Musikopdragelsen i Sovjetunionen II

Erik Stahl:

MUSIKOPDRAGELSEN l SOVJETUNIONEN II

(Fortsat fra DMT's februar-nummer)

Musikopdragelsen i førskoleinstitutioner.

I Sovjetunionen bliver et stadigt voksende .antal børn opdraget i førskoleinstitutioner. Hvert sjette barn i alderen 0-2 år opdrages nu i en vuggestue og 2 ud af hver tre børn opdrages i en børnehave. Den russiske republiks (RSFSR) undervisningsministerium har derfor udarbejdet et detaljeret program for opdragelsen i vuggestue og børnehave, så den på naturlig måde knytter an til skolens opdragelse og undervisning.

Under den ekspansion, der i vore dage foregår inden for teknik, videnskab og uddannelse, bliver det vanskeligere og vanskeligere for den udearbejdende kvinde at hellige sig det lille barns opdragelse. Der er derfor en voksende erkendelse af, at de institutioner, der skal modtage det lille barn, ikke blot skal tage sig af barnets hygiejniske og ernæringsmæssige trivsel, men også må tage sig af barnets alsidige opdragelse, hele det arbejde, der i hjemmet ellers er blevet varetaget af moder, bedstemoder, amme eller ældre søskende.

Der gås grundigt til værks. Ovennævnte program begynder med det 2½-3 mdr. gamle barns musikopdragelse. Der er hertil afsat 10 min. dagligt, hvor plejersken synger og spiller muntre eller rolige sange for barnet og prøver på at få det til at reagere med smil eller til at dreje hovedet efter rangelelyd el. lign. For hver 3. måned udvides programmet frem til etårsalderen. Det gælder om at udvikle barnets opmærksomhed over for musik, at få det til at bevæge kroppen i takt til musik og at udvikle en emotionel holdning f.eks. ved at vugge et kæledyr i takt til musikken. Man prøver også at få barnet til at efterligne den voksnes sangintonationer.

1-2 år. Man fortsætter arbejdet med at udvikle barnets emotionelle reaktioner på musik og prøver at få barnet til at synge med ord og til at reagere med rytmiske bevægelser til musik. Barnet øves i elementære dansetrin og stifter bekendtskab med flere nye sange.

2-3 år. Man søger nu at rette barnets opmærksomhed mod musikkens indhold, lærer det flere ny sangintonationer og udvikler evnen til at bevæge kroppen i takt til musikken. Man søger at udvikle evnen til at huske og genkende musik. Barnet lærer at synge enkelte stavelser og ord i en sang med efterligning af plejerskens intonationer.

3-4 år. Her tager børnehaven fat og der er i begyndelsen afsat 20 min. til musik og dans. Her udvikles sansen for klanglige forskelle og barnet får elementær stemmedannelse og lærer på forskellig måde at udtrykke sig gennem rytmisk bevægelse til musikledsagelse. Barnet lærer at synge naturligt og afspændt (di-ai) legato med tydelig tekstudtale og i takt med kammeraterne og at gengive en melodi rigtigt og synge med eller uden musikpædagogens akkompagnement. Børnene lærer at bevæge sig til musik, at skifte tempo i takt med musikken, gå, løbe og foretage en lang række elementære dansebevægelser til musik. Det musikalske grundlag er folkesange og folkedans eller musik skrevet specielt for børnehaven af sovjetiske komponister.

4-5 år. De første forsøg på musikalsk skaben opmun-tres. Barnet lærer at spille på metallofon, at genkende musikstykker og sange på melodien. Børnene lærer rigtig vejrtrækning under sang, god artikulation af konsonanter, begynde og slutte en sang samtidigt. Omfanget er nu di-hi. De lærer at skelne tonehøjder. Børnene lærer at bevæge sig efter kontrasterne i et musikstykke f.eks.: stærk-svag, høj-lav og hurtig-langsom, at skifte tempo i forbindelse med todelt form, svinge med flag og tørklæder til musik o.s.v. Hertil kommer fsk. elementære dansebevægelser og forsøg på udtryksfuldt at fremstille forskellige figurer fra sanglege.

5-6 år. Der arbejdes med udvikling af barnets musikalske gehør: tonehøjde, rytme, klang og dynamik. Børnene opmuntres til improvisation af dansebevægelser og sangintonationer. Sange læres udenad. Selvkontrol med intonationen udvikles. Der indøves overgang fra 2- til 3-delt takt under dans, overholdelse af afstanden under pardans, udvidelse og sammentrækning af en kreds, skift af partner under dans.

Under sanglege skal børnene lære at optræde selvstændigt, søge udtryksfuld gestus uden at kopiere hinanden og i fri dans prøve på at finde på nye bevægelser ud fra kendte. Barnet lærer musik af f.eks. Kabalevskij, Rimskij Korsakov, Sjostakovitsj, Prokofjev, Schumann o.a. at kende.

6-7 år. Her dyrkes sammenspil på børnemusikinstru-menter. Interessen vækkes for klassisk musik (Glinka Cajkovskij, Rimskij Korsakov, Schumann og Bartok), vokalmusik og musik for violin, klaver og harmonika, for korsang gennem optagelser af voksnes udførelse af folke- revolutions og sovjetsange. Sansen for musikalsk form videreudvikles. Børnene lærer om nodetegnene og deres placering i systemet. Improvisation på basis af lydmalende ord og melodistumper på basis af gode sangvaner.

Børnene lærer selv at begynde en dans efter en indledning. De lærer polkatrin, trin med tramp og med inklination, rytmebankning o.s.v.

Bag denne systematiske udarbejdelse af programmet for førskolebarnets musikopdragelse ligger et stort arbejde udført i laboratoriet for æstetisk opdragelse ved det videnskabelige institut for førskoleopdragelse, som hører ind under Sovjetunionens akademi for de pædagogiske videnskaber. Ledende i dette arbejde har været prof. N.A. Vetlugina, der sammen med andre forskere af børns skabende kunstneriske virksomhed har udgivet en bog om emnet. Her skal referes et par tanker og iagttagelser fra bogen :

I sin kunstneriske virksomhed gør barnet på aktiv måde nye opdagelser for sig selv, men også til glæde for omgivelserne, som derved lærer nye sideraf barnets sjæleliv at kende. Barnets kunst kan derfor betragtes både fra et pædagogisk standpunkt og som kunst i sig selv. Forfatterne prøver derfor at finde frem til de tidligste eksempler på børns skaben, og dernæst undersøger de, hvorledes barnets skabende virksomhed udvikler sig for hvert nyt alderstrin inden for musik, billedkunst og ordkunst. I denne sammenhæng prøver man at udarbejde kriterier for en kvalitativ bedømmelse af børns kunstnerisk skabende virksomhed.

Den drivende kraft er naturligvis barnets aldrig tilfredsstillede trang til at lege, men også trangen til gennem sanserne at orientere sig i en verden af musikalske lyde, udtryksfulde ord og bevægelser og farvesamm en stil linger og derigennem at give udtryk for dets forhold til omverdenen.

De individuelle skabende anlæg er naturligvis uhyre forskellige, men det er nødvendigt at skabe de bedst mulige udviklingsbetingelser for hvert enkelt barn. Der er på førskoleniveauet naturligvis slet ikke tale om professionel uddannelse. Her gælder det en alsidig kunstnerisk udvikling af de skabende evner, der ligger skjult i barnet, idet man stræber efter at opdage og udvikle dem hos alle børn.

Barnets trang til at efterligne behøver ikke at være i modstrid med den skabende trang. Den er blot et middel til at skaffe sig et på erfaring byggende udgangspunkt for egen skabende virksomhed.

Barnets evne til at udtrykke sig gennem kunstnerisk virksomhed betragtes ikke blot som noget uforanderligt og naturgivet. Børnehaveprogrammerne afspejler de sovjetiske pædagogers og psykologers tillid til, at barnet kan lære noget i børnehaven, udvikle sin udtryksformåen, men uden at gøre vold på det, som er karakteristisk for barnets kunstneriske virksomhed.

Sang og musikundervisningen i den sovjetiske 10-årsskole.

Efter læseplanerne for den sovjetiske 10-årige enhedsskole skal børnehavens musikundervisnings følges op i I-VII klasse. Men her opstår som allerede tidligere nævnt mange alvorlige problemer. De afspejles i det vældige brød, der er slået op for skolernes musikundervisning i læseplanen fra 1970 (revideret i 1974). Det hedder her, at formålet med sangundervisningen er at opdrage børnene med musikkens midler til kærlighed til fædrelandet og folket, at danne idealer for moralsk optræden og udvikle den æstetiske sans. Musikundervisningen bygger derfor først og fremmest på korsangen, fordi den giver eleverne lejlighed til at udtrykke deres holdning til den musik, der udføres, samler dem i et enigt kollektiv. Man går ud fra den grundopfattelse, at evnen til at høre og lytte med indsigt til musik kun kan udvikles hos alle børn, hvis de bliver undervist systematisk op igennem klasserne. Kun på denne måde kan de lære at forstå musik, synge præcist, rent, smukt og udtryksfuldt.

I byerne vil de fleste børn møde i l klasse med en musikalsk ballast fra børnehaven. På landet vil som regel en stor del af børnene møde uforberedte, og derfor er sanglæreren i almindelighed tvunget til at begynde forfra med at lære børnene at lytte til musik og uddybe deres forståelse ved at bestemme værkets genre, indhold form og andre udtryksmidler. Børnene lærer først at skelne mellem de tre grundgenrer (de »tre hvaler« som Kabalevskij med en russisk folkeetymologi har kaldt dem i sin bog om musikforståelse for børn): sang, dans og march. Disse tre splittes igen op i mere differentierede genrer og herfra føres eleverne så i de mellemste klasser over til de større former: opera og symfoni, repræsenteret gennem værker af de vesteuropæiske og russiske klassikere. Den moderne musik møder de hos Sjostakovitsj, Prokofjev, Kabalevskij, Bartok og Stravinski].

Fra IV klasse begynder man at lære eleverne musikkens grundbegreber. Det er meningen, at eleverne i løbet af V klasse skulle have lært at læse noder (også med fortegn) således at de i løbet af VI klasse blev i stand til at synge lette nodetekster fra bladet. Eleverne skal naturligvis lære at bruge deres stemmer rigtigt, men dyrkelsen af det vokale må aldrig blive et mål i sig selv. Det skal være et middel til at opnå en bedre forståelse af sangens indhold og til at forstærke det indtryk, som sangen gør på den syngende. Kun ad den vej kan man vække interessen for det sangtekniske.

Der arbejdes i de små klasser meget med »brummerne«, og det hævdes at man i løbet af II og III klasse kan få alle børn til at synge præcist og med god klang, hvor det ikke drejer sig om børn med alvorlige organiske defekter i stemmeapparatet.

I IV til IV klasse begynder mutationsproblemerne at gøre sig gældende. Det er naturligvis især drengenes stemmer, der bliver besvær med, men man beholder dem i klassen, og for at spare deres stemmer lægger man noget større vægt på musikgennemgangen. Af samme grund indfører man også trestemmig korsang, idet man lader de underste stemmer få et meget lille omfang.

Der lægges stor vægt på sang uden instrumentalledsagelse, netop for at træne elevernes gehør og give læreren mulighed for at arbejde henimod en helt ren intonation fra elevernes side.

Elevernes bekendtskab med nodeskrift sker over tonicado-systemet. Men det betones, at det sovjetiske sangundervisningssystem bygger på tonalitets-princippet (ladovoj princip). Både nodelæsning og intervalindlæring bygger på en stærk tonal fornemmelse, idet man søger at udvikle følelsen for den tonale forbindelse mellem skalaens forskellige toner.

Udover arbejdet i timerne organiserer skolerne i stor udstrækning musikundervisning og amatørvirksomhed uden for skoletiden. Det er denne virksomhed, man som regel bliver præsenteret for, når man besøger en sovjetisk skole, og det er åbenlyst, at der i kraft af entusiastiske musikpædagogers indsats opnås glimrende resultater. Derimod er det meget svært at komme til at overvære en almindelig sangtime.

Til støtte for sanglærerne udgives der en del litteratur om skolesangundervisningens metodik. Her bør nævnes D.E. Orgorodnov: »Den musikalske og sanglige opdragelse af børn i almenskolen«, som især belyser undervisningen i l klasse. Ogorodnov bygger sin metodik på den sovjetiske psykolog B.M. Teplovs (1896-1965) undersøgelser af børns musikalske evner. Ud fra dennes iagttagelser bygger Ogorodnov den elementære træning af barnets musikalske gehør på udviklingen af først og fremmest barnets rytmiske fornemmelse, fornemmelsen for let og tung takttid, og på basis heraf udvikler han fornemmelsen for nogle ganske få trins (i begyndelsen kun do-mi-so) indbyrdes tonale forhold med inddragelse efterhånden af stadig flere toner i det oprindelige tonale mønster. Intonering af intervaller bør derfor altid ske i en bestemt taktrytmisk sammenhæng. Ogorodnov betoner her, hvor vigtigt der er, at nodelæsningen udvikles i sammenhæng med disse øvelser. Hvad nytter det, at børnene rigtigt kan aflæse tonehøjden, når de på grund af manglende fornemmelse for den taktrytmiske sammenhæng ikke er i stand til at opleve det læste musikalsk?

Ogorodnov lægger åbenbart hovedvægten på elevernes sanglige oplæring, og heri støttes han af de mange entusiaster for korsang, som findes i Sovjetunionen, ikke mindst i de baltiske republikker. Men at meningerne er delte fremgår bl.a. af en artikel i majnummeret for 1974 af Sovetskaja Muzyka, hvor K. Ptitsa skriver om den sovjetiske korsang. Her får man først et begreb om dens omfang: I 1971 fandtes der 160.000 amatørkor med 4,9 mill, medlemmer. En hel del af denne virksomhed er koncentreret omkring fabrikkernes arbejderklubber. På direktørerne for disse klubber ligger et stort ansvar for, at det kulturelle arbejde bliver gennemført. I den anledning skriver Ptitsa: »Det er efterhånden ikke ualmindeligt, at en klubdirektør ikke kan lide kor, ikke forstår dets betydning og opdragende rolle. Ja, han synes måske ikke det er rigtigt populært i sammenligning med popsangere og popensembler. Og så ser det sort ud for korleder og kor.« Han angriber dernæst skolemyndighederne fordi de nu er gået over til at omdanne faget sang til faget musik, så sangen forjages til fordel for afspilning af grammofonplader, foretaget af lærere, der ikke har det mindste begreb om sang endsige om musik i det hele taget.

De ny tanker om skolernes musikundervisning kommer helt klart frem i en artikel af Kabalevskij i de sovjetiske læreres blad 5/1-1974. For at sætte sig ind i problemerne på nærmeste hold har han ud fra sin mangeårige erfaring som popularisator af musik i børneklubber påtaget sig et år igennem at undervise en l klasse i en Moskvaskole i musik. Han angriber den traditionelle sangundervisning for at slæbe på en forældet metodik. Den gamle førrevolutionære russiske skole havde ingen instrumenter, ingen tekniske hjælpemidler. Her var den vigtigste opgave at uddanne kirkesangere. Under vore dages helt ændrede betingelser må derfor formålet med sangundervisningen tages op til fornyet overvejelse. Fra l klasse af skal børnene lærer det allervigtigste, som skolen kan give dem: ikke blot at iagttage og følelsesmæssigt opfatte et musikalsk fænomen, men også at tænke over det. Kun herigennem bliver eleven i stand til at fatte, at de ved at studere musikken bliver eleven i stand til at fatte, at de ved at studere musikken studerer livet selv.

Læreren skal derfor ikke komme med færdige recepter, men aktiviserer klassen til selv at svare på de spørgsmål, der opstår ved mødet med musikken. Til slut resumerer Kabalevskij: Musiktimernes grundlæggende problem er og bliver - hvordan får man eleverne til at interessere sig for musikken som en levende kunstart?

Men problemerne bliver selvfølgelig heller ikke mindre af, at skolerne i almindelighed har svært ved at skaffe kvalificerede musiklærere. At gennemføre det førnævnte program med klasser på 35-40 elever er i sig selv en opgave, som kun virkelige entusiaster for musik i skolen kan leve op til. Når så dertil kommer, at skolerne i almindelighed selv ikke i Moskva har et musiklokale med dertil hørende udstyr, bliver opgaven ikke lettere at løse.

Det er derfor naturligt, at de færdiguddannede musiklærere fra konservatorier, musikfagskoler, universiteter og seminarier først og fremmest søger arbejde uden for skolen i arbejderklubber, pioner-huse og børnemusikskoler, hvor undervisningen enten foregår individuelt eller med små hold af virkelig interesserede elever. Som nævnt er der stærke bestræbelser i gang for at løse skolem usikopdragel-sens problem inden udgang af halvfjerserne. Mulighederne herfor ligger bl.a. i det vældige system for musikuddannelse, som er opbygget i de senere år.

(Artiklen afsluttes i næste nummer)