Debat

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 03 - side 63-66

Debat

Komponister og socialisme

Hvis dette, at min artikel om den moderne musik og dens politiske stilling i majnummeret affødte fire reaktioner i septembernummeret er tegn på, at det er lykkedes mig at pirke til en debat om emnet, har det vel haft en mening at skrive den. Bl.a. fordi redaktionen selv jo ikke havde synderligt held til i sin tid (ideologinummeret nov. 72) at starte nogen debat, l de fire indlæg er der adskilligt, som kræver svar og kan besvares.

Men først til en misforståelse: Henrik Colding-Jørgensen tillægger mig en anklage mod musikerne, som jeg ikke har ment. Han griber fat i den sætning, der

lyder: »-----og det er næppe udtryk for

nogen specielt pessimistisk vurdering at sige, at musikerne i vore orkestre og ensembler i de fleste tilfælde kun går

halvhjertet ind for nye værker-----«.

HCJ opfatter det således, at jeg betviv-ler musikernes vilje til at give også nye værker en overbevisende musikalsk udformning. Dette var ikke min mening, og jeg er ked af, at det var muligt at misforstå det således. Tværtimod: Skal vi endelig diskutere dette spørgsmål, om udførelsen, giver musikerne sikkert mindst lige så ofte komponisterne fair behandling, som omvendt. Hvad jeg sigtede til var musikernes mening om værkernes kvalitet. Og her er det min erfaring, at man, når man rundt omkring diskuterer den nyeste musik, som regel hos musikere (og forresten også hos komponister) møder store forbehold. Ja, de værker, som for alvor har bibragt dem en musikalsk oplevelse — og sådan har jeg det selv — er normalt talt på meget få hænder. Det er heri, jeg ser et krisesymptom. HCJ udleder videre af min artikel, at jeg vil »afpersonificere komponisterne og ofre musikken på »socialismens« bål«. Det er en temmelig massiv misfortolkning af synspunktet for artiklen, en misfortolkning der måske kunne være undgået, hvis HCJ bl.a. havde lagt mærke til, at jeg i artiklens slutning skrev om den opgave, der ligger i at videreføre kunsten udfra en socialistisk grundholdning. Desuden er udtrykket »afpersonificere« HCJ's egen opfindelse. Roden til misfortolkningen ligger nok i, at HCJ ikke skelner mellem individualisme og individualitet. Individualisme er (i denne forbindelse) den kunstneropfattelse, der opstod med kapitalismen og romantikken: Dyrkelsen af geniet. Enerens sofistikerede sjæleliv fre-

det i klasse A. Individualitet betyder: Det enkelte menneskes særpræg, personlighed. Denne sidste kan man naturligvis ikke afskaffe, og ingen socialist har noget ønske derom. Tværtimod, hvad HCJ jo selv er inde på.

Jørgen Lekfeldt mener i sit indlæg, at der ikke er forskel på den af den kapitalistiske økonomi stimulerede »fornyel-sespsykose« og min tanke om, at et arbejde på socialistisk grundlag efterhånden vil udkrystallisere en ny udtryksform. Måske det kan uddybes således: Det ene er fornyelse for fornyelsens skyld, den påduttes kunstværket »udefra«. Det andet er dette, at en socialistisk overbevisning hos en komponist efterhånden bliver mærkbar i hans værker. Fornyelsen kommer »indefra«, l mine øjne er de to måder at forny på i deres hovedtendens diametralt modsatte. Jeg bruger udtrykkelig ordet »hovedtendens«, for selvfølgelig vil fornyelse aldrig kun komme an på den ene eller den anden af disse to »metoder«. Faktorer som f.eks. eksperimenteren, nye tekniske muligheder, nye psykologiske og sociale forudsætninger, kritik udefra, forøget dygtighed osv. vil altid, til forskellige tider med forskellig vægt, indgå i det samspil, der betinger fornyelsen.

JL kommer også ind på det problem, at et stykke musik evt. kan tages til indtægt for flere forskellige, indbyrdes modstridende politiske holdninger. Han fremdrager det »klassiske« eksempel med kampsangsmelodierne fra 30'erne i Tyskland, der både blev benyttet af kommunister og nazister. Javist, l en så enkel konstruktion som en kampsangs-melodi (eller nationalhymne) kan en politisk tendens næppe nå at gøre sig gældende. Derimod nok i et repertoire-af kampsange. Men bortset fra det har JL da fuldstændig ret: Kunstneriske frembringelser inspireret af og skabt i en progressiv ide's tjeneste kan meget vil misbruges af reaktionære politiske bevægelser. Vi så også, hvorledes Beethoven blev koblet på det nazistiske skinfællesskab. Sådanne misbrug må man være forberedt på, parat til at modvirke og inddæmme. Hvis JL imidlertid synes, at alle tanker om en socialistisk kunst hermed falder til jorden, skyldes det jo nok, at han — som en del andre — bevidst eller ubevidst går ud fra, at den politiske holdning i et kunstværk skal kunne bevises, skal være entydig. Dette er i sig selv en ukunstnerisk fordring. Hvad jeg i min artikel forestillede mig var ikke en musik, der kun kunne opfattes som socialistisk, men en musik, som / almindelighed opfattes som socialistisk. På samme måde som vi i dag kan pege på en række komponister, hvis musik i almindelighed opfattes som national, selv om vi ikke kan bevise, at den er det. Hvis vi f.eks. stilles over for en person, der hævder, at Sibelius på ham virker udpræget fransk, og Debussy udpræget finsk, kan vi med musikvidenskabens nuværende analyseapparat hverken modbevise hans opfattelse eller bevise

vor egen. Spørgsmålet er endelig også, om et sådant bevis nogensinde vil få mere end rent videnskabelig interesse. Hvis musikken nemlig ikke af sig selv har den ene eller den anden virkning, nytter det jo ikke meget med et »bevis«. Ligeledes er det utænkeligt, at man videnskabeligt vil kunne regne sig frem til hvorledes en socialistisk musik skal udformes. Her må den skabende fantasi gøre arbejdet, og de retningslinier, der kan gives, vil formentlig stedse være ret grove. Dog vil man nok finde frem til flere kritier, end vi har i dag. Når jeg brugte udtrykket »et element af en kollektiv følemåde« vedr. Sjostako-vitj, tænkte jeg absolut ikke på bestemte, særligt letfattelige steder i hans musik, men derimod på den mentalitet, som i det hele taget kan fornemmes bag hans musikalske idiom. Det er netop en borgerlig tankegang, der vil indskrænke kollektivitet til at være ensbetydende med noget letfatteligt, noget primitivt. Ifølge denne tankegang måtte f.eks.

Dansktoppen og Morten Korch's romaner være mere kollektive end Sjostako-vitj's symfonier og Brechts teaterstykker — helt i strid med de pågældende produkters ideologiske indhold. Den borgerlige tankegang rummer også en statisk vurdering (og dermed undervurdering) af folkets kulturelle niveau, gående ud på, at dette er og vedbliver at være det samme, som findes i den kommercielle underholdningsindustri. Eller rettere: Borgerskabet har en interesse i at vurdere folket som dumt. Det må derfor indgå i en socialistisk kulturpolitik både at aflive dette dogme og at fjerne grobunden for sekterisme, l en socialistisk kultur må de to poler, folket og nutidskunsten, mødes. Ikke i ensretning og middelmådighed, men i mangfoldighed og frodighed. Selve kunstbegrebet vil blive et andet. Mange flere vil udtrykke sig, og mange flere vil forstå dem, der er dygtige til at udtrykke sig. i sin afslutning får J L forvrænget problemstillingen fra min artikel. Han skriver: Man kan næppe skabe en musikalsk udtryksform, som på en gang bevarer en bestemt politisk holdning, er væsensforskellig fra den kendte og alligevel i kraft af sin forbliven indenfor det pågældende musikmiljøs foreliggende udtryksmæssige rammer er umiddelbart forståelig for det almindelige musikpublikum«. For det første: Jeg talte ikke om at »bevare« en politisk holdning (som om den allerede var manifesteret!), men om gennem ideologisk og stilistisk afklaring efterhånden at få den frem. For det andet: Jeg krævede ikke nødvendigvis »umiddelbar« forståelighed og forudsatte heller ikke en »forbliven« indenfor de »foreliggende udtryksmæssige rammer«. Tværtimod. Det vil være udialektisk at forestille sig udviklingen af en socialistisk musikkultur uden at såvel de »udtryksmæssige rammer« som i det hele taget musikmiljøet forandrer sig væsentligt. For det tredje: »Den kendte« udtryksform indenfor modernismen er jo ikke, som JL synes at antage, særligt forståelig. l forlængelse af JL's indlæg kunne man også nævne, at man — især i øjeblikket

— nemt kan tænke sig, at komponister i opportunistisk øjemed postulerer et socialistisk indhold i værker, der reelt ikke indeholder denne bestræbelse. Vi er i dag temmeligt værgeløse over for den slags. Men her vil en ideologisk klartse-ende musikkritik komme til at spille en vigtig rolle. Ikke sådan at kritikken afgør hvad der er socialistisk musik, og hvad der ikke er (en helt uacceptabel bureaukratisk situation), men således at kritikken er med til at skabe et sådant bevidsthedsniveau hos publikum, at dette spontant gennemskuer det forlorne.

l sit lidet argumenterende indlæg skriver Helmer Nørgaard bl.a. (ang. Boulez), at »kompleksitet — kun for den naiveste betragtning er det samme som meningsløshed«. Nej, selvfølgelig er de to ting ikke det samme. Men der er en forbindelse. Når kunstneren i et kapitalistisk samfund, med dets almindelige fremmedgørelse, vælger at dyrke kompleksiteten som æstetisk princip (og det var det, jeg skrev om), da er han med til at understrege fremmedgørelsen. Han støtter den tendens, at det almindelige menneske oplever sin egen tid som uforståelig og kaotisk. Og i følelsen af kaos ligger grobunden for den absurdis-tiske tænkning. Desuden afslører han fremmedgørelse hos sig selv. Med kompleksiteten som princip benægter han nemlig indirekte, at der findes væsentlige sider af den menneskelige og samfundsmæssige virkelighed, som lader sig beskrive i et enkelt, forståeligt sprog. Han skildrer virkeligheden som var den uigennemskuelig for andre end eksperter. Dertil er det vel ikke 100% tilfældigt, at Boulez talte om kompleksitet samtidig med, at de franske absurde forfattere var i høj kurs. Endelig må man spørge: Hvorfor ville Boulez kompleksiteten? Hvad formål skulle den tjene?

Jeg er glad for, at HN anser mig for at være hjernevasket. En hjerne trænger nemlig til at blive vasket, når tankegangen er uren, fyldt med slam, skidt og møg fra den borgerlige ideologi. Gunnar Colding-Jørgensen er den eneste, der stiller sig solidarisk med grundsynspunktet i min artikel. Men det er måske en smule uklart hvad i hans indlæg, der er ment som supplement til artiklen, og hvad som kritik. GCJ beklager, at jeg ikke kom ind på »-- grundlaget for, om sådanne overvejelser skal være mere end uforpligtende diskussion

— «. Det er et centralt spørgsmål, for selvfølgelig kan kunstneren ikke sidde i sit elfenbenstårn og der vedtage med sig selv, at han er socialist. Grundlaget for omtalte overvejelser må være et politisk engagement, at man på den ene eller anden måde med sin egen person deltager i klassekampen samt, i nærværende forum, at man har en vis faglig indsigt.

GCJ belyser videre, hvorledes akademikere og kunstnere i deres socialistiske tankegang ofte han en tendens til at be-

skytte deres tilsyneladende eller reelle privilegier. Dette er jeg absolut enig i. Derimod kan jeg ikke se, at man under . alle omsætndigheder skal vende sig i mod kunstnerens eventuelle »opdrager-og formidlerrolle«. Er der ikke, i ordenes bedste betydning, noget opdragende og formidlende ved f.eks. Gorki's, Brecht's, Scherfig's og Kirk's forfatterskaber?

Men bortset fra en bemærkning om, at »nogle måder at sætte tonerne sammen på med rimelighed kan opfattes som mere »socialistiske« end andre«, synes selve spørgsmålet om kompositionsmu-sikken lige så stille at være gledet ud af GCJ's indlæg. Og når han derfor slutter af med: »(Kunstneren) må vælge side af klassekampen og samarbejde med de grupper, som kæmper imod deres undertrykkelse — den socialistiske arbejderbevægelse«, så risikerer han at blive taget til indtægt for den opfattelse, at kunstneren må droppe sit »finkulturelle« arbejde og bruge al tiden på en organisatorisk indsats. Men det mener GCJ jo nok ikke. Og hvis han — hvad jeg går ud fra — betragter komposi-tionsmusikken som en højt udviklet, legitim kunstnerisk udtryksform, bliver derfor stadig spørgsmålet tilbage: Hvordan arbejder man kompositorisk ud fra en socialistisk grundholdning?

Niels la Cour

PS. Der var i min artikel en meningsforstyrrende trykfejl: Side 208, 5. linie fra neden skulle have stået »at han ikke på samme måde« etc.

Onani og egotrip

Svar til Anna-Use Malmros i anledning af hendes opsats »Musikpædagogik og ambitioner^ l Dansk Musik Tidsskrift, sept. 1974, eller Et indlæg mod musikpædagogikkens grasserende annalisme.

Kære Anna-Use!

Det er påskønnelsesværdigt, at du reagerer. Jeg er også tilhænger af debat. Men jeg vil gerne foreslå, at vor debat i dmt ikke straks fra begyndelsen udarter til den form for onani og egotrip, som vi har været vidne til i sommer. Nemlig i forbindelse med debatten angående musikundervisning i folkeskolen, som startede i Berlingske Tidende og førtes videre i Information plus andre steder. — Hvis vi skal bevæge os blot lidt væk fra det helt indadvendte, må vi læse hinanden og starte en samtale. Jeg må indrømme, jeg blev lidt deprimeret over din reaktion på min artikel (dmt, fe-

bruar og marts 1974), fordi du afslører ikke at have læst den. Det, du har læst, er, hvad du kunne tænke dig, der skulle stå i artiklen, for at du på grundlag heraf selv kunne skrive en artikel. — Det er derfor ikke uden en god portion uvilje, jeg svarer dig og optager spalteplads i dmt. Skal vi fortsætte debatten i den ånd, du har indledt den, foreslår jeg, vi begynder at skrive breve til hinanden i stedet (min adresse er Fort alle 16, 2800 Lyngby). Lad mig demonstrere, hvad det er, jeg mener:

Om historie/tradition: Det, jeg taler om i min artikel i det pågældende afsnit, (dmt, marts 74, s. 161 f) vedrører ikke problemet gammel eller ny musik, — det, jeg plæderer for, er ikke noget med musikhistorie eller musikalsk tradition, og jeg ser absolut ikke »selve beskæftigelsen med nutiden og dens musik som en fare« (citat af dig, dmt, sept. 74, s. 18, sp. 3). Det er slet ikke den problemstilling, afsnittet vedrører. Derimod handler det om pædagogisk og specielt musikpædagogisk historie og tradition. Der er forskel på musikhistorie og (mu-sik)pædagogisk historie. Jeg kunne tænke mig, at vi forsøgte at klargøre os, hvad det er for en (musik)pædagogisk tradition, vi kommer fra, og vi står i nu, »for at vi derved kan se med større indsigt, og hermed mere kritisk, på de aktuelle strømninger«, (citat af mig,-dmt, marts 74, s. 161, sp. 2). Tanken om, at vi skulle kunne forny uden at vide, hvad det er, vi fornyer, og hvorfor, forekommer mig ikke betryggende. Og når du kundgør for alverden, at du vil »give slip«, »gør det roligt, du vil kun opleve befrielse derved!«, (citat af dig, dmt, sept. 74, s. 18, sp. 3), så kan jeg kun opfatte det som et udslag af missionerende frelsthed. Men det er jo din sag.

Jeg har læst din henvisning til Enzens-berger angående problemet historie/ tradition. Jeg må tilstå, jeg synes, man her får alt andet end »klar besked«, og der siges faktisk intet overhovedet om forholdet mellem kategorierne historie og tradition! Læser du Enzensberger på samme måde, sorn du læser mig? Om brug: Jeg synes absolut ikke, jeg er »pueristisk over for brugen af musikken«, og det er mig især en gåde, hvordan du på grundlag af min artikel har fået det indtryk. Det, jeg skriver om, er overhovedet ikke, som du åbenbart formoder, det, at »de traditionelt mest uanfægtelige værker (er) blevet brugt til de simpleste formål« (citat af dig, dmt, sept. 74, s. 18, sp. 1), jvf. dit eksempel med Beethovens 9. symfoni. Derimod har jeg skrevet et afsnit om brugsaspektet i instrumentalundervisningen (specielt med henblik på brugs-klaver) i forbindelse med vore musikpædagogiske uddannelser, — og det er jo noget helt andet. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at i brugsklaver-undervisningen drejer det sig »ikke så meget (om) ...... den musik, man beskæftiger sig med, som (om) ...... selve

arbejdsmetoden. Det er denne, der er undervisningens indhold. Sådan var det i hvert fald oprindeligt, da begrebet »brugs-« blev lanceret. Målet var at lære den studerende at beherske et instrument på en så smidig og alsidig måde, at han kunne bruge det i skiftende undervisningssituationer«, (citat af mig,-c/mt, marts 74, s. 162). Det, jeg protesterer imod, er, at undervisningens indhold, uden at ret mange egentlig lægger mærke til det, forskyder sig bort fra arbejdsmetoden og i retning af det musikalske materiale, man benytter. Jeg har intet imod, at man også beskæftiger sig med f.eks. pop-musik, men hvis det bliver undervisningens primære sigte at give indføring i pop, så skal man sige det. Og så må man evt. tage diskussionen op ud fra den forudsætning. Jeg tror, det er farligt, når en undervisnings centrale indhold langsomt forskyder sig, uden at man har gjort sig det klart. Her lurer virkelig fare for manipulation. Om kunst: Jeg synes også, at vi »godt kan beskæftige os med begrebet (d.v.s. kunst) og dets udtryk uden at besværge det hvert andet øjeblik«, (citat af dig,-c/mt, sept. 74, s. 18, sp. 1). Jeg forsøgte blot at gøre opmærksom på, at vi må gøre os klart, vi faktisk har med et kunstfag at gøre, og at dette faktum må være et vigtigt aspekt i vor holdning til faget. Jeg har forsøgt at uddybe det nærmere et andet sted 1). Faktisk forekommer det mig vigtigt, at vi giver os til at tale om forholdet mellem kunst og menneske og om dette forholds betyd-

ning for vor undervisning. — Det forekommer mig uantageligt, at en sådan samtale skal blokeres, fordi visse mennesker har allergi over for visse ord. Om beskæftigelse: Det, jeg har forsøgt at gøre opmærksom på, er, at det er for snævert at begrunde musikundervisning udelukkende i noget beskæftigelses-mæssigt. Hvis det bliver tilfældet, kan man ligeså godt foretage sig (beskæftige sig med) andre ting. Jeg vil hævde, at så at sige al beskæftigelse med musik indeholder andre og vigtige aspekter end lige netop selve beskæftigelsen. Og når du plæderer for, »at vi hverken nedværdiger den (d.v.s. beskæftigelsen) eller ophøjer den til det eneste saliggørende« (citat af dig, c/mt, sept. 74, s. 17, sp. 3), så er det faktisk, hvad også jeg mener at have sagt. Jeg forstår ikke rigtigt, at du bruger en halv spalte på den sag. Under alle omstændigheder vil jeg da gerne vide, hvor jeg har hævdet, at musikken »skabes på Universitetet, Konservatoriet eller Lærerhøjskolen«, (citat af dig, c/mt, sept. 74, s. 17, sp. 3). Om det etiske: Nej, jeg står ikke inde for citatet angående det systaltiske. Din slutning desangående forekommer mig vilkårlig og irrelevant. Det, det drejer sig om, er, hvorvidt »musik i sig selv skulle kunne udøve en ganske bestemt moralsk virkning« (citat af mig, dmt,-feb. 74, s. 127). Det er her, jeg fører diskussionen ind på østeuropæiske forhold, bl.a. musikundervisningen i Ungarn og det grundlag, den hviler på. Jeg

hiver ikke »støvede, fortidige kategorier frem og anvender dem på nutiden«, (citat af dig. c/mt, sept. 74, s. 18, sp. 1), for at slå denne nutid oven i hovedet med de samme kategorier. Derimod gør jeg opmærksom på den fundamentale holdning, som ligger bag dannelsen af disse kategorier, og denne holdning er bestemt alt andet end lige gyldig og fortidig. Den har faktisk været bestemmende for en stor del af efterre-volutionær østeuropæisk musikkultur, også den pædagogiske del heraf. — Den har også i høj grad været bestemmende for musikpædagogiske ideer, som stadig spiller en central rolle i Nord- og Vesteuropa, specielt i forbindelse med skolemusikundervisningen. Om m in objektivitet: Jeg præten d ere r absolut ikke at være objektiv i den pågældende artikel. Den er tværtimod temmelig debatterende og provokerende lagt op, idet jeg har opfattet min rolle som »den at spille jer ud mod hinanden, så der kan komme en meningsfuld debat i gang« (citat af mig,-cfmt, feb. 74, s. 124, sp. 1). Yderligere et citat af mig selv til belysning af det: »De områder og aspekter, der fremdrages, er naturligvis ikke udtømmende, og de er af overvejdende negativ, men forhåbentlig provokerende art« (c/mt,-marts 74, s. 161, sp. 1). Jeg har forgæves ledt i min artikel efter et sted, hvor jeg har påberåbt mig at være »objektiv« eller »videnskabelig«. Om en eventuel videre debat: Jeg hardet hede ønske, at de indlæg, der måtte komme i den hensigt at uddybe og kommentere tidligere indlæg, vil forudsætte, at disse tidligere indlæg er læst.

Frede V. Nielsen

(September 1974)

Noter

1) se Frede V. Nielsen: Det hvide land. Om grundlaget foren musikdidaktik, i-Uddannelse, b/74, p 320-334.