Debat

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 07 - side 164-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Debat

Dårligt debat-klima

Hr. redaktør Poul Nielsen Tillad mig et lille hjertesuk: Hvorfor i alverden skal debatter i DMT så ofte foregå i en giftig og intolerant tone? Kunne man dog for pokker ikke prøve at forstå hinanden i stedet for bevidst at fejltyde og forvrænge modpartens indlæg?

Som nu i februar-nummeret af DMT. Under »debat« omtaler Mogens Wenzel Andreasen i nedladende vendinger en artikel af Niels Viggo Bentzon i anledning af Schönbergs og Ives 100-års fødselsdage. MWA karakteriserer det som »uprofessionelt«, at Gershwin's navn er stavet forkert. Som om det var af væsentlig betydning for forståelsen af artiklens indhold (DMT er endelig heller -ikke fri for trykfejl). Dernæst mistænkeliggøres NVB's bemærkning om, at Gershwin havde studeret hos Schönberg. Hvordan skal et studieforhold egentlig forme sig? Hvor mange timer skal det — efter MWA's opfattelse omfatte? Hvad har Schönberg og Gershwin talt om, når de — som MWA selv skriver — ofte var sammen? Endelig kritiserer MWA, at orkesterforspillene i »Porgy and Bess« minder NVBom Alban Berg. Vi forstår også, at de minder MWA mere om Debussy, Ravel og Duke Ellington. Dertil er blot at sige, at det i forbindelse med NVB's artikel er irrelevant, hvad MWA mener, at det minder ham om, da artiklen skal give udtryk for NVB's opfattelse. Samtidig gør jeg opmærksom på, at jeg med interesse ville læse en artikel af MWA om dette emne, men hvorfor kan MWA så ikke ved en senere lejlighed skrive den, — uden at latterliggøre Niels Viggo Bentzon. Umiddelbart inden MWA's indlæg bringes et læserbrev af Johan Bentzon i anledning af Deres anmeldelse af det nye tidsskrift skole MUSIKskole, hvis redaktør — af Dem — bebrejdes, at han ikke stiller spørgsmål — og selv besvarer dem. Nu er det så J B, der stiller Dem konkrete spørgsmål (De er jo også redaktør, og i kraft af Deres centrale placering i musikdebatten, og måske også på grund af Deres anmeldelses formulering — forventes det vel, at De kan andet end at lægge kanonslag under andre). Men hvad sker der?-----------De —

hr. redaktør — som med Deres krav til en kollega om spørgsmål og svar selv har ønsket debatten, skal pludselig ikke have noget klinket og henviser til, at det i så fald ville blive en »smagsdiskussion« (som De selv har lagt op til). Det afhænger jo bl.a. af Deres evt. svar, om denne »smagsdiskussion« skal blive »ligeså ørkesløs, som den slags diskussioner altid har været«. Lidt fortrædeligt

skriver De desuden, at man godt kan stille spørgsmål uden at have en facitliste i baglommen. Vist så. Men det burde — i så fald — nok ske i den ærlige hensigt at lære noget, — at blive klogere. Hvis det for Deres vedkommende er det, der ligger bag, så er Deres indlæg al respekt værd (trods en lidt uklar formulering i den henseende), men hvis det kun har sin rod i trang til debat for debattens skyld, — lyst til ballade, så er det værre fat. Når De simpelthen nægter at besvare JB's spørgsmål, er det så fordi en detaljeret besvarelse ville gøre Dem sårbar, og som dreven debattør forstår De dialektikkens strategi? Videre mener De, at musikken i vort samfund mestendels bruges til at aflede opmærksomheden (?), sløre bevidstheden (?) og dulme samfundets modsigelser (?), og »Om man hører MUZAK eller bevidstløst f iler løs på en baroksuite kan i så henseende være hip som hap.« Så meget forstår man: MUZAK er noget, som man hører på, mens en baroksuite er noget, som man bevidstløst filer på! Hvad er det for en argumentationsform,

— hvad er Deres hensigt med at formulere Dem sådan?

Endelig skriver De: »Hvis man samtidig mener, at musik også kan bruges til at skærpe sanserne, følsomheden, opøve fantasien ved at slå bro mellem følelse og intellekt — ja, så er det situationen bliver problematisk.« Læseren kan let få det indtryk, at1) dette synspunkt deles altså Me af Johan Bentzon, og 2) De har fundet de vises sten, — den eneste relevante måde at anskue musikkens væsen på. Og sandheden er snarere, at De er fuldstændig enig med J B, — og snart sagt alle musikere, der tænker lidt over tingene. Hvorfor ønsker De så at fremelske denne kunstige uenighed? Når De til slut citerer Thomas Mann for at have sagt: »Musikken har altid været fordægtig og mistænkelig, og mest for dem, der elsker den mest inderligt«, er det så andet end et forsvar for Deres u-vilje imod at besvare JB's direkte spørgsmål? For De ønsker vel ikke at belære en erfaren musiker om musikkens flygtighed?

Jeg respekterer Dem, (som jeg respekterer alle, om hvem jeg ikke har grund til at tro, at de fører mig bag lyset), som et menneske, der anser debat og diskussion om vigtige emner for at være en væsentlig side af dansk musikliv. Men

— hr. redaktør — diskussion forudsætter respekt for modpartens synspunkt! Husker De altid det?

Med venlig hilsen — og respekt Aksel H. Mathiesen

Svar: Det er en skam, hvis selve debattonen i DMT er så meget en anstødssten, at den bortleder opmærksomheden fra det debatten drejer sig om. Redaktionen er Aksel H. Mathiesen tak skyldig, fordi han så klart henleder opmærksomheden på dette forhold. Naturligvis respekterer den de synspunkter, som kommer til orde i bladets spalter. D ,

Keo.

INTETSIGENDE SELVMODSIGELSER

Kære Poul,

Et par af dine bemærkninger i nr. 5 af DMT kræver en uddybning, synes jeg — simpelthen for at blive forstået. — l lederen skriver du bl.a.: »Selvfølgelig skal kunstneren arbejde koncentreret med sin kunst — og hvorfor skal han det? Fordi han kun derved kan håbe på at blive så moden gennem sit stof, at han har en chance for at blive en ansvarlig intellektuel-------—.« Det lyder

jo smukt, men kan du ikke prøve at specificere lidt nærmere, hvordan den omtalte modningsproces gennem koncentreret kunstnerisk arbejde kunne tænkes bragt i stand? — Jeg har godt set, at du i dit brev til Johan Bentzon under rubrikken Debat kommer med en slags uddybning, men den forekommer mig ærlig talt så generel, at den nærmest virker intetsigende. Du skriver »at hvis musik i øjeblikket bruges til noget i vort samfund, er det mestendels til at aflede opmærksomheden, sløre bevidstheden og dulme samfundets modsigelser. — « Og så fortsætter du: »Hvis man samtidig mener« — og det gør du åbenbart — »at musik også kan bruges til at skærpe sanserne, følsomheden, opøve fantasien ved at slå bro mellem følelse og intellekt — ja, så er det situationen bliver problematisk.« Også det lyder smukt. Men stadigvæk: hvordan kommer man frem til at kunne bruge musikken på den måde? Ikke mindst a.h.t. musikunderviseren kunne en nærmere brugsanvisning nok være ønskelig. — Og hvad skal forresten den skærpede følsomhed og det omtalte brobygnings-projekt anvendes til? Tilsyneladende ikke til den fundamentale bevidstheds-gørelse, hvis jeg da ellers har forstået den forudgående passus ret — nemlig der hvor du skriver, at det er en misforståelse, at DMT's redaktion skulle mene, at man kan bruge musikken til at forberede en revolution, l dit svar på Johan Bentzons efter mit skøn ikke bare nærliggende, men også relevante spørgsmål, taler du endvidere om, at en konkretisering af, hvd du anser for musikalsk kvalitet, lynhurtigt ville havne i en ørkesløs smagsdiskussion. Det kunne se ud som om du dermed mener, at kvalitet og smag er uadskillelige begreber. Men det er måske en misforståelse? — Jeg kan også spørge på en anden måde: Der hvor du omtaler musik som et bevidsthedsslørende middel, skriver du, at det i så henseende kan være hip som hap, om man hører muzak eller bevidstløst filer løs på en baroksuite. Men er det også en hvilken-somhelst slags musik, der kan bruges til at »skærpe sanserne, følsomheden, opøve fantasien o.s.v.«? Disse linjer er ikke skrevet for at bagatellisere problemerne. Men fordi jeg synes, du er for nødtørftig og dermed u-klar indtil det selvmodsigende i din behandling af en problematik, der ikke mindst er vital for alle, der beskæftiger sig med musikpædagogik i ordets bredeste betydning.

Med venlig hilsen Tage

P.S. l mange af de gamle »Ausida musik« var der virkelige guldkorn. Men med fare for at blive beskyldt for mangel på humoristisk sans, vil jeg hævde, at den genoplivede version i nr. 5 er mere anstrengt end morsom. Det er synd, synes jeg, for selve idéen er jo god. Bedre held i de kommende numre!

Kære Tage!

Tak for brevet. At Ausida ikke er morsom, kan jeg ikke hjælpe dig med. Dine spørgsmål kan jeg kort besvare således, idet jeg håber, at dette og de følgende numres DMT-debat yderligere kan uddybe problemerne:

ad spørgsmål 1: ved at kunstneren bliver bevidst om dialektikken mellem den indre verden, han skaber (kunstværket) og den ydre verden, som han befinder sig i. For mig hører denne dialektik med til definitionen af moderne kunst.

ad spørgsmål 2: ved at bruge musikken til at skærpe sanserne, følsomheden, opøve fantasien og derved hjælpe med til at slå bro mellem følelse og intellekt. ad spørgsmål 3: det ville jo være kedeligt, hvis vi ikke er i stand til at spille,

danse og synge uden at være dumme, når revolutionen er sket. ad spørgsmål 4: nej, det er ikke en misforståelse. Både smag og kvalitetsnormer er en personlig sag. Hvis du har et objektivt kvalitetskriterium, ville ikke bare jeg, men formentlig den samlede filosofiske æstetik være meget nysgerrig. Det ville virkelig være noget nyt under solen.

Jeg må gentage, at Johan Bentzons spørgsmål i decembernummeret nok var nærliggende, men ikke særlig relevante. Den musikpædagogiske problematik er for radikal nu til at den bør skøjte ud ad det sidespor det ville være, dersom Johan Bentzon og jeg og måske andre gav sig til at skændes om hvad for en type blokfløjte-suiter eller beat-plader vi hver især mener skolebørn helst skal beskæftige sig med. OK — skal jeg give et kort svar må det være: de skal konfronteres med så megen og så forskellig musik som muligt. Men i øvrigt er det selve kvalitets-begrebet og de musikalske værdinormers opståen, der bør diskuteres nu. Den anden debat ender bare med at blive det samme som så mange tidligere musikalske stridigheder: en æstetisk camouflage af et hundeslagsmål om, hvilken gruppe musikfolk der skal have broderparten af den del af merværdien, som samfundet årligt sætter af til ikke-kommercielle musikformal. Og det finder jeg faktisk er en ørkesløs diskussion.

Venlig hilsen Poul

Årgang 49/1974-1975, nr. 07