Jazz på Århuskonservatoriet

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 08 - side 186-186

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jazz på Århuskonservatoriet

En skandaløs leder

Teorifaggruppen ved Det jydske Musikkonservatorium må protestere mod den bredside, som i venstre lederspalte i DMT nr. 6 affyres mod konservatorierne på grund af den påståede mangel på interesse for undervisning i jazz, beat og beslægtede former. Vi må først og fremmest protestere, fordi redaktøren ikke har undersøgt sagen ordentligt, men nøjes med at bygge sit angreb på et så overfladisk grundlag som en artikel af Niels Viggo Bentzon. Vi kan naturligvis ikke svare for alle fem danske musikkonservatorier, men vi finder det på sin plads at oplyse, hvordan forholdene er ved konservatoriet i Århus på dette område. Vi må først understrege, at det spørgsmål, der nu fremdrages som noget nyt, er gammelt her på stedet. Vi har faktisk beskæftiget os med det i hvert fald siden 1969. Dengang oprettede vi nemlig under ledelse af Tom Prehn en forsøgsundervisning i jazz, beat o.s.v. for alle interesserede studerende. Denne ordning, der i 1974 efter ministeriel tilladelse blev gjort permanent, består dels af teoretisk undervisning (herunder også ar-rangementsteknik), dels af undervisning i praktiske færdigheder. Bl.a. har vi et samarbejde med Peder Pedersen og hans Big Band, således at der er mulighed for at deltage i en slags big band-orkesterskole, hvilket mange af især konservatoriets blæserstuderende gennem årene har benyttet sig af. Når det endvidere i den nævnte artikel hedder, at den musikteoretiske grundskoling fortsat domineres af den vitaminfattige koralharmonisering, må vi helt og aldeles melde hus forbi. Efter en forsøgsperiode på 2 år indførte vi i 1973 en nyordning af undervisningen i musikteoretiske, -analytiske og -historiske fag for instrumentalister og sangere. En

samlet redegørelse for denne ordning vil føre for vidt i denne forbindelse. Blot skal det nævnes, at ordningen indebærer, at man netop er gået væk fra den tidligere stive inddeling i få og begrænsede discipliner til fordel for en integreret og mere bredspektret undervisning, der også omfatter tilbud om f .eks. beci-fringsspil og den »rytmiske musiks teori«.

Og så er der den nye musikpædagogiske linje, den såkaldte AM (almen musikpædagogiske) uddannelse, der blev oprettet ved konservatorierne for 3 år siden. På denne linje beskæftiger de studerende sig i så altdominerende grad med de nævnte nye musikformer, at det måske ligefrem kan give anledning til betænkeligheder (også i teorifaggruppen). Sagen er jo, at der tit ikke er ret langt fra nogle smarte greb på guitaren til den kommercielle fordummelsesmu-sik, som redaktøren med stor sproglig veloplagthed tager under behandling i samme nr. af DMT i højre lederspalte (der forresten, såvidt vi kan se, forholder sig noget schizofrent til den venstre).

Tro nu ikke, vi synes, at den hellige grav er velforvaret med de ovennævnte skitserede aktiviteter. Vi har adskillige ideer til (og planer om), hvordan feltet kan udvides, uden at vi af den grund mener, at eksempelvis alle organister, violinister, oboister, fagottister eller pianister, vi uddanner, nødvendigvis skal bibringes »kendskab til og beherskelse af blues-form, jazz, harmonik, becifring o.l.«; det ville være en decideret underkendelse af de krav, som sådanne discipliner stiller. Vi er heller ikke så naive at tro, at vi sådan på en studs kan få nye læreransættelser igennem. Som det måske vil være redaktøren bekendt, harden økonomiske smal-has naturligt nok ramt også konserva-

torierne. Forresten med det resultat, at kun omkring halvdelen af de opta-gelsessøgende kan komme ind. Dertil kommer, at vi tror på, at man gennem en rolig udvikling som den, der nu er i gang her på stedet, i højere grad end gennem her-og-nu-indgreb får en chance for at skelne skidt fra kanel. En skelnen vi ikke er bange for at gøre brug af, vi tror nemlig den er helt nødvendig i et musikpædagogisk arbejde, l den forbindelse skal vi endelig oplyse, at konservatoriets egentlige hovedfags-undervisning i komposition ikke indbefatter jazz, beat o.s.v. (hvilket naturligvis ikke forhindrer, at interesserede komponister kan tage del i Tom Prehns kurser). Som landet ligger har vi nemlig i denne undervisningsmæssige sammenhæng besluttet at prioritere den nye »kompositions-musik« højest. Dette er muligvis ikke nogen populær beslutning. At den skulle kunne fortolkes som udtryk for en »valen« holdning, står vi helt uforstående overfor.

Svend Nielsen

Tage Nielsen

Per Nørgård

Mogens Helmer Petersen

jens W i Ih. Pedersen

Helge Petersen

Tom Prehn

Orla Vi nth er

SVAR: Redaktionen er - først og fremmest med tanke på sine læsere - glad for teorigruppens redegørelse, men må i øvrigt bemærke: Når bladet »Konservato-rienyt« i alt væsentligt kan tillade sig at basere en princip-behandling af et kon-servatorieanliggende på et indlæg af Niels Viggo Bentzon, kan DMT vel også?

Hvorfor skulle det forresten være »schi-zofrent at plædere for kvalitetssyn i kulturkampen og samtidig mene, det er nødvendigt at blues-form, jazz, becifring o.L integreres i den højere musikuddannelse herhjemme?

Red.