Minoritetsku Itur og Majorisering

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 03 - side 51-51

Minoritetsku Itur og Majorisering

Bladdød er altid trist. Nu er det hollandske kunsttidsskrift Delta gået ned med flaget - og DMT benytter lejligheden til at kippe med flaget, thi Delta var et i alle henseender fremragende blad, der gennem 16 år har været en vågen, selvkritisk og inspirerende budbringer om nyt og godt i kunsten.

Der er en ekstra trist omstændighed ved Deltas endeligt. Det er det hollandske kulturministeriums begrunde/se for at indstille sin støtte til bladet:

I en tid, der i den grad er præget af massekulturen, må Delta betragtes som en alt for kostbar budbringer fra Holland målt med det begrænsede publikum, man skønner, det henvender sig til. Deltas redaktion tillader sig at tvivle om fornuften bag denne beslutning. Og DMT deler denne tvivl. Thi hvad er massekulturen, som man således bøjer sig for?

Er det folkets egen, undertrykte kultur? Er det de ne-derstes egne håb, følelser og kunst, der nu vælter frem som en flodbølge af spontan ægthed og oprindelighed?

Vel er det ej. Det er kulturindustriens strømlinede produkter, der som kapitalens øvrige varer markedsføres mere og mere rationelt, avlende en stedse mere total, altædende varehunger og forbrug. Og det er i dét perspektiv, den hollandske beslutning skal ses. Havde der været tale om en isoleret og rent hollandsk affære, kunne det sådan set være li-gemeget. Men den er et symptom: bortset fra, at Holland også er i EF, og er det land som vi næstefter Sverige mest ynder at sammenligne os med, så kan vi iagttage de samme tendenser herhjemme: indskrænkninger af kulturen, nedlæggelse af p H, låneafgift, afskaffelse af pladeudlån, kulturhad - poppen der sniger sig ind ad alle porer i samfundet. Den moderne socialstat har til opgave at gribe modererende ind i markeds-mekanismen. Den statslige kulturpolitik har været en del af den - menneskeligt nødvendige - kontravægt til den uhæmmede liberalisme. En garant for demokratiet, som i øvrigt også var økonomisk nødvendig - det påviste Keynes. Minoriteterne blev derigennem tillige beskyttet mod majorisering.

Hvordan kan det være, at denne Keynes'ske socialstat nu pludselig svigter denne kulturpolitiske opgave? Der er ikke længere brug for minoritets-kulturen, lyder svaret. Hvorfor ikke? Hvem definerer social-statens interesser?

Det skulle ikke alligevel være markedet og rentabiliteten, kort sagt: kapitalen, således som det yderste venstre i nu mere end hundrede år har påstået? Det er svært at undgå denne mistanke. For det er i hvert fald ikke folket, der har dikteret den linje, som det hollandske kulturministeriums beslutning er udtryk for. Folket er slet ikke blevet spurgt, om det virkelig hader kulturen sådan.

Man kan nemlig kun hade det, man har et forhold til.