Die Musik kommt mir äusserst bekannt vor!

Bent Lorentzen:

Die Musik kommt mir äusserst bekannt vor!

Komisk variations-panorama over Mozarts operaer for 4 operasangere og tonesystem i 4 kanaler. Uropført den 3. maj 1974 på Kieleroperaen. Gæstespil i Kbh. 12. september 1974 (sammen med Niels Viggo Bentzpns »Automaterne«).

Dansk opsætning planlagt marts-april 1975 Det kgl. Teater, Comediehuset.

For fire år siden gik jeg og tumlede med en plan om at komponere et værk, hvor en række klassiske operafigurer skulle anvendes i et moderne spil. Kun de flotte figurer skulle blive tilbage befriet for de belastende falbelader og det dyre maskineri.

Ideen blev emballeret og lagt i fryseboksen, og herfra blev den så hentet frem af dr. Joachim Klaiber, lederen af Kiel Stadttheater, i dagligtale Kieleroperaen. Selv om planen efterhånden var dækket af mange års is og rimfrost, så syntes Klaiber, at den lå og så fristende ud. l løbet af 1973 og de første måneder af 1974 blev værket tøet op og komponeret færdigt, godt hjulpet på vej af en række diskussioner på højeste opera-dramaturgiske plan i Kiel, samt et ualmindeligt hårdt stykke arbejde i mit elektroniske værksted.

Hvad der virkede så let på planlægningsstadiet, kom til at volde mange kvaler. Der viste sig mange problemer forbundet med det at bygge et nyt værk over en anden komponists operaproduktion. Ikke fordi noget lignende ikke er gjort før af andre eller mig selv, men problemet er, at det er en overordentlig vanskelig sag at undgå at det færdige produkt enten bliver ren Mozart eller til ren Lorentzen og ikke Mozart assimileret i Lorentzen. Det er ti gange lettere at anvende en hundrede procent nutidig stil, for den kender man til bunds samtidig med at man har en mængde erfaringer med, hvorledes den virker og fungerer.

I de »gode gamle dage«, da man syslede med neoklassisk, overtog man ofte hele apparatet fra klassikerne og ændrede blot lidt hist og her, ved at indsætte et par skæve toner og et par krasse harmonier. Det lykkedes ikke for ret mange at skabe original musik på den måde, og i dag går det slet ikke, fordi vi i mellemtiden er blevet meget mere bevidste om mange ting i retning af det lyd-, parameter- og medie-mæssige. Vi har også fået lidt mere distance til f.eks. klassikerne, vi tager dem sjældent direkte som de er, men næsten altid med et gran salt. Det min nye opera skulle udtrykke er den mærkelige blanding af mange forskellige tidsaldre og miljøer, som vi oplever blandet sammen på den mest ejendommelige måde i TV. Det ene øjeblik ser man en klassisk opera, det næste en Dracula-film, og aftenen sluttes af med de forfærdeligste nyheder og måske en hypermoderne amerikansk krimi, hvor et mord blot er en let krusning på overfladen.

Min oprindelige plan var måske at »genføde« Mozartsoperaen som form, i ironisk forstand som en art anti-opera, men undervejs opdagede jeg, at der gradvis også voksede noget frem, der kunne ligne en Hommage a Mozart.

Titlen på operaen blev et citat fra Don Giovanni, hvor Leporel lo efter at have lyttet et øjeblik til huskapellet, medens herren sidder ved gæstemåltidet, stille udbryder: Die Musik kommt mir äusserst bekannt vor, da han hører først nogle citater af bl.a. en gammel opera af Sarti og derefter det berømte Figaro-motiv. Hvad der hos Mozart blot var en musikalsk spas, er i min opera gjort til et overordnet princip. Alting er hentet et andet sted og collage-mæssigt sat sammen til en ny helhed. Det er ikke blot musikcitater eller elektroniske bearbejdelser af Mozart-musik, der anvendes, teksten er ordret hentet fra de kendteste Mozart operaer, og de optrædende personer forekommer enhver operatilskuer yderst bekendte. Don Giovanni føres sammen med Susanne fra Figaro, Konstanze fra Bortførelsen med Alfonso fra Cosi fan Tutte. På samme måde som musikken blev omformet til en ny helhed, så undergår det klassiske persongalleri også visse forandringer, Susanne får nogle af Despinas træk, Giovanni nogle af grevens træk, Konstanze, Elvira og Nattens Dronning bliver til een person. Alfonso bærer mange af Leporellos arvelige anlæg i sig.

Som så mange andre kunstnere i vor tid, har jeg gjort den erfaring at originale indfald ofte falder til jorden, fordi publikum ikke rigtig er i stand til at følge vores himmelflugt. Da vi sikkert allesammen ønsker at blive forstået, og mindst af alt ønsker at konfronteres med et blokeret publikum, så har jeg forsøgt den udvej, at arbejde samtidigt med mange forskellige lag af forståelighed. Yderste lag er den letforståelige, næsten vulgære krimiagtige handling. Længere inde finder man et lag for Mozart- og operakendere, længere inde vil man måske øjne det lag, der fører det lydmæssige og elektroniske, og i centrum ligger naturligvis hele symbolikken og værkets grundide eller grundholdning. At det er vanskeligt at lave elektronisk musik i Mozart-stil siger næsten sig selv. Det skyldes sikkert, at der er et meget stort spring i det stilistiske, stilarterne er så langt fra hinanden, at der ikke er mange fællestræk tilbage. Men nogle lange udholdte toner, nogle krummelurer og triller kunne moderniseres og gøres »tidssvarende« på samme måde som gamle kobberstik sommetider ses i overforstørrelse. Men hvor meget det nye værk kom til at minde om Mozart afhang ikke af detaljerne alene, meget vigtigere var selve grundkarakteren. Den er gennemsigtig, klar, enkel og alting er gjort med en altid overraskende selvfølgelighed.

I Die Musik kommt mir äusserst bekannt vor dannes ledsagemusikken naturligvis ikke af det traditionelle instrumentalensemble. Via et fire-kanals system gengives et bånd, der er en elektronisk bearbejdelse af dels båndindspillet operamusik af Mozart, dels af lydkulisser. Alt er bearbejdet på en eller anden måde, og resultatet er derfor også en helt ny lydmæssig helhed, og det må vel være grundigt gjort, når nogle anmeldere kunne fastslå, at der ikke var en eneste takt ren Mozart i musikken. Den foretrukne bear-bejdningsform i denne komposition er den rytmiske hakning. I sin rene form er virkningen ret hurtigt brugt op, men anvendes den interferensmæssigt, så byder der sig et utal af interessante variationsmuligheder. Det skal her bemærkes, at de rytmiske hakke-mønstre også er hentet fra Mozarts operaer, ligesom alt det andet. Den kunstneriske virkning af denne hakning, kan sammenlignes med billedkunstens pointillisme. Man sammensætter en række forskellige punkter til en ny helhed..

I den traditionelle opera forekommer lydkulisser principielt ikke, normalt erstattes de af orkestret, der imiterer kirkeklokker, uvejr, blæst, etc., men det er ikke på mangel af naturtro lydkulisser, at man gør det, langt snarere skyldes det, at opera som princip er en omskrivning af virkeligheden. Med de muligheder som moderne båndteknik byder, er det blevet teknisk muligt at sammenknytte lydkulisserne med musikken på en hidtil helt ukendt måde. Fuglene kan synge i Mozartrytmer, Don Giovanni tygger sin morgenmad i samme rytme, vandplask og mikroklippet Mozart går op i en højere enhed og så videre.

Den efterfølgende oversigt vil formentlig lette indsigten i den dramatiske opbygning af værket. Oversigten viser seks personers indbyrdes placering, men også tidspunkter og steder for handlingen, samt de fire billeder som operaen er inddelt i. l venstre side finder man de to damer, til højre herrerne. Pardannelsen er som oftest l + II og III + IV.

1. kvartcirkel illustrerer altså både 1. billede, Susanne, begrebet morgen samt et bestemt værelse på slottet samt også farven rosa. l det efterfølgende vil jeg ved hjælp af en piktogrammæssig fremstilling vise den dramatiske opbygning i 1. og 2. billede. Oversigt over de anvendte piktogrammer:

En firkant gengiver i den efterfølgende fremstilling af de enkelte afsnit en person, og man kan på farven altid se hvilken. Bølget = Susanne, hvid = Don Giovanni, prikket = Don Alfonso og sort = Konstanze. Indeni personfirkanterne gives ved hjælp af piktogrammerne en beskrivelse af den situation, som vedkommende person befinder sig i. For eksempel starter Don Giovanni med at spise, derefter er han amorøs, siden oplever han, at Konstanze går i bad ved siden af, og at Don Alfonso kommer ind etc. Flere steder forekommer der flere forskellige farver i samme firkant. Hovedfarven angiver hovedpersonen og de smalle striber svarer til bipersonerne i denne situation.

1.2. billedes begyndelse vil man af oversigten kunne se, at Don Giovanni kommer ind i spidsen for de øvrige. Man vil sikkert kunne følge det overordentlig konsekvent gennemførte serielle princip ved at sammenligne firkantoversigterne med den indledende cirkeloversigt. Det fremgår af oversigten at Susanne dominerer 1. billede, ligesom Don Giovanni dominerer 2. billede og så fremdeles.

1. billede

Susanne er travlt beskæftiget med først at give sin herre morgenmad, afvise hans amorøse tilnærmelser, samtidig med at hun varter Konstanze op, hun ligger i et tilstødende lokale i et badekar. Don Alfonso giver sig til kende off stage, og han kommer siden ind og hilser på Don Giovanni. Konstanze er i mellemtiden færdig med sit bad og kommer ind på scenen. Man ser tydeligt at Don Giovanni og Konstanze har haft en amorøs historie sammen, men at Don Giovanni sin natur tro allerede er færdig med hende. Han nærmest flygter. Hun synger i en klassisk cantabile stil om den tabte kærlighed. Don Alfonso kommer ind med posten, der består af fire hemmelige skrivelser, måske amorøse. Alle, også Don Giovanni springer til.

1. billede afrundes med en tilbagevending til begyndelsen, og Susanne er igen alene på scenen.

Dette afsnit begynder med, at Don Giovanni i spidsen for hele ensemblet kommer løbende ind for at begynde festen, skåle i Champagne etc. Man beslutter at arrangere en maskerade. Don Alfonso skal ordne det praktiske, medens de andre klæder om, hans egen forklædning består i et sæt vellignende vampyrtænder, som effektivt omskaber ham til et farligt væsen. Konstanze kommer ind forklædt som et uskyldigt lam, kort efter kommer Susanna forklædt akkurat magen til. Don Alfonso forgriber sig først på Konstanze, og hans vampyrbid omskaber hende til en vampyr, og til sidst ender en vild vampyrjagt med, at også Susanna er blevet bidt, og omskabt. Da Don Giovanni forklædt som varulv kommer ind, forekommer han de tre vampyrer så afskyelig, at de ikke engang forsøger at bide ham, men derimod river hovedet af ham, og under masken finder de hans egentlige ego: en nar.

Det er ikke stedet for en fyldigere gennemgang af de to sidste billeder, men uden en ide om slutningen ville denne artikel vel nok virke noget uafsluttet.

3. billede

Dette afsnit foregår i halvmørke. Don Alfonso leder efter en Miss Y, som er omtalt i hans brev. Konstan-ze er imidlertid ude i en lignende mission, og de falder i mørket i hinandens arme, i den tro at de er henholdsvis Mr. X og Miss Y. Noget lignende sker også for Don Giovanni og Susanna, og hele afsnittet ender med at Don Alfonso og Konstanze opdager misforståelsen. Efter at have sværget hævn begynder de at lede efter de forbrydere, der har narret dem, og som sikkert er et spionkomplot.

4. billede

Sidste afdeling foregår på en mørk kirkegård i pibende vinterstorm, og her tager forviklingerne for alvor fat. Bevæbnet med en pistol forsøger Konstenze alene at finde forbryderne. Susanna og Giovanni leder stadig uafhængig af hinanden efter deres livs drømme Mr. X og Miss Y. Alle tror at alle er nogle andre personer end de er. Det ender med at Susanna må gemme sig i en kiste, og for at skræmme Konstanze og Alfonso væk, laver hun en handskedukke-komedie med et dødningehoved. Under et vildt pistolskyderi må Giovanni gemme sig, og den eneste udvej for ham er at krybe ned i kisten, til Susanna! Nu tror Konstanze og Alfonso naturligvis, at det er forbryderne der tumler rundt i kisten, og derfor stikker de ild til den, og medens flammerne omspænder hele herligheden, hører man Susanna og Giovanni synge fra Figaro: Sagt, ist es Liebe, was hier so brennt?