Kultur, politik og pseudoaktivitet

Poul Nielsen:

KULTUR, POLITIK OG PSEUDOAKTIVITET

Augustin Girard: Kulturpolitik. Teori og Praksis. På dansk ved Mogens Boisen. Udgivet af Den danske Unesco-nationalkommission 1973. Fås ved henvendelse til Mellemfolkeligt Samvirke, Hejrevej 28, 2400 København NV.

Kulturpolitikken er i krise i disse år. Det mærkes ikke mindst inden for den sektor af kulturlivet, man plejer at kalde »den klassiske musik« eller »kompositionsmusikken«. Ganske vist har denne musik - hvad enten der er tale om Bach, Beethoven eller Per Nørgård - altid været en minoritetskultur. Men tidligere havde man den forestilling at den ideelt havde et budskab til alle mennesker, og at den som følge af sine iboende slet og ret menneskelige værdier på et eller andet tidspunkt ville »nå ud til folket«. Det var bare et spørgsmål om tid. De barrierer der var mellem denne musik og det store flertal var dels af økonomisk art, dels af »psykologisk«, »vanemæssig« art. Det økonomiske fundament for en demokratisering af kulturgoderne var politikernes sag, ja, var simpelthen et led i den almindelige omfordeling af samfundets goder. Når der var kommet bøffer på bordet i alle de små hjem, meldte de åndelige behov sig. Eventuelle psykologiske spærringer og miljøhæmninger overfor finkulturen kunne man overlade til pædagogerne og musikformidlerne i skoler, medier og folkelig oplysningsbevægelse.

Disse illusioner, som man under ét kan kalde »den klassiske socialdemokratiske model« inden for kulturpolitikken er røget sig en tur. Og det er ikke bare noget vi oplever herhjemme. Problemet er internationalt, og har derfor UNESCOs bevågenhed.

Denne organisation har bedt lederen af det franske kulturministeriums studie- og forskningsafdeling Augustin Girard, skrive en bog, der skal anvise nye veje for kulturpolitikken.

Girard starter med at beskrive nogle af de symptomer på den klassiske kulturpolitiks fallit, man kan iagttage. Trods den voldsomme vækst i den materielle rigdom har folk ikke fået det bedre - snarere tværtimod.

De moderne storbyer er deprimerende, arbejdet er fortsat så fremmedgørende som det hele tiden har været, og fritiden er blevet et blot »negativ« af arbejdstiden: altså en ny form for fremmedgørelse, hvor menneskene jager rundt efter åndsløse forbrugsgoder: I visse kredse nærede man en tid lang håb om, at de forskellige former for fremmedgørelse, der hidrører fra arbejdet og de umiddelbare omgivelser, kunne overvindes ved en bedre brug af fritiden, man antog at tiltagende produktivitet ville frigøre en vis mængde tid og således danne en »fritids-civilisation. Det er imidlertid i den senere tid blevet øjensynligt, at en sådan optimisme er ubegrundet. Arbejdsugen (...) er i de sidste tredive år blevet stabiliseret, og den er næppe aftagende, medens produktionen bliver ved med at stige. Sagen er, at stilles man overfor valget mellem fritid og købekraft, vælger de fleste mennesker den sidstnævnte (...) befolkningen har foretrukket at øge sine udgifter frem for at forbedre sin livskunst, fastslår Girard. Hertil kommer de nye massemedier, først og fremmest fjernsynet, den største udfordring til det 20. århundredes kultur, som Girard skriver: Fjernsynet virker i retning af at fremme passivitet, overfladiskhed, tarvelig nyfigenhed, af reduktion til laveste fællesnævner og: Trange boligforhold og mangel på plads i det hele taget udelukker selvtilstrækkelige fritidsaktiviteter såsom praktiske hobbyer og havebrug og gør fjernsyn og radio til den eneste mulige form for rekreation (...) De kollektive bekvemmeligheder utilstrækkelighed og afstanden fra bycentrene, hvor alle kulturelle aktiviteter findes, berøver mennesker lysten til at gøre grug af dem.

Og således videre. Girard kører alle de kanoner i stilling som man kender så godt fra den type kulturpessimistisk essaystik, der i mange år har været det udtryk, følsomme kulturarbejdere gav for den reale modsigelse mellem de idealer, der var nedlagt i kulturens frembringelser, og så denne kulturs betydning i virkelighedens verden. Det er det som Sartre har kaldt »de intellektuelles ulykkelige bevidsthed«, eller mere stringent sagt: følelsen af en uoverstigelig modsigelse mellem den intellektuelles, kunstnerens fordring på at være »universalist«, og hans reelle funktion som »partikularist«: (vel) betalt forvalter af en hersekende klasses kulturværdier og dermed partikulære interesser.

Girard lider dog ikke af ulykkelig bevidsthed. Ovenstående citater giver kun den ene side af hans beskrivelse af situationen. Den er ikke håbløs. Det som det gælder om er at formulere en kulturpolitik, der kan sætte mennesket i stand til at genvinde sin personlighed, sine rødder, selvtilstrækkelighed og grunde til total godtagelse af, »sigen-ja« til livet. Man må neutralisere farerne og udnytte de positive muligheder. Som André Malraux sagde: »Masserne er potentielt frugtbare og potentielt sterile: en af vore opgaver er at begrænse dem til frugtbarhed«. (...) I modsætning til passiviteten peger kulturudvikling på selvopdagelse og vækst og herredømme over éns skæbne. Den må efter Malraux' mening »løfte mennesket op fra at være skæbnebestemt til at være frit og stemme livet om til en ny civilisation ved at give mennesket herredommet over byen, fritid, kommunikationsmidler og arbejde.

Altså en tro der som nævnt også var grundlaget for den klassiske kulturpolitik. Men som altså ikke længere kan baseres på »finkulturen«, da denne åbenbart ikke kan nå ud til folk, heller ikke når man gør adgangen til denne økonomisk overkommelig. Det er hverken for teatret eller museet billetprisen, der udgør hindringen, men indholdet eller, mere nøjagtigt udtrykt, sproget, helheden af vedtagne symboler, som den uindviede offentlighed ikke har nøglen eller koden til. Kulturpædagogikken hviler på en patriarkalsk indstilling overfor folk, den er udtryk for manglende forståelse af befolkningen og dennes forhåbninger, behov og hensigter, og hviler på en dybtgående psykologisk fejl. Denne nedladende didaktik med dens vægt på det sproglige udelukkende utvivlsomt enhver mulighed for at få jævne mennesker eller det brede folk til at gå i kulturlære.

Det fremgår allerede til en vis grad af disse Girard-citater, hvor det er han vil hen med sin »nye kulturpolitik«. Jeg skal prøve kort at inddampe hans argumentation til nogle nøglebegreber: grundlaget for kulturpolitikken må være en UDVIDELSE AF KULTURBEGREBET. I grunden kan man ikke definere kultur, hvis definitionen ikke skal blive så bred, at den bliver intetsigende. Kultur er bare ikke identisk med finkultur og kunst. Den er snarere indbegrebet af livsvaner, -mønstre, -normer og værdier. I stedet for et holdningsbetonet, værdoorienteret kulturbegreb har Girard et operationelt kulturbegreb: KULTUREN ER EN SUM AF DELKULTURER, der hver har sit sprog og sine værdier. Da problemet i nutidens samfund er faren for passivitet foran TV og massemedier, bør kulturformidling erstattes af det Girard kalder ANIMATION, dvs. aktivisering af den enkelte på hans egen delkulturs præmisser. Målet er ikke at overøse arbejderkvarterer med en guddommelig åbenbaret kultur direkte fra kulturcentret, men at hjælpe hver enkelt subkultur - hvad enten den består hos håndens arbejdere, funktionærer eller afvandrede, rodløse bønder, unge eller gamle, fremmedarbejdere - til at udvikle og udtrykke sig... Kort sagt: demokratisering af kulturen må erstattes af KULTURELT DEMOKRATI, som vel nok er Girards centrale begreb: Kulturformidling (animation) betegner alt, hvad der letter personers og gruppers adgang til et mere aktivt og kreativt liv, hvad der forbedrer deres tilpasningsevne og kommunikationsevner, foruden evnen til at deltage i deres (lokal) samfunds liv, og endelig hvad der udvikler deres personlighed og selvstændighed.

Den årvågne læser vil måske allerede spørge, hvad nyt der er i disse kulturpolitiske ideer. Det er jo altsammen fraser fra de senere års mediedebat og kulturpolitik, og tildels praksis: avisernes nedtrapning af det konventionelle kulturstof, TVs kulturmagasins programpolitik, der går ud på at beskæftige sig med alt mulig andet end »kultur«, nedlægningen af program 2 og - i vor egen andegård - Radioens Musikafdelings pop-linje med telefonprogrammer, musiktagfat og causerier i stedet for saglig information. Girards ideer spøger også mellem linjerne i det midlertidigt syltede musiklovforslag. De er udtryk for det, man kunne kalde »den nye socialdemokratiske model« i kulturpolitikken. Tendensen til at opgive et holdningsbetonet kulturbegreb til fordel for et operationelt, behaviouristisk kulturbegreb. Man opgiver at markere værdi og kvalitet i kulturpolitikken, og klynger sig i stedet til »aktivitet«. Der skal ske noget, det er det som er sagen. Jens Jørgen Gjedsted sammenfattede denne tendens meget fyndigt i et læserbrev i Information i juli d.å.: det kan være flintrende ligegyldigt hvad man spiller, bare man spiller.

Med ovenstående polemiske karakteristisk af den »nye socialdemokratiske model« har jeg klart tilkendegivet, at jeg ikke bryder mig om den - faktisk finder jeg den afskyelig. Den er værdinihilistisk; på det kunstnetiske plan ved at se bort fra forskellen mellem skidt og kanel, selv om denne forskel stadigvæk, trods al værdipluralisme, eksisterer; på det menneskelige, sociale og politiske plan ved at lave kulturpolitik, der ikke er et modspil mod, men et medspil med den undertrykkende kulturindustri. Dens udvidede kulturbegreb giver legimation overfor folket, fordi det fremstår som progressivt, tolerant og liberalt. Den er tilsyneladende »folkelig« ved at sige til folk, at l skal ikke være kede af det, for kultur er det hele, vanerne, livet, harmonika og skipperlabskovs, minigolf, - kultur er dét I går og gør til daglig. Dette garneres med en masse ord om frihed, selvudfoldelse, demokrati (»på jeres egne præmisser«) osv., som skal dække over, at man har opgivet dét ambitions-niveau m.h.t. bevidstgørelse, der trods alt - trods Bomholt, »arbejderkultur« and all that, lå gemt i den gamle kulturpolitiske model. Her mærkedes dog et fjernt ekko fra Voltaire, Kant og den unge Marx, alle oplysningens drømme om at føre menneskene ud af den umyndighed, hvori de er holdt nede. Dette skal afløses af en »populær-meka-nik-kultur«, af integration i stedet for frigørelse, med Adornos ord: pseudoaktivitet, med Marcuses ord: »én-dimensionalitet«.

Det er i øvrigt også Marcuse, der kan lede på sporet af, hvad der er grundskavanken hos Girard. For det skal indrømmes, at ovenstående kan synes at være eine grausame Salbe overfor en lille, velmenende og fredsommelig bog som Girards, der forsøger at være imødekommende overfor »menigmand«. Endda en imødekommenhed, som mangen menigmand sikkert vil være taknemmelig for. Just denne imødekommenhed er imidlertid det endimensionale industrisamfunds vigtigste middel til integration, ja, netop til at skabe sin endimensionalitet. Det er noget, der på snigende vis foregår i selve sproget, og som Marcuse i sin filosofiske jargon har indkredset som en »total empirisme i behandlingen af begreber«. »Således opstår en endimensional tænken og adfærd, hvor ideer, bestræbelser og mål, der indholdsmæssigt går ud over den bestående tanke- og handlings-verden, enten tilbagevises eller reduceres til begreber, der kendes fra denne verden« (1). Denne diagnose passer til Girard som fod til hose: ingen kan - med korrelat i virkeligheden vel at mærke - sige, hvad »kvalitet« er i »kulturen«, så sandt som »kulturen« ikke er realiseret, men endnu blot har vist sig i form af emancipatoriske ideer, drømme, fantas(ter)ier. Altså følger Girard og andre, der enten af indstilling eller p.g.a. deres funktion i det en-dimensionale samfunds ideologiske tekno-struktur mangler fantasi eller kraften til at gøre modstand og insistere på ideernes indhold, - den af Marcuse beskrevne dobbeltstrategi: kvalitet reduceres til noget, der på det produktionsliderlige samfunds præmisser almindeligvis går for at være godt, nemlig at man foretager sig noget, altså »aktivitet«. Denne aktivitets indhold defineres empirisk (aktivitet = det som folk nu går og laver). Eller man afskaffer begrebet ved at gøre sin begrebsdannelse så rummelig, at den tømmes for indhold.

Værdinihilisme altså, men godt indpakket. Formålet er at borteskamontere de uoverstigelige modsigelser, som den moderne kulturteknokrat står overfor. Midlet er allerede angivet: operationalisme i begrebsanvendelsen, manipulering med sproget. Foruden de eksempler der allerede er vist herpå (ovenfor, i afsnittet med Girards kulturpolitiske nøglebegreber) skal lige anføres ét til: hans rokeren rundt med begrebet »det nyskabende«.

Dels repræsenterer »det skabende« jo »den nyskabende kunst til alle tider«: Skabelse er uadskillelig fra den civilisation, som nærer den, bedre end nogen anden menneskelig aktivitet sammenfatter den denne civilisation og giver den udtryk. Dels er »det skabende« en vigtig attribut til den kulturelle animation af delkulturerne: Hos både grupper og enkeltpersoner er formålet at opmuntre til skabelse og ikke til gentagelse, at tilskynde til opfindsomhed og ikke til efterligning, ja, at gøre enhver kreativ. (...)-Menneskets højere formål er kreative: at fuldbyrde sig selv inden for de til rådighed stående midler. Når man læser Girards bog og er opmærksom på det, der ligger mellem dens linjer, er det klart, at han de to steder ikke taler om det samme. Det gælder om at forlene den »delkulturelle animation« med en lødighed, hvis garanti hentes i den autentiske kunst og dens skabende tradition. Derfor skal det se ud, som om han taler om det samme, og det klarer han ved begrebsoperationalismen, der sætter ham i stand til at lumre sig uden om konkrete værdi-markeringer. I sidstnævnte tilfælde henviser han således til almene moralske værdier: når »det skabende« ude i delkulturerne skal animeres, må man passe på at denne kreativitet ikke bliver til afstumpet spontaneitet, til udtryk der er blottet for sand kommunikativ værdi, eller endog til kollektive illusioner, thi: Kunsten er lige så fundamentalt menneskelig som moraliteten, og ligesom denne, vital hvis mennesket skal have sammenhæng med sine omgivelser. (Ironisk nok skjuler der sig i denne moraliseren netop det kulturelle formynderi, Girard ellers vil til livs). I det førstnævnte tilfælde - altså når der er tale om den autentisk, nyskabende kunst - klares værdiproblemet med flg. recept: Risikoen for at skønne forkert (altså m.h.t. kunstværkernes kvalitet og bæredygtighed)-vil blive mindsket, hvis dommerne er mange og midlertidige. Hvis de skiner hvert andet år, vil kunstnerne fra forskellige retninger få deres chance - altså en administrativ forholdsregel (der i sig selv kan være udmærket, vi kender den såmænd fra vor egen kunstfond) i stedet for en holdning eller en vision.

Al denne begrebs-manipuleren tjener naturligvis et overordnet formål. Det som det drejer sig om for Girard og ligesindede er at undgå at behandle det kulturpolitiske problem som et politisk problem. Hans bog er et opgør med den traditionelle kulturpolitik, men det sker uden at han antaster grundlaget for denne kulturpolitik: at kultur er en apolitisk sfære, og at kulturpolitikken derfor er et administrativt distributions-anliggende.

Det kan godt være lidt svært at gennemskue umiddelbart, fordi Girard garnerer sine betragtninger med en masse generelle positivt ladede værdiforestillinger af politisk art. Jeg har allerede nævnt hans idelige hamren på frihed, demokrati, selvudfoldelse. Hertil kommer kulturpolitikken som et middel til at den enkelte kan blive medbestemmende overfor sit miljø og dermed sit liv, inclusive det af de Gaulle i 1968 som svar på majurolighederne lancerede begreb »participation«. Men Girard ønsker i virkeligheden ikke at politisere. Det er således meget symptomatisk, at vi s. 63 finder deloverskriften »Man må acceptere risikoen for politisering« (fremhævelsen her), som om ikke netop politisering skulle være det afgørende mål for en sand kulturpolitik. Helt tydeligt bliver han, når han strejfer ar-bejdsafdelingen i samfundet, som er humlen ved det hele, ja, egentlig er årsagen til, at vi overhovedet har en kulturpolitik: En løsning ligger imidlertid uden for spektret af den »kulturpolitik«, som er diskuteret i nærværende arbejde (s. 14, fodnoten, gåseøjnene er Girards egne).

Girards kulturpolitiske nøglebegreb »Kulturelt demokrati« er da også en a-politisk aflednings-manøvre. For det er jo ikke dét, som er problemet. Spørgsmålet skal ikke lyde: hvordan får vi realiseret kulturelt demokrati? Nej, spørgsmålet må lyde: hvordan realiserer vi demokratiet? Velatmærke, ikke ma-nipulerende med diverse ØD-ordninger, pseudo-medbestemmelse, telefonprogrammer o.l. - men virkelig det reelle demokrati. - Jamen, er det ikke at stille det kulturpolitiske problem alt for bredt op, for generelt? Nej, for hvis man besinder sig på problemet, vil man se, at det centrale i det er og bliver den i begyndelsen af denne artikel omtale modsigelse mellem »partikularisme« og »universalisme« - og det er demokratiets problem. - Nok er ungdomsoprøret kulet ned. Men det er ikke gået hen over os uden spor; i den sidste halve snes år er der sket noget, som ikke lader sig slette ud igen, først og fremmest er der opstået en bevidsthed om, at tingene hænger sammen. Ungdomsoprøret var ikke mindst en kultur-revolutionær strømning, og den gav sig udslag i et opgør med de traditionelle kulturformer. Men de to tyske filosoffer Oscar Negt og Alexander Kluge har peget på, at en vigtig tændsats for studenter-optøjerne i 68 simpelthen var kontrasten mellem de humanistiske fags indhold, altså de traditionelle kulturværdier, og de reale forhold i den kulturkreds, den civilisation, der har fostret disse værdier og idealer. Oprøret var en insisteren på, at dyrkelsen af kulturen og kunsten også må få konsekvenser for praksis - altså på, at tingene hænger sammen, og en protest mod, at dette ikke sker i praksis. Heraf følger, at det virkelig ikke længere er muligt at tale om kultur uden at tale om politik, velatmærke, politik med næb og klør; klassekamp. Men det indebærer også det omvendte: man kan ikke tale om politik uden at tale om kultur, velatmærke: med stort K, spidsen af kulturens frembringelser, også traditionen.

For hvad er det virkelig samfunds-praktiske indhold af den modsigelse, jeg har fremhævet, mellem »universalisme« og »partikularisme«? Deter, at dem der gør livserfaringer i dette samfund, dem, der mærker det helt og oprindeligt på deres krop, nemlig prole-traterne, ikke har en chance for at udtrykke denne erfaring, de har intet sprog, intet medium, ingen offentlighed til deres rådighed - og når de får en chance for at formulere deres erfaring i den eksisterende offentlighed, vil den straks blive fordrejet, kommunikationen vil ikke ske på deres præmisser og derfor blive falsk. Det er heri forræderiet ligger i telefonprogrammerne og TV-kulturudsendelser, hvor arbejderne får »lov at tale frit fra leveren«. - Omvendt: dem, der i dette samfund er specialister i at formulere erfaringer, de intellektuelle, kunstnere, musikere, har ikke nogen primær og sand samfunds-erfaring at udtrykke, højst kan de kaste glimtvise lys over ellers skjulte sammenhænge. Og problemet er, at noget umiddelbart sammenarbejde ikke er muligt. Det er det djævelske ved arbejdsdelingen - den arbejdsdeling, som Girard ikke mener vedrører hans kulturpolitik - at den har skåret en dyb kløft ned mellem systemets manuelle og åndelige tjenerskab. Denne kløft er institutionaliseret - i bygninger og hierarkiske lagdelinger, økonomiske interessemodsætninger, i hele offentlighedens struktur, i sproget og langt ind i hver inkelts bevidsthed. At slå bro over kløften lader sig ikke gøre, og det er i øvrigt heller ikke det der skal gøres; selve den struktur, der betinger kløften, må ændres. Der må tages forholdsregler til etablering af en modoffentlighed, der kan nedbryde den eksisterende offentlighed. Et »sted«, hvor menneskene i dette samfund virkelig kan organisere deres egne erfaringer, deres eget sprog, sin egen bevidstheds dimensioner i kamp mod kulturindustriens deformationer og fordummelsens metastaser.

Men det er et langsigtet projekt, der kræver grundig omtanke, afvisning af alle bekvemmelighedsløsninger - allermindst nytter det at primitivisere sprog, udtryk, musik og derefter forsyne det med etiketten »proletarisk kultur« - den slags er en gentagelse af den gamle kulturformidlings »nedladende didaktik«, blot med modsat fortegn. Hvad der bl.a. behøves, er en analyse, der gør brug af »kulturens spidser«, alt det bedste der er præsteret, det avancerede formuleringsniveau, nytænkningens dybde, kunstens opbrydning af sprogrutiner, al anspændelse af fantasien på alle planer: også - måske - den anspændelse, der kan foregå ved et stykke nodepapir eller i kritisk refleksion over traditionens partiturer. Nu hvor ungdomsoprørets hidsige angreb på alle traditionens hellige køer har lagt sig og omtanken melder sig, står det klart, at den kritiske beskæftigelse med historien ikke kan undværes; et af kulturindustriens vigtigste våben er nemlig afhistoriseringen af bevidstheden og den deraf følgende perspektivløshed i organiseringen af menneskenes erfaring; det samme gælder en kulturpolitik af den nye socialdemokratiske type.

Og så er alt dette endda kun at betragte som forarbejder eller hjælpeforanstaltninger til den politiske praksis det drejer sig om. Man må nære saglig respekt for »kulturens spidser«, »alt det bedste der er præsteret«, men ikke hellig ærefrygt og fremfor alt ingen illusioner. Der er sandsynligvis tale om aktiviteter, der - når det kommer til den egentlige praksis - godt kan undværes, det er bare ikke til at vide nu.

Fra oprøret i 68 dukker en sætning op: Rudi Dutschkes »nu gælder det den lange marsch gennem institutionerne«.

Jamen alligevel - er dette nu ikke at gå for langt i en omtale af Girards bog? Herregud, den fylder kun 161 sider, og det kan selvfølgelig være godt med denne radikalitet, men hvad så med »kulturpolitikken«, der jo alligevel bliver ført, fordi - som Viggo Kampmann en gang sagde - »regeres skal der jo«. Joh, men netop i en tid, hvor pseudo-demokratiseringen hærger kultursektoren er det nødvendigt at påpege, hvad Girard og en kulturpolitik efter hans recept står for - og da især gøre det i et musiktidsskrift. Man kan nemlig nok have sine bange anelser m.h.t. musiklivet; det er en del af kulturlivet, der må formodes at være i særlig grad modtagelig for kulturpolitik af den art. Musiklovforslaget står som ét memento herom, musikafdelingens formidlingspolitik fra de senere år er et andet, pædagogik- og metodik-tænkningens breden sig på indholdsstænkningens bekostning et tredje.

Fremfor alt er der dog grund til at anbefale en anden kulturpolitisk lekture end Girard, nemlig Oscar Negt og Alexander Kluges bog (2). Noget af det, man så kan håbe på er, at denne lekture og de tanker den måtte medføre, henad vejen kan få en virkning også på den kulturpolitik, der »jo alligevel bliver ført«.

Fodnoter:

(1) Se Marcuses essay: über das Ideologieproblem in der hochentwickelten Industriegesellscahft, Paper from The Fifth World Congress of Sociology, 1962. Trykt i Kurt Lenk (ed): Ideologie. Ideologiekritik und Wissenssoziologie, Darmstadt und Neuwied, 6. oplag 1972,413 f.

(2) Oscar Negt, Alexander Kluge: Öffentlichkeit und Erfahrung. Zur Organisationsanalyse von bürgerlicher und proletarischer Öffentligkeit. Suhrkamp Verlag, Frankfurt 1972. Er lige kommet på dansk på forlaget C M T.