Bøger

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 04 - side 90-90

Bøger

STEMMEBRUG

STEMMEBRUG af Grethe Vanggaard, Sten Høgel og Lone Rørbech. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1973. 48 sider.

Hæftet angiver først og fremmest at være udarbejdet med henblik på seminariets undervisning i stemmebrug under faget retorik. Den første sætning i første kapitel lyder således: »Menneskets lydgiver er stemmelæberne i struben«. Der turde være anden mulighed.-Dog nautrligvis næppe under faget retorik.

Fremstillingen er prisværdigt kortfattet, stedvis imidlertid indtil det misvisende (en risiko man bør acceptere), men jeg har været taknemmelig for følgende fuldtræffere:

Side 9 og 70: »Stemmelæberne kommer i stemmestil Ung ved en samtidig spænding af mellemgulv og bugmuskler, menneskets største åndedrætsmusk-ler. Herunder lukkes stemmeridsen reflektorisk.

Stemmedannelsesarbejdet begynder derfor med en optræning af disse ånde-drætsmuskler, hvis funktion er under viljens kontrol«.

Der tales siden om »det reflektoriske stemmelæbelukke«. Side 32: »Resonansen er afhængig af de forskellige resonansrums sammenkobling og af væggenes spændingsgrad. Begge dele iværksættes af en viljebe-stemt funktion...«

Side 38: »Vokalerne dannes først og fremmest i stemmeridsen«. Side 39: »... så mundforandringerne bliver små«. (Forfatteren har her nok fået »æblefornemmelsen« galt i halsen: når man nu som sanglærer må føre en titanisk kamp mod tygge- og synkemuskler, hvorfor så pludselig blande madvarer ind i systemet igen? l dette kapitel om lyd og lyddannelse savnes i øvrigt et par palatogrammer, en kort omtale heraf kan spare måneders undervisning for folk, der kan tænke sig om). Dette er kun eksempler på de nyere efterretninger, som her er blevet gjort tilgængelige i en dansk fremstilling, og lad os være glade for det. Her er meget stof til efterranke og til indsparing af kostbar læretid. Og — se non e vero, e ben trovato. Hvis man ikke kan tvinge sig til at tage disse erkendelser for helt gode varer, udgør de dog utvivlsomt fortræffelige arbejdshypoteser. Bogen indeholder naturligvis det obligate illustrerede kapitel om struben. Så er der imidlertid også betragtninger, som jeg som sanger må anholde, fordi de efter min erfaring vil udgøre hindringer for en mere storslået sanglig udfoldelse.

For det første kap. IV om den såkaldte beredskabsstilling og beredskabsstøtte: man ser en tegning af et skummelt skelet, og inden i det er tre trekanter stillet på spidsen. »Når alle tre pyramider står rigtigt i forhold til hinanden, føles det, som om hovedet og hele kroppen drages opad.« Med andre ord som om man er ved at blive hængt. Det må være væmmeligt! Hvis man skal tale om en beredsskabsstilling, må det være en stilling, som giver en følelse af tyngde og kraft, og af at stå fast på jorden. Tro mig, det er en befrielse og sanselig fryd for en sanger at finde den vægt og styrke i sin krop. Det nævnes blandt andet i kap. IV, at man bør få sin vægt til at hvile på ydersiden af forfødderne. Det tror jeg ikke man skal. Man fortæller, at en håbefuld sangerinde engang bad Birgit Nilsson om råd med hensyn til udførelsen af Isoides parti, og at divaen svarede: »Tag flade sko på, for Du kommer til at stå op i fire timer«. Jeg må antage, at den pyramidalske dødning er en af den slags fikse ideer, som kan hjemsøge ellers fremragende lærere og især deres elever i årevis efter at den som et beåndet indfald i et enkelt tilfælde har gjort underværker. En anden anvisning er end mere problematisk: allerede på forsiden af heftet ser man en påfaldende grim og i øvrigt lidet instruktiv tegning, der skal vise hvordan man trækker vejret. Her rippes op i den urgamle diskussion om mellemgulvets virksomhed. Bogen synes nærmest at anbefale den måde at ånde på som medfører, at »bugvæggen hvæl-ves fremad«, og dette skulle være den naturlige måde. Det kaldes også i bogen for det lavtliggende åndedræt i modsætning til det »højtliggende ribbensån-dedræt«, som skulle give de ustyrligste bilyde. Mon ikke man kunne finde noget midt imellem, som var meget fornuftigt? Jeg synes det må være en ræd-

som tvang at pålægge sig at trække vejret på den anbefalede måde, og man bør ikke glemme, at det ser hæsligt — jeg gentager — hæsligt ud. Jeg har heller aldrig set noget betydelig sanger vælte maven frem for at trække vejret (men det kan være en smart fidus for bassangere at gøre det, mens de synger, for at få fat i de dybeste toner). Derfor-kan man selvfølgelig godt lave nogle pudsige øvelser, hvor man finder ud af både det ene og det andet. Må jeg således betragte bogens anvisninger om de to intimt forbundne funktioner åndedræt og holdning med den mest udprægede mistillid, når det gælder den »store« sanglige udfoldelse, bør jeg dog samtidig ønske forfatterne til lykke med eksperimentet: på en meget kort form at delagtiggøre danske læsere i vigtige erkendelser i stemmeforsknin-gen. Og mens vi sangere begærligt labber smulerne fra retorikkens bord i os, sukker vi efter en ny udførlig dansk fremstilling om sangstemmens brug.

Ulrik Cold