Musik - Radio - Politik ... et både-og.

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 07 - side 148-152

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Jørgen Falck:

MUSIK - RADIO - POLITIK ... et både-og.

Interview med musikchef Mogens Andersen

om musikkens kår i radioen og den nye programstruktur.

Tirsdag 1. april blev den nye struktur iværksat i Danmarks Radio. Kulturkanalen, Program 2, blev nedlagt, og P2 vil fremover være forbeholdt Provinsafdelingens regionaltjenester. Desuden skal P2 være »beredskabskanal« for eksempelvis folketingstransmissioner. De tidligere P2-programmer presses ind på Program 1, mens P3 udvider sendetiden fra 5 morgen til kl. 2 den efterfølgende nat.

Der sendes mere musik under de nye forhold, også fra Musikafdelingen, som tilmed har udvidet sin andel af sendetiden med 50 pct. Denne kvantitative udvidelse af sendetimerne beror på, at Musikafdelingen skal bidrage med et antal helt nye programtyper, bl. a. på P3, hvor der er indgået et snævert samarbejde med Underholdningsafdelingen. Og alle hverdagsmorgener skal Musikafdelingen sende musikprogrammer mellem 6.05 og 8.30 på P1 som et alternativ til den traditionelle morgen-underhold-ningsmusik, der nu sendes på P3 fra kl. 5.

Musikafdelingens nye ansigt koncentrerer sig derfor i hovedsagen om tre forhold:

1) Alternativ morgenmusik,

2) klassisk musik på P3 og samarbejde med UHA,

3) musikaftener på hverdage i PI, hovedsagelig mellem kl. 22 og 24.

Et rids af Musikafdelingens sæsonplan fra 1. april til 31. august ser således ud:

Musikchef Mogens Andersen, er Musikafdelingens placering i den nye radiostruktur en forbedring eller en forringelse i forhold til før?

Den er en forbedring. Først og fremmest mellem kl. 6 og 9 morgen på hverdage, da vi som noget helt nyt sender klassisk morgenmusik på P1 som et alternativ til den sædvanlige morgen-underholdningsmusik, som nu flyttes til P3. Som helhed har vi kunnet udvide vores samlede sendetid med 50 pct. på trods af, at der for Danmarks Radio generelt er tale om en rationalisering af den samlede virksomhed. Musikafdelingen er altså ikke blevet offer for omlægningen.

Der har været rettet en voldsom kritik af den nye radiostruktur, som mange frygtede ville resultere i en fordummende strøm af nyhedsstof og musik. Er denne skepsis nu manet i jorden?

Det ved jeg jo ikke, om den er andre steder. Men holder vi os til den musik, som Musikafdelingen bestyrer, så er de bange anelser ubegrundet. Nu er spørgsmålet, hvorledes vi kan forvalte de nye sendetider. Vi har fået bedre udfoldelsesmuligheder, og den nye struktur gør det lettere for os at fordele stoffet, da der er mere plads at råde over. Til gengæld bliver det vanskeligere at økonomisere, fordi vi ikke får flere penge. Vi sender flere timer for de samme penge og er nødsaget til enten at bruge billigt stof eller at finde billige udnyttelsesmuligheder. Billigt stof er eksempelvis grammofonplader, musikbånd fra udlandet og flere genudsendelser.

Men kommer disse økonomiske hensyn ikke til at ramme visse stofområder. Man kan forestille sig, at afdelingens samlede virksomhed så at sige bliver mere middelmådig på grund af den økonomiske fortynding?

Jo, det er en risiko. Men vi havde næppe fået lov til at beholde vores penge, hvis ikke vi havde øget sendetimerne. Og det er uhyre vigtigt, at vi ikke får reduceret vore budgetter. I samspil med det levende musikliv betyder vi jo økonomisk og beskæftigelsesmæssigt meget. Samspillet med det levende musikliv er så vigtigt, at vore egenproduktioner ikke må reduceres. Det bliver nok vores største hovedpine, at vi ikke må skære ned på radioproduktionerne af kammermusik, orkestermusik osv. Så vil nogen naturligvis sige, at det ikke er noget musikkulturelt fremskridt, at vi øger sendetiden ved at sende flere grammofonplader, udlandsproduktioner og fremmedstof i det hele taget. Men det er heller ikke noget tilbageskridt, i og med vi uændret selv producerer og sender musik med danske solister, ensembler og orkestre.

Naturligvis er det et problem at få dette puslespil af økonomi og forskellige interesser til at gå op. Radiofonierne har optrådt som meget store mæcener, i den tid de har eksisteret i så at sige alle lande. Man kan kalde radiofonierne for imperialister, fordi de har overflødiggjort anden musikvirksomhed ved at opbygge egne orkestre og ensembler til skade for eksempelvis musikforeningsvirksomhed. Når der så kommer en politisk udvikling, hvor man går imod radioens og fjernsynets stadige vækst, så retarderes radioen på en meget uhensigtsmæssig måde, som rammer store dele af kulturlivet. Fordi radio og TV på så mange områder har afløst mange former for offentlig kulturvirksomhed. I den forstand er økonomiske indgreb selvsagt en stor fare, ikke bare for radioen, men for hele kulturlivet.

De kaldte de nye klassiske morgenprogrammer for en forbedring af Musikafdelingens virksomhed. Men hvad vil man egentlig bruge morgentimerne til?

Vi har ikke på forhånd noget abstrakt, storstilet programoplæg. Vi vil eksperimentere os frem. Til at begynde med skal de mennesker, som sammensætter og præsenterer morgenprogrammerne deltage i udformningen. Efterhånden kan vi så via vore »kunders« reaktioner finde frem til, hvad udsendelserne kan bruges til på længere sigt.

Som massemedium er det vores primære opgave at lave udsendelser, som folk gider åbne for. Ikke for enhver pris. Men når vi har besluttet os til at sende et modspil til popstrømmen i P3, så må vi først og fremmest få folk til at lytte.

På nær torsdag, hvor torsdagskoncerterne og radiooperaerne fortsætter uændret fra kl. 20, sendes musikanenerne mellem kl. 22 og 24. Er denne sene sendetid Musikafdelingens eget ønske? Det er et kompromis, som bl. a. skyldes hensynet til andre af radioens afdelinger. Men spørgsmålet er, hvad der egentlig er den bedste sendetid. I den centrale aftentid mellem 20 og 22 ser langt de fleste mennesker nu engang fjernsyn, hvis de da ikke har vigtigere ting at tage sig til. Den hidtidige placering fra 18.30 har der heller ikke været tilfredshed med.

Det er naturligvis et musikpolitisk spørgsmål, hvordan og hvornår vi sender. Men vi har jo ikke blot disse sendetider for »stamlytterne«. Vi har også bestræbt os på at sprede os ud blandt radioens øvrige programmer for at få flere lyttere, som ikke er specielt musikinteresserede, til at hænge på. Vi ønsker at tilgodese to formål: dels at sende musik til det potentielle publikum, dels at sende til den brede lytterskare. Ikke blot det ene eller andet.

Musikpolitik er ikke spørgsmålet om at lægge sig fast på enten en seriøs linie eller en populær linie. Det er et både og. Man oplever så ofte i musikdebatten, at Musikafdelingen »i stedet for« at sende populære telefonprogrammer burde give mere plads til f.eks. my musik. Det har altid generet mig, at debatten føres ud fra dette enten/eller synspunkt. Da jeg som den første i radioen begyndte at sende elektronisk musik og regelmæssige udsendelser med ny musik, blev det omgående af en meget stor del af musiklivet opfattet som om, at nu skulle denne musik »erstatte« Beethoven. Det havde jeg selvsagt aldrig drømt om. Og vi får stadig klager fra to sider. Den ene siger: I sender for megen 12-tonemusik. Den anden siger: I popper, I lefler for de brede masser. Skal jeg udtrykke det ondt, vil jeg sige, at vi lefler for alle, både eliten og de andre. Jeg kunne også være smart og sige, at vi søger at tilgodese alle, men det udtryk er allerede kompromitteret i den almindelige debat. »Vil man tilgodese alle, så er det jo underforstået, at ingen bliver tilfredse«, påstår man. Det er igen denne ekstremt polariserede tankegang, som jeg mener er naiv og farlig.

Kan Musikafdelingen ikke støtte sin planlægning til lytterundersøgelser eller statistisk materiale?

Der findes naturligvis statistikker og undersøgelser, men de lider af den svaghed, at de kun registrerer lyttertal på over 25.000. En enkelt lytter, som svarer bekræftende på at have hørt et bestemt program, gør det ud for 5.000. Støder intervieweren tilfældigvis ikke på én, der har hørt udsendelsen, sætter han et nul på sit skema. Vi kan så blot konstatere, at vi ikke ved noget som helst om, hvor mange lyttere mellem O og 25.000, der egentlig har haft radioen åben.

Lytterreaktioner får vi meget få af. Derfor har telefonprogrammerne været enormt givende, hvad angår den personlige lytterkontakt. Fra folk med vidt forskellig musikalsk baggrund får vi indtryk af, hvorledes ikke-professionelle lyttere taler om den musik, de holder af.

Noget andet er, at men med stadig større sikkerhed kan se resultatet af over et halvt århundredes medieudvikling. Siden grammofonpladens og radioens udbredelse har folk nemt og bekvent kunnet høre musik af vidt forskellig kategori i perfekt udførelse. Det har afstedkommet en udtørring af musiklivet i hele den vest- og østeuropæiske kulturkreds. En mangfoldighed af både god og dårlig folkelig musik er blevet ramt af massemediernes higen efter at servere let fordøjelig og grydeklar musik for flest mulige mennesker. Vi har oplevet en ensretning af den folkelige musikkultur. Grammofonselskaberne har udnyttet den kommercielt, og radiofonierne har fulgt trop ved at spille pladerne. Yderligere har massemedierne fjernet os fra den levende opførelse af musikken og har derved medvirket til en passiv musikholdning i stedet for at fremme et aktivt forhold til musik. Det gælder stort set lytternes forhold til alle musikkategorier. I en musikkulturel sammenhæng anser jeg dog den jævne, folkelige musik for at være hårdest ramt.

De taler om den folkelige musik på trods af, at De er chef for en afdeling, som i hovedsagen repræsenterer den finkulturelle musik. Hvilke muligheder har musikafdelingen for på et musikkulturelt bredt grundlag at rokke ved musiklivets forhold?

Vi er sat til at forvalte den bedste musik, som er skabt i vesteuropæisk kultur gennem århundreder. At vi foruden at formidle og administrere denne musikkultur i radio og fjernsyn også tænker på musikkens placering i bred almindelighed, kan man ikke fortænke os i. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ønsker at udvide min personlige eller afdelingens indflydelse. Jeg ønsker bare at medvirke til en ændret kurs, som alle må være interesseret i - også musikfolk udenfor »finkulturelle« kredse. For i dag kan man for alvor se resultatet af en medieæra, som både har haft gavnlig og negativ betydning for musikkulturen.

Her i Danmarks Radios 50-års jubilæumsår kan man forsøge at gøre op, hvad denne institution musikkulturelt har betydet. Og jeg er bange for, at det gennem en målbevidst indsats blot er lykkedes at hæve musikkulturen nøjagtig lige så meget, som medierne har sænket den. Det er en pessimistisk vurdering. Man kunne vente, at netop radioen formåede at ændre og påvirke folks vaner, men det er ikke tilfældet på den måde, som mange regner med. Det siger sig selv, at også store musikværker taber i oplevelsesmæssig værdi ved at blive gentaget og gentaget i forskønnede udgaver. Men det er heller ikke Musikafdelingens politik at fremme en udvikling, hvor publikum med skyklapper på begrænser sig til kun at interessere sig passivt for mediernes musiktilbud. Det er heller ikke Danmarks Radios samlede musikpolitik. Det er en medie-udvikling. Musik, som mennesker tidligere kun havde adgang til at høre et par gange i deres liv, hvis ellers de var heldige, kan man nu høre hele dagen. Ønsker man det, er det muligt via radio, grammofon eller båndoptager at leve med Handels Messias hele tiden. Resultatet af denne lyttesituation er naturligvis en langt mindre intens oplevelse af musikken, end f.eks. Bach havde, da han vandrede til Lübech for at høre Buxtehude.

Det er jeg også enig med Jens Brincker i, men jeg er uenig med ham, når han i Dansk Musiktidsskrift skriver: »Stop pladen - jeg vil af«. Man kan ikke udstede et forbud mod utidig brug af klassisk musik i massemedierne. Og vi sender ikke musik, for at folk skal høre den morgen, middag og aften i en uendelighed. Vi vil gerne lære folk at høre en anden musik end lige netop Messias eller Brahms Violinkoncert.

Men for at vende tilbage til det »folkelige«, så har Musikafdelingen især et sted haft held til at fremme en mere alsidig musikinteresse, nemlig Musikhjørnet i fjernsynet. Erfaringerne herfra har givet os så meget blod på tanden, at vi i den nye radiostruktur har etableret et stærkere samarbejde med Underholdningsafdelingen. Vi kommer ind med klassisk musik på P3 og bliver nabo til udsendelser, som tiltrækker det helt store publikum. Desuden forsøger vi et samarbejde med UHA om magasinprogrammer, hvor begge afdelingers musikkategorier behandles. -

Kritiserer man så, at jeg fremhæver Musikhjørnet, må jeg svare, at det ikke bare er et broget program, som tilfredsstiller mange forskellige musikinteresser. Vi snigløber ikke et bredt publikum til at interessere sig for seriøs musik med let underholdning som lokkemad. Vi arbejder ud fra en åbenlys musikkulturel hensigt, som publikum accepterer.

Og det er altså den samme hensigt, vi møder med, som grundlag for vores samarbejde med UHA og indplacering på P3. Det er dette samarbejde, som jeg venter mig mest af med den nye radiostruktur. Ikke bare fordi vi får klassisk musik ind på denne kanal og får flere mennesker til at »opdage« vores musik. Men samarbejdet kan være udgangspunkt for en helt ny udvikling, som kan få særdeles positive konsekvenser for musiklivet.

Årgang 49/1974-1975, nr. 07