Debat

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 05 - side 117-117

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Debat

Kære Poul Nielsen,

i Deres anmeldelse af skole MUSIKskole i dmt's dec.-nummer formulerer De tre udmærkede spørgsmål, som har at gøre med formålsproblematikken, og som De synes s Ms skulle have stillet og besvaret. Men hvorfor ikke selv besvare den; for selvom jeg'siden dmt startede i tyverne fra tid til anden har haft en ganske sikker fornemmelse af skiftende redaktørers værdiholdning, så er jeg

— trods oprigtige forsøg på at følge med i dmts aktuelle sprogbrug og begrebsverden — absolut ude af stand til at forestille mig, hvordan dmt selv ville besvare spørgsmålene. Lad mig da stille dem til Dem: hvad for en musik mener De at vore pædagoger skal formidle og hvorfor? hvorfor mener De at den og den musik (eksempler udbedes) er mere værdifuld end anden musik (eksempler udbedes)? hvilken markeret værdiholdning mener De at musikpædagogerne skal have.

Og mens vi er ved aktuelle spørgsmål, så har debatten i de forrige numre af dmt om musik og politik, givet mig lyst til at spørge om følgende: hvordan kan man i det eksisterende kapitalistiske samfund bruge musikken (og hvilken musik) til at forberede en prærevolutionær situation (eller en revolutionær ditto, alt eftersom hvordan man vil betegne den aktuelle)? eller: hvordan kan man — hvis man tror på den mulighed

— bruge musikken (og i bekræftende fald hvilken musik) til at fremskynde en gradvis overgang til et mere og mere socialistisk præget samfund?

At De iøvrigt er blevet skuffet med hensyn til at f inde »intellektuel underholdning« i skole Musikskole kan måske skyldes, at redaktørerne ikke ønsker at gå dmt i bedene på dette område. For god ordens skyld skal jeg tilføje, at jeg absolut anser de tre spørgsmål De har stille for de væsentligste. Deres besvarelse af dem kunne sikkert tjene som optakt til en stillingtagen og en diskussion om selve værdibegrebet i relation til musikkens virkning, som i så fald vel desværre måtte bringes i begge musik-tidskrifter,

Johan Bentzon

Kære Johan Bentzon, tak for Deres reaktion. Det er jo meget nærliggende at stille de spørgsmål, De stiller i anledning af min anmeldelse af Skole MUSIKskole. Om det er relevant at gøre det, er straks en anden sag. Det forudsætter, at man kun må rejse spørgsmål, hvis man har en facitliste i baglommen. Det har jeg ikke. jeg kunne godt diske op med en masse eksempler på musik, som jeg synes er mere værdifuld en anden musik. Men det er ikke det som sagen drejer sig om. Lynhurtigt ville vi havne i en smagsdiskussion, der er ligeså ørkesløs, som den slags diskussioner altid har været.

De stipulerer i Deres brev, at DMTs redaktion mener, at man kan bruge musikken til at forberede en revolution. Det er en misforståelse. Min egen vurdering er, at hvis musik i øjeblikket bruges til noget i vort samfund, er det mestendels til at aflede opmærksomheden, sløre bevidstheden og dulme samfundets modsigelser. Om man hører MUZAK eller bevidstløst filer løs på en baroksuite kan i så henseende være hip som hap.

Hvis man samtidig mener, at musik også kan bruges til at skærpe sanserne, følsomheden opøve fantasien ved at slå bro mellem følelse og intellekt — ja, så er det situationen bliver problematisk. Og det er just derhen jeg gerne vil have drejet diskussionen. Musikfolk — og i særdeleshed musikpædagoger — bør nære en konstant mistanke til det de går og laver. En mistanke, de helst må videre-befordre til eleverne. Thi — som Thomas Mann har sagt det — »musikken har altid være fordægtig og mistænkelig, og mest for dem, de elsker den mest inderligt«. Denne sætning har aldrig være mere aktuel end under den nuværende (kultur)krise.

Poul Nielsen.

PS: Kan man i øvrigt få intellektuel underholdning nok? jeg skulle mene, at det i disse Expres- og Rapport-tider er yderst malplaceret at ironisere over efterlysninger efter netop intellektuel underholdning.

Niels Viggo Bentzon og Gershwin.

Det var da en glimrende ide at lade NVB skrive om de to 100-års fødselarer Schönberg og Ives. Og det var da også hyggeligt at se NVB gå ind for, at man godt kan tage Gershwin og hans musik alvorligt (en ting Kjell Bækkelund tidligere har været inde på). Derimod er det mindre rart, at de fleste af de regulære oplysninger, NVB giver om Gershwin, er forkerte.

For det første burde NVB have gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvordan Gershwin's navn staves. Det virker så kedelig uprofessionelt, når navnet konsekventstaves forkert (»Gerschwin«). For det andet burde han have dokumenteret sin påstand om, at Gershwin har studeret hos Schönberg. Det er nemlig kun en påstand. Gershwin har på egen hånd studeret Schönbergs strygekvartetter med henblik på selv at skrive en strygekvartet, og han har i en periode være nabo til Schönberg og spillet tennis med ham en gang om ugen. Og så har han, ganske rigtigt, malet et glimrende portræt af Schönberg. Men studeret hos ham har han ikke. Gershwin modtog aldrig nogen systematisk musikalsk undervisning, bortset fra drengeårenes klaverundervisning hos Charles Hambitzer. Han har studeret klaverspil, komposition og teori hos (her taget i alfabetisk rækkefølge) Henry Cowell, Rubin Goldmark (nevø af komponisten Karl G.) Ernest Hut-cheson, Edward Kilenyi og Herman Wasserman — men i alle tilfælde kun sporadisk. —

For det tredie burde NVB have forklaret, hvad det er han hentyder til med udtrykket Gershwin's »sene orkesterpræludier.«

Et sådant værk er ikke omtalt noget sted, og jeg nægter at tro på dets eksistens, før jeg ser- eller hører- det. Gershwin har skrevet tre præludier for klaver (oprindelig kaldet Jazz Piano Preludes), men de er ikke »sene«, for de blev til i 1926, året efter Concerto in F. De adskiller sig heller ikke stilistisk fra Concerto in F, tværtimod ligner de den meget — det 2. præludium (cis-moll) er en blues-stemning af samme karakter som indledningen i 2. sats af koncerten-og de ligner i hvert fald ikke Alban Berg.

Hvis NVB med »sene orkesterpræludier« tænker på akt- og sceneforspil-lene i »Porgy and Bess« (1935), kunne han da godt have gjort opmærksom på det — og samtidig forklaret, hvordan han får dem til at minde om Alban Berg. Mig minder de mere om Debussy, Ravel og Duke Ellington. Og så fortjener Schönberg at blive citeret for disse linier: »Efter min mening er Gershwin utvivlsomt en fornyer. Hvad han har opnået med rytme, harmoni og melodi er ikke blot stil. — Hans melodier er ikke resultater af kombinationsevne, ikke af mekaniske sammenføjninger, de er helheder, som ikke kan deles. Melodi, harmoni og rytme er ikke svejset sammen, men støbt i een form.« (Kilder: David Ewen: A Journey to Greatness, The Life and Music of George Gershwin. Henry Holt and Company, New York, 1956. Isaac Goldberg (supplemented by Edith Carson)/ George Gershwin, a Study in American Music. Frederick Ungar Publishing Co., New York, 2. udgave,

Mogens Wenzel Andreasen

Årgang 49/1974-1975, nr. 05