Musiksnak -eller: Stop pladen, jeg vil af!

Jens Brincker:

MUSNIKSNAK

-eller:

Stop pladen, jeg vil af!

- »På Det 2. Internationale Forum for Let Musik i Radio, hvor temaet var »Lytteren og den lette musik« (München, den 14. -18. maj 1973), fremlagde professor Gerhard Schmidtchen fra Zürich-universitetet en rapport om »Betydningen af let musik for forholdet mellem radio og lytteren«. Professor Schmidtchen gjorde opmærksom på, at »frustrerede radiolyttere, som har en negativ holdning til stationen, har en tendens til i stort antal at undgå dens programmer som helhed«, og at »lyttere, der er gået tabt for en radiostation hovedsageligt er gået tabt for radio i almindelighed«. Og hvad er så den primære frustrationsårsag? Jo, det er manglen på let musik, et behov, som » indtil nu praktisk talt ingen radiostation dækker i den udstrækning, det ønskes af lytterne«.«

Ovenstående citat er hentet fra en krohik i Information (20. september 1974) skrevet af programredaktør i Danmarks Radio, Jørgen Schleimann. Når det er valgt som udgangspunkt for disse betragtninger over musikken og medierne, har det to årsager. Dels er det for musikfolk interessant at se, hvilke synspunkter der findes om musik, blandt folk der angivligt ikke interesserer sig for musik, men derimod er yderst interesserede i den effekt, musikken kan have på deres primære formål. Dels er Jørgen Schleimann ikke hr. hvem-som-helst i Danmarks Radio, men p.t. en af de mest indflydelsesrige medarbejdere og fader til den form for nyhedsformidling m.v., der efter alt at dømme vil være en realitet i Danmarks Radio fra 1. april 1975.

Jørgen Schleimanns tanker er kort fortalt indførelsen af et program, der består af »nyhedsf lader« hvor nyheder og aktuelle reportager veksler med »let musik«. Med støtte i bl.a. professor Schmidtchens undersøgelser blandt lyttere til Südwestfunks udsendelser fastslår Jørgen Schleimann, at ovennævnte »lette musik« er det mest effektive middel til at lokke lyttere ind på et programs bølgelængde, og da Schleimann som nyhedsformidler har en selvfølgelig forpligtelse til at udsende nyheder og til at få dem hørt, vælger han kombinationen af »let musik« og korte, hyppige nyhedsudsendelser som det mest effektive middel til at informere befolkningen. Nu er det ikke tanken med disse bemærkninger at polemisere imod Jørgen Schleimann. Selv om han ikke beskæftiger sig med den effekt, hans »lette musik« kan have på nyhederne og ganske ser bort fra, om sørgemarchen fra Handels »Saul« eller ouverturen til Let Kavaleri bragt som nyhedsgarniture er uden indflydelse på den politiske effekt, meddelelsen om et folkedrab i Asien eller et attentat i Amerika vil have på lytterne, må man formode, at han i hvert fald har forstand på nyhedsformidling og afholder sig fra at publicere planer, som enhver delettant uden videre kan nedgøre. Men Jørgen Schleimanns nyhedsradio består ikke af nyheder alene. Der er »forbindende klaver« mellem numrene, og dette faktum burde interessere musikformidleren, hvis område her er reduceret til en position, som minder slående om korets i de gamle revyer. Hvilken effekt har det på et lands musikkultur, hvis landets dominerende massemedie kynisk anvender musikken som hore for den politiyke nyhedstjeneste?

For blot ti år siden, da dansk musikliv sidst var engageret i en gennemgribende POP-debat, ville svaret på dette spørgsmål have været et entonigt »katastrofe". Dengang, da spøgelset var ønskekoncerterne og Volmer Sørensens regi og syndebukken Radio Merkur, var der blandt musikformidlere af selv yderst forskellig indstilling bred enighed om, at POP-musikken med dens karaktegistiske bevidstløse lytterholdning, var en anti-musikkultur, der intet positivt kunne føre med sig. Nu, hvor synspunkterne på musikkultur er blevet mere differentierede og hvor tidligere POP-fænomener er blevet genstand for seriøs beskæftigelse og/eller modedyrkelse i kredse rækkende fra ungdomsoprøret til Det kgl. Teaters abonnentskare, er man mere varsom med den blanke forkastelse af underholdningsmusikken. Man vil gerne vide besked, og det var rart, om man havde undersøgelser at støtte sig til. F.eks. undersøgelser af, hvilken intereffekt mellem musikstykker et »let program« med værker fra »Eine Kleine Nachtmusik« og Tjaikovskijs »Cappricio Italien« over »Guld og Sølv-valsen« til Savage Rose og Gilbert O'Sullivan kan have. Mig bekendt findes sådanne undersøgelser ikke, og Danmarks Radio, der burde være den første institution til at få dem frem, har sat en effektiv stopper for deres gennemførelse her i landet.

Man er derfor henvist til sit private skøn og til de teorier, andre og klogere profeter har udkastet. En af disse er den afdøde tysk-amerikanske musikfilosof Theodor W. Adorno, der i musiksociologisk sammenhæng (»Einleitung in die Musiksoziologie«) taler om den polarisering af lyttertyper, der finder sted. På den ene side opstår der et lille mindretal af ekspert-lyttere, der takket være hørelæreundervisningens og den auditive analyses velsignelser er i stand til at opfatte selv komplicerede værker tilbundsgående med en enkelt eller ganske få gennemhøringer. På den anden side opstår der et stort flertal af underholdningslyttere, der betragter musik som en lydkulisse til dagligdagen og først lægger mærke til musikken, når den holder op - ligesom kæderygeren først bliver klar over sit tobaksbehov når han har tømt sin sidste pakke cigaretter.

Adornos synspunkt er, at alle tænkelige mellemstadier mellem disse ekstremt forskellige lyttere i det lange løb vil forsvinde efterladende en masse af lydnarkomaner og en lille elite af musikkendere. Der er ingen tvivl om, at en musikformidling som den af Jørgen Schleimann foreslåede udsendelse af let musik som bedøvende/afslappende/trøstende/tiltrækkende lokkemad mellem nyhedsudsendelser vil være med til at gøre Adornos dystre profetier til virkelighed.

Men der er andre profeter end Adorno, det kan være umagen værd at konsultere: Den tyske musiksociolog Helga de la Motte-Haber kommer i nogle betragtninger om musikpsykologi (Carl Dalhaus (ed): Einführung in die Systematische Musikwissenschaft) ind på musikkens funktion i det industrialiserede samfund. Her gør hun opmærksom på den myte, der ligger til grund for fænomenet »Muzak«: Formodningen om at musik til arbejdet øger de arbejdendes velbefindende og arbejdsindsats. Herom kan meget siges, men vi skal indskrænke os til et område: Musikkens indflydelse på arbejde, der kræver koncentration og tankevirksomhed af arbejderen. Det har været almindeligt antaget, at musik til arbejdet kun havde en positiv effekt, når arbejdet ikke var følsomt overfor forstyrrelser. Altså musik i supermarkedet, ved transportbåndet, men ikke i læsesalen på Det kgl. Bibliotek eller i regeringskontorerne.

Nyere undersøgelser er ved at undergrave denne antagelse. Det viser sig, at selv læsning af svære passager og andet krævende åndeligt arbejde kan lettes, hvis det foregår til akkompagnement af musik - f.ex. jazz-musik. Notabene, når arbejderne er unge personer. Ældre personer forstyrres i sådanne arbejdssituationer af musik og laver flere fejl, læser langsommere el.lign. Unge mennesker, der er vokset op med et rigt udbud af radio og grammofonmusik, forstyrres snarere af stilhed end af lyd.

Det er ikke svært at passe de hidtil refererede synspunkter ind i et mønster: Adorno talte om underholdningslytterne, der i stedse større skarer ville betragte musik som en stimulans, man først bemærkede, når den ikke var der. Helga de la Motte-Haber refererer undersøgelser, der viser at unge mennesker koncentrerer sig dårligere og laver flere fejl, når de forstyrres af stilhed. Og Jørgen Schleimann taler om de frustrerede radiolytteres krav på mere let musik og nødvendigheden af at pakke nyheder ind i sirenesang for at leve op til den informationsforpligtelse, han har påtaget sig som nyhedsformidler. Alt det hidtil nævnte peger på en situation, hvor vi får (eller måske har) en musikkultur, der kan defineres negativt. Ikke gennem den positive effekt musikken har på mennesker, der lytter til den. Men gennem den negative effekt stilheden har på mennesker, der ikke lytter til musik.

I denne situation er musikformidlerens rolle ikke misundelsesværdig. Hvad enten han virker som interpret, programlægger eller pædagog vil han støde imod en mur af kræfter, der - enten som følge af uvidenhed eller i mangel af bedres havelse - søger at reducere hans »budskab« til et indholdsløst, uproblematisk forbrugsgode i underholdningens, produktivitetens eller sågar folkeoplysningens hellige navn. Alle vil tage imod hans produkter med åbne arme, når blot ikke han forventer at nogen skal tage dem alvorligt for deres egen skyld, og sålænge han ikke har taktløshed nok til at gå uden for den »lette« musiks gebeter.

Og hvilke er de i grunden?

Hvad er let musik og hvad er »tung«?

Her forsyner traditionen os også med et sæt fordomme og normer, man gør klogt i at tage sig i vare for. Traditionelt forbinder vi et kvalitetsbegreb med let musik sådan, at vi opfatter den som mindre lødig end den »tunge« eller seriøse musik. Det skulle medføre, at Mozart og Beethoven eller Bach aldrig skulle kunne blive lette. Men tør man tro på det? Hvis man konsekvent placerer Mozart i selskab med underholdningsmusik og folkesang i en serie stærkt aflyttede non-stop musikudsendelser, f. ex. mellem nyhedsudsendelser, vil Mozart så ikke blive opfattet og aflyttet som let - altså indholdsløs og uproblematisk?

Svaret hedder »Elvira Madigan« - engang kaldet klaverkoncert i C-dur KV 467. Ingen der gennem grammofonmarkedet har fulgt denne tilfældige Mozarts-koncerts karriere som underholdningsmusik eller rettere Andante-satsens karriere, vil turde hævde, at selv de største genier er hævet over risiko for forpopning. Og skulle troen på kunstens uforkrænkelighed endnu sidde, bedes man erindre Freddy Breck og de mange andre arrangører og orkesterledere, der står rede til at variere og servere klassikerne i udgaver, der kan gøre selv Beethovens 9. »let«.

»Let« og »seriøs« er ikke blot spørgsmål om værkkvalitet. Begreberne afhænger også af lyttemåde. Formidleren af klassisk og af nyere seriøs musik befinder sig derfor mellem et scylla og et carybdis. Han kan på den ene side vælge at formidle en musik, som han selv opfatter som seriøs men alligevel publikumsvenlig. Og risikere at hans publikum accepterer den som let musik på linje med de platte underholdningsmusik, han tror at modarbejde. Eller han kan prøve at formidle en musik, der er så vanskelig, at publikum ikke vil acceptere den som let, med risiko for at hans lyttere svigter ham til fordel for andre, mere attraktive formidlere.

Hvordan kan han reagere?

Pædagogen og interpreten har i hvert fald et lyspunkt at styre efter. Nemlig den interesse for musikudøvelse og den bevidsthed om musikkens og (ikke mindst) sangtekstens indhold, der karakteriserer en del af ungdomskulturens protest- og folkesange. 1960'ernes overvejende passive musikdyrkelse er tilsyneladende ved at blive afløst af en aktiv musikudøvelse, som tyder på, at den generation, der ikke kan forestille sig et liv uden baggrundsmusik, heller ikke vil nøjes med et liv, hvor musikken kun er baggrund. Men herom er talen ikke ved denne lejlighed.

Programlæggeren er vanskeligere stillet. Han har ikke den umiddelbare kontakt med et publikum, der fortæller interpreten og pædagogen noget om den succes eller fiasko, hans formidlingsarbejde har. Programlæggerens medium er massemediet, og hans publikum er potientielt enhver indehaver af et radio- eller TV-apparat. Reelt -- ja hvor mange?

Dette første spørgsmål har i årevis optaget programlæggere i Danmarks Radio og talrige andre radiostationer, og man har søgt at få det besvaret gennem den statistiske metode, der populært kaldes »næse-tællinger«. Et markedsanalyse-firma spørger gennem interviews et antal mennesker (herhjemme normalt omkring 800) hvilke radio-TV udsendelser de har hørt eller set i en bestemt periode. Svarene multipliceres op og præsenteres med tilhørende statistisk usikkerhed som skøn over de forskellige programmers aflyttethed.

Filosofien bag en sådan undersøgelse er kendetegnet af to ting: Dels er den rent kvantitativ. Den interesserer sig kun for hvormange, der lytter. Ikke for hvordan, med hvilket udbytte og med hvilken motivation de lytter. Det har sammen med nogle fede eksempler på metodens usikkerhed været med til efterhånden at bringe metoden i miskredit, så antallet af »næsetællinger« i Danmarks Radio nu er drastisk nedskåret.

Det andet karakteristiske træk ved filosofien bag »næsetællingerne« er den varekarakter, de påtrykker undersøgelsesobjektet. Radio- og TV-programmer, de være sig af oplysende eller underholdende karakter, musikalske eller ej, opfattes som en vare hvis succes afhænger af det antal lyttere, der »køber« dem. Selvfølgelig vil ingen fornuftig programlægger vedkende sig denne påstand. Men hvilken ærlig kan sige sig fri for dens snigende effekt? Og hvem kan garantere, at næsetællingerne ikke har en selvforstærkende effekt, når de offentliggøres og det bliver almindeligt kendt, at visse programtyper - ja sågar visse sendetider eller bølgelængder - er »usælgelige«? Publikum kan simpelthen vænnes af med at høre bestemte udsendelser eller et bestemt program, hvis det i den almindelige bevidsthed indarbejdes som noget, ingen hører. Og selv den radiomand, der ved sig usårlig over for næsetællingernes fordummelse, vil have svært ved at bevare enthusiasmen over for sit arbejde, når hans udsendelser henlægges til upopulære sendetider og kanaler.

Resultatet af denne påvirkning bliver, at radioudsendelser, også sådanne der indeholder klassisk musik, står i fare for langsomt at blive opfattet som en vare, hvis bonitet afgøres af antallet af lyttere og kun af dette.

Over for denne udvikling har programlæggeren kun ét middel: En programpolitik, der forsyner ham med kvalitetskriterier forskellige fra »næsetællingernes« procenttal.

Grundlaget for en sådan programpolitik ligger i radiospredningsloven, hvor det hedder at radio og fjernsyn herhjemme skal sende programmer, »der omfatter nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst (...) som er bestemt til modtagelse af almenheden her i landet«, sådan at der i programudbuddet »tilstræbes den størst mulige alsidighed«. På dette grundlag må det være programmedarbejderens eller afdelingens pligt at konkretisere en programpolitik, der gælder for den type udsendelser, man er sat til at producere.

Med skam at melde må forfatteren indrømme, at han ikke, så langt tilbage han kan huske dansk musikdebat, erindrer fremlæggelsen og diskussionen af en sådan programpolitik for musikafdelingen i Danmarks Radio og TV for et bredere forum. Guderne skal vide, at vi ikke har savnet debatter om musikafdelingen, men de har som regel gået på personer, u-populære foranstaltninger eller mere tilfældige anstødssten. Den principielle drøftelse af, hvad musikafdelingen skal udover at sende toner ud i æteren, har ikke præget debatten, skønt netop dette spørgsmål er ganske vigtigt for alle der lytter til og formidler musik.

I mangel af sådan en debat og et klart oplæg fra musikafdelingen må man støtte sig til sin fornemmelse og de indtryk, som læsning af radioprogrammer og aflytning af udsendelser efterlader. Min fornemmelse er, at musikafdelingen prøver at arbejde på to fronter. For det første søger man at betjene særlige mål-grupper med seriøse programmer, der i udformning og annoncering henvender sig til den informerede og indforståede lytter. For det andet søger man at tiltrække en bredere skare gennem udsendelser med klassisk musik i en tiltrækkende anretning. »Musiktagfat«, »To spiller klassisk« og lignende publikumsindede programtyper. Hovedreglen er tilsyneladende, at de førstnævnte programmer placeres på program 2, mens de sidstnævnte helt eller delvis placeres på program 1. Der er ingen tvivl om, at musikafdelingens programpolitik indeholder mange andre facetter end de her nævnte, men hovedtendensen går for en udenforstående, men interesseret lytter som antydet.

Effekten af denne programpolitik på den danske musikkultur afhænger stort set af den påvirkning, de »brede«, publikumstiltrækkende udsendelser har. De »smalle«, målrettede udsendelser henvender sig til forskellige elitegrupper, og disse har al mulig grund til at forsvare og fastholde »deres« udsendelser, uanset om de hører dem eller ej. Så snart en elite begynder at opfatte sig som elite, er den interesseret i at få så stor en del af den offentlige kage som muligt og har en reel interesse i, at der f.eks. sendes specialprogrammer til den, selv om elitegruppens individuelle medlemmer eventuelt foretrækker at se kriminalfilm eller fodboldkamp når programmerne sendes.

De brede, publikumstiltrækkende udsendelser kan derimod have en effekt. De kan virke som en dør, der lokker underholdningslyttere ind til den klassiske musiks kvaliteter. Eller de kan virke som et middel, der gør seriøs klassisk musik til genstand for underholdningslytning gennem regiets forpoppende effekt.

Svaret på dette spørgsmål er af vital interesse for alle musikformidlere - ikke blot for programlæggerne selv, men også for de pædagoger og interpreter, hvis bestræbelser på at få musik taget alvorligt for dens egen skyld enten befordres eller modarbejdes af massemediets programpolitik. Derfor er det naturligt, at radioens afdeling og medieforskning har interesseret sig for kvalitative lytterundersøgelser, der kan vejlede musikafdelingen i dette spørgsmål, og selv om disse undersøgelser endnu er på et præliminært stade, tyder meget på at selve radioregiet, (speakerkommentarer, introducerende bemærkninger etc.) kan have en forpoppende virkning på den klassiske musik, der sendes.

Ved at sammenligne den effekt forskellige introduktionsudsendelser af typerne solistreportage, telefonsnak mellem lyttere og pædagogisk-analytisk introduktion har på et populært klassisk musikværk (»Musikintroduktion og musikoplevelse«, DR Radio-og TV-undersøgelse 5B/1974) har det vidt sig, at de bevist populært anlagte, underholdende introduk-tionsformer som solistreportage og telefonprogrammer stemmer lytterne mere positivt over for musikværket end en pædagogisk-analytisk udsendelse gør. Spørger man lyttere om, hvad de synes om musikken, efter at de har hørt introduktionen og musikstykket, reagerer de lyttere mest positivt, der har hørt de populære introduktioner. Det vil sige, at den generelle tendens til at foretrække underholdning, navnlig den personcentrerede, fremfor »kedelig« sagcentreret information, der kan iagttages på mange forskellige felter i samfundet, bl. a. i den lette formiddagspresses dominans over den »seriøse« morgen- og aftenpresse, også kan iagttages i relation til musikafdelingens programtyper.

Dette resultat var at vente, selv om undersøgelsen udelukkende omfatter lyttere, der på forhånd har angivet at have interesse for klassisk musik og jævnligt hører musikafdelingens klassiske udsendelser i radio og TV. Mere interessant er det at konstatere, hvordan introduktionen kan påvirke lytterens oplevelse af musikværkets forskellige kvaliteter. Her har man forsøgt at opdele lytterens bedømmelse af musikoplevelsen i tre kategorier: Nemlig 1) en vurdering af kvalitet efter normer som »god-dårlig« eller »tiltrækkende-frastødende«. 2) en vurdering af oplevelsens dynamik efter normer som »Afvekslende-ensformig« eller »dybsindig-overfladisk«. Og 3) en vurdering af forståelighed efter normer som »let-fattelig-sværtfattelig «.

Her viser det sig, at de populære, underholdende introduktioner udelukkende scorer points på musikoplevelsens overfladiske, tilgængelighedsmæssige sider. Altså på de oplevelseskategorier, der her er benævnt som »vurdering« (1) og »forståelighed« (3). Oplevelsen af musikværkets dynamik (kategori nr. 2) er derimod ikke mere positiv for de populære, personcentrerede introduktioners vedkommende end for den sagcentrerede, pædagogisk-analytiske. Dette resultat kan tages som et første fingerpeg om, at det underholdende regi tenderer imod at gøre musikoplevelsen til en primært underholdende foreteelse.

Eller sagt med Jørgen Schleimanns og hans tyske professor Schmidtchens ord: At lytterens behov for let musik er så stort, at han hæfter sig ved musikkens »lette« kvaliteter, hvor der er lejlighed til det. For egen regning skal det tilføjes: Og at musikafdelingen ved Danmarks Radio har så stort behov for lytterkontakt og lytterbevågenhed, at afdelingen programpolitisk står i fare for at prisgive det seriøse element af den musik, man formidler, og blive til en underholdningsafdelingens antikvitetsbutik. Dette skyldes ikke nødvendigvis at radioens musikmedarbejdere er dumme eller ondsindede. Nogle af dem er det sikkert, andre er kloge og velmenende, mens andre igen er uvidende om de musikkulturelle konsekvenser af deres arbejde. I den retning adskiller radiofolk sig ikke fra andre folk. Men det understreger nødvendigheden af, at Danmarks Radio på vej ind i en 2-kanals struktur med nyhedsflader, hvor let musik af alle arter kommer til at veksle med nyheder, tager sin programpolitik m.h.t. den klassiske musik op til diskussion og til åben debat blandt musikinteresserede, musikformidlere og politisk ansvarlige.

Hvorfor sender man i grunden klassisk musik i radioen???

Jens Brinckers artikel er oprindelig et debatoplæg til et seminar om musik og mediepolitik, afholdt i dagene 5. - 6. oktober 1974 på Danmarks Lærerhøjskole og arrangeret af Samrådet for Musikundervisning.