Kulturkampen

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 06 - side 123-123

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Kulturkampen

Kulturpause eller kulturkamp? Sådan spurgte vi på dette sted for præcis et år siden. Den ængstelse, der lå bag spørgsmålet har i den forløbne tid vist sig at være velbegrundet. De højre-populistiske konjunkturryttere med Glistrup, Erhard Jacobsen og Kristen Poulsgård i spidsen har gjort hvad de kunne for at appellere til folks fordomme. Frihedens og humanismens fjender, kaldte chefredaktør Torben Krogh dem i en kommentar i »Information« (17/1 1975). Men der er ikke bare tale om en kamp på tomme ord og abstrakte idealer - Hartling-regeringen, især dens uduelige anti-undervisningsminister Tove Nielsen, har jævnsides hermed vist, hvor kontant og hårdtslående man fra Højre i dansk politik er beredt til at føre kulturkamp, hvis man får magt som man har agt: indoktrineringshetz, højere klassekvotienter, nedskæring af fritidsundervisning og af uddannelsesstøtten, der med ét ville sabotere de beskedne fremskridt der gennem 50 års socialdemokratisk politik er gjort m.h.t. en demokratisering af oplysning, uddannelser og kulturgoder. Og meget mere af samme skuffe.

Vi har haft kulturkamp før i Danmark. Men sandsynligvis aldrig på de samme konditioner som nu. Thi sælsomt nok sekunderes Højre i dette kapitel bravt af det yderste venstre, der har travlt med at rakke ned på »finkultur« og kvalitetsbegreber, i folkets navn. Som Torben Krogh skriver: »Begreber som kulturkamp, for ikke at sige kulturradikalisme, har i dag en odiøs klang i yngre, venstreorienterede kredse. Men de kulturradikale, der udkæmpede deres tids kulturkamp, havde i hvert fald en holdning, der ikke skræmte dem fra at skelne mellem skidt og kanel. De var ikke bange for at fremhæve det, de selv troede på, som noget kvalitativt bedre end det, et folkeligt flertal troede på. Og i det var der intet elitært, men tværtimod en dyb respekt for »folket«. En respekt, der blev udmøntet i en kulturel kamp for at delagtiggøre dette folk i den indsigt, som man selv havde erhvervet«.

Få områder passer disse ord bedre på end musikkens. Tapre riddere fra den rytmiske musiks og »folkemusikkens« lejr har travlt med at mistænkeliggøre den såkaldte finkultur. Samtidig dermed dyrker de selv i Marx's navn en folkelighedskult, der er akkurat så metafysisk og idealistisk som den borgerlige dannelseskult. Og alt imens drøner popindustrien videre: i tonsvis af fordummende lort væltes ud over befolkningen, i demokratiets og den hellige markeds-mekanismes navn. Intet kan passe Højre, isærdeleshed Venstre, »Danmarks liberale parti«, bedre. Men passer det også venstrefløjen?

»En ny kulturkamp er idag tvingende nødvendig«, skriver Torben Krogh. Ja, men det gælder for alle fremskridtsvenlige kræfter i dette land om præcist at se, hvor fjenden er. Ellers er kampen forgæves og på forhånd tabt.

Årgang 49/1974-1975, nr. 06