Vor føljeton

Vor føljeton

I sin artikel i dette nummer »Kultur, politik og pseudoaktivitet« gør Poul Nielsen op med den franske kulturteknokrat Augustin Girard udfra synspunkter, som vi efterhånden har forfægtet så tit i DMT, at det ligner en føljeton. Når vi nu bringer endnu et kapitel, er det ikke bare for at sætte læsernes tålmodighed på yderligere prøve, men fordi vi finder problematikken langt vigtigere end risikoen for at gentage os selv.

»Kulturen er det hele«, skriver Villy Sørensen i sin bog »Uden mål - og med«. Det er just sagen - i hvert fald vores sag. Kulturpolitik, musikpolitik er til syvende og sidst politik, dvs. ideologi - noget med holdning ikke bare til musikken, men til den samfundsramme den udfolder sig i. Ligeså indlysende det er, at demokratiet principielt ikke kan tolerere diskrimination af individer eller minoriteter, ligeså indlysende er det, at demokratiet daglig må trække grænser for at beskytte sig selv - på individers eller minoriteters bekostning. Overført på musiklivet betyder det, at vi på den ene side hverken bør overhøre baggårdens fordringsløse harmonika eller den eksklusive kompositionsmusik, men at vi på den anden side ikke kan slippe for at tage stilling til, hvad der er vigtigst. Hvad er det for et musikliv vi skal have - eller: skal vi overhovedet have et musikliv? Hvorfor/hvorfor ikke? - Enhver, der gider bare stille disse spørgsmål, må se i øjnene, at det går ikke at nøjes med at betragte musikken isoleret, som en i luften frit hængende, autonom størrelse. At prøve at gøre disse - indrømmet: ømtålelige - spørgsmål til rene og skære formidlingsspørgsmål, sådan som det sker overalt i denne tid, er blot at snakke om noget andet.

Hvem var det forresten der blev departementschef i kulturministeriet?