Bøger

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 01 - side 21-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Bøger

Beethoven

Beethoven Studies, Edited by Alan Tyson, Oxford University Press 1974. £ 4.50

Efter et første flygtigt blik på emnerne for de enkelte artikler i denne samling Beethoven studier kunne man fristes til at lægge bogen til side ud fra den betragtning, at der her var tale om en række specialartikler, der kun henvender sig til den meget kyndige Beethoven-en-tusiast, titler som »Beethoven to the Countess Susanna Guicdardi: A New Letter*, »A Reconstruction of the Pastoral Symphony Sketchbook (British Museum Add. MS. 37766c o.lign. er ikke just appetitvækkende for den »almindelige« Beethoven-interesserede. Et nøjere studium af bogen viser imidlertid, at alt hvad der her behandles — hvor specielt det end måtte forekomme — sættes ind i en større sammenhæng og belyser centrale problemer inden for Beethovenforskningen, både af kilde-mæssig og metodisk art. Det, der knytter de otte artikler sam-

men, er det forhold, at de alle på den ene eller den anden måde tager deres udgangspunkt i de primære kilder (først og fremmest skitsebøgerne), og derved bevidst eller ubevidst forsøger at styre uden om de lag af mytedannelse, som så ofte har præget megen snak om Beethoven. Hertil kommer, at der intetsteds er tale om en ren og skær beskrivelse af kilderne, men at der tværtimod på grundlag af en sådan drages en rækkekonklusioner, som læseren efter forgodtbefindende kan tage stilling til. Man har lige som fået ændret sit forhold til Beethoven en smule efter læsningen af disse otte studier. Allerede i udgiverens forord fornemmer man et vist modsætningsforhold til den tidligere Beethovenforskning — alle dens fortjenester til trods. Det betones her, at det forrige århundredes store bedrifter, Thayers biografi, Nottebohms arbejde med skitserne og den gamle Beethoven-udgave, i en vis grad satte en bremse på den følgende tids arbejde med Beethoven helt op til de seneste år: i langt ringere grad end for en lang række andre komponisters vedkommende, hævdes det, har Beethovenforskningen formået at løsrive sig fra det 19. århundredes synsmåder og draget nytte af nyere videnskabelige metoder. Alan Tyson går endda så vidt, at han hævder, at »in the broad area of interpretation, whether historical, analytical, or critical, there has been little recent work (om Beethoven og hans musik) that is penetrating and original« (p.x.). At netop Beethovens skitser indtager en så fremtrædende plads i den nyeste litteratur, herunder som nævnt også i hovedparten af disse studier, forklares bl.a. ud fra den omstændighed, at gennem de sidste 150 år har skitserne aldrig været bedre tilgængelige for videnskabelige undersøgelser end netop nu, hvor langt den overvejende del foreligger i offentlige samlinger, hertil kommer, at der med Hans Schmidts »Verzeichnis der Skizzen Beethovens* (Beethoven Jahrbuch VI, 1969) nu foreligger en komplet katalog over dette vigtige kildemateriale.

Udgiveren Alan Tyson har selv bidraget med tre artikler: de to ovennævnte om Beethovens brev til grevinde Susanne Cuicciardi og om skitsebogen til Pastoralesymfonien, samt en tredje, »The Authors of the Op. 104 String Quintet*. I artiklen om Beethovens noget ophidsede brev søger forfatteren, gennem en nærlæsning af teksten, at fastslå de biografiske omstændigheder omkring brevet og viser samtidig, hvordan brevet belyser Beethovens ambivalente holdning til sine aristokratiske velyndere: på den ene side er han økonomisk afhængig af dem, men på den anden side fastholder han, at hans kunst er hævet over disse aristokraters »vurdering«, i egentlig forstand ubetalelig! l sine undersøgelser over skitserne til pastoralesymfonien bringer Alan Tyson, (gennem vandmærkeregistrering, blækklatters afsmitning, rækkefølgen af de motiver og temaer, der er indføjet på de enkelte skit-

seblade) et forsøg på at føre skitsebogen tilbage til sin oprindelige skikkelse. Endelig fremsættes i Tysons sidste studie den hypotese, at strygekvintetten opus 104, der er en transkription af kla-vertrioen opus 1 nr. 3, for store deles vedkommende ikke er transkriberet af Beethoven selv, men af en vis Herr Kaufmann, som har forelagt Beethoven et primitivt arrangement, som han så blot har forsøgt at rense for de værste uhyrligheder, kun et studium af en renskrift med Beethovens autografe rettelser kan afdække disse to kompositoriske lag fra hinanden. De to vægtigste studier i samlingen er Andres Imbrie, »£xfra Measures and Metrical Ambiguity in Beethoven* og Lewis Lockwood, »Beethoven's Sketches for Sehnsucht (Wo O 146)*. Imbrie tager sit udgangspunkt i to velkendte analyser: Toveys analyse af 1. sats af klaversonaten op. 10 nr. 3 og Schenkers analyse af 1. sats af den femte symfoni. l begge tilfældene bringes som supplement til de to forskeres metriske analyser af de pågældende satser en alternativ metrisk tolkning. Det hævdes dog ikke, at den ene tolkning er rigtigere end den anden, men at de tværtimod i tilhørerens bevidsthed optræder samtidigt, idet det som artiklens hovedtese fastslås, »at to modsigende metriske tolkninger af samme musik kan være til stede på samme tid i den udøvendes og tilhørerens bevidsthed, at den særlige »farve«, der er over den pågældende musik, netop skyldes denne modsigelse, og at komponisten, der hvor det pågældende afsnit optræder igen, kan fremhæve den ene eller den anden side af modsigelsen, og derved bidrage til at opfylde musikkens dramatiske og formale krav.« (p. 51)

I Lewis Lockwoods artikel om skitserne til sangen »Sehnsucht« polemiseres mod den traditionelle forestilling om Beethovens arbejdsmåde, som den kommer til udtryk i skitserne: gennem møjsommeligt arbejde opbygger Beethoven gradvist sine ideer til større og større fuldkommenhed på grundlag af fragmentariske skitser, således at hver ny skitse repræsenterer et lille skridt på vej frem mod det endelige nål. Gennem en fornyet transkription af skitsebladene til denne sang og gennem en indgående paleografisk og musikalsk analyse af skitserne gives et langt mere nuanceret billede af Beethovens arbejdsproces, l denne forbindelse lægges der især vægt på den tvang som opgavens karakter — her først og fremmest metrisk og udtryksmæssigt — påfører denne arbejdsproces. Dette kommer særlig klart frem på grund af den strenge skelnen, som Lewis Lockwood i sin musikalske analyse gør, mellem de metriske, de rytmiske og de melodiske forhold.

Også Joseph Kermans indgående studier omkring »An die ferne Geliebte* fortjener en nærmere omtale. Beethovens sange indtager traditionelt en noget tilbagetrukken plads i det samlede billede af hans produktion, men Joseph Kerman slår til lyd for, at »An die ferne Geliebte« trods sit tilsyneladende enkle præg (Goethes »folkelige« sangideal spiller her en vigtig rolle) — eller måske netop i kraft heraf — danner en vigtig indfaldsvej til »den sene« Beethovens værker. Det er navnlig to forhold, der interesserer Kerman: den harmoniske disposition for hele sangkredsen og det element af tekstlig og musikalsk reprise, der ligger i genoptagelsen af indled-ningsmelodien i den sidste sang til teksten »Dann vor diesen Liedern weichet«. Begge de nævnte forhold bidrager til det præg af enhed, som man altid har set i denne musikhistoriens første egentlige sangcyklus. Ikke mindst da capo-problemet går som en rød tråd gennem hele artiklen, og det vises — igen bl.a. under henvisning til skitserne — hvordan ideen med fælles stof i begyndelsen og slutningen gradvist tager form hos Beethoven, dette fører til fremsættelsen af den hypotese, at det er Beethoven selv og ikke digteren Alois I. Jeitteles, der har indført sidste strofe i den første sang »Denn vor Liedesklang entweichet«, der er en parafrase over den ovenfor nævnte strofe, der afslutter hele sangkredsen.

l de to sidste artikler i samlingen viser Richard A. Kramer (»Beethoven and Carl Heinrich Graun«), hvordan Beethoven i de recitativiske afsnit af sine vokalværker fra ca. 1800 til 1805 (herunder »Leonore«) er stærkt præget af J.A.P. Schultz's berømte artikel om recitativet i Sulzers encyklopedi »Allge-meine Theorie der schönen Künste*, der i al væsentligt henter sine mange nodeeksempler fra C.H. Grauns operaer, og Douglas Johnson (»Jhe Artaria Collection.
Niels Krabbe

Værkanalyse og historie

Hermann Beck: Methoden der Werkanalyse in Musikgeschichte und Gegenwart.

Taschenbücher zur Musikwissenschaft, hrsg. v. Richard Schaal, 9, Heinrichsho-fens Verlag, Wilhelmshaven, 1974.

Værkanalyse spiller idag en central rolle i alle former for musikformidling, i undervisning, på pladeomslagstekster, i

musikkritik og videnskab. Der findes også et stort antal analyse-metoder, hvis forskellighed til dels er historisk betinget. Og netop dette, at selve måden hvorpå man analyserer musikstykker, er betinget af analytikerens historiske situation, hans æstetiske observans og traditionsbaggrund, glemmes ofte. Det vil Hermann Beck gerne råde bod på med denne lille bog. Det er hans hensigt at beskrive værkanalysens historie fra Aristoxenos (300 f. Kr.) til Stockhausen, Dieter De la Motte og Milton Babbitt inden for tre af analysens arbejdsfelter: Musikkritik, Musikteori (kompositionsdidaktik) og (historisk) Musikvidenskab. Det er unægtelig en stor mundfuld at tage på 300 sider, og sagen besværliggøres yderligere af, at Beck vil gøre sin redegørelse metodeorienteret. Altså lave en blanding af historisk og systematisk fremstilling.

Jeg synes, han er sluppet udmærket fra sit forehavende. Det er klart nok en meget oversigtsmæssig fremstilling, og af og til springer han let henover store stofområder. Formlærens udvikling efter H.C. Koch (slutningen af 1700-tallet) og Riemann centreres helt om Momig-ny/Riemann, hvorved formeringen af »sonateformen« som central formtype hos Reicha, Birnbach og Marx (ikke Karl, men Adolph Bernhard) udelades. Ernst Kurths yderst originale formdynamiske teorier behandles stedmoderligt, ja, ikke engang grundplanen i hans produktion ridses tydeligt op. Hermed mener jeg, at Kurth systematisk angreb tre grund-parametre: melodilinjen (Bachbogen), harmonikken (Romantiske Harmonik), storformen (Brucknerbogen) for til slut at sammenfatte det hele i »Musikpsychologie«. Men nå, Beck skal også nå meget stof igennem, og der må i et sådant tilfælde indrømmes et vist spillerum for prioriterende skøn. Min hovedkritik skal derfor heller ikke gå på, om dette eller hint er udeladt eller for summarisk behandlet. Bogens afgørende svaghed er, at Beck slet ikke te-matiserer selve værkbegrebet. Det er ganske vist et æstetisk problem, som det kunne synes rimeligt at udelade i et metode-orienteret arbejde. En del års studier i analysens historie har imidlertid overbevist mig om, at man ikke kan få et korrekt historisk billede af musikanalysens skiftende karakter uden at se den på baggrund af »det autonome musikværks »udvikling som en /c/émæssig (eller for den sags skyld: ideologisk) størrelse siden slutningen af 1700-tallet. Når man f.eks. læser K.W.F. Solgers skarpe skelnen mellem æstetik og »empirisk kunstteori«, dvs. værkbetragtning (Vorlesungen über Aesthetik, 1829) forstår man, at f.eks. Czernys analyse af Beethoven i den tyske udgave af Rei-chas kompositionslære endnu har status som »poetik« i aristotelisk forstand, og derfor har en helt anden mening end tilsvarende analyser af Tobel, Westphal eller nutidige komponister som Boulez. Ligetil, Stockhausen, hvor den tekniske analyse (den »empiriske kunstteori«)

samtidig fungerer som æstetik. Og ikke nok med det, men man fár i lyset af den mellemliggende udvikling af musikopfattelsen en forklaring på værkanalysens stigende betydning uden for kompositionslære og musikkritik, nemlig i musikvidenskaben. Havde Beck haft denne idé-historiske perspektivering med, ville hans bog bedre have nået det i forordet erklærede mål: at åbne vej til en refleksion af den analytiske approach som sådan. Og er der noget vi trænger til netop i disse år, er det dét. Heller ikke det mere og mere påtrængende problem: analyse af ikke-skriftlig musik, kommer Beck ind på. Til gengæld slutter han med et kapitel om interpretation og Hermeneutik — altså muligheden af at »fortolke« musikværkers »indhold« ad analytisk vej. Men her kommer han ikke ud over Kretz-schmar og Schering — og slet ikke ind på Adornos forsøg på en sociologisk hermeneutik af musikværker, selv om han har Adorno med i sit afsnit om musikkritik, l øvrigt savner jeg i den forbindelse en henvisning til Niels-Eric Ring-boms fortrinlige gennemgang af musikkens symbol-problem (Ueber die Deutbarkeit der Tonkunst, Abo 1957). Når jeg ikke destomindre i begyndelsen af denne anmeldelse har kaldt Bçcks bog »udmærket« er det p.g.a. bibliografien, der gør det muligt at benytte hovedteksten som et tilbud om en række »indgange« i problemet: musikalsk analyse forstået i sin historiske betin-gethed. Læsere af denne anmeldelse, der anskaffer bogen, bør dog lige i litteraturlisten indføje flg. titel: Fred Riet-zel: Die Entwicklung der »Sonaten-form« im musiktheoretischen Schrifttum des 18. und 19. Jahrhunderts, Wiesbaden 1968.

Poul Nielsen

Årgang 49/1974-1975, nr. 01