Rapporter

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 02 - side 38-38

Rapporter

NMPU-kongres i Trondheim

D.29. juni - 5. juli 1974 afholdtes NMPU-kongres i Tronheim. NMPU - Nordisk Musikpædagogisk Union - er en sammenslutning af i øjeblikket 21 forskellige musikpædagogiske foreninger i de 5 nordiske lande, der alt i alt dækker hele det musikpædagogiske spektrum fra børnehaven til de højeste uddannelser.

Man løfter sin hat for dette storstilede arrangement, som bringer 375 musikpædagoger sammen, og som, hvad det rent praktiske angår, løb smertefrit og elegant over scenen. Der var ingen slinger i valsen i afviklingen af det komprimerede program, indkvarteringen af de mange mennesker i den imponerende studenterby Moholt var 1. klasses, og Norges Tekniske Høgskole dannede en fornuftig ramme.

Mange timers idealistisk slid ligger bag realiseringen af et så stort projekt, og arrangørerne fortjener en stor tak og en kasse varme knus.

Kongressen bestod af egentlige kongresaktiviteter så som plenumforedrag, ensembledemonstrationer, koncerter og andre fællesarrangementer, som fornuftigt var kombineret med en række faglige kurser.

Disse kurser var gennemgående af fin kvalitet. Størst tilslutning havde den fremragende engelske pianist Stanislav Knorr, og blandt klaverunderviserne i øvrigt må også fremhæves vores egen Ragnhild Toft, der varetog begynderundervisningen. Ægteparret Gunvor og Folke Sällström tog sig af en gruppeundervisning i sang, der med sit psyko-fysiologiske udgangspunkt og sin betoning af »tonfallet« fremstod overbevisende og inspirerende.

Træblæser- og guitarkurserne havde mærkelig nok ikke fundet tilstrækkelig tilslutning og blev i 11. time erstattet af en undervisning i jazz-improvisation dygtigt ledet af amerikaneren John Mehegan. Endvidere var der kurser i blokfløjte, i violin efter Suzuki-metoden samt en studiekreds over musikken i førskolen, og ikke mindst en gruppe omkring emnet Musikken i skolen.

De pessimistiske beretninger om faget sang/musik i hovedparten af de danske skoler opvejes ikke af nogen optimisme i vurderingen af de øvrige nordiske landes skolemusikstandard. De enkelte heroiske lyspunkter inden for denne sektor, heriblandt Axel Svitzer, der forestod en del af undervisningen, udgør bestræbelser, som i det samlede billede desværre forslår som skræddere i helvedet. Her er virkelig et musikpædagogisk område, som i de kommende år skal i brændpunktet. Gruppens arbejde var på forhånd hæmmet af, at der ikke i alle de nordiske lande findes sanglærerforeninger, som er tilsluttet NMPU. Styrelsen for NMPU bør nødvendigvis arbejde på at udbedre disse huller i NMPUs medlemsskare.

Foruden de faglige kurser bestod kongressen af en række koncerter og ensembledemonstrationer, som var en kærkommen og nødvendig afveksling i det fyldige program. Men de mange vægtige foredrag var tænkt som hovedhjørnestenene i fællesarrangementerne. De vil inden længe foreligge på tryk i en kongresrapport, som DMT vil bringe uddrag af. Hver for sig var de udbytterige, men stablet oven på hinanden gjorde de kongressen for tung og gav i det hele taget anledning til nogle grundlæggende overvejelser om kongressens form og indhold:

Mon ikke tiden er løbet fra denne udprægede eenvejskommunikation, som foredragsformen er udtryk for, hvor der ikke levnes mulighed for debat om emnerne! Som menig deltager, der tilmed er interesseret i at lære fagfæller fra de andre nordiske lande at kende, føltes det frustrerende at sidde det meste af sin dag og blive doceret. Man savnede muligheden for en aktiv personlig stillingtagen. Hvorfor ikke arbejde gruppevis om emnerne over nogle i forvejen afstukne rammer og derefter i plenum samle trådene sammen! Bortset fra Johan Bentzons fyldige oplæg »Tanker omkring en musiklov« var der ikke på forhånd uddelt noget skriftligt materiale til kongresdeltagerne.

Hertil kom, at præsident Anders B. Faksvåg i sin åbningstale bekendte sig til en solid og værdifast musikopfattelse, så at sige gjorde sig til det etableredes varme fortaler, et grundsyn som nok i lidt for høj grad kom til at præge kongressen og momentant belemrede den med en lidt højtidelig uskadelighed. Man måtte tage sig i at sidde og falde hen, eller man følte savnet af nogle af de ting, som ikke var der:

Hvornår blev vi egentlig for alvor provokeret, irriteret? Blev der overhovedet sat nogle spørgsmålstegn ved det, vi som musikpædagoger foretager os? Hvorfor blev der ikke gjort forsøg på at bringe os ud over vore begrænsede musikalske referencerammer? Hvorfor hørte vi ikke noget særligt til de andre musikalske delkulturer? Eller den ny musik for den sags skyld? Hvorfor var gennemsnitsalderen for kongresdeltagerne egentlig så relativ høj? Hvad skyldes det, at vi ikke blev konfronteret med nogle af de komponister, som har kritiseret musikpædagogernes reaktionære holdning? Hvor vi måske kunne have benyttet lejligheden til at få dem til at skrive noget pædagogisk musik!

Hvorfor sendte man ikke nogle konklusioner og resolutioner til ansvarlige politikere og bevilligende myndigheder? Måske i stedet for telegrammet til kongen? Kunne vi ikke have hørt noget om musikpædagogikkens forhold til massemedierne eller rettere deres skrigende mangel på forhold og indflydelse i hovedparten af de nordiske lande? Hvorfor hørte vi i den forbindelse ikke noget udførligt om erfaringerne med det svenske radiokonservatorium, eller de svenske rikskoncerter, der arrangerer 4000 koncerter årligt og arbejder med et budget på 20 mill, svenske kroner?

- Og sådan kunne man blive ved som et forkælet barn - vel vidende, at kongressen i forvejen var fyldt godt op med stof, og at Rom i øvrigt ikke blev bygget på een uge.

Dog - tilbage står, at der må en holdningsændring til i arbejdet på den kommende kongres, der finder sted i 1977 formentlig på Island. I den mellemliggende tid vil der foruden kongresrapporten sikkert regelmæssigt udkomme en NMPU-årbog med musikpædagogiske artikler og afhandlinger, ligesom styrelsen øjensynlig fortsætter med at publicere informationsorganet NMPU-Nytt, som det norske præsidium så udmærket har begyndt.

Skal kongressen på Island imidlertid få den nødvendige foryngelse, må et sindelagsskifte allerede lade sig afspejle i disse publikationer. Som en fortrøstning om noget sådant kan det måske tolke der, at styrelsen har besluttet at forstærke sin støtte til musikpædagogisk forskning.

De kritiske bemærkninger må ikke forjage den kendsgerning, at den 10. NMPU-kongres i Tronheim var overordentlig oplevelsesrig. Tilbage i erindringen står et kalejdoskop af positive indtryk: Helt prægtigt var f.eks. det maleriske Sigtuna renaissance-børneensemble, der udfoldede sig i sang, yndefuld dans, og farverige dragter og med stor dygtighed og forfinelse trakterede de vanskelige instrumenter. En oplevelse for sig var to firhændige svenske vidunderbørn, der foredrog særdeles voksne stykker. Og sent vil man f.eks. glemme den utroligt professionelle entertainer ved koncerten og omvisningen på bondegården Ringve, der er omdannet til musikhistorisk museum og musikvidenskabeligt institut, den følgende opvisning i folkedans og den improviserede dans, som hurtigt kom i stand i museets smukke gård til eneste akkompagnement af Einar Kampps metalfløjte til et par kroner. Eller den fremragende og saftige talepædagog Margi-ta Liljefors, der lavede taleøvelser med flere hundrede mennesker og demonstrerede for os, hvor dårlige mange er til at anvende deres organer.

Men frem for alt de lyse nætter. Børn spillede fodbold kl. halv tre om natten, mens man i studenterbyen musicerede, sang, diskuterede og det der var værre. Den internordiske forståelse havde gode kår.

Torben Stig Nielsen