Noder

Noder

Notturno

»Hvert instrument har stykket igennem kun en og den samme tone«. Skriver Erik Jørgensen i de omfattende noter til Notturno per orchestra. Det viser sig dog at denne tone forlægges til forskellige oktaver, og at den yderligere udføres på stærkt varierende måder. Det klanglige billede »kan have visse ligheder med en fuglekoncert, og det vil være af afgørende betydning for stykkets virkning, at de udøvende udfolder al deres fantasi for at realisere dette billede og gerne efter evne supplerer de foreslåede spilleanvisninger, således at der ud af hver enkelt stemme danner sig et vist meningsfyldt hele.« Størstedelen af værket består af en række korte afsnit, hvor der for hvert afsnit er angivet, dels hvilke af instrumenterne der skal spille deres tone, dels det omtrentlige statistiske forhold mellem udholdte toner, staccato-toner og pauser, desuden styrkegrader og artikula-toriske variationer, og afsnittets varighed.

Der er således tale om et ganske stramt struktureret stykke, med lige netop den rytmiske frihed som er nødvendig, for at musikerne kan illudere de natlige fuglestemmer.

Henrik Colding-Jørgensen.

Erik Jørgensen: Notturne per orchestra. Ed. Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, København 1972.

Umbra for guitar

Den voksende hær af guitarister ved vore musikskoler og konservatorier har ikke overvældende mange værker at vælge imellem i den seriøse ende af skalaen, og ethvert nyt værk for guitar må af den grund hilses velkomment. Således også Bent Lorentzen's »umbra« fra 1973. Titlerne på de fire korte satser (soave- misterioso - doloroso, cantabile - passionato) antyder en romantisk sentimentalitet, men viser sig blot at være overfladiske programmer, og det er godt det samnae. Det er ikke sentimentalitet vi savner i guitarlitteraturen. Satserne er enkelt opbyggede og enkle at udføre, stykket egner sig således ud-

mærket til brug i en undervisningssituation. Det er også, med Bent Lorentzens særlige form for konsekvens, udført i gennemført optisk/grafisk notation. Nodelinierne er bibeholdt, men rytmik og tidsforløb er under eet angivet ved den sidelæns placering af node(hove-de)rne. Sorte nodehoveder betyder forte, hvide betyder blide - nåhnej: piano, og der er special-nodehoveder for bar-tokpizzicato, venstrehåndsansats,

dæmpning, foruden et par mere specielle effekter.

Den optiske notation har sin berettigelse i væsentlige dele af værket, hvor rytmen er fri, og tidsforløbet kun omtrentligt angivet. Men det har ingen specielberettigelse at bruge sine egne tegn for »forte«, »piano« og »sul ponticello«, med mindre de indgår i strukturer, som ikke kan noteres klart og letlæseligt på traditionel måde. Det gør de ikke her, og derved kommer den særlige notation til at virke som overflødigt show. Tilsvarende forløber hele 3. sats i en ganske traditionel 3/4-takt, og kunne med nøjagtig samme resultat noteres i almindelig taktrytmik.

Det forekommer mig, at Bent Lorentzen derved tager en slags meget overfladisk afstand fra den klassiske taktrytmiske notation, selv om han benytter taktrytmikken i sin musik. Og selv om det er vigtigt at lære musikere at læse de nye notationer, kan det ikke have noget fornuftigt formål at prøve at vænne dem af med den gamle, så længe den er relevant.

Henrik Colding-Jørgensen

Bent Lorentzen: Umbra (1973) for guitar.

Ed. Wilhelm Hansen, København. Cop. 1973

Selvmodsigende

Sven-David Sandström's bestillings-værk til de svenske Rikskonserter er bygget på arbejdet med kvarttoner, klanglige schatteringer, interferenser og tremolovirkninger. Det overrasker derfor, at Sandström til dette værk har valgt en så forskelligartet besætning som sopran, fagot, violin og harpe. Sangstemmen er ganske instrumentalt behandlet, synger på vokalen a og forventes at kunne tremulere (»ægte tremolo, ikke vibrato«), fagotten ligger hele tiden meget højt, og er dæmpet med en klud, violinen er stedse stemt en kvart tone under normalen, og visse af harpens strenge er stemt kvarte toner op eller ned. Til harpen giver Sandström iøvrigt instruktioner om, at alle tremoli skal spilles på een streng, så hurtigt som muligt (og det er, som man vil vide, ikke ret hurtigt), og at det samtidig er vigtigt, at alle toner får lov at klinge ud (det kan de i hvert fald ikke under udførelsen af tremolo på een streng, da fingeren skal placerespå strengen inden hvert nyt anslag).

Sopranen kan vel lære at tremulere, fagotten kan vel spille rent selv med en klud i, violinen kan måske også stemmes en kvart tone ned uden at man rammer instrumentkroppens egensvingning, ja selv harpens misere kan delvis afhjælpes ved, at højere og dybere liggende strenge stemmes ind i resonans med de forstemte toner i midterlejet. Alligevel forbliver det et møjsommeligt arbejde med en musik, som efter Sand-ströms ord skal spilles »softly, but clearly«.

Henrik Colding-Jørgensen

Sven-David Sandström: Just a bit (1972) Ed. Wilhelm Hansen Stockholm, Cop. 1973.

7 præludier og en fuga

Witold Lutoslawski har videreudviklet sin særlige aleatoriske teknik i Preludes and Fugue for 13 solostrygere. Eller rettere må man sige, at han benytter sin allerede udviklede teknik med meget sikker hånd.

Aleatorikken — tilfældigheden — er begrænset til eet område, nemlig de enkelte stemmers samtidighed. Dermed bortfalder ensemblets fælles taktrytmik, dog langtfra hele stykket igennem. Adskillige indsatser foregår samtidigt i flere eller alle stemmer, og i nogle afsnit er angivet at et større eller mindre-antal musikere skal følges ad på ganske traditionel måde.

Denne teknik har to væsentlige følger. På den ene side har den enkelte musiker mulighed for at give sin stemme en e-gentlig personlig udformning. På den anden side indgår den enkelte stemme i en utydelig eller mangetydig helhed, og selv om musikeren udfører den solistisk, fremtræder den ikke som solo. Om satsvirkningen bliver mangetydig, med et antal delvist skelnelige stemmer, eller den bliver diffus og flimrende, afhænger i væsentlig grad af stemmean-tallet. Her er det 13 stemmer, som alle er strygere (7 vni, 3 vie, 2 vci, 1 c.b.), og skønt de altså udføres solistisk, er der som oftest tale om en massevirkning. De 7 præludier går ud i eet, overlapper hinanden, og hvis man ikke vil spille dem alle syv, kan man tage et frit udvalg, i hvilken rækkefølge som helst tilsvarende er der fire muligheder for at forkorte fugaen. Der er dog ikke tale om nogen aleatorisk form, Lutoslawski har blot angivet, at stykket, som i sin helhed varer 34 minutter, kan udføres i-forskellige forkortede versioner.

Henrik Colding-Jørgensen

Witold Lutoslawski: Preludes and Fugue (1972) for 13 solostrygere. Ed. Chester/Wilhelm Hansen, London. Cop. 1973.