Noder

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 06 - side 136-136

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Noder

Ny orgelmusik

Erik Norby: Chromatikon. Partita i 8 satser for orgel. 1971. Samfundet til udgivelse af dansk musik 1973. 3. serie nr. 242.

Tage Nielsen: Marker og Enge for orgel (divertimento) Samfundet til udgivelse af dansk musik 1974. 3. serie nr. 244.

Ingen af disse to orgel-stykker hører til blandt de mest betydelige inden for ny

dansk orgelmusik, men så hører ligheden også op.

Erik Norbys »Chromatikon« er en noget tung og bastant sag. Dens tonesprog er nærmest senromantisk (det må da vist være det 187. i rækken af post-Regerske orgelværker!) Typiske akkorder er således durtreklangen med på een gang almindelig og forhøjet grundtone, septimakkorden med både dur- og mol-terts etc. — samt ikke at forglemme: den fis-mol-akkord, som ubønhørligt afslutter alle værkets 8 afsnit. Man fornemmer, at Erik Norby gerne vi lukke sin tilhører ind i et klaustrofobisk kromatisk univers. Med lidt større opfindsomhed (ikke mindst på det klanglige område; registreringsforslagene er gennemgående for banale til stykkets karakter) var det måske lykkedes; som stykket her foreligger, virker det nærmest lidt kedsommeligt — med glimt af »farlighed«. Spilleteknisk er værket y-derst overkommeligt og ligger godt for instrumentet, faktisk vil kun 6. afsnit (etude II) kunne volde en teknisk velfunderet organist nævneværdige problemer.

Tage Nielsens divertimento er til gengæld et teknisk krævende stykke at spille med sine store spring i hurtigt tempo og komplicerede rytmer, l og for sig et velskrevet stykke, som blot hos mig støder på en personlig aversion: jeg synes, det er for pjattet! Bevares — der kan komponeres og er blevet komponeret mange morsomme orgelstykker, men jeg har svært ved at finde pointen i Tage Nielsens muntre og veloplagte pift til højre og venstre. Ret beset er værket egentlig udtryksløst — og hvad skal vi så med det?

Knud Vad.

Årgang 49/1974-1975, nr. 06