Rapporter

Af
| Årgang 49 (1974-1975) nr. 04 - side 90-92

Rapporter

MUSIKHISTORIOGRAFI I VEST OG ØST

Det er i 1974 mindeår for en række tjekkiske komponister. V.J. Tomàsek er født i 1774, Smetana i 1824, Josef Suk i 1874, og V. Novàk døde i 1949. Dvoràk (d. 1904), Janàcek (f. 1854) og Martinu (d. 1959) regnes også med i kredsen, som i alt rummer 15 mindeværdige navne. Det er derfor intet under, at man har udnævnt 1974 til den tjekkiske musiks år, og at man fejrer det i en lang række koncerter med national musik. Såvel den årlige festival i Brno som det musikvidenskabelige kollokvium, der som en fast tradition knytter sig dertil, bar derfor også titlen Ceskà hudba, tjekkisk musik, idet kollokviets indhold nøjere bestemtes ved tilføjelsen: historiografi - problemer og metoder.

Temaets nationale aspekt blev indkredset i en indledningsforelæsning holdt af kollokviets leder, Jiri Vyslouzil (Brno), som her søgte at bestemme begrebet »tjekkisk nationalmusik« og beskrev en udvikling i den musikhistoriske litteratur fra det 19. årh's snævre opfattelse af Smetanas og Dvoraks værker som de første og overhovedet mest typiske repræsentanter for en tjekkisk »national skole« og frem til en bredere forståelse af den nationale musikkultur. Hertil sluttede sig en længere række af indlæg om enkelte inden- og udenlandske historiografiske metoder og deres placering af tjekkisk musik i forhold til udviklingen i det øvrige Europa, specielt de tysktalende områder. Walter Pass- (Wien) og Petr Vit (Brno) beskæftigede sig med Ambros, J. Stritecky (Brno) med Hanslick og Walter Salmen (Innsbruck) med Adler. Den nyere tjekkiske musikvidenskab indledes med Otakar Hostinskys kraftige forsvar for Smetanas musik og med hans artikel fra 1881 om den tjekkiske musikhistoriske litteraturs opgave. Herom talte Rudolf Pecman-(Brno), der tillige er hele musikfestens generalsekretær og fremragende organisator. Vlademir Hudec (Olomouc) fortsatte linien med et referat om Zdenek Nejedly, Th. Strakova (Brno) talte om Vladimir Helfert, Jaroslav Prochazka (Praha) om Igor Belza, en böhmisk musikhistoriker, og Viera Zitna præsenterede den katolske pater Dobroslav Orel, der havde arbejdet med og for den slovakiske musik.

Med en vis tilknytning til denne emnekreds redegjorde Josef Bek (Praha) for den marxistiske æstetiks indarbejdelse i tjekkisk musikvidenskab, forberedt af V 1. Helfert og gennemført af Antonin Sychra. Jiri Fukac (Brno) analyserede udviklingen siden det 18. årh. af den europæiske og specielt den tjekkiske historiografis noetiske funktion, og forholdet mellem historiografiens samfunds- og erkendelsesfunktion (der ikke måtte opfattes som modsætninger).-

Zdenka Pilková (Praha) havde sammenlignet tyske og tjekkiske fremstillinger af musikeremigrationen i det 18. årh., hvis tolkning har medført adskillige fejder. Gennem en kritik af såvel de tyske som de tjekkiske traditionelle argumenter nåede hun frem til en problemkatalog, som kunne føre det musikhistoriske arbejde ud af de nationale modsætningers hængedynd.

Denne gruppe af referater måtte naturligvis rumme meget nyt for de ikke tjekkisk-læsende gæster og fulgtes ikke af nogen debat. Men de følgende dage bragte mange indlæg af mere almen karakter. Tre referater handlede således om periodiseringsproblemer. H.A. Brockhaus (Østberlin) beskæftigede sig med nødvendigheden af en periodisering af musikhistorien og med begrebernes kompleksitet. I overensstemmelse med den marxistiske tese: der gives kun én historie, anbefalede han brug af brede historiske epokebegreber som renaissance, barok, oplysning, romantik, og måtte afvise begrebet klassik som 'emanation af en normativ æstetik'.-

Siegfried Köhler (Dresden) gik endnu videre. Under henvisning til Zofia Lissas arbejder ville han også afskaffe f. eks. begreberne barok og romantik (hvilket Brockhaus i den afsluttende diskussion vendte sig imod). Hans væsentligste anliggende var dog at advare mod alle epokebegrebers nivellerende og fastlåsende virkning, deres tilsløring af spændinger og bevægelser i den historiske proces. Michail Druskin (Leningrad) præsenterede et forslag til en periodisering af det 20. årh's vesteuropæiske musik i tre forløb, der skilles ved årene 1917/18 og 1945. Perioderne var således defineret ved begivenheder i den politiske historie (verdenskrigene, oktoberrevolutionen), men lod sig underdele med henvisning til markante musikalske begivenheder og strømninger. Uden nøjere forklaring mente han, at inddelingen også kunne have gyldighed for det historiske studium af musikken i de socialistiske lande.

De væsentligste bidrag fra vestlige forskere fulgte i sessionen om de aktuelle musikhistoriografiske problemer. Carl Dahlhaus (Vestberlin) fremlagde nogle tanker om en strukturhistorie for det 19. årh's musik. En sådan skulle ikke blot - som en socialhistorie - befatte sig med institutioner, sociale roller og økonomiske betingelser, men også med kompositionstekniske normer, æstetiske katagorier og sammensætningen af koncert- og operarepertoiret. Uden, som de marxistiske historikere, dogmatisk at lægge samfundets økonomiske struktur og ændringer heri til grund for historiens gang vil strukturhistorikeren søge typiske sammenhænge mellem historiske sagforhold (ikke kun: begivenheder!), hvadenten de direkte eller indirekte har med musik at gøre. Men produktionsforholdene er ikke nødvendigvis basis. Dahlhaus vil ikke afvise de marxistiske historikeres arbejde, men forsøger tilsyneladende ved sin fastholden af pluralismen at hæve sig op over det og gøre det til et specielt tilfælde af »strukturhistorie«. Også Ludwig Pinscher (Frankfurt/Main) tog i sit referat stilling til de inspirationer, der er udgået fra den marxistiske musikforskning. Adornos tese, at samfundets produktivkræfter og produktionsforhold »der Form nach, ihrer Faktizität entäussert«, og vender tilbage i kunstværkerne - denne tese fandt han plausibel på et højere abstraktionsniveau og anvendelig, når det drejede sig om undersøgelse af f.eks. en genres stil og normer. Derimod kunne han ikke se, hvordan man derigennem skulle kunne sige noget præcist om det enkelte værks udtryk for ekstramusikalske forhold.-

Han ville dog ikke afvise, at man gennem empiriske undersøgelser af enkelttilfælde kunne nå til en afgrænsning af det område, inden for hvilket Adornos tese har gyldighed. Kurt v. Fischer (Zürich) gennemgik udviklingen i trecento-musikkens musikhistoriografiske behandling fra tidlige blandinger af legender og beviselige data og frem til inddragelsen af socialhistoriske aspekter.

Aktuelle problemer for den marxistiske musikhistorieskrivning blev beskrevet i flere indlæg, der ikke alle kan nævnes her. Men mens mange af dem hold sig på det principielle plan, forsøgte Sava Sabouk (Praha) at demonstrere anvendelsen af Widerspiegelungsteorien i en analyse af Bachs toccata og fuga i d mol. Det skete som led i et forsvar for teorien, polemisk vendt mod Vladimir Karbusicky's bog »Widerspiegelungstheorie und Strukturalismus« (München 1973). Jürgen Mainka (Østberlin)- og Jozef Kresanek (Bratislava) beskæftigede sig også med æstetiske vurderinger som problem for historieskrivningen. Hans Heinrich Eggebrecht (Freiburg i.
Br.) fjernede sig ganske langt fra denne tankegang i sit foredrag om den musikalske tænkning som historisk kategori. Grundlaget var et citat, i hvilket Arnold Schönberg bekender sin tro på den musikalske tænknings logiske ufejlbarlighed som en faktor i kompositionsprocessen - en faktor, der går forud for al teori. Den musikalske tænkning unddrager sig historikerens vurdering, idet kun dens resultat foreligger som objekt, og dog - fremhævede Eggebrecht - er det den, som i egentlig forstand skaber historien. Foredraget kom i ret høj grad til at præge den afsluttende diskussion, da flere tjekkiske og østtyske deltagere måtte forholde sig skeptisk til argumentationen.

En del andre bidrag lod sig ikke klart indordne under sessionernes overskrifter, men kaldte ikke derfor ikke mindre på opmærksomheden. Dirigenten og middelalderforskeren Peter Cülke (Stralsund) slog til lyd for mere musikalsk empiri, og han mente dermed, at uløste problemer i forbindelse med opførelsespraksis og kronologisk distance i øvrigt, ikke burde stå i vejen for en argumentation, der var baseret på det klingende værk. Albrecht Riethmüller (Freiburg i. Br.) argumenterede for en opfattelse af musikhistoriografien som musikteoriens historie og mente, at den således forstået - nemlig som videnskabshistorie - endnu havde uløste opgaver.-

Martin Wehnert (Leipzig) viste en sammenhæng mellem historiografiske typer (med Karl H. Worners og Georg Kneplers arbejder som modeller) og deres anvendelse af hhv. musikeksempler og verbale beskrivelser til eksemplifikation. Musiketnografi og historieforskning var emnet for et referat af Oskar Elschek (Bratislava), og musikforskningens forpligtelse over for jazz- og beatmusik (her samlet med en række andre genrer i den lidt uklare betegnelse: Umgangsmusik) blev betonet af Ivan Polednàk og Josef Kotek (begge Praha). Endelig fortalte Luba Bal lova (Bratislava) om matematiske metoder i katalogiseringsarbejdet i det slovakiske nationalmuseums musiksamling.

Det var en meget vellykket kongres, og det praktiske arrangement i salen i arbejderbevægelsens museum fungerede aldeles udmærket. Jiri Vyslouzil beklagede i sin afsluttende tale, at han som chairman havde måttet behandle referenterne med strenghed, men et hæsblæsende tempo er en generel skavank ved kongresser, ikke blot i Brno. Kollokvierne der får deres særlige betydning ved at være mødested for musikforskere fra øst og vest og - som Kurt v. Fischer udtrykte det ved generaldebattens slutning - ved at vise deltagerne, at der ikke gives blot en østlig og en vestlig musikforskning, men at spektret er ganske bredt i begge lejre. Det er måske kun få, der kunne tænkes at møde op med fordomme af denne natur, men der er i hvert fald ingen, der rejser hjem med dem i behold.

Et referat som dette må nødvendigvis være overfladisk. Hvis en læser skulle ønske mere detaljerede oplysninger om enkelte referater forud for offentliggørelsen af kongresrapporten, kan de muligvis leveres af undertegnede, når man blot vil henvende sig til Musikvidenskabeligt institut, Klerkegade 2, 1308 Kbh. K.

Carsten E. Hatting