Debat

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 04 - side 89-90

Debat

KVALITET

Niels la Cour er i sit debatindlæg i DMT november 1974 inde på et vigtigt område: værkernes kvalitet. Ja, faktisk er der tale om heie to omstridte begreber,

værk- og kvalitetsbegreberne. Det er nu hans erfaring — skriver han — at man når man rundt omkring diskuterer den nyeste musik, som regel hos musikere (og forresten også hos komponister) møder store forbehold. La Cour ser dette som et krisetegn, jeg ser det som et livstegn. Det er åbenbart stadig muligt at sætte kvalitetsbegrebet under debat, faktisk har der i det svenske musikblad »Tonfallet« i et stykke tid løbet en debat om netop »Den farlige kvalitet«, startet af Jan Morthenson med en større artikel. Om nu netop den debat er en særlig frugtbar een, er ikke så sikkert, men den viser klart en interesse i at diskutere netop de vigtige æstetiske spørgsmål, istedet for dogmatisk at kræve — for eksempel — kompleksitet.

Når la Cour lægger tyngdepunktet for vores musikkultur i værkerne — og yderligere fremhæver deres ikke nærmere beskrevne kvalitet, har han ganske klart valgt parti, og det ses også i hans øvrige fremstilling, hvor komponisten nærmest er en værkproducent. Det centrale er for la Cour, om værket (varen) bibringer publikum (forbrugerne) en musikalsk oplevelse, komponisten er i denne forbindelse blot fabrikant. Men måske, Niels, er det ikke muligt at være forbrugerkulturens værkproducent på et socialistisk grundlag. Skal komponisterne derimod deltage i et kollektivt arbejde sammen med musikerne, dirigenterne og koncertarrangørerne, er en kollektiv følemåde ikke alene mulig, men nødvendig. Om individualisme og genidyrkelse er uforeneligt med en sådan holdning, er et mere omfattende spørgsmål end den strid om ords betydning, la Cour forsøger at gøre det til. Et kollektiv kan kun fungere i kraft af de enkeltes individualiteter, et /corps derimod kun i kraft af ensretning og styring. Enhver form for ensretning og nivellering bringer os derfor nærmere en etatistisk (statsstyret) kultur, medens individualisme åbner os muligheden for en kollektiv følemåde — eller en egocentrisk. (Det er derfor nok uklogt at stille individualisme og kollektivisme op som modsætninger, det forvirrer kun begreberne. Det modsatte af kollektivisme er snarere egoisme, det modsatte af individ er element).

Forlader komponisterne det individualistiske grundlag, sådan som Niels la Cour udtrykker ønsket om, forlader vi dermed muligheden for egocentricitet, men desværre forlader vi også muligheden for kollektivitet. Det handlede la Cour's »socialistiske« båltale ikke om.

Henrik Colding-Jørgensen

KLAVERSAMMENSPIL

l anledning af Else Roland Hansens indlæg i DMT's septembernummer vil jeg som gammel (men endnu aktiv) musikpædagog gerne gøre opmærksom på

forskellige ting, som jeg gennem årene har haft megen glæde af at bruge til mine elever.

Siden jeg i 1929 begyndte som privat musikpædagog har jeg haft både klaver og flygel ligesom E.R.H., og det er mange forskellige hold elever, der i årenes løb har været med til at spille for 2 klaverer, både 4-hændigt og 8-hændigt. Da jeg begyndte, var det eneste jeg kendte, et 8-hændigt (men forøvrigt udmærket) arrangement af Beethovens Septet (Op. 20), og især de 3 satser: Menuet, Scherzo og Tema med variationer har jeg haft megen fornøjelse af. Men det gjaldt jo om at finde andre — og også helst lidt nemmere ting, så jeg gik på jagt i nodekatalogerne for at finde et repertoire, der kunne tilfredsstille både eleverne og mig selv. Og her vil jeg gerne give E.R.H. og evt. andre interesserede oplysning om nogle af de ting jeg har brugt.

Af 8-hændigt er der et let arrangement af Schuberts »Marche militaire« no. 1 (D-dur — Steingräbers forlag), et stykke som mange nok kender i forvejen, hvad der jo altid letter tilegnelsen. Men der findes også originale kompositioner, der ikke er uoverkommelige, f.eks. Cornelius Gurlitt: Ouverture des Marionettes (Op. 105) og en storartet Rondo i C-dur af Smetana. Også Xaver Schwar-wenkas Danske Polonaise (Op. 3, no. 1) har jeg brugt meget. Den er ikke skrevet for 8-hændigt klaver, men Schwarwen-ka har i hvert fald selv arrangeret den, hvad der fremgår af en dedikation til forlæggeren (Augener), hvortil han endda har skrevet »Ein Lied, während des achthändig Anrrangirens zu singen«! — Forøvrigt har Curlitt lavet flere ting for 8-hændigt end den ovenfor nævnte.

For 2 klaverer 4-hændigt har jeg ofte brugt en ret let Rondo i D af Gurlitt (Op. 175 nr. 1), som er af samme vanskelighed (eller lethed) i begge stemmer. Desuden et par af Handels »Con-certi grossi«, som er godt arrangeret for 2 klaverer 4-hændigt. Et morsomt stykke i en helt anden genre er E. Fischers »Perpetuum mobile«. Nu er der jo det kedelige ved musik for 2 klaverer, at den kun kan spilles hos læreren eller evt. i skoler eller andre institutioner, der råder over flere instrumenter, og derfor sjældent kan spilles i elevernes fritid. Ved enkelte lejligheder har nogle af mine elever haft chancen for at optræde for et større forum (jeg må her bemærke, at jeg bor i en middelstor provinsby), f.eks. ved en velgøren-hedsunderholdning eller ved en skolekoncert, både med 8-hændigt og f.eks. med det 4-hændige akkompagnement til nogle af Brahms »Liebesliederwal-zer«.

Og her kommer jeg så ind på det at spille 4-hændigt på et klaver. Det er noget der kan dyrkes meget på forskelligt plan, der findes jo masser af storartede-originale 4-hændige stykker, og der er jeg ikke enig med E.R.H. i, at det helst skal være samme sværhedsgrad i begge stemmer. F.eks. har jeg i mange tilfælde haft søskende eller kammerater, hvoraf den ene har haft et par års forspring for den anden, der sammen har kunnet spille ting, hvor diskant-stemmen er en del lettere, som i Diabellis opus 149 o.a. Og 4-hændigt på et klaver kan eleverne jo dyrke hjemme og hos hinanden. Helt lette ting for klaver + blokføjte findes da også, f.eks. af Bodil Friis, forbare at nævne en enkelt, så alt i alt er udvalget af musik for sammenspil på klaver nu ikke så dårligt. Hvis disse oplysninger skulle få andre til at gå i gang med noget af det ovenfor nævnte, vil jeg håbe, de må få lige så megen glæde af det, som mine elever og jeg har haft. God fornøjelse.

Rigmor Tarp.

PS: Hvis nogen skulle få fat i den samme udgave af Smetanas Rondo, som jeg har, vil jeg med det samme gøre opmærksom på en kedelig trykfejl, som voldte os kvaler første gang, vi spillede den for alle 8 hænder. På side 6 i Il-klaverstemmen står bogstavet C i secondo-stemmen to takter for tidligt!