En skandale

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 06 - side 123-123

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

En skandale

Er konservatoriet et torneroseslot? Det spørgsmål rejstes i sidste nummer af DMT, og der er grund til at opretholde spørgsmålet - denne gang med direkte anledning i et nummer af bladet »Konservatorienyt« (1. årgang, nr. 2, 1974). Niels Viggo Bentzon rejser her det spørgsmål, hvordan vore konservatorier har det med jazz-musikken og den »rytmiske musik« i det hele taget. Hans konklusion er nedslående. Nok er der efterhånden ved at ske noget m.h.t. jazz-interessen, men »fra dette stadium er der alligevel et stort spring til en mere gedigen viden om jazzens spraglede aspekter, når det gælder en mere generel betragtning af den gældende konservatorie-undervisning«, og især gør Bentzon opmærksom på den musikteoretiske grundskoling: denne domineres fortsat af den vitaminfattigé koral-harmonisering: »Vanskelig definerbar personalstil som f.ex. Weyse-harmonisering eller Hasslerkoraler er for det meste undergivet betingelser, der slet ikke lader sig koordinere med den pædagogiske abstraktion, som begrebet enkel koralharmonisering giver udtryk for« skriver han.

Heri har han så evig ret. Fortsat - år efter år - dimitteres musikere og pædagoger fra denne abstraktionernes verden ud i en konkret verden, hvor disse unge mennesker konfronteres med elementære musikermæssige krav, som de ikke kan honorere. For nu at sige det så tydeligt som muligt: det er slet og ret en skandale, at den rytmiske musik ikke forlængst er indarbejdet i det obligatoriske stof i vore højere musikuddannelser. Kendskab til og beherskelse af blues-form, jazz-harmonik, becifring o.l. er idag en uomgængelig del af den bagage, en skolet musiker skal have med sig for at kunne fungere i samfundet - som musiker.

Det er en skandale - ikke af idelle grunde, men fordi man fatalt svigter studenter, hvis tarv man er pålagt ansvar overfor. De valne svar, som rektorerne Poul Birkelund og Tage Nielsen er kommet med i den anledning, gælder kun som dårlige bortforklaringer. Hvornår har man set uddannelses-institutioner, der systematisk undlader at uddanne kandidater i de færdigheder, de mest har brug for i deres erhverv? Som administrative og kunstneriske ledere af vore to toneangivende uddannelsesinstitutioner inden for musik pådrager de sig et tungt ansvar, dersom der ikke sadles om. »Jazzen må ind som fag på konservatorierne, og det skal helst være nu!« skriver Niels Viggo Bentzon. Ja - det burde være sket for længe siden. Teorifaggrupperne på de to konservatorier må omgående udarbejde studieplaner, hvor den rytmiske musik integreres; det fornødne lærerpersonale ansættes; og konservatorierne bør med rummelige efteruddannelsestilbud søge at råde bod på den misere, som ledelsernes virkelighedsfjerne holdning allerede har afstedkommet.

Og vi gentager det bør ske nu.

Årgang 49/1974-1975, nr. 06