Konservatorie-indoktrinering

Konservatorie-indoktrinering

I Det kgl. danske Musikkonservatoriums årsskrift er der denne gang offentliggjort manuskriptet til en tale, som en af institutionens nye professorer, pianisten Anker Blyme holdt ved årsfesten i november måned (se fyldigt uddrag under rubrikken »Klip« i dette nr. af dmt).

Den handler om tidens krav til øget politisering af kulturlivet og musikerens stilling hertil - blandt andet. Faktisk er det nemmere at spørge om, hvad den ikke drejer sig om. Tankemæssigt er den et for en højere læreanstalt pinligt rodsammen af halve ræsonnementer, forkerte påstande (om bl.a. Sven Erik Werner og Beethoven), selvmodsigelser, dårlig dulgt antikommunisme, had til moderne kunst m.m. En egentlig mod-argumentation er ikke mulig - ejheller umagen værd forøvrigt.

Talens og dens ophavsmands placering i det danske kulturhierarki giver dog anledning til endnu engang på dette sted at gøre opmærksom på, at tingene hænger sammen i det samfund vi lever i. Samfundet er i krise, men det er ikke bare på det økonomiske område, det kapitalistiske system er i vanskeligheder. Samfunds-forskere med chefen for Max Planck-instituttet for værdiforskning, Jürgen Habermas, i spidsen taler om et helt kompleks af krisetaktorer, der bl.a. rammer dybt ned i det sociokulturelle systems funktioner.

»Motivations-krise«, kalder Habermas det. Det er selve systemets troværdighed, der står på spil. Alle mærker det dagligt: den diffuse utilfredshed, anti-bølgerne, jagten efter syndebykke. De sanktionerede kulturværdiers - herunder kunstens -status og funktion rammes ømfindtligt heraf, og der rejses i stigende grad tvivl angående grundlaget for den kulturpolitik, man hidtil har ført, og som vore konservatorier er et af udslagene af. Trods 50 års socialdemokratisk kultur-politik fortæller sociologernes statistikker, at det stadigvæk er en minoritet, der fylkes om kulturværdierne, herunder såvel Beethoven som Sven Erik Werner. Stadigvæk producerer flertallet af befolkningen grundlaget for et gilde, som den hverken har lod eller del i - producerer med nedslidning, dårlige nerver, alkoholisme m.m. til følge (når der da er arbejde at få). Og chancen for at få del i gildets herligheder er lige så lille, som den hele tiden har været: thi befolkningen udsættes for et massivt bombardement fra en fordummende underholdnings-industri, der med alle den moderne medie-teknologis midler fræser oplevelsesevnen og sindets opladthed ned.

I stedet for at rette sit skyts mod denne fordummelses-industri og det samfundssystem der er dens grobund, kører Anker Blyme nok engang kanonerne i stilling mod den ny musik og dens skabere, komponisterne. Han trækker derved på samme hammel som en af de sorteste antibølger vi har oplevet i generationer: Glistrups og Ekstrabladets hetz mod kunstnerne.

Han taler med himmelvendte øjne om musikkens sammenbindende magt hinsides skellene i samfundet. Det er ikke gået op for ham og hans lige, at netop ved på denne måde at gøre musik til et a-politisk område, vælger man politisk side. Man vælger de kræfter, der støtter det bestående og dermed den kapital, der bl.a. står bag den industrialiserede musikalske masse-fordummelse. Og han taler om, at musikeren skal fordybe sig i sin kunst osv. Hvilken banalitet. Selvfølgelig skal kunstneren arbejde koncentreret med sin kunst - og hvorfor skal han det? Fordi han kun derved kan håbe på at blive så moden gennem sit stof, at han har en chance for at blive ansvarlig intellektuel: nemlig en der ser en opgave og en udfordring som kunstner netop i den modsætning, der er mellem det menneskelige budskab, han viderebringer, og mekanismerne i det umenneskelige samfund, der giver ham mulighed for at udtrykke sig.

Men nej, det er ikke den slags modenhed og fordybelse, professor Blyme vil. Det er egotrippet bag ligusterhækken og flygel-klaveret på Evighedsvej. Det får selvfølgelig være hans sag - og dog: det er med bekymring man sender en tanke til de elever, der skal modtage musikundervisning af musikpædagoger, der er blevet således indoktrineret på Det kgl. danske Musikkonservatorium.