musikeren

Der er nu redegjort for stilbeskrivelsen i de enkelte artikler, for dens synkrone og diakrone præcision og for ordvalget. Der er tale om forskelle, hvad disse ting angår. Fælles er det helt autonome stilsynspunkt. Der gøres ikke forsøg på at vide perspektivet ud til bredere samfundsmæssige sammenhænge, hvilket ellers netop i forbindelse med jazzen kunne være nærliggende (delkulturens race-mæssige/klassemæssige placering f.eks.).

De åbninger ud over jazz-delkulturen, der findes i teksterne, har i intet tilfælde noget med jazzens materielle placering at gøre, de slører den tværtimod. De er blå. forsøg på at placere Webster i forhold til Kunsten som sådan.

Dette ses i Pol ("hans kunst var tidløs, ikke bundet til nogen bestemt æra") og i BM ("Hans kunst var - og er - stor og udødelig efter samme tabel." (som Armstrongs, Holidays, Picassos og Moores.). Webster løftes altså ud af (jazz)historien, ind i den evigtgyldige, historieløse kunsts sfære.

BM søger videre at vise, at også folk uden for jazz-delkulturen kunne nås af Websters musik. Skribenten har oplevet Kgl. kapelmusikere, der blev rørte over Webster-balladen All Too Soon "og det er vel et kriterie", som han skriver. Han har endvidere oplevet en dame, der spontant reagerede på Perdido ved at danse "på l og 3", der altså reagerede "forkert" men reagerede. Disse to, en repræsentant for den højeste grad af borgerlig musikkultur og "en dame fra Holbæk-egnen", et almindeligt ufordærvet menneske bekræfter, at Webster havde bud til "alle" uanset forskelle i klasse og forudsætninger.

Indirekte siges altså, at der findes meget store kunstnere, der kan ophæve forskellene ved at tale til alle.

E. Teksten i BT

Det blev påpeget, at BT prioriterede Webster-artiklen højt, og at rubrikken dels lagde op til følelsesmæssige reaktioner på meddelelsen om Websters død og dels lagde op til en spillen på nationale strenge.

Endvidere blev det nævnt, at BTs billede støttede rubrikken i at skjule, at Webster var jazzmusiker og at det fremhævede den uvæsentlige sorte hat.

Det er som om musikken skal skjules bag det visuelle, og det er et hoved-indtryk af BTs artikel, at den er mere visuelt end auditivt orienteret, at den taler om noget andet end det væsentlige.

Om musikken siges følgende: "Med en tone så varm som en ovn og så stor som en katedral og en fantasi så frodig og dog så disciplineret, som det netop er mærket på den største kunst, tegnede Webster sig hurtigt som en jazzens fuldblods." Der er ikke tale om hverken synkron eller diakron præcisering, endsige differentiering, og tonen beskrives ved sanseanalogier i prægnant sproglig formulering men uden præcision. Her som i BM og Pol placeres Ben Websters musik som Kunst, og kriteriet er her den disciplinerede frodighed i fantasien.

Artiklen indledes med en placering af Webster som en af de ting, der karakteriserer Strøget om vinteren. Han hørte med i strøgbilledet på samme måde som granguirlander og Metropols juleshow! Først i det følgende afsnit nævnes (i et indskud), at der er tale om en jazzmusiker, men hovedvægten ligger stadig på tingen Webster, der kunne iagttages nu (med en prægnant sproglig konstruktion) som "det sorteste, et hvidt Strøg kunne opbyde ved vintertide." Efter denne beskrivelse omtales omstændighederne ved dødsfaldet. Dette sker som nævnt dramatisk: "en blodprop .. . fældede . . . den kunstneriske og fysiske gigant i Holland, men hans sidste ønske vil blive fulgt: han bliver bragt "hjem" til Danmark og begravet her." Disse oplysninger, som alle de øvrige artikler indledte med, er altså gemt et stykke tid og bruges nu som indledning til et afsnit, der spiller på nationale strenge. Den betydning for dansk jazz, der fremhæves i flere af de andre artikler, træder her tilbage for det synspunkt, at danskerne (i almindelighed) kan være stolte over den tilknytning, de gav Webster anledning til at føle. Den enkelte læser (jazzinter-esseret eller ej) kan altså være stolt over sit land, der kan knytte "en kunstnerisk gigant" så stærkt til sig, at han også efter sin død vil "hjem".

Det kompletterer billedet af BT-artiklen, at den som den eneste finder det væsentligt at beskrive, hvordan Webster tog sig ud, når han spillede ("med instrumentet holdt frem ... som en soldat, der præsenterer gevær."). Det BT beskriver er den kendte person som han kunne ses, og det bliver en tilfældig omstændighed, at han var jazzmusiker. Historien bliver en almindelig god frokostpresse-historie. Den "har det hele": følelser om døden og Danmark, Strøg-stemning. Den viser læseren en smuk virkelighed, og tjener vel herved samme formål som meget af den fiktionslitteratur, der er vidt udbredt. Det er formentlig derfor, den er højt prioriteret.

F. Det biografiske stof

Illustrerende for artiklernes informationsværdi er den måde det biografiske stof inddrages på og dets omfang. Alle nævner samarbejdet med Duke Ellington, selvom det placeres noget forskelligt tidsmæssigt. BM daterer samarbejdet til 1940-42, KD 1939-43 og senere i kortere perioder, Inf. nævner en kort optræden hos Ellington i 1935 og et fastere tilknytningsforhold 194043, BT taler om en lang, skønt ofte afbrudt periode fra 1935, EB nævner begyndelsesåret for samarbejdet som 1940 og Pol daterer slet ikke. Meningerne er delte om dateringen. Pol, KD, BT vurderer ikke samarbejdets betydning, de nævner det blot, mens BM, Inf og EB ser samarbejdet som betydningsfuldt både for Webster og for Ellingtons orkester. (BM: "Ellingtons geni fandt en ny stemme gennem Ben, og Ben fandt til gengæld en holdning til musikken ...", Inf.: ". .. han har en central placering i de berømte Ellington-indspilninger fra begyndelsen af 40erne .. .", og EB: Han "var helt oplagt en medvirkende årsag til, at dette . . . orkester havde sin måske stærkeste periode netop den følgende tid.").

Ser vi på hvilke havne, der nævnes udover Ellington, konstaterer vi først, at BT ingen nævner. Alle de øvrige nævner Bennie Moten og Fletcher Henderson, og derudover nævner Pol og BM ingen andre. Inf nævner videre samarbejdet med Benny Carter og Cab Calloway, placerer Webster i forhold til Hawkins og Young, omtaler pladeindspilninger med Art Tatum og nævner endelig Albert Nicholas og Dexter Gordon som paralleller til Webster, hvad angår inspirationen til dansk jazz.

KD nævner en Calloway, hvis fornavn staves Balnche, og Andy Kirk, og Webster placeres i et tenorsax-"triumvirat" bestående af Webster, Coleman Hawkins og Chu Berry (! ). Young nævnes derimod ikke. Endelig nævner EB Andy Kirk, Benny Carter, Stuff Smith og Hawkins. Det biografiske stof inddrages på forskellige måder. Det kan være integreret i stilbeskrivelsen (EB, Inf), det kan have karakter af anekdoter (BM og indirekte Pol). Det kan endelig være motiveret alene ved genren nekrolog (KD), endda som en slags reverens til den i en artikel, der på mange måder bryder genren. (BT, der højtideligt indleder afsnittet: "Benjamin Francis Webster fødtes den 27. februar 1909 i Kansas City", men straks bryder den højtidelige nekrologstil ved (indforstået) at tilføje "på Missouri-siden af byen.").

G. Begrebsinventaret

Til belysning af artiklernes forståelighed vil vi til sidst se på det inventar af begreber og navne, der bruges under nærmere forklaring; som læseren altså umiddelbart skal forbinde noget med for fuldstændig at forstå,artiklerne. Inf.s artikel, som vi på enhver måde anser for den mest præcise, er også den, der har det største inventar af uforklarede begreber. Det gælder terminologiske begreber som vibrato, toneansats, growlfarvning; karakterbetegnelser som ekspressiv, romantisk, sensuelt-romantisk, aggressivt swingende; genrebetegnelser som Kansas City-jazzen og sydveststaternes blues-musik (hvor der ingen navne eller eksempler anføres); og det gælder jazzhistoriske perioder: der tales om danske jazz-traditionalister, musikere med baggrund i 40er- og 50er-jazzen og danske swingmusikere uden navne eller eksempler. Inf.s meget kvalificerede artikel kræver således et højt mål af viden hos læseren, men den er i så fald meget informativ.

Det bør bemærkes, at denne artikel er den af alle 6 artikler, der har den enkleste og klareste syntaks! Den er helt overvejende konstrueret med hovedsætning + ledsætning af l. grad. Der er altså ikke tale om, at sprogets kompleksitet hæmmer forståelsen.

BMs artikel har et noget mindre inventar af begreber af nævnte art. Der tales om Websters Selmer-sax, hvilket kan mystificere den læser, der ikke ved, at Seimer er et instrument-fabrikat.

For at kunne gennemskue pointen med damen fra Holbæk, skal læseren vide, at betoningerne i jazz ligger på 2 og 4, ikke på l og 3. Han skal overhovedet forbinde noget med l og 3. Derudover forudsætter de nævnte analogise-ringer med litteratur en viden om "tidlige Hemmingway-noveller", i det hele taget viden om, hvad en short-story er, og navnene Picasso og Moore skal også sige læseren noget. Endelig nævnes begrebet: en guru. De øvrige artikler bortset fra BTs anvender ganske få udefinerede begreber, alle af Jazzterminologisk art. Begreber som "luft på tonen" og "vibrato" er dog forholdsvis gennemskuelige rent umiddelbart.

Også her skiller BT sig ud. Mens de øvrige artikler forudsætter saglig indforståethed i større eller mindre grad, så forudsætter BT en anden slags indforståethed: man skal kende noget til København, specielt til Strøgets "atmosfære" om vinteren for at forbinde noget med et fænomen som Metropols juleshow.

Oversigt:

Dag Linier Ord Areal Side Billedareal Signeret

EM Fredag d. 21.9 110 510 281 cm2 II, 2 75 cm2 = 21% Iv.

Pol Fredag d. 21.9 69 360 141 cm2 6 26 cm2 = 18% Boris Rabinowitsch

BT Fredag d. 21.9 85 360 283 cm2 14 82 cm2 = 29% Keith Keller

EB Fredag d. 21.9. 63 300 180 cm2 6 69 cm2 = 38% A.M.

KD Lørdag d. 22.9. 59 310 261 cm2 8 103 cm2 = 39% Jytte Arntzen

Inf Fredag d. 21.9