Klip

En musiker tager bladet fra munden

Ved Det kgl. danske Musikkonservatoriums ársfest i november 1974 holdt professor Anker Blyme en tale. Dens manuskript er aftrykt i konservatoriets årsskrift. Vi tillader os at bringe et par uddrag af Blymes betragtninger, der bærer titlen »Komponist og Musiker«. Blyme starter med nogle betragtninger over musiklivet i Folkerepublikken Kina, hvor man siden kulturrevoluyio-nen ikke har spillet kammermusik, og fortsætter:

Vi kan ikke blande os i, hvad man andre steder anser for rigtigt og formålstjenligt. Men

vi har ret til at mene, at musikken ikke uden at blive ødelagt kan underlægges andre love og begrænsninger end sine egne. Vi har pligt til at være på vagt overfor den mulighed, at man hos os kunne tænkes at ville gøre musikken hensigtsmæssig ved at påføre den politiske eller andre ideologiske formål. Den må kunne udfolde sig helt frit, og musikeren, både den skabende og den udøvende, må have samme ret. Vi skal skønne på og sørge for at bevare de muligheder, vort nuværende samfundssystem endnu byder os for at udfolde os frit som musikere, som åndsindivider overhovedet.

Komponisten og den udøvende musiker er afhængige af hinanden. De forudsætter hinanden og er de nødvendige faktorer i det handlingsforløb, der i større målestok kan betegnes som vort musikliv. Hvis man vil sætte sagen på spidsen, kan man sige, at uden den udøvende musiker er musikken død overfor omverdenen. Musiklivet udfolder sig indenfor samfundets rammer, skulle gerne give genklang og formidle noget væsentligt til de mennesker, som udgør dette samfund. Det arbejde, som udføres på konservatorierne, koncentrerer sig for en meget stor del om dette forhold. Det gode resultat a dette arbejde afhænger først og fremmest af musikalsk talent og begavelse såvel hos de studerende som hos dem, der skal vejlede dem. Men samspillet mellem disse to parter er også afhængigt af de forhold, de arbejder under.

Blyme mener, at musikkens væsen ikke er revolutionært, men evolutionært. Han advarer mod fanatikere, der vil revoltere mod demokratiet i demokratiets navn og som vil afskaffe kvalitetsbegrebet. Sløvheden indfinder sig, »for man kan sove i sikker forvisning om, at man ikke går glip af noget«, og det hedder videre:

Der vil ikke ske hos os, vil man måske sige. Men hvem garanterer, at man ikke kan komme talent og fri udfoldelse til livs også i demokratiets navn? Der kan ikke laves god musik ved hjælp af politisk diskussion, stemmeseddel og flertal. Men et flertal eller en fraktion af velformulerede taktikere, ferme organisatorer og miljøprofeter kan udmærket knæsætte letforstàelige og tilsyneladende rimelige principper og lempe dem ind på områder, hvor de så at sige opæder u på vi se lige kvaliteter, netop sådanne, som musikken består af. Man er her nødt til at pege på den ganske naturlige, omend upopulære omstændighed, at talentmassen ikke nødvendigvis stiger proportionalt med den iøv-rigt glædelige tilstrømning til musikalske studier. Imødekommenhed må ikke medføre, at man slækker på kravene. Det vil ende i den niveausænkning, der munder ud i dilettantisme. Det er vist også en fejltagelse, at man skal bløde specialiseringen af det musikalske studium op med politisk aktivitet, politiske diskussionsklubber, sådan som det for nogen tid siden er blevet foreslået af en nyslået rektor på Carl Nielsens fødeø. Hvad de unge menneskers politiske indsigt og indstilling angår, så bør man vist overlade det til dem selv. Den menneskelige kontakt og forståelse er indbygget og latent i det musikalske studium. Det er dets endelige indhold. Det er netop musikerens opgave at formidle samhørighed hinsides sådanne skillelinjer, som diskussioner af den her foreslåede art er egnet til at tilspidse yderligere. Det er hans musikalske evners rækkevidde, der bestemmer, hvor god han bliver til det. Det er som musiker, han skal forsvare sin kunstart og sit niveau, ikke som politisk debattør.

Blyme henviser derpå til Beethoven, der frabad sig for megen snak og filosofi omkring musikken, og han slutter: Den udøvende musikers arbejde med at tilegne sig, opleve og formidle musikalske værdier er en ganske belastende og alvorlig sag. Den kræver hård professionel specialisering på det manuelle område. Det er ikke et umiddelbart kreativt foretagende. Det kræver stor koncentration og avler en stadig kredsen om og uafledelig optagethed af f.eks. form og indhold, detalje og helhed. Psykologiske faktorer og mentale anfægtelser spiller også ind, når man på en gang skal opleve, korrigere og formidle, så at sige brænde i iskold tilstand. Hvis nogen mener, at denne specialisering placerer musikeren i et elfenbenstårn eller gør ham til en driv-husplante, må vedkommende være gået galt af kommunikationsbegrebet. Musikerens arbejde er indbegrebet af kvalitativ menneskelig aktivitet. ]o større musik, jo dygtigere og større musiker, desto rigere kommunikation. Det er ganske vist ikke nogen demokratisk affære. Men vi har heller ikke demokratisk musik. Det er da heller ikke gennem musikken, musikeren skal være demokrat. Det er som almindelig borger i samfundet. Det angår ikke hans fag, det er ikke noget konservatoriean-liggende. Sådanne sammenblandings-bestræbelser kalder Stravinsky rent ud en fornedrelse af musikken til servil anvendelse i velfærdsetikkens, nyttehand-lingens navn.

jo, der er i høj grad grund til at være på vagt over for sammenrodnings- og ud-jævningstendenser.

Også fra anden side, den stik modsatte, er musikken blevet angrebet, l adskillige år red den såkaldte avantgarde noget af et mareridt i musikalske nydannelser. Nyheden blev et mål i sig selv, og man prøvede råt og brutalt at likvidere fortiden. Gardens medlemmer dyrkede skiftevis eller samtidigt kaos og automatik, tilfældighed og forudbestemt-hed. Resultatet blev det samme. Avantgarden er afgået ved døden. Den forspiste sig på emballagen. Et citat af Stravinsky beskriver kort og klart dette ejendommelige forløb: » Ethvert materiale, enhver form ødelægges af umotiveret yderlighed, l sit hastværk sløver den de mest værdifulde nyheder; samtidig ødelægger den sine tilbederes smag, hvilket forklarer, at denne smag hurtigt vender sig direkte fra de mest vanvittige forviklinger til de fladeste banaliteters.

Det er kvaliteten af det samspil, der foregår mellem mennesker, som er af betydning. Det gælder musik — ikke mindst kammermusik — som det gælder på andre områder. Musikeren med evner og lyst til at løse også de store opgaver, må derfor være koldsindig og stå fast overfor fraserne og misforståelserne, som truer indholdet og dermed den dybeste mening i fællesskabet.

Vi henviser til den ledende artikel i dette nr. af dmt.