Debat

Debat

Kan man dø af at redigere?

Kære Poul Nielsen!

Tak, fordi du så gæstfrit overlader mig

en del af spaltepladsen i dmt.

Lad mig da straks slå fast, at stiftelsen

af Danmarks Musikskole- og

Skolemusiklærerforening har vakt

glæde og begejstring landet over, natur-

ligvis først og fremmest blandt de mange skolemusikledere- og lærere, der står midt i et idealistisk, men ofte vanskeligt og brydsomt arbejde, men også hos et bredt udsnit af musikinteresse-rede i dette musikkens u-land. Efter en langsommelig og svær fødsel nedkom samme forening ved løvfalds-tide med et smukt og kvikt barn — bladet skole MUSIKskole - der allerede har fået et par velkomstnik og venlige skulderklap med på sin trange vej ud i den brogede bladverden. Specielt bemærkelsesværdigt og værdifuldt et det dog, at dmts redaktør gider ofre »sin nye kollega« så megen inter-

esse, først og fremmest ved at studere bladets indhold så grundigt og dernæst ved at sætte sig og skrive en fyldig, seriøs, og — ja, det tror i al fald jeg, der kender Poul Nielsen som en uhyre afholdt og dygtig musikmagister — absolut velment og positiv anmeldelse af nyskabelsen.

Se nu behøver et venligt smil som bekendt ikke at være tandløst — ejheller behøver den musikpædagog, der måske, netop takket være en maksimal arbejdsbyrde, må snyde sig selv for en alvorlig fordybelse i den musikpædagogiske debat — at »afskaffe sig selv eller rive sine tænder ud«. Det kunne måske endda tænkes, at en af tanterne vi! vove at »bide fra sig«, vel vidende, at denne dristighed kan koste hende et ekstra besøg hos odontologerne.

Vi kan slet ikke blive uenige om, at den frivillige musikundervisning er et af musikpædagogikkens væsentligste aktionsområder — det brede fundament, hvorpå den store pyramide skal bygges, hvis top rummer en lille elite af konservatorieuddannede, cand.mag/er, cand.pæd/er og endelig de ca. 25-30 magistre i musik, som fungerer i vort fædreland i dag.

Men får denne udsøgte skare ikke i rigt mål sit behov for »intellektuel underholdning« dækket i det gode blad dmt?? Finder du det virkelig fornødent, at endnu et tidsskrift bevæger sig på dette ganske interessante, men hvad saglige og faglige artikler og debatter angår, til tider lidt specifikke plan? Er det ikke mere nyttigt, om skole MUSIKskole — gerne med albuerum for intellektet — placerer sig selv på den brede vidt åbne mellemste bladhylde, der jo hidtil på det nærmeste har stået tom? Det nye organ kan så måske herfra, stadig med en god portion bly i de journalistiske skosåler, bevare jordforbindelsen med og forbedre kommunikationen til de talrige varianter af musiklærerracen, der slet ikke kan overkomme at tygge sig igennem alt for tungt og gedigent stof. Har vi ikke grå og kedelige fagblade nok?

Må jeg fra lederen i første nummer af skole MUSIKskole plukke ud følgende: »Virkefeltet er stort — spænder fra undervisning af børn i forskolealderen til undervisning og uddannelse af voksne i alle aldre — varetaget af musiklærere-og ledere med meget forskellig uddannelses- og erfaringsmæssig baggrund. Spektret er bredt... og videre »skole MUSIKskole« vil søge at afspejle denne alsidighed og sammenhæng i musiklivet ved at formidle orientering, inspiration, viden, debat og kontakt...« Apropos orientering — ja, så har du da ganske ret i, at undertegnede »flipper ud« visse steder i min omtale af »Danmarks Sanglærerforenings« stævne i Rødding. Jeg burde have orienteret mere grundigt om Helmer Pedersens kloge forelæsning over »den musikpædagogiske målsætning«, men nu havde vor iøvrigt fortræffelige redaktør først og fremmest anmodet mig om et referat af gruppedrøftelserne vedrørende »undervisningsvejledning i musik«. At jeg så tiltusked mig lidt vel rigeligt af den — desværre så dyre spalteplads — til et let strejftog gennem alle kursets emner, kunne måske opvejes af, at min artikel dog trods alt slutter med en ordret gengivelse af — ja, hvad tror du — /ormá/sparagraffen — til en afveksling. Min skepsis går nok mere på, om man virkelig kan løse den aktuelle musiksituations alvorlige problematik ved stadig og til hver en tid at lade tankerne kredse om dette emne. Om så var, hav-

de man vel forlængst filosoferet sig frem til en universalløsning. Men hvor hyggeligt, om du, der nødvendigvis må befinde dig i den anden ende af uddannelsesforløbet, kiggede indenfor hos den søde og seriøst arbejdende rytmikpædagog Ellen Nielsen. Du har næppe nogensinde oplevet en undervisningssituation, hvor en sæk dejlige, men spillevende rollinger ganske enkelt skal motiveres/engageres, kald det, hvad du vil — blot så længe og så vidt, at den fyr, der egentlig hellere vil begynde med at smadre instrumentet i stedet for at spille på det — får et sådant forhold til faget, at han vil dyrke musik fremover, i det mindste »bare som hobby«.

Ved du, at der f.eks. i Lyngby-Tårbæk kommune sker en tilmelding på 66% af samtlige elever fra 1. klassetrin til faget »Sang, spil og bevægelse«, at denne interesse fastholdes i form af en tilslutning fra 2. klassetrin på ca. 50% af det samlede elevmateriale i kommunens skoler? Disse tal siger en del om, hvor vigtigt det er, at en sådan time forløber i en varm og levende atmosfære med gensidigt engagement lærer/elev imellem, al den stund »hobbyfunktionæren« her har en afgørende indflydelse på barnets indfaldsvinkel til det musikmiljø, der siden, ved ihærdige læreres hjælp, kan give det enkelte individ så mange rige oplevelser. Hvis du nu kan fly os den eneste rigtige formulering af den musikpædagogiske målsætning, skal vi da hjertens gerne hænge den op på tavlen i sanglokalet, og så be' til, at der ikke sker alt for mange kuppelsammenstød nede på arenaen, mens musiklæreren flittigt drejer hovedet mod samme tavle for stedse at indprente sig sit mål med dagens undervisning. — Thi nok anvender man fortrinsvis køllehoveder med filt til visse dele af Orff-instrumentariet; men mig bekandt har lægevidenskaben endnu ikke haft held af at fremstille til menneskebørnene »topstykker« med et lignende beskyttende lag vat eller filt — i hvert f aid ikke på ydersiden.

»Noget om rytmik« har på den anden side — ja, helt ovre på den jyske side af Storebælt — vakt tilfredshed blandt læsere, der taknemmeligt har brugt de »praktiske tips« fra artiklen i den daglige undervisning. Altså et heldigt resultat af bladets ønske om »også at kanalisere information på det prakt/s/c-pædagogiske område«. Parallelt hermed har de få dyrkere af det dejlige cembalospil kunnet drage nytte af den noget detaljerede »polemik«, som just har givet genlyd i dmts harmoniske spalter.

Jeg er da helt sikker på, at skole MUSIKskole giver plads for en tilsvarende debat mellem et par af landets førende blokfløjtepædagoger — hvem ved — måske om et ligeså afgrænset emne. De kunne så afveje minutiøst, om eleven frembringer den smukkeste overblæsningstone ved at bevæger sin tommeltot i lodret, vandret eller skrå retning — for tilsidst (ellers er der jo ikke noget skæg ved det) at ryge i totterne på hinanden om, hvorvidt samme tommelfinger bør bruges med eller uden knæk.

Enqueten »KAN MAN LEVE AF AT KOMPONERE?« kan passende finde sit modstykke i skole MUSIKskole under overskriften »KAN MAN DØ AF AT REDIGERE?« Man behøver end ikke udsende spørgeskemaer anonymt for at undgå »økonomisk dyneløfter!«, al den stund redaktør og medarbejdere ved bladet er ulønnede. Finder næppe heller noget indbringende under den redaktionelle andeduns, thi den ansvarshavende redaktør tilbringer sandsynligvis nattetimerne med at gøre sit blad færdigt til trykkogeren.

Det var da dejligt, om skole MUSIKskole kunne få tid og spalteplads til at tage op nogle af de mange spændende udfordringer, du kommer med under »Positivt og harmløst« f .eks. »om at tage stilling til indholdet af alt det, som man laver stævner skoler og organisationer for«.

Danmarks Musikskole- og Skolemusik-lærerforening skal dog nok vide at markere standpunkter og stillingtagen til de mange spørgsmål, der trænger sig på gennem netop dette talerør; men for mig at se — som ganske almindelig læser — må bladets fornemste opgave nu — just nu — være at animere til oprettelsen af nye musikskoler og samtidig at værne om de allerede eksiste-

rende. Denne opfattelse kan jeg underbygge ved at minde om, at der fra politisk hold er en skæbnesvanger tendens i retning af at halvere, ja helt inddrage (som det nu er sket i et vestjysk amt fra 1974) bevillingerne til den frivillige musikundervisning. Og hvad nytter det så, at musiklæreren står med en mængde teorier, hvis han en skønne dag ikke har noget at ha dem i? Skole MUSIKskole vil sikkert forsøge at leve op til forventningerne og vokse sig stort nok til at »skue ud over ligusterhækken«, men er der ikke en risiko for, at det nys udsprungne vil visne — endnu før det får lov at folde sig helt ud af bladsvøbet, om det ikke fortsat redigeres nogenlunde på det plan og med de intentioner, som har været grundlaget for bladets udgivelse overhovedet?

Hermed være en af ping-pong-boldene, hvad det så end er for nogle sære tingester, samlet op, og jeg kan da kun tilslutte mig dit ønske om en god sameksistenstidsskrifterne imellem.

Inge Matson.

Slutreplik fra la Cour

Det vil være dumt af mig — og iøvrigt kræve en omstændelig udredning — at svare på Henrik Colding-Jørgensen's debat-indlæg i DMT dec. 74. At dømme efter karakteren af indlægget vil HCj kunne blive ved i en uendelighed, eller i hvert fald til han er sikker på at få det sidste ord. Men hvis der er læsere, der i hans indlæg kan få øje på en konstruktiv interesse for det, sagen fra begyndelsen af drejede sig om — modernismens krise og det omfang hvori denne kan forklares socialt — så kunne det da være spændende, om de gad tage diskussionen op med HCJ. Selv kan jeg imidlertid ikke få øje på andet end stakit-f i losofiskesmåsofisterier over ord, jeg har anvendt, efterhånden aldeles løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng, og altsammen rørt op i den fortsatte misforståelse af begrebet »individualisme« til trods for, at jeg i DMT nov. 74 forklarede, hvilken (hyppigt anvendt) betydning jeg lagde i ordet.

Niels la Cour